Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-09233

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-09233

Anmodning om genoptagelse afvist

Pressenævnet udtalte ikke kritik af B.

T.

i en sag, hvor B.

T.

havde afvist at anonymisere eller slette seks artikler bragt i 2016, som omhandlede en persons anholdelse, fængsling og straffedom på et år og seks måneder i en straffesag i udlandet.

Personen anmodede herefter Pressenævnet om at genoptage behandlingen af sagen med den begrundelse, at der efter hans opfattelse var forhold i klagen, som nævnet ikke havde taget stilling til.

Pressenævnet fandt, at personen ikke var fremkommet med nye faktiske oplysninger af betydning for sagens afgørelse.

Da der heller ikke var påvist sagsbehandlingsfejl, afviste nævnet at genoptage sagen.

[Klager] har anmodet om genoptagelse af Pressenævnets sag nr. 2024-10177 ([Klager] mod B.

T.), som nævnet traf afgørelse i den 20. maj 2025.

Sagen vedrørte [Klager]s klage over, at B.

T.

havde afvist hans anmodning om at anonymisere eller slette seks artikler, som blev bragt i perioden fra den 12. maj 2016 til 4. november 2016 på bt.dk.

Ved kendelsen udtalte Pressenævnet ikke kritik af B.

T.

for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om at hindre tilgængeligheden af artiklerne.

[Klager] har anmodet Pressenævnet om at genoptage behandlingen af sagen, fordi der efter hans opfattelse er forhold i klagen, som nævnet ikke har taget stilling til.

1 Sagsfremstilling

[Klager] klagede den 7. august 2024 til Pressenævnet over B.

T.s afvisning af anonymisering eller sletning af artiklerne ”Dansk mand anholdt i ferieby: Mistænkt for voldtægt af 11-årig” , ”Dansker er anholdt i [Land] for voldtægt af barn” , ”Nye detaljer: Dansker voldtog 11-årig i [Land] - 15-årig ventede på, det blev hans tur” , ”Brutalt politi, tortur og tæv: Så hårdt kan livet blive for voldtægtsanklaget dansker i [Land]” , ”Dansker mistænkt for voldtægt og pædofili i [Land]: Nu er der nye oplysninger i sagen” og ”46-årig dansker dømt i [Land] for sexovergreb: Lå på knæ mens tiggerdreng stod med bukserne nede” , som blev bragt i perioden fra den 12. maj 2016 til 4. november 2016 på bt.dk.

Pressenævnet fandt ved kendelse af 20. maj 2025 i sag nr. 2024-10177 ikke grundlag for at udtale kritik af B.

T.

for tilsidesættelse af god presseskik.

Om gengivelsen af parternes synspunkter og Pressenævnets begrundelse i klagesagen henvises til kendelsen.

2 [Klager]s synspunkter til anmodningen om genoptagelse

[Klager] har til støtte for anmodningen om genoptagelse anført blandt andet følgende

”Under min gennemgang af Pressenævnets afgørelse i min sag har jeg bemærket en række ting, som jeg i det følgende vil påpege over for Pressenævnet, og som jeg ønsker, at Pressenævnet forholder sig til over for mig, ligesom jeg mener, at disse ting berettiger en ny behandling af min klage.

Jeg vil starte med noget, der ligner en misforståelse af faktuelle forhold omkring sagen.

I sin kendelse skriver Pressenævnet: "Den 2. februar 2024 rettede [Klager] henvendelse til B.

T.

med anmodning om anonymisering eller sletning af artiklerne." Jeg kan ikke se, at jeg eller min advokat har skrevet til B.

T.

på denne dato.

Til gengæld har vi henvendt os utallige gange siden maj 2020, så dette virker som en fejl i Pressenævnets forståelse af forløbet, som i kraft af den store vægt, Pressenævnet lægger på tidsfrister, kan være afgørende for Pressenævnets vurdering af sagen.

Jeg har derfor udarbejdet en kronologisk oversigt over min advokats kommunikation med B.

T., hvortil jeg har tilføjet kommentarer om andre væsentlige begivenheder og forhold i forbindelse med forløbet, som jeg mener, er relevante for og fremmer forståelsen af kronologien.

Baseret på oversigten og ovennævnte citat fra Pressenævnets kendelse lader det til, at Pressenævnet er forkert informeret om kronologien i sagen.

Samtidig forholder I jer tilsyneladende ikke til, at B.

T.

for det første har trukket sagen i langdrag ved i en længere periode (før min klage til Pressenævnet) simpelthen at nægte at forholde sig til mit ønske om anonymisering og dermed forhindre mig i at klage til Pressenævnet – hvilket Pressenævnet var vidende om, men ikke omtaler i sin kendelse.

Jeg omtaler det i punkt E under det, jeg kalder kategori 2 af argumenter i min oprindelige klage: "Som I ved, var jeg den 19. marts 2024 nødt til at henvende mig til Pressenævnet for overhovedet at få B.

T.

til at forholde sig til det ønske om sletning/anonymisering/afindeksering, som min advokat gentagne gange siden 2022 på mine vegne har fremsat overfor B.

T." Detaljerne diskuteres i min korrespondance med Pressenævnets sekretariat, og jeg formodede, at denne korrespondance var en del af sagens akter – eller at Pressenævnets medlemmer i kraft af min omtale af korrespondancen i selve klagen ville udbede sig den fra sekretariatet i forbindelse med behandlingen af min sag.

Hvis dette ikke er sket, må det betragtes som en fejl i sagsbehandlingen, som berettiger en ny behandling.

For det andet ignorerer I, at B.

T.

flere gange overtrådte deres frist på 7 dage til at svare på min klage til Pressenævnet.

Tilsammen kan det give et beklageligt indtryk af, at Pressenævnet er forudindtaget til fordel for medierne og imod klagere, for hvorfor håndhæver I blindt min meget korte klagefrist, som i praksis gjorde det umuligt for mig at klage, da jeg befandt mig i et [Land] fængsel med meget meget ringe kontakt til omverdenen og end ikke af B.

T.

var blevet gjort bekendt med artiklens eksistens og senere var nødt til at bruge lang tid på overhovedet at indhente dokumentation for B.

T.s faktuelt forkerte påstande, mens I uden påtale først lader B.

T.

trække sagen i langdrag i årevis på flere forskellige måder, som i sig selv må betragtes som grove overtrædelser af god presseskik, og oven i købet ignorerer denne forsinkelse fra B.

T.s side i jeres fastsættelse af det, som I betragter som den dato, jeg har bedt B.

T.

om sletning eller anonymisering, og derefter ligeledes undlader at påtale, at B.

T.

gentagne gange ignorerede deres svarfrist på 7 dage, fra Pressenævnet videresendte min klage til dem?

Selv om Pressenævnet ikke kan eller vil forholde sig direkte til disse overtrædelser af god presseskik og/eller udtale kritik heraf, bidrager de til det samlede billede af B.

T.s ageren og bør derfor indgå i Pressenævnets samlede vurdering af B.

T.s opførsel over for mig og af rimeligheden af deres afvisning af at slette eller anonymisere artiklen.

Ikke mindst i lyset af Pressenævnets store fokus på tidsfrister i jeres afgørelse af min klage må det betragtes som særdeles væsentligt, at B.

T.

i årevis aktivt har forhalet sagens gang, og dermed må Pressenævnets misforståelse af forløbet betragtes som en objektiv fejl i sagsbehandlingen, der berettiger til en ny behandling.

Jeg vil derfor bede Pressenævnet om at se på sagen igen ud fra samtlige tilgængelige oplysninger om sagens forløb, herunder min oprindelige klage og min dokumentation dertil samt indholdet i denne begæring om genoptagelse og i bilaget hertil.

Ifølge punkt D.

1 i retningslinjerne for god presseskik, som er det eneste punkt, Pressenævnet tager i betragtning i min sag, skal "mediet tage stilling til, om det er (.

.

.) rimeligt at hindre tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger." I sin afgørelse af min sag tilføjer Pressenævnet, at: "Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt D.

1 i retningslinjerne for god presseskik (.

.

.) som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt." Nævnet skriver videre, at: "Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklerne fra 2016 på bt.dk (.

.

.) indeholder personoplysninger af følsom karakter, der som udgangspunkt må betragtes som værende særlig belastende for [Klager]." Kriteriet for anvendelse af D.

1 er således opfyldt, og Pressenævnet skal derfor vurdere, om det er "rimeligt", at B.

T.

hindrer tilgængeligheden af artiklen.

Alligevel lægger I i jeres kendelse så stor vægt på klagefristen på 12 uger i forhold til at udtale kritik for overtrædelse af god presseskik, at det man får det indtryk, at det er jeres eneste argument for at afvise min klare dokumentation for, at B.

T.

har udbredt dokumenterbart falske påstande om mig og min sag – en foreteelse fra B.

T.s side, som ikke på nogen måde kan betragtes som ”rimelig” i forhold til D.

1, hvorfor klagefristen på 12 uger ikke generelt kan bruges til at afvise at tage min dokumentation i betragtning – og min af B.

T.

uimodsagte klage over, at B.

T.

aldrig kontaktede mig eller min daværende [Land] advokat, hvilket i sig selv kunne have forhindret udbredelsen af de falske oplysninger, hvorfor det også må betragtes som relevant i forhold til det ”rimelighedskriterium”, D.

1 anvender.

På trods heraf kommer Pressenævnets kendelse slet ikke ind på, hvorfor Pressenævnet overhovedet ikke tager disse forhold i betragtning i forhold til D.

1, hvilket jeg vil opfordre Pressenævnet til at forklare mig.

I forhold til kravet om ”rimelighed” i de presseetiske retningslinjers punkt D.

1 bør det betragtes som særdeles væsentligt og afgørende, at B.

T.

aldrig kontaktede mig eller min daværende [Land] advokat før artiklens offentliggørelse, eftersom ”meddelelser offentliggjort i digitale medier ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret” (ordlyden af D.

1), hvilket betyder, at konsekvenserne af denne manglende forelæggelse ligeledes vil bestå længe efter publiceringen og derfor er relevante i forhold til D.

1.

Det kan ikke være meningen, at folk selv skal sørge for at læse samtlige danske medier for at holde sig orienteret om, hvorvidt der er fremsat skadelig omtale om dem i et dansk medie.

Ved at undlade at inddrage B.

T.s manglende forelæggelse i sin vurdering af ”rimeligheden” iht.

D.

1 pålægger Pressenævnet indirekte samtlige borgere en pligt til selv at følge med i samtlige danske medier, hvilket det burde være overflødigt at sige, er komplet urimeligt.

At jeg faktisk hørte om B.

T.s omtale fra anden side, efter at B.

T.

havde offentliggjort artiklerne, fritager ikke B.

T.

fra deres ansvar for at give mig en chance for at kommentere på deres anklager FØR offentliggørelsen.

B.

T.s manglende henvendelse til mig eller min [Land] advokat kunne teoretisk set DIREKTE være årsagen til, at jeg først langt senere hørte om B.

T.s omtale, så jeg først da – efter klagefristens udløb – kunne have klaget over den.

At jeg på anden vis var blevet bekendt med artiklernes eksistens, bør ikke stille mig ringere eller reducere B.

T.s ansvar for den manglende forelæggelse – i så fald skaber Pressenævnet et ”perverst incitament” for samtlige danske medier til at ignorere kravet om forelæggelse for omtalte personer og blot udbrede alverdens falske oplysninger om personer, som på udgivelsestidspunktet og 12 uger derefter må formodes at være ude af stand til at reagere eller bare blive opmærksomme på offentliggørelsen, f.eks. fordi de er fængslet i udlandet, selv er eller har alvorligt syge familiemedlemmer, pga.

simpel uopmærksomhed eller af alle mulige andre irrelevante årsager, i tryg forvisning om, at de pågældende efter 12 uger for tid og evighed vil være forhindret i at klage over artiklerne trods krystalklar dokumentation for direkte løgne i omtalen.

Som det fremgår af min kronologiske gennemgang i bilaget til denne begæring om genoptagelse var jeg for det første end ikke løsladt fra fængslet i [Land], da klagefristen på 12 uger udløb, og det er fuldstændig umuligt at håndtere en klagesag fra et [Land] fængsel.

For det andet brugte jeg derefter lang tid på at indhente dokumentation for B.

T.s usandheder, hvilket må betragtes som både en forudsætning for at klage og en medfølgende ret, der naturligt er knyttet til en klageret – og behovet herfor bevises af Pressenævnets afvisning af min klage trods B.

T.s totale undladelse af at fremlægge dokumentation for en eneste af sine påstande, for hvis Pressenævnet accepterer et medies offentliggjorte påstande uden dokumentation, hvilket i sig selv er uforståeligt og kritisabelt, bliver det så meget vigtigere for en klager at kunne dokumentere påstandenes usandhed, og dermed bliver det tilsvarende meget mere urimeligt, at man som klager er underlagt en frist på kun 12 uger til hele klageforløbet, herunder at indhente dokumentation – og hvilket derfor må betragtes som en gyldig grund til at forlænge (eller til, at Pressenævnet arbejder for at gøre det muligt at forlænge) klagefristen.

I modsat fald risikerer Pressenævnet, at klager afvises, blot fordi en klager ikke har tid nok til at indhente dokumentation for sine klagepunkter mod mediets udokumenterede påstande, hvilket er åbenlyst urimeligt.

Hvis medieansvarsloven fastsætter en frist på 12 uger, som der ikke kan dispenseres fra, som I anfører i kendelsen, anerkender jeg naturligvis dette, men ifølge Pressenævnets introduktion til retningslinjerne for god presseskik på www.pressenaevnet.dk er det ”Pressenævnet, der fastlægger og videreudvikler god presseskik”, og selv om god presseskik er noget andet end en ved lov fastsat klagefrist, følger det efter min mening af Pressenævnets ansvar for at ”fastlægge og videreudvikle god presseskik”, at Pressenævnet også har et ansvar for at søge at påvirke den del af lovgivningen, der har indflydelse på god presseskik, så i den udstrækning, loven kan ses som begrænsende for udviklingen af god presseskik, må det være Pressenævnets pligt at arbejde for at få ændret loven.

Mine argumenter i denne begæring om genoptagelse skal også ses ud fra denne holdning.

Desuden virker det indlysende, at vurderingen af ”rimelighed” iht.

punkt D.

1 bl.a. skal baseres på samme kriterier for god presseskik, dvs. at hvis god presseskik ikke er overholdt, er det en (medvirkende/forstærkende) årsag til at kunne argumentere for, at det ikke er ”rimeligt” iht.

D.

1 at afvise at anonymisere eller slette en artikel.

Min argumentation i min oprindelige klage vedr.

god presseskik såvel som min argumentation i denne begæring om genoptagelse skal også ses i dette lys – dvs. ikke som en opfordring til, at Pressenævnet udtaler kritik af B.

T.

for manglende overholdelse af god presseskik, men som et argument for, at i jo højere grad god presseskik er overtrådt (hvilket godt kan være tilfældet, selv om fristen for at udtale kritik heraf er overskredet), jo mindre ”rimeligt” er det at afvise at anonymisere eller slette iht.

D.

1.

Den eneste rimelige fortolkning eller udformning af reglerne (som Pressenævnet efter min mening bør arbejde for) er, at fristen på 12 uger enten ophæves, forlænges kraftigt eller først gælder fra det tidspunkt, hvor ALLE TRE af følgende betingelser er opfyldt: (a) Den pågældende artikel bliver offentliggjort, (b) den omtalte person bliver af mediet officielt gjort opmærksom på artiklens eksistens og får mulighed for at kommentere på den (dette er som nævnt aldrig sket i min sag, hvorfor klagefristen logisk set aldrig er begyndt at løbe), og (c) den omtalte person bliver i praksis i stand til at sætte sig ind i artiklerne og klage (i mit tilfælde ved min hjemkomst til Danmark) og evt.

fremskaffe nødvendig dokumentation – i hvert fald for artikler offentliggjort i digitale medier, som er tilgængelige for evigt, og som i princippet ”genudgives”, hver gang en person f.eks. tilgår artiklen på et medies hjemmeside.

Eftersom B.

T.

groft har brudt god presseskik ved aldrig at oplyse mig om artiklen, hvilket er indiskutabelt trods Pressenævnets manglende mulighed for at udtale kritik heraf pga.

en lovfæstet klagefrist, er det dybt urimeligt generelt at afvise min klage under henvisning til klagefristen på 12 uger ved at nægte at tage disse forhold i betragtning i forhold til kravet om ”rimelighed” i de presseetiske retningslinjers punkt D.

1.

Igen kan man få det for Pressenævnets virke skadelige indtryk, at Pressenævnet er forudindtaget på mediernes side og imod klagere, idet B.

T.

for sin part på intet tidspunkt har opfyldt sin forpligtelse til at forelægge mig de oplysninger, B.

T.

havde tænkt sig at bringe, hvilket I end ikke kommenterer på, heller ikke i form af en begrundelse for at se bort fra dette forhold i jeres vurdering af ”rimeligheden” iht.

D.

1, selv om det altså kan være direkte medvirkende til, at en klager aldrig når at klage inden for den meget korte frist på 12 uger, mens I omvendt står fuldstændig rigidt fast på min 12-ugers klagefrist.

For et almindeligt medlem af offentligheden virker det åbenlyst urimeligt, og det risikerer at undergrave al respekt for Pressenævnet og Pressenævnets vigtige arbejde – såvel som hele Pressenævnets eksistensberettigelse.

Et andet aspekt, jeg ønsker at kommentere på, er, at det af jeres kendelse fremgår, at "det ikke er Pressenævnets opgave at afgøre, om (udenlandske) myndigheder har begået fejl ved behandling af en sag.

Det er i den forbindelse ikke Pressenævnets opgave at foretage en bevisvurdering af de oplysninger og den dokumentation, der er præsenteret og fremlagt under behandlingen af disse sager.

Pressenævnets opgave er at vurdere, om offentliggørelser og mediets handlemåde er i overensstemmelse med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 1, og retningslinjer for god presseskik." Det forstår jeg alt sammen udmærket.

Faktisk skrev jeg præcis det samme i min oprindelige klage til jer: "Jeg er klar over, at I ikke kan fungere som ’appelinstans’ for den faktiske dom mod mig og ikke kan tage den op til vurdering – og det er heller ikke det, jeg beder om." Det, jeg videre skriver i samme forbindelse, som jeg står ved, og som jeg nu finder anledning til at gentage og understrege, er til gengæld, at I godt kan – og bør – tage højde for omstændighederne omkring domstolsprøvningen, efterforskningen og [Land] politis behandling af sagen, eftersom dette direkte har betydning for troværdigheden af dommen og sagen mod mig.

Det har med andre ord at gøre med at bringe korrekte oplysninger, med at kontrollere givne og gengivne oplysninger og med at udvise kildekritik over for de kilder, B.

T.

påstår at referere til.

Iht.

retningslinjerne for god presseskik er det netop Pressenævnets opgave at sikre, at danske medier gengiver "korrekt information", at de "kontrollerer, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte", samt at der ”udvises kritik over for nyhedskilderne” – dvs. at der udvises kildekritik.

Det er faktisk de to allerførste punkter i retningslinjerne for god presseskik.

Og selv om Pressenævnet ikke skal vurdere overtrædelser af A.

1-A.

3 i de presseetiske retningslinjer med henblik på at udtale kritik, bør disse faktorer også tages i betragtning i en vurdering af, om det i forhold til i D.

1 er ”rimeligt” slette eller anonymisere artiklen.

Derfor forstår jeg ikke, at Pressenævnet ikke forholder sig til min dokumentation af uoverensstemmelser (altså ikke træffer en "afgørelse af, om (udenlandske) myndigheder har begået fejl ved behandling af en sag", men blot kontrollerer, ”om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte”, og foretager en kritisk vurdering af disse myndigheder som kilde – altså kildekritik – eller for den sags skyld blot af, om B.

T.

har foretaget en sådan vurdering) i sagen mod mig, da det direkte vedrører korrektheden af de givne og gengivne oplysninger.

Hvis Pressenævnet udfører sit hverv ud fra en holdning om, at danske medier kan skrive hvad som helst, bare de kan citere en eller anden for det – uden at udvise den mindste kildekritik over for den pågældende kilde – åbner Pressenævnet, som jeg anførte i min oprindelige klage, en ladeport for, at danske medier kan sprede falske oplysninger om hvem som helst, blot mediet kan finde en eller anden person eller organisation et eller andet sted i den vide verden, som pga.

uvidenhed, af personlige årsager, mod betaling, fordi ”stemmerne har sagt, at de skulle gøre det” eller af en hvilken som helst anden grund vil udtale et eller andet om en eller anden.

Jeg kan ikke tro, at dette er Pressenævnets ønske, og det er vel netop for at undgå dette, at retningslinjerne for god presseskik pålægger medier at skrive korrekte oplysninger, at kontrollere de givne eller gengivne oplysninger og at udvise kildekritik?

Og i dette tilfælde beviser min dokumentation endda ikke kun, at sagen og B.

T.s kilder er utroværdige, men også, at B.

T.

citerer dem forkert (i de tilfælde, hvor B.

T.

kan henvise til en kilde), og at B.

T.s påstande er i strid med fakta, hvilket i høj grad er relevant i forhold til, om artiklen er ”rimelig”, og dermed bør det være relevant for Pressenævnet at forholde sig til min dokumentation.

Men jeg kan ikke læse denne del af Pressenævnets afgørelse på anden måde, end at Pressenævnet nægter at tage præcis disse forhold i betragtning.

Selv hvis Pressenævnet ikke kan eller vil ”foretage en bevisvurdering”, er det i høj grad Pressenævnets opgave at vurdere mediets bevisvurdering – eller kildekritik – eftersom ”Pressenævnets opgave er at vurdere, om offentliggørelser og mediets handlemåde er i overensstemmelse med god presseskik,” som Pressenævnet selv skriver.

Jeg forventer ikke, at Pressenævnet skal vurdere den absolutte sandhedsværdi af min dokumentation – som jeg allerede tydeligt gjorde opmærksom på i min oprindelige klage – men som jeg forstår det, er det bestemt jeres opgave at vurdere, om de oplysninger om mig, som B.

T.

har givet eller gengivet, er korrekte og kontrollerede (i forhold til fakta/den foreliggende dokumentation), og om B.

T.

har udvist kildekritik.

Og det gør Pressenævnet ikke.

Det er derfor vanskeligt at se, at Pressenævnet har levet op til sit ansvar, og jeg må opfordre Pressenævnet til at gennemgå min sag igen og vurdere, om det er rimeligt, at B.

T.

afviser at anonymisere eller slette sin skadelige omtale af mig, herunder ud fra en vurdering af, om B.

T.

har givet eller gengivet korrekte oplysninger, om B.

T.

har kontrolleret disse oplysninger, og om B.

T.

har udvist kildekritik over for oplysningerne.

Der må være større grundlag for at slette/anonymisere en artikel med meget skadeligt indhold, hvis artiklen indeholder fejl og er baseret på mangelfuld journalistik, end hvis den var faktatjekket og saglig hele vejen igennem.

Alligevel ignorerer Pressenævnet fuldstændig alle mine klagepunkter med sin konklusion: "Pressenævnet finder imidlertid, at det ikke kan anses for at være en overtrædelse af god presseskik, at B.

T.

har afvist anmodningen om at anonymisere eller slette artiklerne" – en anonymisering eller sletning, som altså skulle ske på baggrund af, om det er "rimeligt", at oplysningerne er tilgængelige, hvilket igen vel (bl.a.) skal baseres på en vurdering af, om god presseskik (som Pressenævnet faktisk selv henviser til i sin afgørelse – jeg gentager: "Pressenævnet finder imidlertid, at det ikke kan anses for at være en overtrædelse af god presseskik .

.

.

”) er overtrådt?

Men I skriver blot, at: "Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på sagens karakter og alvor, herunder at der var tale om overgreb mod mindreårige, sammenholdt med den tid, der er gået."

Men hvor har I jeres vurdering af alvorligheden fra?

Hvis I, som jeg var inde på herover, ignorerer min dokumentation, kan I kun have jeres indtryk af alvorligheden af sagen fra B.

T.s omtale.

Men hvis I baserer jeres vurdering af alvorligheden af sagen mod mig på B.

T.s omtale, skaber I jo et cirkelargument, fordi I begrunder det rimelige i B.

T.s (stærkt fejlbehæftede) omtale med B.

T.s egen (stærkt fejlbehæftede) omtale!

I er nødt til at se på den eneste objektive dokumentation, der foreligger – mine bekræftede oversættelser af sagens akter – som, hvilket jeg har redegjort for i min oprindelige klage, tydeligt viser alvorlige uregelmæssigheder i det [Land] politis og [Land] anklagemyndigheds påstande og vidneudsagn, hvilket gør det relevant at være kritiske over for dem som kilder, ligesom de viser, at den endelige dom var på 9 måneder, hvilket må betragtes som en meget mild dom, samt absolut ikke mindst, at store dele af B.

T.s påstande slet ikke underbygges af sagens officielle akter.

Skadevirkningen af B.

T.s omtale og alvorligheden af sagen (og forholdet mellem disse to faktorer) kan derfor kun vurderes ud fra sagens akter og den endelige dom, ikke ud fra B.

T.s egen (stærkt fejlbehæftede) omtale, og skadevirkningen af en så voldsom omtale (som igen forstærkes af de faktuelt forkerte påstande, som Pressenævnet, så vidt jeg kan se, indtil nu ikke har forholdt sig til) kan kun betragtes som for voldsom i forhold til en dom på 9 måneders fængsel, som endda er baseret på selvmodsigende påstande fra de eneste to vidner i sagen, nemlig de to betjente.

Det bør bestemt også lægges til grund for Pressenævnets afgørelse, at de to påståede ofres identiteter ikke er fastlagt (idet der end ikke angives en fødselsdato på den yngste dreng, kun et fødselsår, og de netop pga.

mangelfuld identificering ikke kunne findes af politiet med henblik på at vidne under retssagen), at de ikke selv vidnede under retssagen, samt de mange andre ting, jeg påpeger i min oprindelige klage.

Og jeg forstår ikke, hvad I mener med, at I har lagt vægt på "den tid, der er gået" – er tilgængeligheden af artiklen i en periode, som nu er mere end 11 gange længere end dommen, ikke nok?

Hvad er så nok?

Eller mener I den tid, der er gået, før jeg klagede?

Det har jeg redegjort for i min klage og herover – dybest set var B.

T.s omtale så fyldt med fejl og så skadelig, at dette forhold i sig selv (såvel som B.

T.s indirekte trusler om at gentage denne skadelige omtale, såfremt jeg formastede mig til at fremlægge dokumentation for, at omtalen var baseret på falske oplysninger, for B.

T.) skræmte mig fra at forsøge at gøre noget ved sagen, og ved at ignorere det og blindt insistere på at følge en klagefrist på 12 uger giver Pressenævnet indirekte danske medier carte blanche til at behandle borgere så urimeligt med krænkende omtale, at de af frygt for yderligere voldsomt skadelig omtale ikke tør klage!

Dette er en helt reel konsekvens af Pressenævnets måde at håndhæve reglerne på, som Pressenævnet ikke kan lukke øjnene for.

I vælger at lægge visse faktiske oplysninger til grund for jeres afgørelse.

I har bare valgt nogle af de ganske få faktuelle ting, som B.

T.

har omtalt korrekt, nemlig selve dommen ved første instans (dog ikke den endelige dom, som I også henviser til, men som B.

T.

aldrig har omtalt), den ordrette formulering af den paragraf, jeg er dømt efter mv., mens I ignorerer den kaskade af deciderede usandheder, som B.

T.

har udbredt.

Hvorfor?

Man kunne – en lille smule karikeret – gengive jeres afgørelse som følger: "2-3 af de ting, B.

T.

skriver, er faktisk sande, derfor ignorerer vi de 20-30 ting, [Klager] dokumenterer, er pivfalske, i voldsom grad forværrer artiklens skadevirkning og udgør det måske mest krystalklare skoleeksempel på fuldstændig åbenlys tilsidesættelse af de væsentligste dele af de presseetiske retningslinjer nogensinde".

Hvordan forsvarer I det?

Hvis jeres omtale af de 2-3 konkrete ting, som B.

T.

omtaler, skal ses som udtryk for, at Pressenævnet på baggrund af disse få ting betragter forbrydelsens natur som så alvorlig, at I ikke finder det nødvendigt overhovedet at foretage en afvejning over for min dokumentation, har I direkte indrømmet, at I ensidigt lægger vægt på B.

T.s gengivelse af sagen – som altså er præget af betydelige usandheder, og hvilket, som tidligere forklaret, vil betyde, at I har gjort jer skyldige i at anvende et cirkelargument.

Jeg formoder, at dansk presses omdømme og troværdighed ligger jer på sinde, både som medlemmer af pressen og ikke mindst som medlemmer af Pressenævnet.

D.

1 tillader en høj grad af individuel vurdering og gør det bestemt muligt for Pressenævnet at tage min dokumentation i betragtning – en dokumentation, som må gøre det krystalklart for Pressenævnet, at B.

T.s artikler er fyldt med usandheder og dermed langt fra er ”rimelige”.

Derfor forstår jeg ikke, at I undlader at gøre det.

Jeg forstår ikke, hvorfor I ikke benytter denne åbenlyse chance for at "fastlægge og videreudvikle god presseskik", hvilket det ifølge Pressenævnets egen introduktion til de presseetiske retningslinjer på www.pressenaevnet.dk netop er op til Pressenævnets at gøre, på en måde, der fjerner de eksisterende ”perverse incitamenter” og faktisk holder medierne ansvarlige for åbenlyse løgne og overlagte overtrædelser af retningslinjerne baseret på, hvad der virkelig ligner en iskold og kynisk beregning fra B.

T.s side af, at det er bedre at blive udsat for en klage over manglende forelæggelse, som alligevel med stor sandsynlighed vil blive summarisk afvist pga.

en arbitrær og alt, alt for kort klagefrist på 12 uger (som dog ikke burde gælde for digitale medier, jf. D.

1), end at løbe risikoen ved faktisk at forelægge en artikel fyldt med usandheder for den omtalte person med den risiko, at man mister muligheden for at gemme sig bag et figenblad (uanset hvor pergamenttyndt det måtte være) af plausibel benægtelse af at have vidst, at oplysningerne var usande.

I forlængelse af ovenstående vil jeg kort konkretisere mit syn på B.

T.s adfærd i omtalen af mig og min sag i forhold til de individuelle presseetiske retningslinjer, som jeg mener, klart viser, at det er ”rimeligt” (jf. D.

1) at pålægge B.

T.

at slette eller anonymisere artiklen

A.

1: "Det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte." Jeg har i min oprindelige klage tydeligt dokumenteret for Pressenævnet, at B.

T.

har bragt en kaskade af ukorrekte oplysninger.

Dette kan der ikke herske tvivl om.

Jeg har endvidere dokumenteret, at det bestemt havde været muligt for B.

T.

at kontrollere, om de falske oplysninger, B.

T.

har givet og gengivet, faktisk var korrekte, bl.a. ved at indhente de samme offentlige sagsakter, som jeg selv har fremskaffet, og absolut ikke mindst ved at kontakte mig eller min daværende advokat.

Ingen af disse helt åbenlyse minimumskrav til god presseskik har B.

T.

overholdt.

B.

T.

har således handlet i strid med de presseetiske retningslinjers punkt A.

1 på den mest åbenlyse måde, man næsten kan forestille sig.

A.

2: "Der skal udvises kritik over for nyhedskilderne, især når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt." Et krystalklart krav om at udøve kildekritik, hvilket B.

T.

end ikke har forsøgt at lade som om, at de har gjort.

Mange af de nyhedskilder, B.

T.

har brugt, har været farvet, da der har været tale om den [Land] anklagemyndighed og [Land] politi, som i sagens natur har en interesse i at fremstille sagen så skadeligt som muligt for mig, og mindst 1 ukendt NGO, som var part i sagen og fungerer ved at bruge deres involvering i denne type sager som argument for at opnå økonomiske bidrag.

Andre kilder er diverse [Land] nyhedsmedier, hvis oplysninger tilsyneladende helt ukritisk er citeret og lagt til grund for omtalen af sagen, selv om [Land] presse, som jeg dokumenterede i min oprindelige klage til Pressenævnet, er meget langt fra dansk standard og troværdighed.

A.

3: "Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Forelæggelse skal ske således, at der gives en rimelig frist til at svare." Dette er den åbenlyse begrundelse for ovenstående krav fra min side om, at klagefristen på 12 uger, som Pressenævnet henviser til, først kan løbe fra det tidspunkt, hvor et medie officielt har kontaktet en omtalt person direkte for at give personen mulighed for at give sine kommentarer til omtalen.

Vigtigheden af kravet om forelæggelse understreges af udtrykket "først og fremmest".

Som jeg redegør for herover, anerkender Pressenævnet i sin egen afgørelse i min sag, at B.

T.s omtale af mig er "særlig belastende".

B.

T.

burde derfor "i særlig grad" have efterprøvet oplysningerne, "først og fremmest ved forelæggelse" for mig.

Denne efterprøvelse er tydeligvis ikke sket, slet ikke ved forelæggelse, og hvis det overhovedet er sket på anden vis, er det tydeligvis sket i alt for utilstrækkeligt omfang, jf. de mange faktuelle fejl, jeg har påpeget, ligesom B.

T.

ikke har benægtet, at B.

T.

ikke har forelagt mig eller min daværende advokat oplysningerne.

Jeg skulle endvidere have "en rimelig frist til at svare" – det kan virke meningsløst at nævne, eftersom B.

T.

aldrig har kontaktet mig, men i forhold til, at Pressenævnet helt ensidigt henholder sig til klagefristen på 12 uger, vil jeg påpege, at jeg 12 uger efter artiklens offentliggørelse stadig sad i fængsel i [Land], hvilket gjorde det fuldstændig praktisk umuligt for mig at svare.

Kravet om en ”rimelig frist” understreger desuden igen den vægt, retningslinjerne lægger på fairness og på, at en omtalt person RENT FAKTISK skal have en mulighed for at forholde sig til og reagere på påstande fremsat mod sig.

Det siger sig selv, at man ikke kan tale om en ”rimelig frist”, når forelæggelsen aldrig er sket.

Retningslinjernes krav om en ”rimelig frist” underbygger desuden min påstand om, at klagefristen på 12 uger ikke kan betragtes som værende begyndt at løbe, når forelæggelse ikke er sket – den ”rimelige frist” såvel som klagefristen på 12 uger må logisk set tidligst regnes fra det tidspunkt, hvor forelæggelsen gør det muligt for den omtalte at svare, og når dette aldrig er sket, er fristen aldrig begyndt at løbe.

Det synes at skærpe B.

T.s overtrædelse af kravet om forelæggelse, at de tilsyneladende med iskold beregning har berøvet mig muligheden for at komme til orde, fordi de har vidst, at jeg ikke ville have mulighed for at klage inden 12 uger.

I den situation har det været bedre for B.

T.

helt at undlade at kontakte mig eller min daværende advokat, da B.

T.

så kunne påberåbe sig, at de slet ikke vidste, at jeg var uenig i deres falske oplysninger (plausibel benægtelse), og de eneste konsekvenser, B.

T.

risikerede, var en klage over manglende forelæggelse, som B.

T.

oven i købet udmærket har vidst, ikke kunne fremsendes inden for klagefristen.

Denne konsekvens (en klage over manglende forelæggelse) virker indlysende mindre alvorlig end at blive taget i at ignorere de informationer, jeg og min daværende advokat kunne have givet B.

T.

om, at de oplysninger, B.

T.

ville offentliggøre, var falske og forkerte, såfremt B.

T.

faktisk havde forelagt mig de oplysninger, de havde tænkt sig at offentliggøre.

Og Pressenævnet lader B.

T.

slippe godt fra dette kyniske misbrug af en åbenlyst alt for kort klagefrist.

Som tidligere nævnt er det ifølge Pressenævnets introduktion til retningslinjerne på www.pressenaevnet.dk "Pressenævnet, der fastlægger og videreudvikler god presseskik".

Det virker fuldstændig åbenlyst, at regler for god presseskik, som skaber et incitament for, at medier undlader at forelægge stærkt skadelige oplysninger for de omtalte personer, f.eks. når mediet ved, at en omtalt person i praksis er afskåret fra at klage over manglende forelæggelse inden for 12 uger, er det stik modsatte af god presseskik, og eftersom det er Pressenævnets opgave at "fastlægge og videreudvikle god presseskik", er dette direkte Pressenævnets ret og ansvar, som Pressenævnet kunne leve op til ved at vælge at fortolke reglerne, som jeg har foreslået herover, dvs. ved at behandle min sag, som om jeg har klaget inden for klagefristen, eftersom B.

T.

aldrig har forelagt mig deres anklager, og man derfor med fuld rimelighed kan betragte situationen sådan, at klagefristen på de 12 uger aldrig er begyndt at løbe, men som minimum ved faktisk at behandle min klage iht.

D.

1, som Pressenævnet erkender, at I skal, uden helt ensidigt at lægge vægt på ganske få korrekte oplysninger i B.

T.s artikel, mens I ignorerer alle B.

T.s falske oplysninger og min dokumentation herfor.

B.

T.s omtale af mig er meget skadelig – ”særligt belastende” – hvilket Pressenævnet erkender.

Denne store skadevirkning skal vejes op imod alvorligheden af den forbrydelse, jeg er dømt for.

Alvorligheden er udtrykt ved dommen på 9 måneder – hvilket IKKE er en hård dom, især i [Land].

Det er det modsatte – en ganske mild dom.

Og Pressenævnet kan ikke med nogen logik eller rimelighed på den ene side sige, at sagen fortjener omtale, fordi en [Land] domstol har dømt mig for en alvorlig forbrydelse, mens I på den anden side ignorerer, at selvsamme domstol, som I altså bruger til at retfærdiggøre behovet for omtale, endte med at idømme mig en meget mild dom (en dom for ”time served”, hvilket, som fremført i min oprindelige klage og interessant nok som beskrevet af B.

T.

i en af deres artikler om min sag, de facto er det tætteste, man kommer på en omstødelse af en dom i [Land]).

Begge aspekter må nødvendigvis tages i betragtning, og dommens længde er, uanset hvilken type forbrydelse der i øvrigt er tale om, udtryk for forbrydelsens alvorlighed.

Og med en dom på 9 måneder har den [Land] domstol altså tydeligvis vurderet sagen til ikke at være særlig alvorlig, og det er ikke op til Pressenævnet at tilsidesætte denne vurdering.

Faktisk gør Pressenævnet jo et stort nummer ud af, at I ikke kan og skal vurdere bevisførelsen i sagen – det må så også retfærdigvis tale til min fordel, når sagens fakta taler for det, derved, at Pressenævnet er nødt til nøgternt at lægge til grund, at jeg er idømt en meget kort straf på kun 9 måneder, hvilket er ensbetydende med en meget lav grad af alvorlighed.

Skadevirkningen skal endvidere ses i forhold til den forløbne tid – artiklen har på nuværende tidspunkt været tilgængelig i mere end 105 måneder siden dommen og dermed næsten 12 gange længere tid end længden af dommen på 9 måneder.

Det er svært at se, at en så lang tilgængelighed er berettiget, især da jeg ikke er en offentlig person eller en person med en særlig stilling i samfundet og ikke har hverken en uddannelse eller et job, der indebærer kontakt til børn.

Det er urimeligt, at konsekvenserne af B.

T.s omtale er livsvarige for mig mht.

for dommen irrelevante forhold som jobsøgning, når de sanktioner, som den [Land] domstol fandt det rimeligt at pålægge mig, og som er grundlaget for B.

T.s skadelige omtale, var overstået efter 9 måneder.

I forlængelse heraf vil jeg nævne, at det i modsætning til, hvad jeg troede, er gået op for mig, at min dom fra [Land] ikke fremgår af min danske straffeattest, fordi de danske myndigheder ikke anerkender domme fra [Land].

Så selv om jeg som tidligere nævnt ikke kan få udstedt et nyt BAeksamensbevis ved at skifte navn, ville jeg uden problemer kunne skifte navn og derefter søge job eller uddannelse inden for det pædagogiske område.

Det betyder paradoksalt nok, at de livsvarige konsekvenser af B.

T.s skadelige omtale kun rammer mig på dele af mit liv, som ikke har den ringeste relevans for de forhold, jeg er dømt for, og som B.

T.s omtale vedrører, eller for min eventuelle kontakt til børn (da mit BA-bevis kvalificerer mig til almindeligt kontorarbejde).

Det eliminerer en evt.

henvisning til et samfundsrelevant ønske om at beskytte børn som begrundelse for den fortsatte omtale – faktisk kan man omvendt argumentere for, at sandsynligheden for, at jeg i forbindelse med jobsøgning vælger at søge ind i det pædagogiske fag, vil være større, hvis jeg forhindres i at søge kontorarbejde på baggrund af mit eksisterende BA-bevis, da jeg så er nødt til at starte forfra i min karriere, hvorved det pædagogiske område er en mulighed på lige fod med alle andre fag, mens det, såfremt mit navn fjernes fra B.

T.s artikel, så jeg kan benytte mit BA-bevis til at søge arbejde med, vil være unødvendigt for mig at skifte fag – ligesom det klart understreger urimeligheden i at lade konsekvenserne af omtalen vare ved i så lang tid, idet konsekvenserne altså rammer mig på områder, der er helt irrelevante i forhold til ”sagens karakter og alvor”, som Pressenævnet netop begrunder sin afgørelse med.

Det må indgå i vurderingen af, om det er ”rimeligt” iht.

D.

1 at pålægge B.

T.

at slette eller anonymisere artiklen, at de dokumenterede falske oplysninger, som B.

T.

bringer, i meget høj grad forværrer skadevirkningen for mig – og altså gør det på et ukorrekt grundlag, der skyldes et meget sjusket stykke arbejde, som ikke lever op til den professionelle standard, man kan forvente af danske medier.

Omtalen af sagens forhold og anklagerne og dommen mod mig – som er selve kernen i begrundelsen for den samfundsmæssige relevans af omtalen til at begynde med – er ganske enkelt i mange tilfælde ukorrekt, herunder ikke mindst længden af dommen, hvor B.

T.

nu i årevis har ladet den ukorrekte oplysning stå tilbage, at jeg er idømt en dobbelt så lang straf, som jeg faktisk blev, ligesom tidligere artikler, som der henvises til fra artiklen fra 4. november 2016, og som derfor er relevante i denne sammenhæng (og som var en del af min oprindelige klage), fejlagtigt omtaler mig som anklaget for ”voldtægt”, samt den falske påstand om, at de to påståede ofre samt en lang række uafhængige vidner havde vidnet imod mig under retssagen, når sandheden er, at det påståede offers identitet er ukendt.

Pressenævnet skal ikke kun lægge vægt på konkrete forhold, hvis de taler FOR nyhedsformidling, f.eks. at der er tale om alvorlig kriminalitet, men også, hvis de taler IMOD nyhedsformidlingen, f.eks. hvis omtalen er sket på et for tyndt grundlag eller er decideret falsk.

Hensynet til nyhedsformidlingen af de ”særligt belastende” oplysninger må være lavere i denne sag end i tilsvarende sager, netop fordi omtalen ikke er sket på korrekt grundlag – faktisk er det jo sådan, at omtalens karakter som ”særligt belastende” for en stor dels vedkommende netop skyldes eller underbygges af B.

T.s falske oplysninger!

– og derfor er det relevant at se på min dokumentation, ligesom længden af den tid, artiklen allerede har været tilgængelig, må veje tungere, når skadevirkningen af den netop har været langt værre pga.

de falske oplysninger.

Ligesom Pressenævnet tager konkrete forhold i en artikel, herunder den samfundsmæssige relevans og/eller rimeligheden af omtalen, i betragtning, når I argumenterer FOR, at en artikel er i overensstemmelse med god presseskik og/eller ikke bør fjernes, må I også tage konkrete forhold i betragtning, som taler IMOD denne samfundsrelevans og rimelighed – herunder absolut ikke mindst, om omtalen er fyldt med usandheder, som ikke kun i betydelig grad forværrer skadevirkningen, men, hvilket må betragtes som særdeles væsentligt, faktisk undergraver samfundsrelevansen, idet der reelt er tale om vildledning af offentligheden snarere end nyhedsformidling til den, når de formidlede oplysninger er falske.

I modsat fald giver Pressenævnet de facto danske medier tilladelse til at tilføje alle de falske skadelige oplysninger til en omtale, de ønsker, blot selve minimumskravet om, at en anklage er tilstrækkelig alvorlig eller relevant, er opfyldt, hvilket Pressenævnet absolut bør betragte som en meget alvorlig og reel konsekvens.

Og som tidligere påpeget er det endvidere en særdeles grov fejl og et skærpende forhold, hvis Pressenævnet alene afvejer disse modsatrettede forhold ud fra B.

T.s artikel, idet I da retfærdiggør den fejlbehæftede omtale ved at henvise til samme fejlbehæftede omtale som begrundelse.

I er derfor NØDT til at se på min objektive dokumentation (eller evt.

anden objektiv dokumentation, I har adgang til, men som vi ved, har B.

T.

nægtet at dokumentere noget som helst, hvilket i ethvert rimeligt system også burde tælle til min fordel).

Og eftersom jeres afgørelse ikke indeholder nogen redegørelse for, hvordan I evt.

har forholdt jer til min udførlige dokumentation og argumentation (ud over jeres bemærkning om, at det ikke er ”Pressenævnets opgave at foretage en bevisvurdering af de oplysninger og den dokumentation, der er præsenteret og fremlagt under behandlingen af disse sager,” hvilket må ses som en generel afvisning af hele denne del af min argumentation og dokumentation – I bruger faktisk mere plads på at forklare, hvorfor I ignorerer min dokumentation for B.

T.s usandheder, end I gør på at forholde jer til den) eller til det faktum, at B.

T.

faktisk har udbredt et større antal faktuelt forkerte påstande, der har forværret skadevirkningen for mig, sidder jeg tilbage med det indtryk, at dette ikke er sket.

Og på den baggrund finder jeg det berettiget at påstå, at Pressenævnets behandling af min klage og afgørelse ikke lever op til retningslinjerne for god presseskik eller til Pressenævnets ansvar iht.

medieansvarsloven.

Kriteriet for D.

1 er "rimelighed".

I kan ikke påstå, at det er "rimeligt", at B.

T.

fortsat udsætter mig for så skadelig omtale baseret på en dom fra [Land], hvis den dom ikke er rimelig.

Og det har jeg argumenteret udførligt for, at den ikke er.

Det er ikke nok, at formuleringen af den paragraf i [Land] lov, som jeg er dømt efter, helt overfladisk ser ud til at ligne noget, som også ville være en forbrydelse i Danmark.

Der er utallige andre faktorer, som er relevante, og det er netop nogle af disse faktorer, jeg påpeger, er urimelige.

Lad mig prøve at illustrere denne pointe med et eksempel: B.

T.

omtaler selv i en af artiklerne om min sag, at [Land] benytter tortur til at få sigtede til at tilstå.

Hvad nu, hvis der forelå dokumentation for, at jeg havde tilstået den forbrydelse, jeg senere blev dømt for, efter tortur i [Land]?

Ville I da mene, at disse omstændigheder omkring dommen var relevante, og at det ville være urimeligt, at B.

T.

blot omtaler mig som en dømt forbryder uden at nævne torturen?

Bemærk, at jeg ikke påstår, at jeg har været udsat for tortur – min pointe er blot, at I må erkende, at der findes omstændigheder, som I vil være nødt til at tage i betragtning i jeres vurdering af rimeligheden af en medieomtale.

Spørgsmålet er kun, hvor man tegner grænsen for, hvor grove omstændighederne skal være, før Pressenævnet finder dem vægtige og relevante nok.

I min sag er jeg ikke blevet tortureret.

Jeg er ”kun” blevet dømt for et seksuelt overgreb mod en påstået mindreårig, som intet mennesker i hele verden kan fortælle mig, hvem er!

Fordi hans identitet er ukendt!

[Land] politi kunne ikke finde ham, han mødte aldrig op i retten, og vi har kun et navn og et fødselsÅR!

Ikke engang en fødselsdato.

Plus alle de andre ting, jeg har nævnt utallige gange.

Men ifølge Pressenævnet er det altså under bagatelgrænsen for omstændigheder, der ville betyde, at det ikke er rimeligt for tid og evighed at hænge en person ud i et dansk medie.

Og jeg tror og frygter, at årsagen hertil er, at jeg er dømt for en forbrydelse, der ud fra den allermest overfladiske definition, nemlig oversættelsen af den sproglige formulering i [Land] lovgivning, ligner definitionen af en forbrydelse i Danmark.

Men det burde ikke være nok til at vurdere, at det er rimeligt at hænge mig ud i et dansk medie.

Der er væsentlige forskelle mellem de to landes måde at betragte den slags sager på.

Der er store forskelle i måden, man er nået frem til denne dom på i [Land], i forhold til, hvad der ville blive krævet og accepteret i Danmark, og i forhold til, hvad en dansk avislæser, der ser sagen omtalt, i fraværet af væsentlige detaljer (eller ved omtale af faktuelt forkerte, skærpende detaljer) vil formode, er tilfældet.

Og heri består det dybt urimelige ved B.

T.s omtale.

En avislæser, der læser B.

T.s artikler fyldt med faktuelt forkerte påstande, vil få et decideret vildledende og urimeligt indtryk af sagen og af mig ud fra deres danske referenceramme.

I min sag er vidneudsagnene fra de to betjente, som var de eneste vidner, selvmodsigende, der var ingen uafhængige vidner, selv om B.

T.

påstod det, det påståede offer og hans ven har aldrig vidnet, selv om B.

T.

påstod det, rapporterne om deres forklaringer til politiet var copy-paste’de, og ofrets identitet og fødselsdato er ukendte.

Men intet af dette nævner B.

T., og ingen gennemsnitlig dansk avislæser vil gå ud fra, at sagen blev ført under så retssikkerhedsmæssigt urimelige forhold – forhold, som er væsensforskellige i forhold til, hvad man i en dansk sammenhæng vil forstå ved en retssag.

Så mit argument er, at selv om forbrydelsens natur på overfladen ligner noget, der også i Danmark ville være en forbrydelse, er der lige under overfladen – så snart man ser på andet end selve den sproglige formulering af forbrydelsen – så store forskelle i sagens natur og forhold, at det bliver urimeligt at sammenligne den med en tilsvarende dansk sag.

Og derfor burde B.

T.

havde omtalt sagen anderledes, og derfor bør Pressenævnet konkludere, at det ikke er ”rimeligt”, at B.

T.

nægter at slette eller anonymisere artiklen.

Hvis I i ovenstående eksempel ville have vurderet, at det ville være urimeligt blot at omtale mig som dømt for et seksuelt overgreb mod et barn uden også at nævne, at dommen var fremkommet ved hjælp af tortur, ville I faktisk have lavet en (overfladisk og måske ubevidst) juridisk analyse af sagen.

I ville have taget sagens fakta og omstændigheder i betragtning.

I ville have taget i betragtning, at en dom baseret på en tilståelse, der skyldes udsættelse for tortur, ikke kan tages for pålydende og ikke er vederhæftig.

Og det ville naturligvis være helt rimeligt at gøre.

Hvorfor mener I så, at de er rimeligt at ignorere sagens fakta og omstændigheder i min sag og blot tage den overfladiske sammenlignelighed mellem definitionerne af en bestemt forbrydelse i Danmark og [Land] for pålydende, selv om der er andre, meget væsentlige og meget alvorlige omstændigheder ved sagen mod mig, som tydeligt viser, at den er uvederhæftig?

Hvorfor foretager I ikke en tilsvarende juridisk analyse i min sag?

Ja, der er en gradsforskel på tortur, som jeg ikke har været udsat for, og på, at de [Land] myndigheder har dømt mig for en forbrydelse baseret på to betjentes selvmodsigende udsagn og uden at kunne præsentere det påståede offer eller blot oplyse ofrets identitet.

Men det er kun en gradsforskel, ikke en væsensforskellighed.

Og det er stadig meget, meget alvorlige mangler ved en straffesag.

Og det tyder på, at I har ladet jer forblænde af en overfladisk sammenlignelighed (og/eller af B.

T.s usandheder), hvilket har fået jer til at ignorere en lang række meget mere væsentlige aspekter.

Den pointe, jeg prøver at nå frem til, er, at I i andre situationer absolut ville tage visse aspekter af en dom ved en udenlandsk domstol i betragtning.

I ville – vil jeg påstå og håbe – ikke lade et dansk medie blot omtale en mand som dømt for sexmisbrug, hvis I vidste, at dommen kun var faldet, fordi manden var blevet tortureret til at tilstå.

I ville netop se på omstændighederne.

I ville betragte en sådan dom som uvederhæftig, eller I ville som minimum mene, at det kun er "rimeligt" at omtale dommen, hvis mediet samtidig redegør for de nærmere omstændigheder.

Og hvis I anerkender det, må I også anerkende, at omstændighederne omkring min dom spiller en rolle – de er relevante for "rimeligheden".

Og eftersom I formentlig ikke er eksperter i komparativ jura, kan I ikke tillade jer helt primitivt og blindt blot at argumentere med, at eftersom den helt overordnede forbrydelse – sexmisbrug af et barn – som jeg er dømt for, faktisk også findes i dansk lovgivning (omend med en anden definition), så er enhver omtale af sagen "rimelig", og alle andre fakta og omstændigheder er uden betydning.

Der ER faktisk forskelle i, hvordan [Land] og dansk lovgivning definerer den forbrydelse, jeg er dømt for.

Men hvad vigtigere er, så er mit argument, at I ikke kan tillade jer blot at se på ét enkelt, ekstremt snævert (og ud fra et juridisk perspektiv meget teknisk) aspekt, nemlig den helt, helt overordnede formulering af den forbrydelse, jeg er dømt for, og samtidig ignorere f.eks. detaljer i, hvordan de forskellige lande definerer forbrydelsen, og – hvilket er min pointe – hvordan domstolene i de forskellige lande betragter omstændighederne og beviserne i sagen, og hvilke beviser der overhovedet tillades.

Jeres sammenligning mellem dansk og [Land] lov er så snæver, når I vurderer B.

T.s omtale af min sag som "rimelig", at den bliver meningsløs, når I kun kigger på det helt overordnede begreb sexmisbrug af et barn, men ignorerer de mange objektivt set kritisable aspekter ved sagen.

Denne "snæverhed" i jeres sammenligning og dermed i jeres argument svarer til, at I accepterede, at en dansk mand, der dømmes for sexmisbrug på baggrund af en tilståelse fremkommet ved tortur, blot omtales som dømt for sexmisbrug, fordi den forbrydelse også findes i Danmark, selv om alle, der læste den beskrivelse, ville formode, at manden var dømt på baggrund af klare og objektive beviser ved en fair retssag – ikke blot fordi han pga.

udsættelse for voldsomt smerte havde følt sig tvunget til at afgive en falsk tilståelse.

Pointen er, at hvis man ser bare en lille bitte smule uden om det ene, helt isolerede og snævre aspekt, der handler om sammenligneligheden af selve forbrydelsen (hvilket det i høj grad er rimeligt at gøre), så er der utallige detaljer, som tilsiger, at dommen i min sag på ingen måde er sammenlignelig med en dansk sag.

Præmisserne for dommen mod mig er så urimelige, at I er nødt til at tage det i betragtning, når I vurderer "rimeligheden" af B.

T.s omtale.

I er nødt til at sige, at bare fordi det allerøverste "lag" af dommen mod mig, den allermest overfladiske betragtning af forbrydelsen, svarer til noget, vi kender fra Danmark, så er det ikke nok.

Når alt andet er så langt fra dansk standard, er I nødt til at tage det i betragtning, når I vurderer "rimeligheden" af B.

T.s omtale.

Det handler om, hvor man tegner stregen.

Er det nok, at man kan sige, at min sag handler om "sexmisbrug af et barn", som også under bestemte omstændigheder og ud fra danske krav til og standarder for bevisførelse kan være en forbrydelse i Danmark?

Eller er man faktisk nødt til også at se på, om dommen bare er trukket op af en hat i et land uden retssikkerhed – hvilket er den påstand (dog med lidt andre ord), som en stor del af min oprindelige klage er baseret på?

Kriteriet for D.

1 er "rimelighed".

Jeg har klart redegjort for, at der er åbenlyse kritikpunkter mod rimeligheden af den [Land] sag mod mig og dermed også mod den fortsatte omtale af sagen – både mod B.

T.s omtale af få faktuelt korrekte ting, men især mod de mange påstande, som min dokumentation tilbageviser.

I kan ikke på nogen rimelig måde påstå, at B.

T.s omtale af mig er rimelig, hvis den påståede rimelighed forudsætter, at I ignorerer selve sagens fakta og omstændigheder.

Nogle af de fakta og omstændigheder er, at (a) der er åbenlyse selvmodsigelser i de to betjentes vidneudsagn, hvilket dybest set betyder, at de ikke har nogen troværdighed og ikke burde kunne lægges til grund for en dom (og ved en dansk domstol aldrig ville blive det), (b) det påståede offer og hans ven vidnede ikke ved retssagen, og den eneste fremstilling af deres side af sagen, der er blevet fremlagt, er 2 afhøringsrapporter, som tydeligvis er copy-paste'de kopier af hinanden og derfor må betragtes som fabrikerede af [Land] politi, og som derfor ikke har nogen troværdighed og ikke burde kunne lægges til grund for en dom (og ved en dansk domstol aldrig ville blive det), og (c) det påståede offer er aldrig blevet identificeret – vi får kun et navn og et fødselsår, men hverken et unikt personligt identifikationsnummer eller en fødselsdato.

Disse er ubestridelige fakta, som jeg har dokumenteret – mens B.

T.

aldrig har dokumenteret noget som helst.

Hvordan kan I på den baggrund afgøre, at det er "rimeligt", at B.

T.

fortsat får lov til at offentliggøre stærkt skadelige oplysninger om mig så lang tid efter dommen?

En dansk domstol ville aldrig nogensinde dømme nogen baseret på det materiale, den [Land] domstol har haft til rådighed, og derfor er det åbenlyst ikke "rimeligt", at jeg hænges ud for en dom baseret på det materiale, som om jeg var dømt ved en dansk domstol – og det gør jeg.

Jeg hænges ud i lige så skadeligt omfang (faktisk i endnu mere skadeligt omfang – pga.

de usande påstande) og i lige så lang tid, som hvis jeg var dømt ved en dansk domstol med dansk retssikkerhed og danske krav til bevisførelsen – på trods af den lange række af urimeligheder ved min sag, som jeg har dokumenteret.

Det er ikke "rimeligt" ud fra nogen som helst forståelse af det ord.

Og I KAN ikke påstå, at rimelighedskravet er opfyldt for B.

T.s omtale af min sag uden at se på disse dybt væsentlige aspekter.

I så fald har I – med al respekt – simpelthen ikke løst den vigtige opgave, I har påtaget jer.

I har ikke gjort jeres arbejde iht.

medieansvarsloven.

Jeg forstår godt, at I skal holde jer inden for loven og de øvrige rammer, Pressenævnet fungerer inden for – det siger sig selv – men der er tydeligvis også plads til en høj grad af subjektivitet i vurderingen iht.

lige netop D.

1 – og her forstår jeg simpelthen ikke, at Pressenævnet ikke griber chancen for klart og tydeligt at sende et signal til pressen i almindelighed og måske B.

T.

i særdeleshed om, at det er uacceptabelt at sjuske så voldsomt med det journalistiske arbejde, som det må være tydeligt, også for Pressenævnet, at det er sket i udarbejdelsen af disse artikler, at gengive så lang en række meget skadelige, ukorrekte og udokumenterbare påstande og ikke mindst at undlade at forelægge artiklen før offentliggørelse.

De signaler, som I ellers sender til pressen, og de "perverse incitamenter", som I ellers skaber, som jeg har påpeget i både min oprindelige klage og i denne begæring om genoptagelse, vil ikke være fremmende for en positiv udvikling for dansk presses efterlevelse af hverken ånd eller bogstav i god presseskik, hvilket det er jeres opgave at arbejde for.

Hvis I simpelthen ikke er enige i eller ikke kan se det sjusk og de fejl, jeg har påpeget gennem hele sagen, møder jeg meget gerne op hos jer og svarer på de spørgsmål, I måtte have.

Jeres meget summariske afvisning af min klage får mig til at frygte, at jeg ikke har forklaret tingene godt nok, eller at min dokumentation er for rodet.

Det skal jeg i givet fald beklage, men selv om jeg har fået hjælp af en advokat, primært til de første forsøg på at kontakte B.

T.

og derefter (pga.

prisen på advokatbistand) kun i form af nogle få gode råd, har jeg selv skrevet min oprindelige klage og denne anmodning om genoptagelse, og jeg er hverken trænet i, hvordan Pressenævnet fungerer eller vurderer sager, eller i at argumentere i en sådan sag.

Desuden har jeg kun de dokumenter (bekræftede oversættelser) til rådighed, som jeg har fået fra oversætteren, og de er lidt rodede, og jeg har så efter bedste evne forsøgt at fremhæve de relevante ting i dem – på en måske lidt primitiv måde ved med kuglepen at skrive henvisninger ind i dem, som jeg forklarer i det txt-dokument, der er en del af min dokumentation til min oprindelige klage.

Og hvis det er for uklart, kunne det være en løsning, at jeg møder op hos jer og forklarer punkt for punkt, hvad jeg mener.

Om I tilsvarende vil bede B.

T.

om noget så fundamentalt som at redegøre for og dokumentere deres påstande, vil jeg lade være op til jer.

I forlængelse af ovenstående tilbud om at møde op og forklare mig, som har til formål at sikre, at Pressenævnet faktisk forstår sagen og mine argumenter og dermed har et meningsfuldt grundlag at vurdere sagen på, må jeg også indtrængende bede jer redegøre for jeres afgørelse.

I kan ikke med rimelighed blot sige, at "det ikke kan anses for at være en overtrædelse af god presseskik, at B.

T.

har afvist anmodningen om at anonymisere eller slette artiklerne.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på sagens karakter og alvor, herunder at der var tale om overgreb mod mindreårige, sammenholdt med den tid, der er gået", fordi I ikke forklarer, hvordan og på baggrund af hvilket materiale I vurderer ”sagens karakter og alvor”, eller hvilken vægt i lægger på B.

T.s falske påstande.

Og meget væsentligt nævner I ikke, hvordan I vurderer mine argumenter og min dokumentation, eller hvorfor I afviser dem (ud over det ovenfor nævnte vedr.

”bevisvurdering”, som kun vedrører 1 af de "kategorier" af argumenter, jeg fremfører i min oprindelige klage).

Jeg kan ikke "forsvare" mig mod jeres konklusioner, når jeg ikke ved, hvad de er – jeg kan ikke påpege fejl eller misforståelser i jeres opfattelse af sagen, af min dokumentation og mine argumenter eller i jeres konklusioner, vurdering og afgørelse uden at kende til disse ting.

Hvis Pressenævnet faktisk ønsker at nå til en så retvisende afgørelse som muligt, er jeg nødt til at have mulighed for at påpege denne type eventuelle fejl for jer, og derfor må jeg bede jer redegøre udførligt for det.

I modsat fald må jeg konkludere, at I har afgjort sagen på et ensidigt og biaseret grundlag, hvilket ikke kan være Pressenævnets ønske, og hvilket ville være i strid med ånden i de presseetiske retningslinjer, som det er Pressenævnets opgave at forsvare.

”

[Klager] har endvidere indsendt følgende bilag til støtte for hans synspunkter

”Dette bilag indeholder en kronologisk oversigt (i kursiv) over min advokats kommunikation med B.

T.

– tilføjet kommentarer om andre væsentlige forhold, som er relevante i forbindelse med forløbet.

10.05.16: Jeg anholdes og fængsles i [Land].

04.11.16: B.

T.

udgiver artiklen indeholdende mit navn.

27.01.17: Klagefristen på 12 uger fra artiklens offentliggørelse udløber.

10.02.17: Jeg løslades fra fængslet i [Land] efter udstået straf på 9 måneder.

11.02.17: Jeg kommer hjem til Danmark.

Efter min hjemkomst bruger jeg utrolig meget tid på bl.a. at fremskaffe de officielle dokumenter om sagen og få dem oversat.

Begge dele krævede en stor og tidskrævende indsats.

Jeg måtte bl.a. henvende mig til et stort antal arabiske oversættere, som alle sagde, at de ikke forstod den arabiske dialekt, dokumenterne var skrevet på.

Først ved ambassadens mellemkomst lykkedes det mig at finde en ([Land]) oversætter, der forstod den [Land]e dialekt.

Det var først, da jeg havde dokumentationen i form af oversættelserne, at jeg havde det nødvendige grundlag for at kunne gå i gang med selve klagesagen som beskrevet i nedenstående fortsættelse af den kronologiske gennemgang, startende med en klage til Google.

Jeg har gjort mig stor umage for og brugt meget tid på at fremskaffe dokumentation for mine påstande og min påvisning af B.

T.s løgne – en umage, som B.

T.

netop fuldstændig har undladt at gøre sig – fordi jeg synes, at sandheden og dokumentation for den faktisk betyder noget, og fordi en klagesag – uanset om den var henvendt til Google, Datatilsynet eller Pressenævnet – alene baseret på mine påstande åbenlyst aldrig ville været kommet nogen vegne (selv om bevisbyrden for B.

T.s påstande burde ligge hos B.

T.), og derfor burde det være mere end rimeligt at forvente, at evt.

klagefrister forlænges med den tid, jeg har brugt på at fremskaffe dokumentation.

Hvis Pressenævnet fortolker reglerne for at klage over medier på en måde, der i praksis gør det umuligt at indsamle dokumentation, undergraver Pressenævnet muligheden for overhovedet at klage.

Jeg brugte også utrolig lang tid på at prøve at få repræsentanten fra Danmarks ambassade i [Land] og senere Udenrigsministeriet til at holde det løfte, begge parter har erkendt, blev givet til mig (og som jeg har dokumenteret over for Pressenævnet), om, at jeg ville få en erklæring om, at jeg ikke havde modtaget tolkning under retssagen i [Land].

(Dette arbejde foregik stort set sideløbende med klagesagen mod Google).

Jeg betragtede erklæringen som et særdeles væsentligt stykke dokumentation for klagesagen, fordi den meget klart ville dokumentere den elendige retssikkerhed i [Land] og dommens uvederhæftighed.

Efter at både repræsentanten fra Danmarks ambassade i [Land] og Udenrigsministeriet havde nægtet, og jeg havde udtømt mine klagemuligheder internt i Udenrigsministeriet, klagede jeg over denne afvisning til Folketingets Ombudsmand.

01.03.17: Jeg beder første gang repræsentanten fra Danmarks ambassade i [Land] om at sende den lovede erklæring om, at jeg ikke fik tolkning under retssagen.

Der følger en lang korrespondance om dette og mange andre ting, bl.a. hjælp med at finde en oversætter, som kan forstå dokumenterne fra [Land].

Hele korrespondancen tager vældig lang tid, og jeg venter med at klage over Google, til jeg indser, at repræsentanten fra Danmarks ambassade i [Land] faktisk ikke har tænkt sig at holde sit løfte, da jeg havde ønsket at bruge erklæringen som en del af min dokumentation til Google.

24.02.18: Jeg klager til Google over søgeresultaterne (B.

T.s artikler), når man søger på mit navn, men de nægter at fjerne dem.

22.03.18: Jeg klager til Datatilsynet over Googles afvisning.

Der følger en meget lang sagsbehandlingstid og mange mails frem og tilbage mellem mig og Google, som alle går via Datatilsynet, hvilket får processen til at trække meget ud.

03.06.18: Jeg klager til Udenrigsministeriet over, at repræsentanten fra Danmarks ambassade i [Land] nægter at skrive den lovede erklæring om, at jeg ikke fik tolkning under retssagen.

Efter en del skriveri frem og tilbage fastholder Udenrigsministeriet, at repræsentanten fra ambassaden har ret til at bryde sit løfte.

13.01.19: Jeg klager til Folketingets Ombudsmand over, at Udenrigsministeriet støtter repræsentanten fra Danmarks ambassade i [Land] i at nægte at skrive den lovede erklæring om, at jeg ikke fik tolkning under retssagen.

16.12.19: Datatilsynet afviser endeligt min klage over Google.

27.01.20: Folketingets Ombudsmand afviser endeligt min klage over, at repræsentanten fra Danmarks ambassade i [Land] og Udenrigsministeriet har erkendt at have brudt et løfte om at give mig en erklæring om, at jeg ikke fik tolkning under retssagen i [Land].

I forhold til klagefrister/forældelsesfrister var jeg af den opfattelse, at jeg havde handlet tids nok ved at igangsætte en klagesag over for først Google, derefter Datatilsynet, og at evt.

efterfølgende klager (herunder til Pressenævnet) ville blive betragtet som videreførelser af den oprindelige klage (eftersom formålet var det samme, og der som regel er en "kommandovej" i klagesystemet, hvor man skal udtømme muligheden for at klage først til f.eks. Google, som jo er den instans, der giver folk adgang til artiklerne, derefter til Datatilsynet, som er klageinstans for Googles afvisning, og dernæst til Pressenævnet), hvorfor klagefristen ville være overholdt.

Det (og min berettigede frygt for, at B.

T.

blot ville skrive flere artikler fyldt med falske oplysninger, hvis jeg henvendte mig direkte til dem) var årsagen til, at jeg først klagede til/over B.

T.

lang tid efter, at jeg kom hjem, og igen vil jeg påpege det uhensigtsmæssige i Pressenævnets måde at håndhæve reglerne på, hvis I insisterer på, at klagefristen på 12 uger er en ”absolut” frist, som ikke tager hensyn til f.eks. indsamling af dokumentation og klager over samme forhold til andre relevante instanser.

22.03.20: Jeg kontakter advokat [Advokaten] ([Advokaten]).

13.05.20: [Advokaten] kontakter første gang B.

T.

ved chefredaktør [Chefredaktør A] ([Chefredaktør A]) via mail (al skriftlig kommunikation omtalt i det følgende sker via mail).

Vi beder om, at jeg kan få lov at fremlægge min dokumentation uden risiko for fornyet omtale med det argument, at jeg kan bevise så mange faktuelle fejl og overtrædelser af god presseskik, at jeg mener mig berettiget til at bede B.

T.

om at love, at de ikke på baggrund af min egen dokumentation vil omtale sagen yderligere.

Baggrunden for denne anmodning er, at det er grundlæggende urimeligt, hvis jeg skal risikere endnu en krænkende omtale baseret på falske oplysninger for at kunne dokumentere, at de allerede fremsatte oplysninger er falske, i forsøget på at få fjernet den første krænkende omtale – især når der er tale om dokumentation, som jeg efter en lang indsats og for egen regning har fremskaffet og tilbyder at fremlægge for B.

T.

Lad mig i denne forbindelse understrege, at jeg aldrig har krævet, at B.

T.

ikke selv måtte efterforske alt det, de ville (faktisk har jeg netop opfordret dem til at undersøge sagen yderligere og dobbelttjekke deres oplysninger) – jeg har alene bedt om, at B.

T.

lovede ikke at udnytte den dokumentation, jeg selv har fremskaffet og tilbyder at fremlægge for at få rettet åbenlyse og alvorlige fejl, til fornyet skadelig omtale.

Så jeg mener på ingen måde, at min anmodning om at kunne fremlægge min dokumentation under løfte om, at den ikke fører til fornyet omtale, er urimelig eller krænker B.

T.s redigeringsret, den frie presse eller andre flotte principper, som B.

T.

paradoksalt nok gemmer sig bag for at undgå at rette åbenlyse løgnagtige oplysninger.

Jeg bemærker også, at jeg intet har hørt fra B.

T.

efter Pressenævnets afgørelse, så jeg må formode, at B.

T.

er fint tilfredse med fortsat at lægge navn til oplysninger, som de nu uden for enhver tvivl er klar over, er falske.

Det beviser jo, at min frygt for, at en henvendelse fra mig til B.

T.

for i god tro at gøre B.

T.

opmærksom på, at de havde udbredt falske oplysninger, ikke ville blive modtaget i samme gode tro ud fra et oprigtigt ønske om kun at udgive sandfærdige oplysninger, var fuldt berettiget.

13.05.20: [Chefredaktør A] svarer afvisende.

02.06.20: [Advokaten] skriver igen til [Chefredaktør A] med uddybende oplysninger om, at artiklerne indeholder usande oplysninger og faktuelle fejl.

I sin mail anfører [Advokaten] bl.a., at: "Min klient har ret til at få fjernet skadelige ukorrekte oplysninger, og kan ikke være tvunget til at medvirke til en fornyet eksponering for at kunne få fjernet de faktuelt forkerte oplysninger."

03.06.20: [Chefredaktør A] svarer igen afvisende og specificerer, at han forbeholder sig retten til at skrive nyt om sagen baseret på oplysningerne i min dokumentation, "hvis de måtte være interessante".

[Chefredaktør A]’s standard for, om han vil skrive yderligere om sagen, er altså, om oplysningerne er "interessante", hvilket må betragtes som en meget lav tærskel – ikke om oplysningerne f.eks. er "væsentlige", "afgørende" eller ”samfundsrelevante” – hvilket understreger den risiko, jeg vurderede, der var forbundet med at vise B.

T.

min dokumentation.

23.06.20: [Advokaten] taler i telefon med [Chefredaktør A] om sagen og påpeger bl.a. konkret flere af de skadelige og faktuelt forkerte påstande i B.

T.s artikler, ligesom han understregede det urimelige i, at jeg må risikere en ny krænkelse for at kunne fjerne en tidligere krænkelse.

[Chefredaktør A] vil imidlertid ikke love ikke at udgive ny skadelig omtale baseret på min dokumentation af B.

T.s faktuelt forkerte oplysninger.

På grund af min frygt som følge af B.

T.s indirekte trusler om yderligere eksponering (herunder af de allerede udgivne skadelige falske oplysninger via den type interne links mellem artikler, som B.

T.

benytter sig af på deres hjemmeside), hvis jeg fremlægger min dokumentation for, at disse allerede udgivne oplysninger faktisk er falske, turde jeg ikke gøre mere på daværende tidspunkt.

28.08.22: Jeg kontakter [Advokaten] igen, da min situation har ændret sig, og jeg føler fornyet behov for at undersøge mulighederne for at få slettet artiklen.

Jeg har en enkeltmandsvirksomhed, hvis omsætning pga.

faktorer/udviklingen i den pågældende branche er faldende og kun kan forventes at fortsætte med at falde, og jeg vil gerne afsøge muligheden for at søge job som lønmodtager.

Men da mit BA-eksamensbevis er udstedt i det navn, som B.

T.

har omtalt i sine artikler, og da den pågældende undervisningsinstitution ikke er forpligtet til (og derfor ikke vil) udstede et nyt eksamensbevis i et nyt navn, hvilket eliminerer navneændring som løsning, føler jeg, at det i voldsom grad indskrænker mine muligheder for at søge job, da en simpel Google-søgning vil finde B.

T.s artikler.

30.09.22: [Advokaten] kontakter igen B.

T.

med ønsket om, at jeg kan fremlægge min dokumentation uden risiko for fornyet omtale.

04.10.22: B.

T.s nye chefredaktør, [Chefredaktør B] ([Chefredaktør B]), kvitterer for modtagelsen og fortæller, at hun vil vende tilbage med en afgørelse.

12.10.22: [Advokaten] skriver igen til [Chefredaktør B] for at uddybe baggrunden for mit ønske, herunder at B.

T.

aldrig har kontaktet mig eller min [Land] advokat, hvilket gør, at jeg har svært ved at stole på B.

T.

15.11.22: [Advokaten] rykker [Chefredaktør B].

21.12.22: [Advokaten] rykker [Chefredaktør B] igen.

10.02.23: [Advokaten] rykker [Chefredaktør B] igen.

10.02.23: [Chefredaktør B] svarer, at hun holder ferie i uge 7 (i 2023 faldt uge 7 i perioden 13.-19. februar).

14.03.23: [Advokaten] ringer til B.

T.s redaktion, men får ikke lov at tale med [Chefredaktør B] – al kontakt skal ske pr. mail, får han at vide (præcis den kontaktform, [Advokaten] har brugt hidtil, men altså til ingen nytte).

25.04.23: [Advokaten] skriver til [Chefredaktør B], at jeg nu pga.

det manglende svar fra B.

T.

opgiver at søge dialog og i stedet forlanger artiklen slettet eller anonymiseret.

[Advokaten] skriver bl.a., at: "I denne situation – hvor der rent faktisk foreligger faktuelle fejl i en artikel – er det ikke rimeligt, at den omtalte person føler sig afskåret fra at fremlægge sin dokumentation for dette pga.

risikoen for fornyet skadelig omtale (oven i den allerede skete skadelige omtale, som altså er baseret på forkerte oplysninger), hvis den blotte omtale pga.

sin natur er skadelig.

(.

.

.) Eftersom BT ikke på forhånd vil forpligte sig til ikke at bruge nye oplysninger, som min klient ville være nødt til at fremlægge for at dokumentere, at BT har bragt faktuelt forkerte oplysninger til at skrive nye artikler, og fordi min klient netop på grund af de alvorlige fejl kombineret med det brud på god presseskik, som BT gjorde sig skyldig i ved aldrig at kontakte ham i forbindelse med artiklens udgivelse, ikke tør stole på BT, må jeg anmode om at artiklen fjernet/anonymiseres."

25.05.23: [Advokaten] rykker [Chefredaktør B] for svar på mit krav om sletning eller anonymisering.

24.11.23: [Advokaten] rykker B.

T.

igen, nu ved endnu en ny chefredaktør, [Chefredaktør C] ([Chefredaktør C]).

17.01.24: [Advokaten] rykker [Chefredaktør C] igen.

02.02.24: Dette er den dato, Pressenævnet i sin afgørelse henviser til som den dag, hvor jeg rettede henvendelse til B.

T.

med anmodning om anonymisering eller sletning af artiklerne – men denne dato er altså meget langt fremme i forløbet, og B.

T.

har på dette tidspunkt været (forsøgt) kontaktet utallige gange.

Så vidt jeg kan se, har hverken jeg eller [Advokaten] kontaktet B.

T.

på denne dato, så jeg ved ikke, hvor Pressenævnet har den fra.

06.02.24: [Advokaten] rykker [Chefredaktør C] igen og nævner, at såfremt vi fortsat ikke får svar, vil vi indbringe B.

T.s nægtelse af at forholde sig til mit krav om sletning eller anonymisering for Pressenævnet.

Vi får stadig intet svar og opgiver nu forsøget på direkte dialog med B.

T.

19.03.24: Efter samråd med [Advokaten] skriver jeg til Pressenævnet og beder dem få B.

T.

til at svare.

20.03.24: Pressenævnet skriver til mig, at de har bedt B.

T.

forholde sig til mit krav om sletning eller anonymisering.

16.05.24: Pressenævnet skriver til mig, at B.

T.

afviser sletning, og at jeg har 12 uger til at klage.

07.08.24: Jeg sender min klage over B.

T.s afvisning til Pressenævnet.

18.08.24: Pga.

et problem med de vedhæftede zip-filer, der indeholdt min dokumentation, bad Pressenævnet mig fremsende nye bilag (vedhæftede filer), hvilket skete denne dato.

27.08.24: Pressenævnet anerkender modtagelsen af min klage med nye zip-filer og skriver, at de samme dag har bedt B.

T.

svare på klagen inden for 7 dage jf. medieansvarsloven.

17.09.24: Jeg rykker for svar, Pressenævnet svarer, at de den 13.09.

(17 dage efter at Pressenævnet skrev til B.

T.

med en svarfrist på 7 dage) har rykket B.

T.

for svar.

03.10.24: Jeg rykker igen.

09.10.24: Pressenævnet sender mig B.

T.s svar af 07.10.

(24 dage efter at Pressenævnet rykkede B.

T.

for svar) og giver mig 7 dage til at svare på B.

T.s svar.

Pressenævnet oplyser ikke, om de har været nødt til at rykke B.

T.

igen, eller om Pressenævnet bare har accepteret, at B.

T.

har fortsat med at ignorere svarfristen.

I alt har B.

T.

været 41 dage om at svare.

14.10.24: Jeg beder Pressenævnet om tilladelse til at få forlænget min svarfrist, da B.

T.s manglende overholdelse af deres svarfrister betyder, at jeg nu skal svare, mens min advokat har efterårsferie.

Samme dag meddeler Pressenævnet mig, at min svarfrist forlænges med 14 dage.

31.10.24: Jeg sender Pressenævnet mit svar på B.

T.s svar.

Samme dag sender Pressenævnet mig kopi af Pressenævnets mail til B.

T., hvor de vedhæfter mit svar til B.

T.

og giver B.

T.

7 dage til at svare.

12.11.24: Efter 13 dage uden svar fra B.

T.

betragter Pressenævnet sagen som fuldt belyst og optager den til behandling.

23.05.25: Pressenævnet sender mig afgørelsen, som er en afvisning primært baseret på, at jeg har klaget senere end 12 uger efter artiklens offentliggørelse.

Alle ovennævnte mails kan dokumenteres.

”

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

[Klager] har anmodet om genoptagelse af Pressenævnets kendelse af 20. maj 2025 i sag nr. 2024-10177, [Klager] mod B.

T.

Nævnets kendelse af 20. maj 2025 er afsagt af Jens Kruse Mikkelsen, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.

Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de nævnsmedlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmål om eventuel genoptagelse af sagen.

Disse medlemmer træffer derfor også afgørelse i nærværende sag.

Spørgsmålet om genoptagelse

Pressenævnet bemærker generelt, at nævnet kan genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse.

Efter omstændighederne må det også tillægges betydning, om de nye oplysningers senere fremkomst er et i forhold til parterne undskyldeligt forhold.

Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl.

Pressenævnet fandt ved kendelse af 20. maj 2025 i sag nr. 2024-10177, [Klager] mod B.

T., ikke at kunne behandle [Klager] klage over overtrædelse af god presseskik ved offentliggørelsen af B.

T.s artikler, da klagen var indgivet efter udløbet af klagefristen på 12 uger, som der ikke i medieansvarsloven er hjemmel til at dispensere fra.

Pressenævnet behandlede derfor alene klagen for så vidt angik anmodningen om sletning og anonymisering i medfør af punkt D.

1. i de presseetiske retningslinjer.

Pressenævnet fandt ved kendelsen ikke grundlag for at udtale kritik af B.

T.

for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om at hindre tilgængeligheden af artiklerne efter de presseetiske retningslinjer punkt D.

1.

Pressenævnet bemærker i forhold til nævnets afgørelser generelt, at begge parters synspunkter i sagen gengives i kendelsen på baggrund af parternes indsendte skriftlige indlæg i sagen, som nævnsmedlemmerne, der har deltaget i sagens behandling, har fået tilsendt forud for nævnsmødet til brug for forberedelsen af mødet.

Pressenævnet finder, at [Klager] ikke er fremkommet med nye faktiske oplysninger af betydning for sagens afgørelse.

De oplistede faktiske oplysninger om [Klager]s fængsling og det efterfølgende forløb kan ikke anses for at have betydning i forhold til nævnets vurdering i klagesag nr. 2024-10177 af, om Pressenævnet kunne behandle [Klager]s klage om overtrædelse af god presseskik ved offentliggørelsen af B.

T.s artikler, og om god presseskik i forhold de til presseetiske retningslinjer punkt D.

1. var tilsidesat.

Da der endvidere ikke er påvist sagsbehandlingsfejl, afvises anmodningen om genoptagelse.

Det forhold, at datoen for indgivelse af anmodningen om anonymisering eller sletning af artiklerne ikke var den 2. februar 2024, kan ikke føre til en anden vurdering.

Det bemærkes i den forbindelse, at [Klager] til sagen har oplyst, at han senest i februar 2024 rettede henvendelse til B.

T.

Behandlingen af sagen genoptages derfor ikke.

Afgjort den 29. august 2025