Legislator Case Law & Legislation
Y20151084158 DK

Udtalelse afgivet af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

UDT#LOKDOK23 2015 10841 Valid

Udtalelse afgivet af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling

UDT#LOKDOK23 2015 10841 Valid

J.nr. 770.3

Klagekomitéen anbefalede, at en boligpolitisk organisation ophører med at indhente oplysninger om ansøgeres nationalitet til brug for indstilling til kollegie- og ungdomsboliger.

En retshjælpsorganisation henvendte sig til Klagekomitéen.

Retshjælpsorganisationen oplyste, at en boligpolitisk organisation indhentede information om boligansøgeres nationalitet, når kollegier og ungdomsboliger skulle formidles.

Klagekomitéen tog herefter sagen op af egen drift.

Under sagen oplyste den boligpolitiske organisation, at information om nationalitet blev brugt til at få indsigt i den individuelle boligansøgers studieforhold og oprindelige bopælssted.

Klagekomitéen havde ikke fået oplysninger om konkrete klager over forskelsbehandling.

Sagen rejste imidlertid en generel problemstilling vedrørende mulig indirekte forskelsbehandling.

Klagekomitéen bemærkede dertil, at brug af oplysninger om nationalitet kan resultere i indirekte forskelsbehandling i strid med lov om etnisk ligebehandling § 3, stk. 1.

Desuden bemærkede Klagekomitéen, at personer eller virksomheder, der leverer en vare eller tjenesteydelse, ikke bør indhente oplysninger om sine kunders nationalitet, med mindre det er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Klagekomitéen forstod den boligpolitiske organisation således, at organisationen ønskede at tage særligt hensyn til ansøgere, der er internationale studerende, som har oprindelig bolig langt fra København, og derfor er uden netværk i København.

Det var Klagekomitéens vurdering, at disse oplysninger kan opnås uden oplysning om ansøgers nationalitet ved eksempelvis at spørge til studieforhold og bopælssted de seneste fem år.

Klagekomitéen anbefalede derfor, at den boligpolitiske organisation ophører med at indhente oplysninger om boligansøgeres nationalitet til brug for indstilling til kollegier og ungdomsboliger.

UDT#LOKDOK23 2015 10841 Valid

Sagsfremstilling

En retshjælpsorganisation, gjorde ved brev af 3. december 2003 Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling opmærksom på, at en boligpolitisk organisation indhentede oplysninger om ansøgeres nationalitet, og at dette efter retshjælpsorganisation opfattelse er i strid med lov om etnisk ligebehandling.

På grundlag heraf anmodede Klagekomitéen ved brev af 3. februar 2004 den boligpolitiske organisation om at oplyse, hvorfor man anmoder om at få oplyst ansøgernes nationalitet, og hvilken brug organisationen gør af oplysningen

Ved brev af 15. juni 2004 svarede den boligpolitisk organisation, at man har spurgt om ansøgeres nationalitet, idet denne oplysning indgår som del af grundlaget for indstillingen til kollegie- og ungdomsboliger.

Den boligpolitiske organisation har i den forbindelse oplyst, at oplysningen om nationalitet anvendes til at adskille de internationale studerende fra de ordinære studerende.

Den boligpolitiske organisation har endvidere oplyst, at man ønsker at identificere de internationale studerende, idet studerende uden netværk og med oprindelig bolig langt fra København placeres højt oppe på boligorganisationens venteliste.

Det fremgår endvidere af den boligpolitiske organisations svar, at man er opmærksom på, at spørgsmålet om nationalitet kan misforstås.

Hertil skal føjes, at den boligpolitiske organisations daværende formand den 15. april d.å.

telefonisk har oplyst over for komitéens sekretariat, at man overvejede at ophøre med at indhente oplysninger om nationalitet, da indhentelse af oplysninger om nationalitet kunne misforstås på den måde, at en ansøgers nationalitet ville indgå i den boligpolitiske organisations vurderingsgrundlag for indstilling til bolig.

Endeligt fremgår det af brevet af 15. juni d.å., at den boligpolitiske organisation ønsker oplyst, om Klagekomitéens henvendelse tager udgangspunkt i en henvendelse fra en ansøger fra boligorganisationen.

Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandlings udtalelse

"Klagekomitéen har på grundlag af det oplyste noteret sig, at den boligpolitiske organisation ikke anvender de indhentede oplysninger om nationalitet til at stille personer med en anden etnisk baggrund end dansk dårligere end personer med dansk etnisk baggrund.

Klagekomitéen har ikke fået oplysninger om konkrete klager over, at den boligpolitiske organisation skulle have udsat ansøgere for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.

Sagen rejser imidlertid en generel problemstilling, og Klagekomitéen skal hertil bemærke følgende: Efter § 2, stk. 1, i lov om etnisk ligebehandling gælder loven for al offentlig og privat virksomhed, for så vidt angår blandt andet adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig, der er tilgængelige for offentligheden.

Det følger af lovens § 3, stk. 1, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etnisk oprindelse.

Ifølge lovens § 3, stk. 3, foreligger der indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Brug af oplysninger om en persons nationalitet kan resultere i indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.

Det er på den baggrund Klagekomitéens opfattelse, at personer eller virksomheder, der leverer en vare eller en tjenesteydelse, ikke bør indhente oplysninger om sine kunders nationalitet, med mindre det er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

I modsat fald kan indhentelse af oplysninger om nationalitet skabe en formodning for, at oplysningerne anvendes til indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse i strid med loven.

Klagekomitéen forstår den boligpolitiske organisations svar således, at den ønsker at tage særligt hensyn til ansøgere, der er internationale studerende, idet disse som udgangspunkt har oprindelig bolig langt fra København og derfor ikke har et netværk i København.

Det er Klagekomitéens vurdering, at det ikke er nødvendigt for den boligpolitiske organisation at spørge om ansøgernes nationalitet for at opnå disse oplysninger.

Den boligpolitiske organisation kan for eksempel opnå de ønskede oplysninger ved i stedet at anmode ansøgerne om at oplyse om studieforhold, for eksempel om ansøgeren er international studerende, og om ansøgernes bopælssted for eksempel gennem de sidste fem år.

På det foreliggende grundlag skal Klagekomitéen derfor anbefale, at den boligpolitiske organisation ophører med at indhente oplysninger om ansøgeres nationalitet for at opnå oplysninger om ansøgernes studieforhold og oprindelige bopælssted til brug for indstilling til kollegie- og ungdomsboliger."

<770.3>

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →