Udtalelse afgivet af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
Udtalelse afgivet af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling
J.nr. 820.12
Klagekomitéen fandt, at et afslag på job som pædagog var begrundet i en vurdering af klagers almene og faglige kvalifikationer, og at hans sproglige forudsætninger ikke havde været udslagsgivende for, at han ikke fik jobbet som pædagog.
Klagekomitéen fandt på den baggrund, at klager ikke var blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af sin race eller etniske oprindelse i strid med forbuddet i § 2, stk. 1, i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Klagekomitéen henstillede til, at arbejdspladsen fremover gav ansøgere velbegrundede afslag, således misforståelser kunne undgås.
Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling modtog den 6. november 2007 en klage fra Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL) over forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse i forbindelse med, at et af BUPL's medlemmer havde fået afslag på et job som pædagog.
BUPL oplyste, at klager følte sig forskelsbehandlet på grund af sin race eller etniske oprindelse, idet begrundelsen på afslaget lød på, at ansættelsesudvalget var bekymret for, om forældre- og personalegruppen ville kunne rumme endnu en medarbejder, som ikke var 100 % dansktalende, idet der i forvejen var to andre medarbejdere med udenlandsk accent, hvilket ind i mellem gav problemer for specielt en del af forældregruppen.
Københavns Kommune svarede på arbejdspladsens vegne og oplyste, at begrundelsen i ansættelsesudvalgets afslag ikke var fuldt ud dækkende for de underliggende overvejelser, som ikke havde baggrund i klagers sproglige formåen, men som udelukkende udsprang af udvalgets (manglende) indtryk af hans personlige og faglige kvalifikationer sammenholdt med situationen i institutionen.
Formanden for ansættelsesudvalget beklagede ordvalget i afslaget til klager, da afslaget ikke udtrykte ansættelsesudvalgets bedømmelse af hans faglige og almene kvalifikationer opnået på grundlag af ansættelsessamtalen.
Klagekomitéen fandt på denne baggrund, at afslaget måtte antages at være begrundet i en vurdering af klagers almene og faglige kvalifikationer, og at hans sproglige forudsætninger ikke havde været udslagsgivende for, at han ikke fik jobbet som pædagog.
Det var herefter Klagekomitéens vurdering, at afslaget med henvisning til klagers faglige kvalifikationer ikke var en overtrædelse af forbuddet mod indirekte forskelsbehandling i § 2, stk. 1, i forskelsbehandlingsloven.
Komitéen fandt således, at klager ikke havde været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af hans race eller etniske oprindelse.
Sagsfremstilling
Det fremgik af klagen af 6. november 2007 , at klager søgte en opslået stilling som pædagog.
Han blev indkaldt til samtale tirsdag den 25. september 2007 og modtog afslag med begrundelse pr. email den 28. september 2007.
Begrundelsen var, at ansættelsesudvalget var bekymret for, om forældre- og personalegruppen ville kunne rumme endnu en medarbejder, som ikke var 100 % dansktalende, idet der i forvejen var to andre medarbejdere med udenlandsk accent, hvilket ind i mellem gav problemer for specielt en del af forældregruppen.
På baggrund af klagen anmodede Klagekomitéen ved brev af 4. december 2007 arbejdspladsen om en udtalelse i sagen.
Komitéen anmodede særligt om at få uddybet begrundelsen for afslaget.
Københavns Kommune, Børne- og Ungdomsforvaltningens Personalekontor svarede på vegne af arbejdspladsen ved brev af 2. januar 2008.
Af udtalelsen fremgik det, at der i samtalen med klager deltog lederen, souschefen og stuepædagogen.
Det fremgik blandt andet af udtalelsen at
Videre fremgik det af udtalelsen, at arbejdspladsen de sidste 3-4 år havde været igennem en omskiftelig periode og havde været præget af stor udskiftning både af ledelse og af øvrigt personale, hvilket havde skabt usikkerhed blandt børn, forældre og personale.
Vedrørende antallet af børn og ansatte fremgik det, at børnehaveafdelingen bestod af 2 stuer med i alt 40 børn og seks voksne.
Herom forklarede Københavns Kommune, at
Afslutningsvis fremgår det af udtalelsen, at
Den 1. februar 2008 fremsendte BUPL dets bemærkninger.
Det fremgik af bemærkningerne, at lederen af arbejdspladsen havde ringet til klager og oplyst ham, at det var en god ansøgning, som han havde skrevet.
Endvidere fremgik det, at klager under ansættelsessamtalen fortalte, hvad han kunne om sine kvalifikationer, og at ansættelsesudvalget syntes, at det var en god samtale.
Videre fremgik det af bemærkningerne, at klager var helt uenig i indholdet af Københavns Kommunes udtalelse.
Københavns Kommune fremkom med dets bemærkninger ved brev af 15. februar 2008.
Af bemærkningerne fremgik det, at arbejdspladsen på intet tidspunkt overfor klager havde givet udtryk for dets mening om kvaliteten af hans ansøgning , og at ansættelsesudvalget heller ikke havde talt med klager om, hvordan udvalget havde syntes om samtalen.
Derudover havde Københavns Kommune ikke yderligere bemærkninger til sagen.
BUPL fremsendte dets bemærkninger ved brev af 25. marts 2008.
Af bemærkningerne fremgik det, at klager fastholdt, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, og at han fortsat følte sig meget krænket over den begrundelse, som fremgik af e-mailen af 28. september 2007.
Det fremgik endvidere, at klager efter afslaget igen var ledig, og at han mistede modet til at søge nyt arbejde.
Hans selvværd var stærkt reduceret, han sov dårligt om natten og var meget ked af det, hvilket gik ud over hans familie og især hans børn led under det psykiske pres, som han havde været udsat for.
Omkring slutningen af oktober måned fik klager overskud til at søge nyt arbejde, og fra den 1. november 2007 fik han ansættelse som pædagog.
I forhold til indholdet af Københavns Kommunes udtalelse af 2. januar 2008, fremgik det af bemærkningerne, at det var klagers klare opfattelse, at der var tale om efterrationaliseringer, og at han ikke kunne genkende skildringen af forløbet.
Ved brev af 14. april 2008 svarede Københavns Kommune, at kommunen ikke fandt, at BUPL's oplysninger i brevet af 25. marts 2008 havde nogen relevans for sagen.
Derudover havde kommunen ikke yderligere bemærkninger til sagen.
Ved brev af 7. maj 2008 svarede BUPL, at foreningen ikke havde yderligere bemærkninger.
Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandlings udtalelse
"Efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven) § 8 a, stk. 1, har Institut for Menneskerettigheder kompetence til at behandle klager over overtrædelse af lovens forbud mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse og for overtrædelse af lovens forbud mod repressalier.
Denne opgave varetages på instituttets vegne af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling, som har beføjelse til at give udtryk for sin opfattelse af, om der er sket en overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling af de anførte grunde eller en overtrædelse af forbuddet mod repressalier.
Klagekomitéen har i forbindelse med klagen vurderet, hvorvidt klager er blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af hans race eller etniske oprindelse i forbindelse med, at han fik afslag på ansættelse som pædagog.
Efter forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1, må en arbejdsgiver ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Det følger af lovens § 1, stk. 1, at forskelsbehandling foreligger ved enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.
Efter lovens § 1, stk. 3, foreligger der indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Der kan foreligge indirekte forskelsbehandling, hvis arbejdspladsen i forbindelse med besættelsen af en ledig pædagogstilling stiller krav til ansøgerens sprogkundskaber, som ikke er objektivt begrundet i et sagligt formål, eller hvor midlerne til at opfylde det ikke er hensigtsmæssige og nødvendige.
Sådanne sprogkrav vil have en diskriminerende virkning i forhold til ansøgere med en anden etnisk baggrund end dansk.
BUPL har på vegne af klager oplyst, at han følte sig forskelsbehandlet på grund af sin race eller etniske oprindelse, idet begrundelsen på afslaget lød på, at ansættelsesudvalget var bekymret for, om forældre- og personalegruppen ville kunne rumme endnu en medarbejder, som ikke var 100 % dansktalende, idet der i forvejen var to andre medarbejdere med udenlandsk accent, hvilket ind i mellem gav problemer for specielt en del af forældregruppen.
Det er Klagekomitéens opfattelse, at en sådan begrundelse efter omstændighederne kan være udtryk for indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, idet et krav om, at ansøgere skal være "100 % dansktalende" normalt ikke vil være et sagligt begrundet krav i forhold til den ansøgte stilling.
Klagekomitéen finder, at hensynstagen til jobbets udførelse, som blandt andet indebærer kommunikation med børn, medarbejdere og forældre, kan begrunde krav om visse danskkundskaber, men at der kun helt undtagelsesvist kan stilles krav om, at ansøgere skal være "100 % dansktalende".
Komitéen har i den forbindelse lagt vægt på oplysningerne fra Københavns Kommune om, at der i forhold til de to medarbejdere med anden etnisk oprindelse end dansk i det daglige ikke er de store forståelses/kommunikationsproblemer, selv om der ind i mellem opleves mindre sproglige misforståelser, som kræver en særlig opmærksomhed i form af omformuleringer, meningsforklaringer og afklaringer mellem personale samt mellem personale og forældre.
Københavns Kommune har imidlertid oplyst, at begrundelsen i ansættelsesudvalgets afslag ikke var fuldt ud dækkende for de underliggende overvejelser, som ikke havde baggrund i klagers sproglige formåen, men som udelukkende udsprang af udvalgets (manglende) indtryk af hans personlige og faglige kvalifikationer sammenholdt med situationen i institutionen.
Formanden for ansættelsesudvalget beklagede ordvalget i afslaget til klager, da afslaget ikke udtrykte ansættelsesudvalgets bedømmelse af hans faglige og almene kvalifikationer opnået på grundlag af ansættelsessamtalen.
Klagekomitéen finder på denne baggrund, at afslaget må antages at være begrundet i en vurdering af klagers almene og faglige kvalifikationer, og at hans sproglige forudsætninger ikke har været udslagsgivende for, at han ikke fik jobbet som pædagog.
Det er herefter Klagekomitéens vurdering, at afslaget med henvisning til klagers faglige kvalifikationer ikke er en overtrædelse af forbuddet mod indirekte forskelsbehandling i § 2, stk. 1, i forskelsbehandlingsloven.
Komitéen finder således, at klager ikke har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af hans race eller etniske oprindelse.
Klagekomitéen vil imidlertid på baggrund af sagens forløb henstille, at arbejdspladsen fremover giver ansøgere klar besked om begrundelsen for afslag, således at misforståelser kan undgås.
Komitéen skal anmode arbejdspladsen om at holde komitéen orienteret om, hvilke tiltag arbejdspladsen vil tage i denne forbindelse."
<820.12>
-
"Da ansættelsesudvalget efter samtalen skulle vurdere, om [klager] kunne komme i betragtning til stillingen, var det udvalgets indtryk, at [klager] havde haft svært ved at forstå udvalgets spørgsmål herunder, at han indtil flere gange misforstod udvalgets spørgsmål, selvom udvalget omformulerede spørgsmålene, samtidig med, at [klage] ved sine svar ikke havde givet ansættelsesudvalget noget indtryk af hans faglige kvalifikationer som pædagog og kvalifikationer som sådan."
-
"To af de voksne er af anden etnisk oprindelse end dansk, henholdsvis svensk og engelsk, og selvom der i det daglige ikke er de store forståelses/kommunikationsproblemer, opleves der alligevel ind i mellem sproglige misforståelser, som kræver en særlig opmærksomhed i form af omformuleringer, meningsforklaringer og afklaringer mellem personaler og også personaler/forældre imellem.
-
Både instituttets leder og nogle af de andre medarbejdere har oplevet, at forældre eller kollegaer ind i mellem er kommet med problemer grundet sprogmæssige misforståelser.
Misforståelserne har ført til negativ kontakt, eller på forhånd opgiven af at ville drøfte spørgsmål med disse medarbejdere.
Disse situationer har ikke haft baggrund i personlige forhold.
Tværtimod er de 2 medarbejdere meget vellidte, og derfor forbliver det også småproblemer."
-
"[Arbejdspladsen] vil gerne pointere, at baggrunden for udvalgets afslag absolut ikke har baggrund i [klagers] etniske oprindelse, men udelukkende skyldes udvalgets indtryk/manglende indtryk af hans faglige kvalifikationer og hans kvalifikationer som sådan sammenholdt med situationen i institutionen.
-
[Arbejdspladsen] skal beklage formanden for ansættelsesudvalgets ordvalg i afslaget til [klager], da afslaget ikke indeholder ansættelsesudvalgets bedømmelse af [klagers] faglige som almene kvalifikationer, som udvalget havde fået af ham under samtalen."