Udtalelse afgivet af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling

Udtalelse afgivet af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling

J.nr. 730.27

Klagekomitéen fandt, at et fitnesscenter ikke havde handlet i strid med forbudet mod indirekte forskelsbehandling i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. ved at stille krav om, at personalet i træningscenteret bar hensigtsmæssigt tøj i forbindelse med instruktion af træningsmaskinerne.

Klagekomitéen anbefalede imidlertid fitnesscentret at udarbejde en personalepolitik, der indeholdt retningslinjer for personalets beklædning.

Komitéen fandt endvidere,at en person med anden etnisk oprindelse end dansk ikke var blevet udsat for nogen form ufordelagtig behandling eller følge, jf. § 7, stk. 2, i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

En retshjælpsinstitution klagede på vegne af klager, som var i skolepraktik i et fitnesscenter, over at klager skulle tage sit religiøst betingede tørklæde samt sin jilbab af, såfremt hun ønskede at være i praktik i centret.

Fitnesscentret oplyste i forbindelse med behandlingen af sagen, at centret ikke ønskede, at personalet bar nogen form for nederdel eller hovedbeklædning, idet centret fandt, at det ikke var en hensigtsmæssig beklædningsform i et træningscenter.

Fitnesscentret oplyste, at centret generelt ønskede, at personalet bar træningsbukser og kondisko, men at centret ikke havde nogen nedskreven personalepolitik på området.

Fitnesscentret havde imidlertid besluttet ikke at håndhæve beklædningskravet, men i stedet at ændre klagers arbejdsområde, idet centret mente, at klager ikke kunne udføre jobbet fyldestgørende i den pågældende beklædning og især instruktion i maskinerne samt rengøring, fandt centret, var et problem.

Komitéen fandt på den baggrund, at beklædningskravet, indirekte stillede klager ringere end andre på grund af hendes muslimske baggrund og dermed hendes etniske oprindelse.

Der ville herefter foreligge indirekte forskelsbehandling, med mindre et sådan krav var objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det var hensigtsmæssige og nødvendige.

Komitéen fandt, at hensynstagen til jobbets udførelse, som blandt andet indebar instruktion af maskiner, udgjorde et sagligt formål, og at et beklædningskrav, som middel til at opnå dette formål, både var hensigtsmæssigt og nødvendigt.

Komitéen lagde i den forbindelse vægt på oplysningerne i sagen om, at udførelsen af selve jobfunktionen, så som aktivt at illustrere maskinernes anvendelse for kunderne, ikke kunne ske hensigtsmæssigt i løstsiddende tøj.

Komitéen fandt på den baggrund, at fitnesscentret ikke havde handlet i strid med forbudet mod indirekte forskelsbehandling i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. ved at stille krav om, at personalet i træningscenteret bar hensigtsmæssigt tøj i forbindelse med instruktion af træningsmaskinerne.

Komitéen anbefalede imidlertid fitnesscentret at udarbejde en personalepolitik, der indeholdt retningslinjer for personalets beklædning.

Komitéen fandt endvidere, at klager ikke var blevet udsat for nogen form ufordelagtig behandling eller følge, jf. § 7, stk. 2, i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Sagsfremstilling

Klagekomitéen modtog en klage fra en retshjælpsinstitutions indgivet ved brev af 16. april 2007.

Klagen var indgivet på vegne af klager, der den 15. januar 2007 var startet i en skolepraktik, der fandt sted i forbindelse med hendes uddannelse til sundhedsservicesekretær og skulle vare i 9 uger, hos et fitnesscenter.

Den dag oplyste ejeren over for klager, at hun skulle tage sit religiøst betingede tørklæde samt sin jilbab af, såfremt hun ønskede at være i praktik der.

Begrundelsen var, ifølge klagen, at ejeren ikke brød sig om, at klager var forskellig klædt fra de øvrige ansatte, og at virksomheden ville miste kunder, hvis hun gik med tørklæde og jilbab.

Endvidere fremgik det af klagen, at klager fandt oplevelsen dybt krænkende, og at hun valgte at forlade stedet.

Retshjælpsinstitutionen rettede den 27. marts 2007 henvendelse til fitnesscentret for at få bekræftet hændelsesforløbet og spørge, hvorvidt der forelå en nedskrevet personalepolitik med hensyn til brug af tørklæder.

Fitnesscentret svarede den 3. april 2007, at de ikke kunne bekræfte klagers oplevelse af situationen, samt at der ikke forelå nogen nedskreven personalepolitik på området.

På baggrund af klagen anmodede Klagekomitéen ved brev af 25. maj 2007 fitnesscentret om en udtalelse i sagen.

Komitéen anmodede især om at få oplyst formålet med beklædningskravet.

Fitnesscentret svarede ved e-mail af 13. oktober 2007.

Af e-mailen fremgik blandt andet følgende

Ved brev af 30. oktober 2007 fremsendte retshjælpsinstitutionen dets og klagers bemærkninger.

Af klagers bemærkninger fremgår blandt andet følgende

Fitnesscentret fremsendte dets bemærkninger ved brev af 13. november 2007.

Det fremgår af bemærkningerne, at det er A, der er ejer af fitnesscentret, og at det var hendes centerleder C, der ansatte klager, hvilket A var enig i.

De vidste godt, at klager havde en anden etnisk oprindelse, men ingen af dem havde tænkt på, at det kunne have konsekvenser for udførelsen af jobfunktionen, som var arbejde i receptionen, rengøring og instruktion i maskiner.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at fitnesscenteret var rimeligt nyt, og at de derfor endnu ikke havde fundet det nødvendigt at lave en decideret beklædningspolitik, da det altid havde været helt normalt og accepteret, at de kunne fortælle deres medarbejdere, hvilket tøj de skulle bære.

Videre fremgår det, at A blev enig med sin centerleder om, at de ikke kunne kræve af klager, at hun skulle komme i træningsbusker, fordi hun ikke på forhånd var blevet orienteret om sådan et krav.

Det samme var tilfældet med klagers hovedbeklædning.

De valgte at lade klager blive i sin stilling, selv om de fandt tøjet uhensigtsmæssigt i forhold til jobfunktionen.

I stedet besluttede de, at hun skulle sidde i receptionen.

Ved brev af 12. december 2007 fremsendte retshjælpsinstitutionen klagers bemærkninger.

Af bemærkningerne fremgår blandt andet, at klager, flere uger inden hun startede som praktikant i fitnesscentret, var til samtale med centerlederen, hvor hun bar sit tørklæde og jilbab.

Centerlederen gav på intet tidspunkt udtryk for, at hendes beklædning var et problem.

Det blev først et problem, da A så klager på hendes første arbejdsdag.

Videre fremgår det af bemærkningerne, at A klart og tydeligt sagde til klager, at hvis hun skulle være i praktik hos hende, så skulle hun tage sit tørklæde og jilbab af, ellers kunne hun ikke være der.

Hun sagde tydeligt, at hun ikke brød sig om, at klager var forskelligt klædt fra de andre, der arbejdede der, og at hun ville miste kunder udelukkende på grund af hende.

Fitnesscentret fremsendte dets bemærkninger ved brev af 29. december 2007.

I bemærkningerne understreges det, at centret ikke ønskede personer ansat med nogen form for nederdel eller hovedbeklædning.

Endvidere sattes der spørgsmålstegn ved, om klager i sin beklædning kunne give en ordentlig instruktion til maskinerne.

Den 15. januar 2008 skrev retshjælpsinstitutionen, at de ikke havde yderligere bemærkninger, men at formen og sprogbrugen i det senest modtagne indlæg fra fitnesscentret gjorde, at de fandt, at klager blev udsat for repressalier på grund af sin klage.

A kontaktede efterfølgende Klagekomitéen telefonisk og oplyste, at hun ikke havde flere bemærkninger til sagen.

Hun afviste dog, at hun i sit brev af 29. december 2007 skulle have udsat klager for repressalier.

Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandlings udtalelse

a.

Klagekomitéens kompetence

Retshjælpsinstitutionen henviser i klagen til forbudet mod forskelsbehandling i lov om etnisk ligebehandling.

Det fremgår imidlertid af § 2, stk. 2 i lov om etnisk ligebehandling, at loven ikke finder anvendelse på områder, der er omfattet af lov om forbud forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Af § 2, stk. 1, i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. fremgår det, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere.

Endvidere fremgår det af § 3, stk. 1, i loven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansatte, for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling.

I retspraksis er en folkeskoleelev i erhvervspraktik anset for at falde inden for loven jf. U.

2000.2350Ø.

Fitnesscentret agerer som arbejdsgiver i denne situation og klager som lønmodtager.

Klagekomitéen finder på den baggrund, at lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. finder anvendelse på den pågældende situation.

Efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 8 a, stk. 1, jf. lov om etnisk ligebehandling § 10, stk. 2, er Institut for Menneskerettigheder tillagt kompetence til at behandle klager over overtrædelse af lovens forbud mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse og for overtrædelse af lovens forbud mod repressalier.

Denne opgave varetages på instituttets vegne af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling, som har beføjelse til at give udtryk for sin opfattelse af, om der er sket en overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling af de anførte grunde eller en overtrædelse af forbudet mod repressalier.

Klagekomitéen kan ikke behandle klager over overtrædelse af forbud mod forskelsbehandling på grund af religion, men komitéen har vurderet, hvorvidt forskelsbehandling på baggrund af religiøst betinget beklædning kan antages tillige at udgøre forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse og dermed være omfattet af komitéens kompetence.

Klagekomitéen har i en tidligere afgørelse af 5. december 2005 i sag 810.2 taget stilling til dette spørgsmål.

Komitéen vurderede i den sag, at en forskelsbehandling, der særligt rammer personer tilhørende den muslimske tro, tillige overvejende rammer personer med anden etnisk baggrund end dansk.

Komitéen finder på den baggrund, at komitéen har kompetence til at behandle den foreliggende klage.

b.

Klagekomitéens vurdering af klagepunkterne

Klagen angår det forhold, om Fitnesscentret ved A ved at bede klager om at fjerne sin religiøse hovedbeklædning samt sin jilbab, mens hun er i skolepraktik hos dem, har udsat hende for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af hendes race eller etniske oprindelse enten ved reelt at afskedige hende eller ved at ændre hendes jobfunktion.

Retshjælpsinstitutionen gjorde efter klagens indgivelse gældende, at formen og sprogbrugen i fitnesscenterets indlæg af 29. december 2007 medførte, at retshjælpsinstitutionen fandt, at klager blev udsat for repressalier på grund af hendes klage.

Klagekomitéen skal således tage stilling til to forhold: 1) om klager har været udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af hendes race eller etniske oprindelse, og 2) om klager har været udsat for ufordelagtige behandling eller følger, fordi hun har indgivet en klage over fitnesscentret.

1) Forskelsbehandling

Efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, stk. 1, må en arbejdsgiver ikke forskelsbehandle lønmodtagere og ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Det følger af lovens § 1, stk. 1, at forskelsbehandling foreligger ved enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Efter lovens § 1, stk. 2, foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Efter lovens § 1, stk. 3, foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en bestemt race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse eller med en bestemt alder eller med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Klagekomitéen lægger efter sagens oplysninger til grund, at klager mødte på arbejde om mandagen, hvor hun havde en samtale med A.

Komitéen finder, at der foreligger modstridende udsagn om, hvad der er blevet sagt under denne samtale i forhold til begrundelsen for beklædningskravet, og komitéen har ikke kompetence til at pålægge klager eller fitnesscentret ved A at udtale sig og tale sandt.

En afklaring af dette punkt, der er af væsentlig betydning for en afgørelse af sagen, kan derfor efter komitéens opfattelse ikke opnås uden en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan, som nævnt, ikke ske ved komitéen.

Det påhviler klager at godtgøre, at fitnesscentret har udsat hende for direkte forskelsbehandling, og da der efter det foreliggende ikke er grundlag for at antage, at centrets beslutning om, at klager skulle tage sin hovedbeklædning samt sin jilbab af, har været begrundet i hendes etniske oprindelse, finder komitéen, at centret ikke har udsat klager for direkte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i strid med forbudet i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. §§ 2, stk. 1 og 3, stk. 1.

Klagekomitéen lægger endvidere til grund, at klager kom tilbage på arbejde om tirsdagen, hvor fitnesscentret valgte at begrænse hendes arbejdsområde, således at hun alene skulle sidde i receptionen og ikke arbejde med maskiner eller rengøring.

Om onsdagen og resten af praktikperioden kom klager ikke på arbejde, hvilket ifølge sagens oplysninger var hendes eget valg.

Klagekomitéen finder på den baggrund, at sagen drejer sig om, hvorvidt begrænsningen af klagers arbejdsområde under hendes praktikperiode er udtryk for indirekte forskelsbehandling og i så tilfælde, om det er lovligt eller ej.

Fitnesscentret har oplyst, at centret ikke ønsker, at personalet bærer nogen form for nederdel eller hovedbeklædning, idet centret finder, at det ikke er en hensigtsmæssig beklædningsform i et træningscenter.

Fitnesscentret har oplyst, at centret generelt ønsker, at personalet bærer træningsbukser og kondisko.

Det er i sagen ubestridt, at centret ikke har nogen nedskreven personalepolitik på det pågældende område.

Efter A's samtale med klager besluttede fitnesscentret ikke at håndhæve beklædningskravet, men i stedet at ændre klagers arbejdsområde, idet centret mente, at hun ikke kunne udføre jobbet fyldestgørende i den pågældende beklædning og især instruktion i maskinerne samt rengøring, fandt centret, var et problem.

På den baggrund er det Klagekomitéens opfattelse, at beklædningskravet, indirekte stiller klager ringere end andre på grund af hendes muslimske baggrund og dermed hendes etniske oprindelse.

Der vil herefter foreligge indirekte forskelsbehandling, med mindre et sådan krav er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Klagekomitéen finder, at hensynstagen til jobbets udførelse, som blandt andet indebærer instruktion af maskiner, udgør et sagligt formål, og at et beklædningskrav, som middel til at opnå dette formål, både er hensigtsmæssigt og nødvendigt.

Komitéen lægger i den forbindelse vægt på oplysningerne i sagen om, at udførelsen af selve jobfunktionen, så som aktivt at illustrere maskinernes anvendelse for kunderne, ikke kan ske hensigtsmæssigt i løstsiddende tøj.

Komitéen finder på den baggrund, at fitnesscentret ikke har handlet i strid med forbudet mod indirekte forskelsbehandling i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. ved at stille krav om, at personalet i træningscenteret bærer hensigtsmæssigt tøj i forbindelse med instruktion af træningsmaskinerne.

Klagekomitéen vil imidlertid anbefale fitnesscentret at udarbejde en personalepolitik, der indeholder retningslinjer for personalets beklædning.

2) Repressalier

Klagekomitéen finder på baggrund af indholdet i fitnesscentrets indlæg af 29. december 2007, at klager ikke er blevet udsat for nogen form ufordelagtig behandling eller følge, jf. § 7, stk. 2, i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v."

<730.27>

-

"Jeg har bedt alle ansatte i receptionen om ikke at gå med nederdel af nogen art.

Jeg ser helst ikke kasket eller anden hovedbeklædning, hvis det kan undgås.

[Klager] sagde til mig, at det var et problem for hende, hvis hun ikke måtte gå med hovedbeklædning, derfor sagde vi ok til dette.

[Klager] mødte op og havde en fuld arbejdsdag efterfølgende i hendes nederdel og hovedbeklædning, hvilket vi ikke havde nogen kommentarer til.

Hun udeblev dagen efter igen og siden er undertegnede blevet beskyldt for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk behandling, hvilket jeg på det kraftigste må afvise.

Hvis [klager] skulle have ret i sine beskyldninger, så var hun formentlig ikke mødt op overhovedet, eller vi ville have bortvist hende, hvis der skulle være hold i beskyldningerne.

Tværtimod har vi accepteret det, trods det er totalt uhensigtsmæssigt tøj at møde op, når man ønsker at være en del af et træningscenter.

Vi foreslog derfor [klager], at hun udelukkende blev i receptionen, trods der er flere arbejdsopgaver som instruktion i maskiner og lettere rengøringsopgaver forbundet med stillingen i vores reception, men når [klager] kun kunne komme i nederdel, så synes vi ikke, hun kunne foretage andre arbejdsopgaver end udelukkende receptionsarbejde."

-

"[C] der ansatte mig som praktikant, udleverede på førstedagen en grå T-shirt til mig med firmaets navn på, som han bad mig om at tage på for at kunderne kunne se, at jeg var i praktik der.

Jeg tog den på udover min jilbab og tørklæde.

Han havde på intet tidspunkt omtalt nogen form for personalepolitik om, at jeg skulle være iført træningsbukser, korte bluser og at jeg ikke måtte bære tørklæde eller jilbab.

-

Det første jeg blev sat til da jeg mødte op var rengøring.

Jeg vaskede gulvet af i centeret, jeg tørrede støv af paneler, jeg vaskede alle træningsmaskinerne i centeret og jeg skulle også vaske af inden på toiletterne, hvor jeg her også skulle fylde op med toiletpapir.

.

.

.

jeg blev også instrueret i, hvordan maskinerne skulle bruges, hvis de var i tvivl om det.

Det er derfor klart og tydeligt, at grunden til at hun bad mig om at tage mit tørklæde og jilbab af, ikke skyldes, at jeg ikke kunne bestride de forskellige opgaver, men det skyldes at som hun sagde: at jeg ikke måtte være i praktik hos hende fordi at hun ikke brød sig om at jeg var forskellig klædt i forhold til hendes ansatte og at hun ville miste kunder udelukkende på grund af mig og min påklædning."