Udtalelse afgivet af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling

Udtalelse afgivet af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling

J.nr. 711.40

Klagekomitéens fandt, at der ikke i sagen var tilvejebragt oplysninger, der kunne danne grundlag for at antage, at Udenrigsministeriet, den danske ambassade i Syrien eller det danske konsulatet i Jordan havde udsat en person for direkte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.

Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling modtog den 13. september 2005 en klage fra en advokat indgivet på vegne af klager og dennes hustru over Udenrigsministeriet, den danske ambassade i Syrien samt det danske konsulat i Jordan.

Klager og dennes hustru oplyste, at de følte sig forskelsbehandlet på grund af deres race eller etniske oprindelse, fordi de følte, at de ikke modtog tilstrækkelig hjælp fra Udenrigsministeriet og de danske repræsentationer i forbindelse med den vejledning og indsats, der blev ydet over sommeren 2005, da hustruen og hendes fire børn to gange blev nægtet indrejse i Israel.

Udenrigsministeriet oplyste blandt andet, at ministeriet, to ambassader og to konsulater havde været involveret i sagen og forsøgt i vidst muligt omfang at hjælpe hustruen og hendes børn.

Udenrigsministeriet oplyste endvidere, at det er ethvert lands ret at bestemme, hvem og på hvilke vilkår andre landes statsborgere må rejse ind i landet, og at ministeriet således ingen indflydelse har på, hvilke krav Israel stiller til indrejsende og deres rejsedokumenter.

På den baggrund var det Klagekomitéens opfattelse, at der ikke i sagen var tilvejebragt oplysninger, der dannede grundlag for at antage, at Udenrigsministeriet, den danske ambassade i Syrien eller det danske konsulatet i Jordan havde udsat klager og dennes hustru for direkte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse i forbindelse med den vejledning og indsats, der blev ydet over sommeren 2005, da hustruen og hendes fire børn to gange blev nægtet indrejse i Israel.

Sagsfremstilling

Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling modtog den 13. september 2005 en klage indgivet på vegne af en advokats klient A og dennes hustru B over Udenrigsministeriet, den danske ambassade i Syrien samt det danske konsulat i Jordan.

Klagekomitéen forstod klagen således, at A og B klagede over, at de var blevet forskelsbehandlet på grund af race eller etnisk oprindelse i forbindelse med Udenrigsministeriets og de danske repræsentationers utilstrækkelige hjælp i forbindelse med, at de israelske myndigheder over sommeren 2005 to gange nægtede B og hendes fire børn indrejse i Israel.

Af bilag vedlagt klagen fremgik, at B og hendes fire børn den 6. juni 2005 forsøgte at komme ind på Vestbredden via Allenbybroen, som er grænseovergangen for ikke-europærere.

B og hendes fire børn blev afvist, angiveligt fordi hun ikke havde et palæstinensisk pas eller ID.

Den 7.-8. juni 2005 kontaktede A Udenrigsministeriet, som henviste ham til Tel Aviv, der igen henviste ham til repræsentationen i Damaskus, hvorfra han blev henvist videre til konsulatet i Aman, som afviste, at sagen havde noget med diplomati at gøre.

Den 8. juni 2005 sendte A et brev til B med et palæstinensisk pas og ID, samt et jordansk pas.

Den 20. juni 2005 var brevet endnu ikke kommet frem, og A fandt via posthuset ud af, at brevet ved en fejl var sendt til Nicaragua.

Den 26. juni 2005 forsøgte B og hendes fire børn igen at komme ind på Vestbredden, denne gang via King Hussein-broen, som er grænseovergangen for europæere.

B blev afvist, uden at soldaterne ville se hendes papirer, idet grænseovergangen angiveligt kun var for hvide.

Ved brev af 14. september 2005 anmodede Klagekomitéen advokaten om yderligere oplysninger i forbindelse med klagen.

Den 23. november 2005 oplyste advokaten blandt andet, at A tog kontakt til den danske ambassade i Tel Aviv, som afviste at kunne hjælpe, idet B befandt sig i Jordan.

A tog derfor kontakt til den danske ambassade i Syrien, som han var blevet oplyst af Udenrigsministeriet også skulle dække Jordan.

På hans henvendelse til Udenrigsministeriet, svarede ministeriet blandt andet følgende

Advokaten fandt, at Udenrigsministeriet ved intet at gøre i sagen indirekte medvirkede til, at Israel fortsat kunne diskriminere danske statsborgere i forhold til, om de er af palæstinensisk oprindelse.

Advokaten gjorde således gældende, at det ikke kunne være rigtigt, at de danske myndigheder accepterede Israels krav om forevisning af palæstinensisk ID-kort for danske statsborgere.

På baggrund af klagen samt de yderligere oplysninger anmodede Klagekomitéen ved brev af 9. december 2005 Udenrigsministeriet om en udtalelse i sagen.

Klagekomitéen anmodede særligt Udenrigsministeriet om at oplyse, hvilken konkret bistand parret var blevet ydet af de pågældende repræsentationer samt, hvilken hjælp der normalt ydes til danske statsborgere, der retter henvendelse til f.eks. en dansk repræsentation i udlandet, efter at være blevet nægtet indrejse i et land.

Den 9. januar 2006 svarede Udenrigsministeriet, at ministeriet altid forsøger at hjælpe nødstedte danske statsborgere i udlandet, i det omfang det er muligt, hvilket også var sket i denne sag.

Udenrigsministeriet oplyste, at ministeriet, to ambassader og to konsulater havde været involveret i sagen og forsøgt i videst muligt omfang at hjælpe B og hendes børn.

Udenrigsministeriet oplyste endvidere, at det er ethvert lands ret at bestemme, hvem og på hvilke vilkår andre landes statsborgere må rejse ind i landet, og at ministeriet ingen indflydelse har på, hvilke krav Israel stiller til indrejsende og deres rejsedokumenter.

Udenrigsministeriets besvarelse var vedlagt et bilag, som indgående beskrev sagens forløb, ligesom en kopi af relevante sagsakter blev fremsendt til Klagekomitéen.

Udenrigsministeriet sammenfattede i følgende korte punkter, hvad den konkrete bistand i korte træk havde bestået i

Vedrørende den hjælp, der normalt ydes i lignende situationer oplyste Udenrigsministeriet, at ministeriet som udgangspunkt ingen muligheder har for at assistere, hvis en dansk statsborger nægtes indrejse i et andet land.

Ministeriet og repræsentationerne vil dog i den enkelte sag vurdere, om der alligevel måtte være mulighed for at yde bistand f.eks. gennem opklaring af eventuelle misforståelser eller fremskaffelse af manglende dokumentation.

Udenrigsministeriet konkluderede, at ministeriet og de danske repræsentationer gjorde, hvad der var muligt for at hjælpe i den vanskelige situation, som B og hendes børn befandt sig i.

Udenrigsministeriet fandt således, at der ikke var sket forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.

Klagekomitéen sendte Udenrigsministeriets udtalelse i partshøring til advokaten den 18. januar 2006 og bad denne fremsende sine bemærkninger snarest belejligt.

Den 27. februar 2006 modtog Klagekomitéen advokatens bemærkninger.

Advokaten gjorde gældende, at noten til det jordanske udenrigsministerium i stedet burde have været sendt til det israelske udenrigsministerium, idet det var israelske regler og ikke jordanske regler, der gjorde, at hans klient ikke blev tilladt adgang til Israel.

Advokaten oplyste, at de jordanske grænsemyndigheder - ved B's første indrejseforsøg i Israel - havde oplyst til B, at hun ville blive afvist af de israelske myndigheder, fordi hun ikke havde et palæstinensisk pas.

Advokaten oplyste videre, at anden gang B forsøgte indrejse i Israel, nåede hun gennem de jordanske myndigheder og videre til de israelske, der stemplede hendes danske pas for efterfølgende at annullere stemplet med en besked om, at hun ikke var hvid nok.

Advokaten fandt, at Udenrigsministeriet på denne baggrund burde have rettet henvendelse til Israel og krævet en redegørelse for denne grænsepolitik.

Endvidere fandt han, at Udenrigsministeriet burde have sørget for, at B havde fået tilladelse til at indrejse i Israel som dansk statsborger og ikke blot søge at imødekomme det israelske krav om, at hun skulle forevise sit gamle palæstinensiske pas og ID-kort.

Den 16. marts 2006 fremsendte Klagekomitéen advokatens bemærkninger til Udenrigsministeriet og bad ministeriet om at fremkomme med eventuelle bemærkninger snarest belejligt.

Den 26. april 2006 modtog Klagekomitéen Udenrigsministeriets bemærkninger.

Udenrigsministeriet oplyste, at de danske ambassader i Damaskus og Tel Aviv forsøgte at få sagens omstændigheder afklaret gennem henvendelser til såvel jordanske som israelske myndigheder.

Endvidere gjorde Udenrigsministeriet gældende, at ministeriet i øvrigt havde svært ved at se, hvorledes spørgsmålet om rette adressat kunne have betydning for klagerens anbringender om forskelsbehandling.

Udenrigsministeriet understregede, at ministeriet, som tidligere nævnt, ingen indflydelse har på andre landes indrejseregler.

Ministeriet anførte, at ministeriets assistance til danskere, der har behov for hjælp, er resultatorienteret og nødvendigvis må tage udgangspunkt i forholdene på stedet.

Om den konkrete sag oplyste Udenrigsministeriet blandt andet følgende

Som illustration af at sammenlignelige tilfælde behandles ens uanset race eller etnisk oprindelse, vedlagde Udenrigsministeriet to af ministeriets svarskrivelser på henvendelser fra danskere, som var blevet afvist ved indrejsen til et andet land.

Den 1. maj 2006 fremsendte Klagekomitéen Udenrigsministeriets bemærkninger til advokaten og bad Dem om at fremkomme med Deres bemærkninger snarest belejligt.

Den 16. maj 2006 fremsendte advokaten A's bemærkninger.

Af bemærkningerne fremgik blandt andet følgende

Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandlings udtalelse

"Efter § 10, stk. 2, i lov nr. 374 af 28. maj 2003 om etnisk ligebehandling er Institut for Menneskerettigheder tillagt kompetence til at behandle klager over overtrædelse af lovens forbud mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse og for overtrædelse af lovens forbud mod repressalier.

Denne opgave varetages på instituttets vegne af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling, som i den forbindelse er tillagt beføjelse til at give udtryk for sin opfattelse af, om der er sket en overtrædelse af forbudene mod forskelsbehandling af de anførte grunde eller en overtrædelse af forbudene mod repressalier.

Klagekomitéen har i forbindelse med Deres klage vurderet, hvorvidt Udenrigsministeriet, den danske ambassaden i Syrien samt det danske konsulat i Jordan har udsat Deres klienter for forskelsbehandling på grund af deres race eller etniske oprindelse i forbindelse med den vejledning og indsats, der blev ydet af ministeriet og de nævnte repræsentationer, da de israelske myndigheder over sommeren 2005 to gange nægtede B og hendes fire børn indrejse i Israel.

Deres klienter har oplyst, at de følte sig forskelsbehandlet på grund af deres race eller etniske oprindelse, fordi de følte, at de ikke modtog tilstrækkelig hjælp fra Udenrigsministeriet og de danske repræsentationer i forbindelse med den vejledning og indsats, der blev ydet over sommeren 2005, da B og hendes fire børn to gange blev nægtet indrejse i Israel.

Udenrigsministeriet har blandt andet oplyst, at ministeriet, to ambassader og to konsulater havde været involveret i sagen og forsøgt i vidst muligt omfang at hjælpe B og hendes børn.

Udenrigsministeriet oplyste endvidere, at det er ethvert lands ret at bestemme, hvem og på hvilke vilkår andre landes statsborgere må rejse ind i landet, og at ministeriet således ingen indflydelse har på, hvilke krav Israel stiller til indrejsende og deres rejsedokumenter.

Udenrigsministeriet fremhævede desuden, at ministeriet samt de danske repræsentationer - efter henvendelsen fra A - var i kontakt med de israelske og de jordanske myndigheder, blandt andet ved den 27. juni 2005 at rette henvendelse til de israelske myndigheder og ved den 29. juni 2005 at sende et brev til det jordanske udenrigsministerium for at få afklaret, om personer med dansk pas og palæstinensiske ID-papirer bliver nægtet adgang til Israel i tilfælde, hvor disse personer ikke har deres palæstinensiske ID-papirer på sig.

Samtidig tog ambassaden kontakt til konsulatet i Jordan for at høre, om konsulatet var blevet kontaktet af B.

Derudover var Udenrigsministeriet i løbende kontakt med A samt dennes repræsentant.

Ministeriet inviterede endvidere A til et møde med henblik på at få afklaret sagens omstændigheder.

Yderligere sørgede det danske konsulat i Jordan for, at B's danske pas samt palæstinensiske rejsepapirer blev indscannet, således at det via A's repræsentant kunne blive videresendt til den israelske ambassade i Danmark.

Endelig har Udenrigsministeriet oplyst, at dets bistand til danske borgere i udlandet afstemmes med det forventede resultat af indsatsen.

På baggrund heraf er det Klagekomitéens opfattelse, at der ikke i sagen er tilvejebragt oplysninger, der danner grundlag for at antage, at Udenrigsministeriet, den danske ambassade i Syrien eller det danske konsulatet i Jordan har udsat Deres klienter for direkte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse i forbindelse med den vejledning og indsats, der blev ydet over sommeren 2005, da B og hendes fire børn to gange blev nægtet indrejse i Israel.

Klagekomitéen finder herefter, at Udenrigsministeriet, den danske ambassade i Syrien og konsulatet i Jordan ikke har overtrådt forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, jf. lov om etnisk ligebehandlings § 3, stk. 1."

<711.40>

-

§ "Ambassaden har den 27. juni 2005 rettet henvendelse til de israelske myndigheder.

De israelske myndigheder oplyste, at de ikke var bekendt med, at din hustru og dine børn havde forsøgt indrejse til Vestbredden via Allenbygrænseovergangen den 6. juni.

Der er i den forbindelse oplyst, at der er fastsat nogle generelle indrejse-krav i Israel, herunder bl.a. krav om, at personer, der tidligere har haft palæstinensisk ID skal forevise dette sammen med vedkommendes nuværende pas.

Dette gælder både for indrejse til Israel og de besatte områder."

-

§ "Udenrigsministeriet har været i løbende kontakt med [A] (i den sidste del af sagsforløbet gennem vennen [C]).

[A] blev i forbindelse med sin planlagte tur til København inviteret ind i Udenrigsministeriet til et møde med henblik på at afklare sagens omstændigheder - en invitation, han dog ikke svarede på.

[A] er ligeledes blevet rådet til at rette henvendelse til den herværende israelske ambassade og/eller jordanske ambassade for at klage over behandlingen.

-

§ Den danske ambassade i Damaskus sendte en note til det jordanske udenrigsministerium med henblik på en afklaring af sagen.

-

§ Den danske ambassade i Tel Aviv har i flere omgange taget kontakt til de israelske grænsemyndigheder for at få afdækket forløbet, herunder en forklaring på, hvorfor [B] og hendes børn ikke kunne rejse fra Jordan til Israel.

Ambassaden oplyste fra starten [A] om, at han var velkommen til at ringe tilbage, hvis der skulle være behov herfor.

-

§ Konsulatet i Dubai har sørget for at få indscannet [B's] danske pas og øvrige rejsedokumenter til brug for en klage, som [A] agtede at sende til den israelske ambassade."

-

§ "I den konkrete sag var det efter udredning af de faktiske omstændigheder klart, at den eneste realistiske mulighed for at opnå indrejse bestod i at fremvise de nødvendige rejsedokumenter.

Et forsøg på at ændre den israelske grænsekontrols praksis måtte som allerede nævnt anses som udsigtsløs og ville ikke være egnet til at løse det akutte problem.

Denne vurdering lå til grund for Udenrigsministeriets assistance."

-

§

-

§ "Israel har nægtet mine børn og deres mor indrejse alene på grund af deres race, da de tidligere var palæstinensere, selvom de er danske statsborgere.

Danske statsborgere skal kun fremvise et dansk pas, hvorfor skal vi fremvise andre dokumenter.

Hvorfor skal Danmark acceptere at deres borgere bliver diskrimineret af et fremmed land og hvorfor ville udenrigsminister Per Stig Møller ikke protestere imod Israels raceforskelsbehandling af danske statsborgere.

-

§ Når jeg ringer til den danske ambassade i Damaskus, hvorfor lyver de så over for mig den 9. juni 2005 og siger at ambassaden ikke dækker Jordan, først den 29. juni efter at sagen er kommet i avisen kontakter de det jordanske udenrigsministerium.

-

§ Det er ikke om et land bestemmer hvem der kommer ind eller ej men af hvilken grund og vi taler om et land som ikke respekterer FN grundlag for menneskerettigheder, og Danmark har pligt til at beskytte sine borgere mod sådan en behandling, ved mindst at protestere over krænkelse af &Aelig;

REN.

De to svarskrivelser som udenrigsministeriet vedlægger til orientering viser netop, at det er ikke det om et lands suveræne ret til at bestemme hvilke udenlandske statsborgere der kan få tilladelse til indrejse, men af hvilken grund og her taler vi om raceforskelsbehandling og krænkelse af danskernes ære ved nedværge og respektløs behandling af en dansk mor og fire danske børn.

Og Danmark overtræder menneskerettighederne ved at acceptere de israelske krav."