Udtalelse afgivet af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
Udtalelse afgivet af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling
J.nr. 710.16
Klagekomitéen fandt, at en kommune og det sociale nævn havde udsat en person for indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse ved at have afvist at arbejdsprøve personen under henvisning til, at personen ikke havde tilstrækkelige danskkundskaber.
Komitéen fandt ikke, at den anførte opkvalificering af personens danskkundskaber kunne anses som nødvendig, før arbejdsprøvningen blev iværksat.
Et fagforbund indgav på vegne af et medlem en klage over Brøndby Kommune og Det Sociale Nævn i Københavns Amt, der ifølge forbundet havde udsat klager for indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager havde fået afslag på at blive arbejdsprøvet.
Begrundelsen herfor var utilstrækkelige danskkundskaber.
Det fremgik af Brøndby Kommune og det sociale nævns udtalelser, at en tilfredsstillende gennemførelse af arbejdsprøvningen ville kræve, at klager gennemførte et danskkursus af ca. 1 ½ års varighed.
Klagekomitéen fandt, at kravet om tilstrækkelige danskkundskaber måtte anses for at være begrundet i et sagligt formål (tilfredsstillende gennemførelse af arbejdsprøvningen).
Komitéen fandt i forlængelse heraf, at det anvendte middel (opkvalificering af danskkundskaber) til at opnå dette formål efter omstændighederne kunne være hensigtsmæssigt og nødvendigt (proportionalt).
Klagekomitéen fandt imidlertid ikke, at opkvalificering af klagers danskkundskaber gennem deltagelse i et kursus med en varighed på 1 ½ år udgjorde et proportionalt middel til opnåelse af dette formål.
Komitéen lagde herved vægt på, at det ud fra de i sagen frembragte oplysninger ikke var blevet sandsynliggjort, at en sådan opkvalificering af klagers danskkundskaber var nødvendig, før en arbejdsprøvning kunne gennemføres tilfredsstillende.
Klagekomitéen konkluderede på den baggrund, at klager var blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse i strid med lov om etnisk ligebehandling § 3, stk. 1.
Sagsfremstilling
Klagekomitéen modtog ved brev af 23. maj 2005 en klage fra klager indgivet på hendes vegne af et fagforbund over det sociale nævn og Brøndby Kommune over indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, idet en forudsætning om tilstrækkelige danskkundskaber ikke i det foreliggende tilfælde er proportional.
Fagforbundet oplyste i den forbindelse, at et krav om opkvalificering af danskkundskaberne ville forhindre hendes tilbagevenden til arbejdsmarkedet i en lang periode.
Brøndby Kommune havde ved sin afgørelse af 13. september 2004 afvist at arbejdsprøve klager efter, at hun havde pådraget sig en rygskade.
Kommunen henviste i den forbindelse til, at hendes danskkundskaber var utilstrækkelige ti, at arbejdsprøvningen kunne gennemføres tilfredsstillende.
.
Kommunen fandt derfor, at hun først kunne blive arbejdsprøvet efter gennemførelse af ca. 1 ½ års danskundervisning.
Det sociale nævn stadfæstede denne afgørelse den 1. marts 2005.
Klagekomitéen anmodede på den baggrund ved breve af 2. juni 2005 Brøndby Kommune og det social nævn om deres udtalelser i anledning af klagen.
Ved brev af 21. juni 2005 fremsendte Brøndby Kommune sin udtalelse, hvoraf bl.a. fremgår
"[.
.
.
]
[.
.
.
]"
Ved brev af 1. juli 2005 fremsendte det sociale nævn sin udtalelse i forbindelse med klagen.
Heraf fremgår bl.a.
"[.
.
.
]
[.
.
.
]"
Det sociale nævns udtalelse var bl.a. vedlagt klagers tidligere fagforbund K's brev dateret den 23. august 2004, hvor K på vegne af klager havde fremsendt bemærkninger til Brøndby Kommune i forbindelse med kommunens partshøring af klager.
Fagforbundet bemærkede bl.a., at klager har været medlem af forbundet siden 1988 og i den periode efter forbundets opfattelse, har stået til rådighed på arbejdsmarkedet.
Det fremgik videre, at hun har fulgt kursustilbud fra AF, hvori der bl.a. er indgået danskundervisning, og at hun indtil pådragelsen af rygskaden, har været ansat i en mindre virksomhed med seks rengøringsassistenter, hvor al kommunikation er foregået på dansk.
Fagforbundet oplyser endelig, at hendes danskkundskaber har begrænset hendes muligheder for at deltage i de sociale samtaler i pauserne, men ikke hendes muligheder for at udføre arbejdet.
Sekretariatet for Klagekomitéen undersøgte i forbindelse med klagen telefonisk praksis for anvendelse af arbejdsprøvning i Odense Kommune, Aalborg Kommune og Aarhus Kommune.
Kommunerne oplyste i den forbindelse, at ingen af disse kommuner umiddelbart har afvist en arbejdsprøvning på grund en persons dårlige danskkundskaber.
Odense og Aalborg Kommune tilkendegav endvidere, at man ikke anså anvendelse af en tolk, som en praktisk løsning under arbejdsprøvningen.
Ved breve af 23. juni og 12. juli 2005 anmodede Klagekomitéen fagforbundet om eventuelle bemærkninger til Brøndby Kommunes og Det sociale nævns udtalelser.
Ved brev af 14. juli 2005 oplyste fagforbundet, at man ikke havde yderligere bemærkninger, men at forbundet på baggrund af Tyrkiets associeringsaftale med EU tillige fandt, at der var tale om nationalitetsdiskrimination.
Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandlings udtalelse
"Efter § 10, stk. 2, i lov nr. 374 af 28. maj 2003 om etnisk ligebehandling er Institut for Menneskerettigheder tillagt kompetence til at behandle klager over overtrædelse af lovens forbud mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse og for overtrædelse af lovens forbud mod repressalier.
Denne opgave varetages på instituttets vegne af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling, som i den forbindelse er tillagt beføjelse til at give udtryk for sin opfattelse af, om der er sket en overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling af de anførte grunde eller en overtrædelse af forbudet mod repressalier.
Klagekomitéen har vurderet, om klager er blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med Brøndby Kommunes og Det sociale nævns vurdering af, at hun ikke kunne blive arbejdsprøvet, idet hun ikke er i besiddelse af tilstrækkelige danskkundskaber.
Efter § 2, stk. 1, i lov om etnisk ligebehandling gælder loven for al offentlig og privat virksomhed, for så vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig, der er tilgængelige for offentligheden.
Det følger af lovens § 3, stk. 1, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etnisk oprindelse.
Efter lovens § 3, stk. 3, foreligger der indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Det er i den forbindelse ikke et krav, at den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis alene berører personer af en enkelt bestemt race eller etnisk oprindelse.
Det kan være udtryk for indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, hvis der lægges vægt på danskkundskaber, når det vurderes om en person skal arbejdsprøves, idet et sådan kriterium efter omstændighederne vil stille personer med anden etnisk baggrund end dansk ringere end andre.
Lægges der vægt på en persons danskkundskaber, vil dette således være i strid med lov om etnisk ligebehandlings forbud mod indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, jf. lov om etnisk ligebehandling § 3, stk. 1, medmindre baggrunden for at inddrage danskkundskaberne, er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlet til at opfylde det er hensigtsmæssigt og nødvendigt, jf. § 3, stk. 3.
Klagekomitéen skal gøre opmærksom på, at komitéen ikke har mulighed for at vurdere, hvorvidt der er sket overtrædelse af andre regler, herunder om der er sket forskelsbehandling af klager efter reglerne i associeringsaftalen mellem Tyrkiet og EU på baggrund af statsborgerskab.
Fagforbundet har i forbindelse med klagen oplyst, at man er af den opfattelse, at klager er blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse ved, at Brøndby Kommune har afvist at foretage en arbejdsprøvning af hende på grund af, at hun ikke besidder tilstrækkelige danskkundskaber.
Fagforbundet har videre oplyst, at man er af den opfattelse, at et krav om tilstrækkelige danskkundskaber for at kunne blive arbejdsprøvet ikke er hensigtsmæssigt og egnet i den foreliggende sag.
Fagforbundet har i forbindelse hermed anført, at klager har været ansat i en virksomhed, hvor kommunikationen er foregået på dansk, og at hun har udført arbejdet tilfredsstillende med de sprogkundskaber hun på nuværende tidspunkt besidder.
Fagforbundet har videre anført, at en opkvalificering af hendes danskkundskaber ville forhindre klagers tilbagevenden til arbejdsmarkedet i længere tid.
Forbundet har endelig anført, at en arbejdsprøvning kunne have været foretaget ved hjælp af en tolk.
Brøndby Kommune har hertil oplyst, at man ikke på det foreliggende grundlag kunne afklare, om hun var berettiget til revalidering eller førtidspension, og at en afklaring heraf ville kræve arbejdsprøvning.
Kommunen har i forbindelse hermed oplyst, at kommunen har skønnet, at et optimalt udbytte af arbejdsprøvningen forudsætter et rimeligt danskniveau.
Kommunen har endvidere oplyst, at kommunen ved den skønsmæssige afgørelse har lagt vægt på, at klager ikke kunne komme tilbage til sit tidligere arbejdsområde, og at det havde været nærliggende f.eks. at afprøve hende ved et samlebånd.
I den forbindelse har kommunen oplyst, at kommunen har lagt vægt på, at man i dag normalt arbejder i teams, hvorefter det kræves, at man kan kommunikere med hinanden i teamet.
Det sociale nævn har præciseret, at dagpengene er standset, fordi klagers helbredstilstand er fundet stationær, uden at hun på det foreliggende grundlag skønnes berettiget til pension eller revalidering.
Det sociale nævn har videre oplyst, at behovet for en arbejdsprøvning bedømmes ud fra en konkret individuel vurdering, der inddrager samtlige personens ressourcer og barrierer.
Det sociale nævn har i forlængelse hertil oplyst, at man ikke fandt grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at relevant udbytte af arbejdsprøvningen på et væsentligt bredere område end rengøringsarbejde, forudsætter væsentligt forbedrede muligheder for kommunikation på dansk.
Det sociale nævn har endelig oplyst, at arbejdsprøvning ved hjælp af tolk ikke vil give et realistisk billede af klagers funktion og muligheder på arbejdsmarkedet.
Klagekomitéen forstår herefter disse oplysninger således, at der ikke er blevet foretaget en vurdering af om klager er berettiget til pension eller revalidering, idet man ikke finder det muligt at foretage en arbejdsprøvning.
Begrundelsen herfor er alene hendes dårlige danskkundskaber.
Brøndby Kommune og det sociale nævn har oplyst at formålet med kravet om tilstrækkelige danskkundskaber er at skabe mulighed for at gennemføre arbejdsprøvningen på tilfredsstillende vis, herunder faktisk at kunne afdække klagers arbejdsevner.
Det er kommunens og det social nævns opfattelse, at dette vil kræve opkvalificering af hendes danskkundskaber.
Efter det af kommunen oplyste vil en tilstrækkelig opkvalificering kræve 1 ½ års undervisning i dansk.
Ifølge oplysningerne fra henholdsvis Odense Kommune, Århus Kommune og Aalborg Kommune, har ingen af disse kommuner umiddelbart afvist en arbejdsprøvning på grund en persons dårlige danskkundskaber.
Odense Kommune og Aalborg Kommune har endvidere tilkendegivet, at man ikke anser anvendelse af en tolk, som en praktisk mulig løsning under arbejdsprøvningen.
På baggrund af de i sagen frembragte oplysninger, er det Klagekomitéens opfattelse, at kravet om tilstrækkelige danskkundskaber må anses for at være begrundet i et sagligt formål (tilfredsstillende gennemførsel af arbejdsprøvningen).
Komitéen finder i forlængelse hertil, at det anvendte middel (opkvalificering af danskkundskaber) til at opnå dette formål efter omstændighederne kan være hensigtsmæssigt og nødvendigt (proportionalt).
I det foreliggende tilfælde, er det imidlertid komitéens opfattelse, at opkvalificering af klagers danskkundskaber gennem deltagelse i et kursus med en varighed på 1 ½ år, ikke udgør et proportionalt middel til opnåelse af dette formål.
Komitéen har herved lagt vægt på, at det ud fra de i sagen frembragte oplysninger ikke er blevet sandsynliggjort, at en sådan opkvalificering af klagers danskkundskaber er nødvendig før en arbejdsprøvning kan gennemføres tilfredsstillende.
De ikke nærmere uddybede oplysninger fra Brøndby Kommune og det sociale nævn om, at det "ville være nærliggende f.eks. at afprøve hende ved samlebånd", hvor det er normalt, "at man arbejder i teams, hvor man skal kunne kommunikere med hinanden i teamet", og at arbejdsprøvning på et "væsentligt bredere grundlag end rengøringsarbejde, forudsætter væsentligt forbedrede muligheder for kommunikation på dansk", kan ikke føre til et andet resultat.
Klagekomitéen finder herefter, at det sociale nævn og Brøndby Kommune har udsat klager for indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse i strid med lov om etnisk ligebehandlings § 3, stk. 1."
<710.16>
-
§ Det var ikke muligt på de foreliggende oplysninger at afklare om pågældende var berettiget til revalidering eller om der skulle rejses sag om førtidspension og det blev derfor vurderet, at der var behov for at henvise hende til en arbejdsprøvning til afklaring af arbejdsevnen.
En henvisning til arbejdsprøvning sker som et vejledende og opkvalificerende forløb, jf. §32 stk. 1 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
For at få et optimalt udbytte af arbejdsprøvningen som også indbefatter en praktisk afklaring har kommunen skønnet, at det forudsætter et rimeligt danskniveau.
Ved den skønsmæssige afgørelse blev der lagt vægt på, at pågældende ikke kunne komme tilbage til sit tidligere arbejdsområde hun ville kunne magte.
Der blev i denne forbindelse lagt vægt på, at pågældende var ufaglært og at det dermed ville være nærliggende f.eks. at afprøve hende ved et samlebånd.
Det er i dag normalt, at man arbejder i teams hvor man har en ordre fra den kommer ind i huset og til den er færdigbehandlet og det medfører, at man skal kunne kommunikere med hinanden i teamet.
-
§ Det er i [fagforbundets] klagebrev af 23. maj 2005 gjort gældende, at nævnet har tiltrådt, at Brøndby Kommune har standset [klagers] sygedagpenge alene under henvisning til hendes manglende danskkundskaber.
-
§ Dette giver anledning til at præcisere, at dagpengene er standset, fordi [klagers] helbredstilstand er fundet stationær, uden at hun på det foreliggende grundlag kan skønnes berettiget til pension eller revalidering.
Stillingtagen hertil forudsætter en arbejdsprøvning.
-
§ Behovet for arbejdsprøvning bedømmes ud fra en konkret individuel vurdering, der inddrager samtlige personens ressourcer og barrierer.
Nævnet har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte kommunens faglige vurdering, at relevant udbytte af en arbejdsprøvning, der på grund af ryglidelsen skal ske på et væsentligt bredere område end det hidtidige rengøringsarbejde, forudsætter væsentligt forbedrede muligheder for kommunikation på dansk.
-
§ Nævnet har vurderet, at arbejdsprøvning med tolk, som foreslået af [fagforbundet], ikke vil give noget realistisk billede af [klagers] funktion og fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet ud over denne hidtidige arbejdserfaring.