Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om kommunalbestyrelsens mulighed for at beslutte at udsætte behandlingen af en sag, der er optaget på dagsordenen, til et senere kommunalbestyrelsesmøde og om initiativret
Statutory Text (3 Articles)
Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om kommunalbestyrelsens mulighed for at beslutte at udsætte behandlingen af en sag, der er optaget på dagsordenen, til et senere kommunalbestyrelsesmøde og om initiativret
Resumé
Resumé af Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 25. april 2003
1.
KOMMUNALBESTYRELSEN OG DENS UDVALG
Om kommunalbestyrelsens mulighed for at beslutte at udsætte behandlingen af en sag, der er optaget på dagsordenen, til et senere kommunalbestyrelsesmøde og om initiativret
Udtalt, at en kommunalbestyrelse inden for vide rammer på et møde kan beslutte, at behandlingen af en sag på dagsordenen skal udsættes til behandling på et senere møde i kommunalbestyrelsen.
Kommunalbestyrelsens beslutning herom træffes ved stemmeflertal, hvor intet andet særligt er bestemt, jf. § 11, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.
I den forbindelse udtalt, at kommunalbestyrelsen således har adgang til at beslutte at udsætte behandlingen af en sag i forbindelse med en beslutning om, at sagen skal forberedes ved udvalgsbehandling.
Det blev herved bemærket, at udvalgenes varetagelse af den umiddelbare forvaltning indebærer, at kommunalbestyrelsens beslutninger som udgangspunkt skal forberedes ved udvalgsbehandling.
Endvidere udtalt, at kommunalbestyrelsen tillige har adgang til at beslutte at udsætte en sag på indhentelse af yderligere oplysninger.
Dette følger af, at en kommunalbestyrelse inden for vide rammer endeligt afgør spørgsmål om, hvorvidt der foreligger tilstrækkelige oplysninger i en sag.
Tillige udtalt, at kommunalbestyrelsen også i øvrigt inden for vide rammer kan beslutte, at behandlingen af en sag skal udsættes til behandling på et senere møde i kommunalbestyrelsen.
I den forbindelse bemærket, at forslag om udsættelse af behandlingen af en sag til et senere møde – såvel som om udvalgshenvisning eller om andre proceduremæssige spørgsmål – kan sættes under afstemning, uanset om alle medlemmer har haft lejlighed til at få ordet om sagens indhold.
Derimod kan ethvert medlem forlange at få ordet vedrørende selve procedureforslaget, forinden det sættes under afstemning.
Udtalt, at kommunalbestyrelsens adgang til at beslutte at udsætte behandlingen af en sag til et senere møde efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse også gælder, når en sag er sat på dagsordenen efter anmodning fra et medlem i medfør af den pågældendes initiativret, jf. styrelseslovens § 11, stk. 1.
Den initiativret, der tilkommer det enkelte medlem, går alene ud på, at en sag kan forlanges optaget til behandling på et møde i kommunalbestyrelsen.
Når sagen er kommet på dagsordenen, har det pågældende medlem ikke længere rådighed over sagen, og medlemmet kan eksempelvis ikke forlange, at den bringes til afstemning om realiteten i det første møde, hvor den er på dagsordenen.
Bemærket, at initiativretten kan udøves enten ved, at et medlem inden for den i kommunalbestyrelsens forretningsorden fastsatte frist over for borgmesteren fremsætter ønske om optagelse på dagsordenen, eller ved at et medlem ønsker en sag – der er sat på dagsordenen efter ønske fra et andet medlem, men som det pågældende medlem ønsker tilbagekaldt – bibeholdt på dagsordenen.
Endvidere bemærket, at det således er uden betydning for kommunalbestyrelsens adgang til at beslutte at udsætte en sag til behandling på et senere møde, om sagen er sat på dagsordenen efter ønske fra et medlem, eller om et medlem begærer en sag, der ønskes tilbagekaldt af forslagsstilleren, bibeholdt på dagsordenen.
Udtalt i den konkrete sag, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet på baggrund af de foreliggende oplysninger om baggrunden for et amtsråds beslutning om at udsætte behandlingen af en sag ikke fandt, at amtsrådet havde overskrevet de vider rammer, der gælder for en sådan beslutning.
(Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 25. april 2003 til et amtsrådsmedlem – 1.k.kt. j.nr. 2003-2071/055-1)
I e-mail af 16. januar 2003 har De rettet henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, idet De som formand for den socialdemokratiske gruppe i Ribe Amtsråd ønsker at klage over, at et flertal af amtsrådets medlemmer på amtsrådets møde den 15. januar 2003 besluttede at udsætte behandlingen af en del af et punkt på dagsordenen.
I e-mail af 22. januar 2003 har De på ny fremsendt Deres klage.
Det fremgår af Deres henvendelse af 16. januar 2003, at en sag vedrørende den fremtidige sygehusstruktur på Grindsted Sygehus efter behandling i Ribe Amtskommunes sundhedsudvalg og økonomiudvalg var på dagsordenen som første punkt på amtsrådets møde den 15. januar 2003.
De har anført, at sagen var sat på dagsordenen af amtsborgmesteren efter at være blevet behandlet af økonomiudvalget.
Det fremgår endvidere, at amtsborgmesteren ved mødets start oplyste, at han ønskede behandlingen af en del af det omhandlede dagsordenspunkt – de første fem ud af seks delindstillinger til amtsrådet – udsat til et senere amtsrådsmøde.
På den socialdemokratiske gruppes vegne tilkendegav De sammen med Dansk Folkepartis medlem af amtsrådet, at De ønskede en behandling af hele dagsordenspunktet.
Et flertal af amtsrådets medlemmer traf imidlertid ved en efterfølgende afstemning beslutning om at udsætte behandlingen af en del af det omhandlede dagsordenspunkt til et senere amtsrådsmøde.
De har om baggrunden for amtsborgmesterens ønske om at udsætte sagen oplyst, at amtsborgmesteren – efter udsendelsen af dagsordenen, men inden amtsrådets møde – havde besluttet at nedsætte et udvalg, der skulle komme med et nyt forslag til løsning af sagen, som i amtskommunen var kontroversiel.
De har anført, at amtsborgmesteren efter Deres opfattelse ikke kan afvise et ønske fra et amtsrådsmedlem om at bibeholde et punkt på dagsordenen.
De har i den forbindelse anført, at et mindretal derved forhindres i at få sat punktet på dagsordenen og få gennemført en afstemning.
De har i den forbindelse henvist til normalforretningsordenens § 3, hvoraf det fremgår, at borgmesteren sætter en sag på dagsordenen for førstkommende møde, dersom et medlem senest 8 dage forud for et ordinært møde har indgivet skriftlig anmodning herom.
De har endvidere henvist til det på side 298 i den kommenterede kommunale styrelseslov, 2000, anførte, hvoraf fremgår, at et forslag – der af borgmesteren efter ønske fra et kommunalbestyrelsesmedlem er sat på dagsordenen, men af det pågældende medlem ønskes tilbagekaldt – kan begæres optaget på dagsordenen af et andet medlem.
Af referatet af amtsrådets møde den 15. januar 2003, som De har vedlagt Deres henvendelse, fremgår bl.a. følgende
”1.
Den fremtidige struktur på Grindsted Sygehus.
(…)
Beslutning
Behandlingen af 1. – 5. at blev udsat med 13 stemmer for (V, C, B og F).
Imod indstillingen stemte 1 medlem (Freddie H. Madsen). 7 medlemmer (A) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod udsættelse.
Indstillingens 6. at blev vedtaget med 13 stemmer for (V, C, B og F) og 8 imod (A og O).”
Det fremgår af Deres henvendelse, at den socialdemokratiske gruppe ikke deltog i afstemningen om sagens udsættelse, idet gruppen ikke anerkendte afstemningens gyldighed.
I brev af 31. januar 2003 oplyste Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dem om, at ministeriet havde anmodet Ribe Amtsråd om en udtalelse om sagen.
Ministeriet oplyste samtidig, at ministeriet ville vende tilbage til sagen, når udtalelsen fra amtsrådet forelå.
Ved brev af 20. februar 2003 fremsendte Ribe Amtsråd en udtalelse om sagen.
Af brevet fremgår bl.a. følgende
”Ved Amtsrådsmødets start indleder amtsborgmesteren med at spørge, om der er bemærkninger til dagsordenen, og han konstaterer, at det er der ikke.
Amtsborgmesteren går derpå over til punkt 1 på dagsordenen
”Den fremtidige sygehusstruktur på Grindsted Sygehus” og foreslår, at punktet af nærmere anførte grunde udsættes med undtagelse af sjette ”at” i indstillingen.
Freddie Madsen (O) og Karsten Uno Petersen (A) går imod en udsættelse af første til femte ”at” og ønsker disse punkter sat til debat og afstemning.
Amtsborgmesteren stiller sit forslag om en udsættelse af indstillingens første fem ”at-er” til afstemning.
For udsættelse stemmer 13 medlemmer (V,C,B, og F) mens Freddie Madsen stemmer imod og A-gruppen (7) tilkendegiver, at de er uenige i, at der foretages en afstemning.
Derpå behandles sjette ”at” i indstillingen.
For stemmer 13 medlemmer (V,C,B, og F).
Imod stemmer 8 medlemmer (A og O).”
I den anledning skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet herved meddele, at ministeriet alene fører tilsyn med, at amtskommunerne overholder lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, herunder offentligretlige grundsætninger, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 629 af 29. juni 2001).
Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan ikke tage stilling til, om amtskommunernes sagsbehandling er rimelig eller hensigtsmæssig, eller til spørgsmål vedrørende skønsudøvelse, så længe skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet påser endvidere ikke et amtsråds overholdelse af de af amtsrådet fastsatte interne forskrifter, herunder forretningsordenen, så længe der ikke sker en overtrædelse af lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, herunder den kommunale styrelseslov eller kommunalretlige grundsætninger.
Som sagen foreligger oplyst, finder Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke grundlag for at antage, at Ribe Amtsråds flertal ved at beslutte at udsætte behandlingen af en del af sagen vedrørende den fremtidige sygehusstruktur på Grindsted Sygehus har handlet i strid med lovgivningen.
Det bemærkes i den forbindelse, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet på baggrund af det af Ribe Amtsråd i brev af 20. februar 2003 anførte lægger til grund, at den omhandlede del af dagsordenpunktet ikke blev afvist fra dagsordenen, men at der – under behandlingen af dagsordenpunktet – af et flertal af amtsrådets medlemmer blev truffet beslutning om at udsætte en del af punktet til behandling på et senere møde.
Det bemærkes endvidere, at det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at et amtsråd inden for vide rammer på et møde kan beslutte, at behandlingen af en sag på dagsordenen skal udsættes til behandling på et senere møde i amtsrådet.
Amtsrådets beslutning herom træffes ved stemmeflertal, hvor intet andet særligt er bestemt, jf. § 11, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.
Efter ministeriets opfattelse har amtsrådet således adgang til at beslutte at udsætte behandlingen af en sag i forbindelse med en beslutning om, at sagen skal forberedes ved udvalgsbehandling.
Det bemærkes herved, at udvalgenes varetagelse af den umiddelbare forvaltning indebærer, at amtsrådets beslutninger som udgangspunkt skal forberedes ved udvalgsbehandling, jf. den kommenterede kommunale styrelseslov, 2000, side 42.
Amtsrådet har tillige adgang til at beslutte at udsætte en sag på indhentelse af yderligere oplysninger.
Dette følger af, at et amtsråd inden for vide rammer endeligt afgør spørgsmål om, hvorvidt der foreligger tilstrækkelige oplysninger i en sag, jf. den kommenterede kommunale styrelseslov, 2000, side 30 og 300.
Efter ministeriets opfattelse vil amtsrådet også i øvrigt inden for vide rammer kunne beslutte, at behandlingen af en sag skal udsættes til behandling på et senere møde i amtsrådet.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker i den forbindelse, at forslag om udsættelse af behandlingen af en sag til et senere møde – såvel som om udvalgshenvisning eller om andre proceduremæssige spørgsmål – kan sættes under afstemning, uanset om alle medlemmer har haft lejlighed til at få ordet om sagens indhold.
Derimod kan ethvert medlem forlange at få ordet vedrørende selve procedureforslaget, forinden det sættes under afstemning.
Der kan henvises til den kommenterede kommunale styrelseslov, 2000, side 303 og 311, betænkning nr. 1425/2002 om indsigt i den kommunale administration, side 79, og Harder, Dansk Kommunalforvaltning 1, 1988, side 84 og 91.
Amtsrådets adgang til at beslutte at udsætte behandlingen af en sag til et senere møde gælder efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse også, når en sag er sat på dagsordenen efter anmodning fra et medlem i medfør af den pågældendes initiativret, jf. styrelseslovens § 11, stk. 1.
Den initiativret, der tilkommer det enkelte medlem, går alene ud på, at en sag kan forlanges optaget til behandling på et møde i amtsrådet.
Når sagen er kommet på dagsordenen, har det pågældende medlem ikke længere rådighed over sagen, og medlemmet kan eksempelvis ikke forlange, at den bringes til afstemning om realiteten i det første møde, hvor den er på dagsordenen.
Der kan henvises til Harder, Dansk Kommunalforvaltning 1, 1988, side 65.
Det bemærkes, at initiativretten kan udøves enten ved, at et medlem inden for den i amtsrådets forretningsorden fastsatte frist over for amtsborgmesteren fremsætter ønske om optagelse på dagsordenen, eller ved at et medlem ønsker en sag – der er sat på dagsordenen efter ønske fra et andet medlem, men som det pågældende medlem ønsker tilbagekaldt – bibeholdt på dagsordenen, jf. den kommenterede kommunale styrelseslov, 2000, side 298.
Det er således uden betydning for amtsrådets adgang til at beslutte at udsætte en sag til behandling på et senere møde, om sagen er sat på dagsordenen efter ønske fra et medlem, eller om et medlem begærer en sag, der ønskes tilbagekaldt af forslagsstilleren, bibeholdt på dagsordenen.
På baggrund af de foreliggende oplysninger om baggrunden for Ribe Amtsråds beslutning om at udsætte behandlingen af den omhandlede sag finder Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke, at amtsrådet har overskredet de vide rammer, der gælder for en sådan beslutning.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet foretager herefter ikke yderligere i anledning af Deres henvendelse.
Kopi af dette brev er sendt til Ribe Amtsråd.
Med venlig hilsen
Julie Rothe