Legislator Case Law & Legislation
Y20090960758 DK

Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om kommuners adgang til at betale for udgifterne til driften af belysningen på private fællesveje

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

UDT#LOKDOK23 2009 9607 Valid

Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministerietom kommuners adgang til at betale for udgifterne til driften af belysningen på private fællesveje

UDT#LOKDOK23 2009 9607 Valid

Resumé

Om kommuners adgang til at betale for udgifterne til driften af belysningen på private fællesveje

3.

DE KOMMUNALE OPGAVER (KOMMUNALFULDMAGTEN)

Om kommuners adgang til at betale for udgifterne til driften af belysningen på private fællesveje

Udtalt, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enigt med Trafikministeriet i, at der ikke er hjemmel i privatvejsloven til, at kommunalbestyrelsen afholder udgifterne til vejbelysning af private fællesveje.

Endvidere udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt vejlovgivningen udtømmende gør op med kommunernes mulighed for at afholde udgifter til belysning på private fællesveje, kan give anledning til tvivl.

På baggrund af, at Trafikministeriet havde udtalt, at bestemmelserne i lov om private fællesveje ikke var til hinder for, at kommunalbestyrelsen selv afholdt udgifter til belysning på private fællesveje, fandt Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at vejlovgivningen udtømmende gjorde op med spørgsmålet.

Videre udtalt, at en kommunes adgang til uden lovhjemmel at gennemføre foranstaltninger efter kommunalfuldmagtsreglerne blandt andet antages at være begrænset af, hvad der traditionelt er betegnet som et almennyttekriterium.

Dette udgangspunkt indebærer, at en kommune normalt ikke uden lovhjemmel kan gennemføre foranstaltninger, der udelukkende eller i det væsentligste er motiveret i varetagelse af individuelle interesser hos enkeltpersoner.

Det omtalte almennyttekriterium er imidlertid ikke udtryk for en særlig præcis afgrænsning af en kommunes kompetence, og kriteriet giver derfor ikke et klart grundlag for at udtale, i hvilken udstrækning en kommune lovligt kan afholde udgifter til vejbelysning af private fællesveje.

Kriteriet kan dog medvirke til en afgrænsning af, hvilke kommunale hensyn der i en samlet afvejning af interesser kan begrunde, at en kommune lovligt kan afholde sådanne udgifter.

Det er i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis antaget, at en kommune ikke uden lovhjemmel kan tildele ydelser til enkeltpersoner, der er afgrænset efter økonomiske eller andre sociale kriterier.

Det er imidlertid endvidere antaget i tilsynsmyndighedernes praksis, at kommuner kan varetage trafikmæssige, herunder trafiksikkerhedsmæssige formål.

En kommune kan ikke anvende sine økonomiske midler til – ved privatretlige dispositioner eller på anden måde – udelukkende at opnå formål, der er omfattet af reguleringslovgivningen.

En kommune kan således ikke anvende kommunalfuldmagtsreglerne som et alternativ til reguleringslovgivningen.

Efter ministeriets opfattelse indebærer dette, at en kommune ikke vil kunne afholde udgifter til belysning af private fællesveje udelukkende med det formål at varetage trafikmæssige formål, idet sådanne formål kan varetages med hjemmel i privatvejsloven.

Det er antaget i tilsynsmyndighedernes praksis, at kommuner kan have en særlig kommunal interesse vedrørende udformning og beliggenhed af et statsligt byggeri med henblik på at opnå en arkitektonisk helhedsvirkning af byens torv eller hovedgade.

Ministeriet fandt på den baggrund, at en kommune tillige kan have en særlig kommunal interesse vedrørende udformning, størrelse, farve mv. af belysningsarmatur, der opstilles på veje i kommunen, herunder på private fællesveje.

En kommune må således antages at kunne yde støtte til belysningsarmatur samt driften af belysningen, hvis støtten ydes for at opnå en arkitektonisk helhedsvirkning af byens gader.

Efter ministeriets opfattelse må en kommune endvidere i et vist omfang antages at kunne varetage kriminalpræventive hensyn samt hensyn til trafikanternes almindelige tryghedsfølelse.

Endelig udtalt, at det efter kommunalfuldmagtsreglerne antages, at der påhviler kommunen en generel forpligtelse til at handle økonomisk forsvarligt.

Der tilkommer i den forbindelse kommunen et betydeligt skøn ved vurderingen af, om en given disposition er økonomisk forsvarlig.

Det antages i den forbindelse, at en beslutning om ikke at udnytte en mulighed for at opkræve en betaling hos en borger alene må være begrundet i hensynet til kommunens økonomi og ikke i et hensyn til den pågældende, medmindre kommunen samtidig varetager en lovlig kommunal opgave.

Det beror på en konkret vurdering, om der foreligger sådanne omstændigheder, at en kommune kan undgå at opkræve en sådan betaling.

Det indebærer blandt andet en vurdering af, hvorvidt der vil være uforholdsmæssigt store omkostninger forbundet med opkrævning af det omhandlede beløb set i forhold til beløbets størrelse.

På baggrund af ovenstående måtte det efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse antages, at en kommune lovligt vil kunne betale for udgifterne til driften af belysningen på private fællesveje, såfremt kommunen herved varetager en saglig kommunal interesse.

En sådan kommunal interesse må eksempelvis antages at foreligge, hvis kommunen af arkitektoniske årsager ønsker en særlig udformning eller opsætning af de pågældende belysningsarmaturer.

En kommune må endvidere antages at kunne betale for driften af belysningen på private fællesveje, hvis belysningen etableres af hensyn til trafikanternes almindelige tryghedsfølelse samt af kriminalpræventive årsager.

Endvidere vil kommunen i et vist omfang kunne henvise til sin forpligtelse til en forsvarlig økonomisk forvaltning.

Endelig vil kommunen - i tilknytning til ovennævnte formål - kunne inddrage trafikmæssige, herunder trafiksikkerhedsmæssige formål i vurderingen af, om der foreligger en saglig kommunal interesse.

Ministeriet bemærkede, at kommunens tildeling af ydelser til enkeltpersoner med henblik på varetagelse af en kommunal opgave skal ske efter kriterier, der er saglige i forhold til det kommunale formål med tildelingen.

Efter ministeriets opfattelse kan en kommune som nævnt lovligt betale for belysning på private fællesveje, hvis den samtidig varetager et af de ovenfor nævnte kommunale formål.

Betalingen for belysningen må imidlertid ikke have til formål udelukkende eller i det væsentligste at varetage helt individuelle interesser, men skal være begrundet i mere almene hensyn.

Endvidere må betalingsordningen ikke være afgrænset efter økonomiske eller andre sociale kriterier.

Endelig bemærkede ministeriet, at en kommune ud fra almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætninger er forpligtet til at behandle forhold, der i det væsentligste er ens på samme måde.

Hvis en kommune således overtager udgifterne på nogle private fællesveje ud fra en vurdering af de ovennævnte forhold, vil kommunen som udgangspunkt være forpligtet til tillige at overtage udgifterne på andre private fællesveje, hvor de samme forhold gør sig gældende.

(Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 16. december 2003 til KL – Stabsenheden j.nr. 2003-21122/787-1)

UDT#LOKDOK23 2009 9607 Valid

KL

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København S

Ved brev af 31. januar 2003 har KL fremsendt Tilsynsrådet for Fyns Amts udtalelse af 31. maj 2002, hvoraf det bl.a. fremgår, at tilsynsrådet ikke finder, at Odense Kommune med hjemmel i privatvejlovens § 45, stk. 2, selv kan afholde udgifterne til belysningsarbejder på private fællesveje, samt at undladelse af at afkræve nogle grundejere betaling for belysningsarbejder på private fællesveje må karakteriseres som ulovhjemlet.

KL anmoder i den forbindelse ministeriet om at tage stilling til, om ministeriet er enigt i tilsynsrådets retsopfattelse.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har nu afsluttet behandlingen af sagen.

Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at en kommune lovligt vil kunne betale for udgifterne til driften af belysningen på private fællesveje, såfremt kommunen herved varetager en saglig kommunal interesse.

En sådan kommunal interesse må eksempelvis antages at foreligge, hvis kommunen af arkitektoniske årsager ønsker en særlig udformning eller opsætning af de pågældende belysningsarmaturer.

En kommune må endvidere antages at kunne betale for driften af belysningen på private fællesveje, hvis belysningen etableres af hensyn til trafikanternes almindelige tryghedsfølelse samt af kriminalpræventive årsager.

Endvidere vil kommunen i et vist omfang kunne henvise til sin forpligtelse til en forsvarlig økonomisk forvaltning.

Endelig vil kommunen - i tilknytning til ovennævnte formål - kunne inddrage trafikmæssige, herunder trafiksikkerhedsmæssige formål i vurderingen af, om der foreligger en saglig kommunal interesse.

Her følger først en gennemgang af sagens baggrund og derefter en nærmere begrundelse for Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse.

Sagens baggrund

Det fremgår af Tilsynsrådet for Fyns Amts udtalelse af 31. maj 2002, at A Elforsyning tidligere har stået for drift og vedligeholdelse mv. af belysningen af det offentlige vejnet.

Finansieringen skete via et særligt skattefinansieret beløb, og der var i A Elforsyning ingen klar viden om afgrænsningen mellem private fællesveje og offentlige veje, hvilket bevirkede, at ikke alle ejere af private fællesveje blev afkrævet betaling for denne ydelse fra kommunen.

Det er endvidere oplyst i tilsynsrådets udtalelse, at der i forbindelse med el-selskabernes kabellægning i stedet for luftledninger, der også omfatter private fællesveje, er opstået tvivl om, hvorvidt kommunalbestyrelsen med hjemmel i privatvejsloven kan afholde udgifter til drift og vedligeholdelse af belysningsanlæg samt reinvestere i disse i forbindelse med kabellægning.

Tilsynsrådet for Fyns Amt har i den forbindelse blandt andet udtalt følgende

”Kommunen kan således med hjemmel i (privatvejslovens) § 45, stk. 2 som vejmyndighed udføre belysningsarbejde på private fællesveje og opkræve betaling af grundejerne.

Bestemmelsen giver ikke kommunen hjemmel til selv at afholde udgifterne til belysningsarbejder, og tilsynsrådet finder, at undladelse af at afkræve nogle grundejere betaling for belysningsarbejder må karakteriseres som ulovhjemlet.

Det forhold, at Odense Kommune hidtil ikke har afkrævet alle grundejere betaling for belysningsarbejde på private fællesveje, er endvidere efter tilsynsrådets opfattelse ikke i overensstemmelse med offentligretlige grundsætninger om ligelig behandling af borgerne.

Tilsynsrådet er derfor af den opfattelse, at kommunen bør afkræve samtlige grundejere betaling for drift og vedligeholdelse af vejbelysningen på private fællesveje i forbindelse med el-selskabernes kabellægning.”

Ved brev af 31. januar 2003 har KL fremsendt Tilsynsrådet for Fyns Amts udtalelse af 31. maj 2002 til ministeriet.

KL har i den forbindelse anført, at formentlig et betydeligt antal kommuner afholder sådanne udgifter, og at en efterkommelse af den retsopfattelse, som tilsynsrådets udtalelse er udtryk for, synes at være forbundet med betydelige praktiske og administrative problemer.

KL har på den baggrund anmodet om, at ministeriet med fornøden inddragelse af forarbejderne til privatvejsloven tager stilling til, om ministeriet er enigt i tilsynsrådets retsopfattelse.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har fra Trafikministeriet modtaget kopi af trafikministerens besvarelse af 18. februar 2003 på en henvendelse fra medlem af Folketinget, Lars Chr.

Lilleholt.

Det fremgår af besvarelsen, at Lars Chr.

Lilleholt på baggrund af Tilsynsrådet for Fyns Amts udtalelse af 31. maj 2002 har foreslået trafikministeren at indføre en udtrykkelig hjemmel for kommunerne til at afholde udgifter til drift og vedligeholdelse af vejbelysning på private fællesveje.

Trafikministeren har i besvarelsen refereret Vejdirektoratets udtalelse af 28. november 2001, hvoraf fremgår følgende

”Efter § 45 i lov om private fællesveje (privatvejsloven) kan vejmyndigheden (kommunen) bestemme, at private fællesveje og arealer, herunder gårdarealer, der benyttes som offentligt tilgængelige færdselsveje, skal holdes belyst af ejerne af de tilgrænsende ejendomme eller af vedkommende arealer.

Vejmyndigheden kan endvidere bestemme, at belysningen skal udføres ved vejmyndighedens foranstaltning, men for grundejernes regning.

Med hensyn til fordeling af udgifterne til nyanlæg, til forbedring af eksisterende anlæg og til driften og med hensyn til vejmyndighedens udførelse af arbejdet finder reglerne i §§ 57 – 62 tilsvarende anvendelse.

Disse bestemmelser giver således kommunen hjemmel til at opkræve de omtalte udgifter hos grundejerne.

Bestemmelserne er imidlertid ikke til hinder for, at kommunen selv afholder de omhandlede udgifter, men giver på den anden side ikke kommunen udtrykkelig hjemmel til at afholde disse udgifter.

De rejste spørgsmål kan ikke udelukkende besvares på grundlag af en fortolkning af privatvejslovens bestemmelser, men må også besvares ud fra almindelige kommunalretlige regler om, hvad der er kommunernes opgaver (kommunalfuldmagten).”

Trafikministeren har i brevet af 18. februar 2003 herudover bl.a. udtalt følgende

”Vejlovgivningen er bygget op omkring det princip, at de private borgere afholder udgifterne ved de private fællesveje, mens det offentlige afholder udgifterne ved de offentlige veje.

Hvis der skabes udtrykkelig lovhjemmel til, at kommunerne kan afholde udgifterne for istandsættelse af private fællesveje, vil det således være et brud med den hidtidige systematik i loven.

Det forekommer umiddelbart vanskeligt at begrunde, at en sådan hjemmel i givet fald kun skal omfatte vejbelysning, men ikke andre tiltag på private fællesveje såsom færdsels(sikkerheds)mæssige tiltag, snerydning mv., samt den almindelige vedligeholdelse af disse veje.

Kommunalbestyrelsen kan optage en privat fællesvej som kommunevej, jf. lov om offentlige veje § 23, stk. 1.

Kommunen kan således overtage vedligeholdelsen af de private fællesveje, herunder også vejbelysningen.

Det er umiddelbart min opfattelse, at kommunerne bør anvende denne lovhjemlede mulighed, hvis de ønsker at overtage borgernes vedligeholdelsesforpligtelser.”

Ved e-post af 30. april 2003 har B ved C fremsat bemærkninger til sagen.

B har navnlig anført, at B ejer ca. 200.000 gadelamper i B’s netområde, og at B har aftaler med de kommuner, hvor lamperne står, om, at de betaler et abonnement for ydelsen ”lys”.

Dette omfatter en fast betaling for drift, vedligeholdelse og energi.

En række af disse lamper står på veje, der i dag er blevet til private fællesveje.

B har endvidere anført, at hvis den vejledende udtalelse fra Tilsynsrådet for Fyns Amt bliver gængs praksis, vil kommunerne ikke kunne afholde omkostningerne til drift af de private fællesveje, herunder omkostningerne til belysning på disse veje.

B har endvidere anført, at det vil være et problem for så vidt angår de eksisterende aftaler mellem B (eller det lokale elselskab) og kommunerne, da kommunerne skal løses fra aftalerne i ”utide”.

Ved brev af 20. maj 2003 har KL fremsendt Tilsynsrådet for Vejle Amts udtalelse af 25. april 2003.

Det fremgår af tilsynsrådets udtalelse, at Kolding Kommune har anmodet om tilsynsrådets vurdering af lovligheden af kommunes deltagelse i vedligeholdelse og belysning af private fællesveje.

Kolding Kommune afholder således på en del af de private fællesveje i kommunen udgifter til vedligeholdelse af faste belægninger, drift og vedligeholdelse af gadebelysning og tømning af rendestensbrønde.

Det fremgår endvidere af udtalelsen, at der i Kolding Kommune er tre vejtyper: offentlige veje, private fællesveje med kommunal vedligeholdelse og øvrige private fællesveje.

Kommunens vejbelysning omfatter drift og vejbelysning for alle vejtyper.

Lysmaster, der er blevet påkørt, udskiftes af kommunen.

Udskiftning af udtjente lysmaster sker ligeledes på kommunens regning ved offentlige veje og private fællesveje med kommunal vedligeholdelse, men ikke ved andre private fællesveje.

Tilsynsrådet for Vejle Amt har blandt andet udtalt følgende

”Lov om private fællesveje giver kommunerne hjemmel til at lade udføre arbejder med vejbelysning og vedligeholdelse og pålægge de enkelte grundejere at betale herfor

Ifølge Vejdirektoratet kan der heraf udledes en ret men ikke en pligt for kommunerne til at pålægge den enkelte grundejer at betale for de udførte arbejder.

Spørgsmålet om lovligheden af, at kommunerne endeligt afholder sådanne udgifter må herefter besvares med baggrund i de ulovbestemte regler om kommunal opgavevaretagelse benævnt kommunalfuldmagten.

Traditionelt har kommunale foranstaltninger sigtet mod at imødekomme relevante behov hos det fællesskab af borgere, som en kommune udgør.

Det er således forudsat, at en opgave der varetages af en kommune uden formel lovhjemmel har en almennyttig karakter.

Omvendt har det været antaget, at en kommune ikke kan yde tilskud til eller afholde udgifter, der ifølge lovgivningen fordeles på brugere, grundejere mv. efter andre kriterier end ved opkrævning af skat.

Efter tilsynsrådets opfattelse er vejbelysning og vejvedligeholdelse at betragte som en foranstaltning af almennyttig karakter.

Samtidig er der en klar lovhjemmel til at opkræve betaling hos grundejerne for foranstaltninger som vejbelysning og vejvedligeholdelse på private fællesveje.

Kolding Kommunes afholdelse af udgifter til vedligeholdelse af vejbelægning og rensning af vejbrønde på nogle private fællesveje var medtaget i lokalplaner for områderne og var en del af grundlaget ved salg af byggegrundene.

Der er således tale om en kombination af lokalplanlægning og privatretligt salg.

Såfremt Kolding Kommune vil pålægge grundejerne på disse private fællesveje udgifter til vejbelægning og rensning af vejbrønde og grundejerne er uenig heri, ville en eventuel tvist skulle afgøres af domstolene.

For så vidt angår vejbelysning har det været sædvanlig fulgt praksis i adskillige kommuner gennem en lang årrække, at kommunerne afholdt udgifter hertil på såvel offentlige veje som private fællesveje.

Efter tilsynsrådets opfattelse foreligger der ikke i de uskrevne regler om kommunernes opgavevaretagelse benævnt kommunalfuldmagten det fornødne grundlag for at konkludere, at det var ulovligt for Kolding Kommune ved udstykningen af grundene at påtage sig at afholde udgifter til vejbelægning og rensning af vejbrønde.

Det vil endvidere efter tilsynsrådets opfattelse kræve et klart grundlag for at statuere, at den af adskillige kommuner fulgte fremgangsmåde med at betale udgifter til vejbelysning på private fællesveje er i strid med lovgivningen.

Efter tilsynsrådets opfattelse foreligger der ikke et sådant klart grundlag.”

Indenrigs- og Sundhedsministeriets udtalelse

De for hvert amt nedsatte tilsynsråd fører tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 629 af 29. juni 2001).

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er ikke almindelig klageinstans i forhold til tilsynsrådene.

Ministeriet fører imidlertid tilsyn med, at tilsynsrådene ikke tilsidesætter den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, og at tilsynsrådenes udtalelser ikke er udtryk for en urigtig retsopfattelse eller hviler på et urigtigt faktisk grundlag, jf. § 61 a i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 629 af 29. juni 2001).

I det følgende vil ministeriet redegøre for følgende forhold

Gennemgang af de for sagen relevante regler i lov om private fællesveje og lov om offentlige veje

Vurdering af, om der er hjemmel i lov om private fællesveje til, at kommunalbestyrelsen afholder udgifterne til vejbelysning af private fællesveje

Vurdering af, om lov om private fællesveje sammenholdt med lov om offentlige veje er til hinder for, at kommunalbestyrelsen kan afholde udgifter til vejbelysning af private fællesveje

Vurdering af, om der er hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne til, at kommunalbestyrelsen kan afholde udgifter til vejbelysning af private fællesveje

a) Lov om private fællesveje og lov om offentlige veje

Det følger af § 6 i lov om private fællesveje (privatvejsloven - lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1999), at kommunalbestyrelsen er forvaltningsmyndighed (vejmyndighed) for private fællesveje og stier.

§ 45 i privatvejsloven har følgende ordlyd

” Belysning

§ 45.

Vejmyndigheden kan bestemme, at private fællesveje og arealer herunder gårdarealer, der benyttes som offentligt tilgængelige færdselsveje, skal holdes belyst af ejerne af de tilgrænsende ejendomme eller af vedkommende arealer.

Stk. 2.

Vejmyndigheden kan endvidere bestemme, at belysningen skal udføres ved vejmyndighedens foranstaltning, men for grundejernes regning.

Stk. 3.

Med hensyn til fordeling af udgifterne til nyanlæg, til fordeling af eksisterende anlæg og til driften, og med hensyn til vejmyndighedernes udførelse af arbejdet, finder reglerne i §§ 57- 62 tilsvarende anvendelse”.

§ 45, stk. 3 og 4, i privatvejsloven havde tidligere følgende ordlyd

”§ 45…

Stk. 3.

Udgifter til nyanlæg, til forbedring af bestående anlæg og til driften fordeles mellem grundejerne efter reglerne i lovgivningen om grundejerbidrag til offentlige veje.

Stk. 4.

Nærmere regler om belysning af private fællesveje m.v. samt om fordelingen mellem vedkommende grundejere af udgifterne hertil kan fastsættes ved vejvedtægt.”

I bemærkningerne til § 45 er anført følgende, jf. FT, tillæg A, 1971 – 72, s. 386

”Den foreslåede bestemmelse svarer til § 8, stk. 6, i den københavnske gadelov af 14. december 1857 med senere ændringer og til de vejvedtægter, der er indført med gadeloven som forbillede.

Bestemmelsen foreslås ligesom § 8, stk. 6, i gadeloven at skulle have gyldighed ikke alene for private fællesveje (gader), men også for andre arealer, herunder gårdarealer, der benyttes som offentligt tilgængelige færdselsarealer.

Vejtilsynsmyndigheden kan i forbindelse med påbud om belysning bestemme, på hvilken måde og i hvilke tidsrum vejene m.v. skal holdes belyst.”

§ 45, stk. 3, fik sin nuværende formulering med vedtagelse af lov nr. 197 af 3. maj 1978 om ændringer af vejlove.

Samtidig blev § 45, stk. 4, ophævet.

Følgende er anført i bemærkningerne til ændringsloven, jf. FT 1977-78, tillæg A, side 466

”Ændringen gennemføres med henblik på at give bestemmelsen samme formulering som den tilsvarende bestemmelse i lovens § 47 om hegn, beplantning mv., for på denne måde at gøre loven lettere at forstå og dermed at administrere.”

§ 47 i privatvejsloven har følgende ordlyd

” Beplantning

§ 47.

På private fællesveje må træer og anden beplantning kun plantes med vejmyndighedens samtykke.

Når vejens istandsættelse eller hensynet til færdslen gør det nødvendigt, kan vejmyndigheden kræve træer og anden beplantning på eller over disse veje fjernet, nedskåret, opstammet eller studset.

Hvis vejmyndighedens krav ikke efterkommes inden for en fastsat frist, kan vejmyndigheden lade arbejdet udføre ved sin foranstaltning på grundejernes bekostning.

Med hensyn til fordelingen mellem grundejerne af udgifterne ved en af vejmyndigheden krævet fjernelse af træer og anden beplantning og med hensyn til kommunens udførelse af arbejdet finder reglerne i §§ 57-62 tilsvarende anvendelse.”

Privatvejslovens kapitel 10 indeholder i §§ 57 – 62 bestemmelser om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje.

§§ 57-62 i privatvejsloven har følgende ordlyd

” Grundejernes forpligtelser

§ 57.

Det påhviler ejerne af de til en privat fællesvej grænsende ejendomme at holde vejen i en under hensyn til færdslens art og størrelse god og forsvarlig stand.

Vejen skal være forsynet med forsvarligt afløb.

Stk. 2.

Vejmyndigheden bestemmer, i hvilket omfang og på hvilken måde private fællesveje med tilhørende afløb skal vedligeholdes, og kan for at opnå det i stk. 1 nævnte formål tillige bestemme, at en sådan vej skal istandsættes, således at der sker en forbedring af denne.

Vejmyndigheden bestemmer, hvornår arbejdet skal være afsluttet, og om det skal udføres som et samlet arbejde, også i regnskabsmæssig henseende, under vejmyndighedens kontrol, eller om de enkelte grundejere skal lade udføre en nærmere angiven del af arbejdet.

Stk. 3.

Hvis det efter § 58 eller § 60 pålægges andre end ejerne af de grunde, der grænser til vejen, at deltage i udgifterne ved arbejdet, skal dette altid udføres som et samlet arbejde under vejmyndighedens kontrol.

Stk. 4.

Vejmyndigheden kan træffe beslutning om, at flere private fællesveje, der i færdselsmæssig henseende udgør en enhed, skal istandsættes og vedligeholdes som et samlet arbejde, således at udgifterne ved arbejderne fordeles mellem samtlige bidragspligtige under et.

Det skal fremgå af beslutningen, om de konkrete arbejder på de enkelte veje skal udføres på samme tid eller til forskellig tid.

Andre brugeres forpligtelser

§ 58.

Vejmyndigheden kan bestemme, at andre brugere af en privat fællesvej end ejerne af de tilgrænsende grunde skal deltage i udgifterne ved vedligeholdelsen eller istandsættelsen, såfremt deres benyttelse af vejmyndigheden skønnes i særlig grad at medføre slid på vejen.

Dette gælder også for benyttelse af midlertidig karakter.

Stk. 2.

Såfremt vejmyndigheden efter § 44 afslår en ansøgning fra ejerne af de tilgrænsende grunde om indførelse eller opretholdelse af forbud mod gennemgående færdsel på en privat fællesvej og denne færdsel i særlig grad medfører slid på vejen, afholder kommunen en dertil svarende del af udgifterne ved vejens vedligeholdelse og istandsættelse.

…

Kommunens udførelse af arbejdet

§ 61.

Vejmyndigheden kan bestemme, at et efter § 57, jf. § 58, stk. 1, og § 60, påbudt samlet istandsættelses- eller vedligeholdelsesarbejde skal udføres ved kommunens foranstaltning, men for de forpligtedes regning.

Stk. 2.

Hvis arbejder, der er påbudt efter § 57, jf. § 58, stk. 1, og § 60, ikke udføres rettidigt eller ikke udføres på en efter vejmyndighedens skøn tilfredsstillende måde, skal vejmyndigheden foranledige, at det manglende arbejde snarest muligt udføres ved kommunens foranstaltning for de forpligtedes regning.

Stk. 3.

Efter overenskomst med ejerne af de ejendomme, der grænser til en privat fællesvej, kan kommunen helt eller delvis påtage sig den fremtidige istandsættelse og vedligeholdelse af vejen for grundejernes regning, jf. dog § 58, stk. 2, eventuelt mod et fast årligt vederlag.

Stk. 4.

Såfremt der fremsættes begæring om etablering af en ordning som nævnt i stk. 3, fra vedligeholdelsespligtige grundejere, der ved en fordeling efter reglerne i § 62, stk. 1 og 2, er eller vil kunne blive pålagt at afholde mindst to tredjedele af udgifterne ved vejens vedligeholdelse m.v., kan vejmyndigheden bestemme, at der skal gælde en sådan ordning for samtlige grundejere.

Fordeling af udgifter ved samlede arbejder

§ 62.

Når istandsættelse eller vedligeholdelse af en privat fællesvej udføres som et samlet arbejde, fordeles udgifterne ved arbejdet mellem ejerne af tilgrænsende ejendomme med vejret til vejen af vejmyndigheden efter §§ 11-12 i lov om grundejerbidrag til offentlige veje.

Er der i overenskomster efter § 61, stk. 3, optaget andre regler om fordeling af udgifterne, skal fordelingen dog ske efter disse regler.

Hvis der i øvrigt i servitutter, vedtægter for grundejerforeninger eller lignende er fastsat særlige regler om fordelingen af udgifterne, kan vejmyndigheden foretage fordelingen efter disse regler.”

Af bemærkningerne til § 57 er anført følgende i FT 1971-72, tillæg A, side 391

”I stk. 1 foreslås det ligesom i gadelovens § 8 og i vejvedtægterne fastslået, at ejerne af de tilgrænsende grunde har en forpligtelse til at holde de private fællesveje i forsvarlig stand.

…

I stk. 2 foreslås det i lighed med hidtidig retstilstand fastslået, at det er vejtilsynsmyndigheden, der bestemmer, i hvilket omfang og på hvilken måde de private fællesveje skal vedligeholdes, og at kommunen tillige, når hensynet til færdslen ad vejen tilsiger det, kan bestemme, at en vej skal istandsættes…”

Af bemærkningerne til § 61 er anført følgende, jf. FT 1971-72, tillæg A, side 394

”Da der har vist sig praktisk trang til, at kommunerne i særlige tilfælde kan bestemme, at konkrete (navnlig større vedligeholdelsesarbejder eller istandsættelsesarbejder) skal udføres af kommunen med dennes tekniske materiel for lodsejernes regning, foreslås der i stk. 1 givet vejtilsynsmyndigheden udtrykkelig hjemmel til at træffe sådan bestemmelse, når omstændighederne taler derfor…

Overensstemmende med reglerne i § 8, stk. 5, i den københavnske gadelov og de tilsvarende regler i vejvedtægterne, foreslås der i stk. 3-4 givet regler om, at kommunen efter overenskomst med grundejerne helt eller delvis kan overtage den fremtidige istandsættelse og vedligeholdelse af en privat fællesvej for lodsejerens regning, og at en sådan overenskomst er bindende for samtlige lodsejere, hvis en kvalificeret majoritet af disse går ind for ordningen.”

Lovforslaget er udarbejdet på grundlag af det udkast til lov om private fællesveje, som indeholdes i betænkningen om private fællesveje og vejbidrag afgivet den 25. juni 1964 (betænkning nr. 367/1964) af det af ministeriet for offentlige arbejder den 15. marts 1951 nedsatte vejlovsudvalg.

I betænkning 367/1964 er den dagældende retstilstand i henhold til den københavnske gadelov beskrevet.

På side 10 i betænkningen under afsnittet ”Istandsættelse og vedligeholdelse, 2. private fællesveje i byområder”, er anført følgende

”Gadeloven og vejvedtægterne bygger på det princip, at det offentlige har en selvstændig interesse i, at de private fællesveje holdes i en for den almindelige færdsel forsvarlig stand, og at de tilgrænsende grundes ejere (og principielt alene disse) har en pligt over for det offentlige til at holde dem ved lige.

Som følge heraf er der i denne lovgivning fastsat bestemmelser, som giver kommunalbestyrelsen adgang til på eget initiativ at sikre, at de istandsættes og vedligeholdes…

I kapitel IV i bet. 367/1964, side 40f., er blandt andet anført følgende vedrørende den københavnske gadelovs bestemmelser om vedligeholdelse og istandsættelse af private veje

”Den københavnske gadelovs bestemmelser om vedligeholdelse og istandsættelse af private veje går nærmere ud på, at de private gader, veje og pladser, som tjener til brug for flere særskilte ejendomme (d.v.s. private fællesveje), skal holdes i farbar stand af de tilstødende grundes ejere.

Kommunen bestemmer, på hvilken måde sådanne gader skal istandsættes og vedligeholdes, for at den nævnte hensigt kan nås, hvilken andel af arbejdet hver enkelt lodsejer skal lade udføre, og hvornår det skal være tilendebragt.

Hvis arbejdet ikke bringes til udførelse, lader kommunen det udføre for vedkommende grundejers regning.

Kommunen kan i øvrigt også efter overenskomst med grundejerne overtage istandsættelsen og vedligeholdelsen af en privat vej for grundejernes regning…

…

Selv om Københavns kommune som nævnt principielt lader grundejerne vedligeholde gaderne hver ud for sin ejendom, er det dog kommunens praksis i henhold til gadelovens § 8, stk. 5, at indgå overenskomst med grundejerne om kommunens overtagelse af vedligeholdelsen for deres regning, når grundejerne fremsætter ønske derom.

For så vidt angår nogle gader, derunder sådanne, som har en ikke ringe gennemgående færdsel, men dog ikke overtages som offentlige, betaler lodsejerne en fikseret, årlig ydelse, svarende til udgiften ved vedligeholdelsen af en almindelig boligvej med nogen gennemgående færdsel.

I enkelte tilfælde dækker ydelsen ikke udgifterne (ministeriets markering).”

I samme kapitel i betænkningen er anført følgende vedrørende den københavnske gadelovs bestemmelse om belysning

”Den københavnske gadelov indeholder i § 8, stk. 6, regler om belysning på private gader.

Disse regler går nærmere ud på, at kommunen kan bestemme, at private gader samt de som offentlige færdselsveje benyttede gårdarealer af vedkommende ejendommes og arealers ejere skal holdes oplyst på en efter magistratens skøn tilbørlig måde i samme tidsrum, hvori de offentlige gader er belyst.

Magistraten fordeler efter reglerne i lovens § 4 … såvel udgifterne til anlægget som de årlige driftsudgifter mellem de tilgrænsende ejendommes og arealers ejere.

Siden 1. april 1962 opkræver Københavns kommune dog ikke udgifterne til drift og forbedringer (ministeriets markering).”

Det følger af § 2, stk. 5 og 6, i lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999, som senest ændret ved lov nr. 233 af 2. april 2003), at kommunalbestyrelsen er vejmyndighed for kommunevejene.

§ 10 i lov om offentlige veje har følgende ordlyd

” § 10.

Det påhviler vejbestyrelserne at holde deres offentlige veje i den stand, som trafikkens art og størrelse kræver.

Stk. 2.

Vejbestyrelserne bestemmer, hvilke arbejder der skal udføres på deres veje, og afholder de udgifter, der er forbundet med sikring og andre forberedende foranstaltninger, anlæg, drift og vedligeholdelse af disse veje, medmindre andet er bestemt...”

§ 23, stk. 1, i lov om offentlige veje har følgende ordlyd

” § 23.

Kommunalbestyrelsen bestemmer, hvilke nye kommuneveje, der skal anlægges, og hvilke bestående kommuneveje der skal nedlægges.

Kommunalbestyrelsen kan optage almene veje og private fællesveje som kommuneveje”.

b) Vurdering af, om der er hjemmel i lov om private fællesveje til, at kommunalbestyrelsen afholder udgifterne til vejbelysning af private fællesveje

Det følger af privatvejslovens § 45, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at private fællesveje og arealer skal holdes belyst af ejerne af de tilgrænsende ejendomme.

Kommunalbestyrelsen har således hjemmel til at pålægge ejerne af de tilgrænsende ejendomme at holde de private fællesveje belyst.

Det fremgår imidlertid ikke af bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at træffe bestemmelse om, at private fællesveje skal holdes belyst af ejerne af de tilgrænsende ejendomme.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i den forbindelse overvejet, om det kan anses for hjemlet i privatvejsloven, at kommunalbestyrelsen kan afholde udgifterne til vejbelysning på private fællesveje i stedet for ejerne.

På grundlag af en ordlydsfortolkning af privatvejslovens § 45 og §§ 57-62, som der er henvist til i § 45, stk. 3, er det efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse mest nærliggende at antage, at der ikke er hjemmel i privatvejsloven til, at kommunalbestyrelsen kan afholde udgifterne til belysning af private fællesveje.

Udgifterne til belysning påhviler ejerne af de ejendomme, der grænser til en privat fællesvej, jf. privatvejslovens § 45, stk. 1.

Der er hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan udføre belysningen, men i det tilfælde sker vedligeholdelsen for grundejernes regning, jf. privatvejslovens § 45, stk. 2.

Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse kan bemærkningerne til privatvejslovens § 45 ikke føre til et andet resultat.

Det fremgår således - som beskrevet ovenfor – at privatvejslovens § 45 er indført med den københavnske gadelov som forbillede, og at den københavnske gadelovs bestemmelser om belysning gik ud på, at kommunalbestyrelsen kunne bestemme, at private gader skulle holdes oplyst.

Hvis arbejdet ikke blev udført, udførte kommunalbestyrelsen arbejdet for grundejernes regning.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er på denne baggrund enigt med Trafikministeriet i, at der ikke er hjemmel i privatvejsloven til, at kommunalbestyrelsen afholder udgifterne til vejbelysning af private fællesveje.

c) Vurdering af, om lov om private fællesveje sammenholdt med lov om offentlige veje er til hinder for, at kommunalbestyrelsen kan afholde udgifter til vejbelysning af private fællesveje

Spørgsmålet er herefter, om lov om private fællesveje, sammenholdt med vejlovgivningen i øvrigt, er til hinder for, at kommunalbestyrelsen afholder udgifterne til vedligeholdelse af private fællesveje.

For dette synspunkt taler, at vejlovgivningen – således som det tillige fremgår af trafikministerens brev af 18. februar 2003 til et folketingsmedlem – bygger på det princip, at de private grundejere afholder udgifterne ved de private fællesveje, mens det offentlige afholder udgifterne ved de offentlige veje.

Vejlovgivningen kan således synes at have gjort op med, hvilke myndigheder der betaler for udgifterne for belysningen af henholdsvis de private fællesveje og de offentlige veje.

Som argument imod, at vejlovgivningen skulle være udtryk for en udtømmende regulering af kommunernes mulighed for at afholde udgifter til belysning af private fællesveje kan anføres, at det fremgår af betænkning nr. 367, at § 8, stk. 6, i den københavnske gadelov, der er baggrunden for den nuværende § 45 i lov om private fællesveje, blev administreret således, at Københavns Kommune som udgangspunkt fordelte udgifterne til lysanlægget samt de årlige driftsudgifter mellem de tilgrænsende ejendomme, men at kommunen siden 1962 ikke har opkrævet udgifter til drift og forbedringer af belysningsanlægget.

Der kan endvidere henvises til, at det fremgår af § 61, stk. 3, i lov om private fællesveje, at kommunalbestyrelsen helt eller delvis kan påtage sig den fremtidige istandsættelse og vedligeholdelse af vejen for grundejernes regning, herunder eventuelt mod et fast årligt vederlag.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at den svarer til en tilsvarende bestemmelse i den københavnske gadelov, hvorom der i betænkning nr. 367 er anført, at Københavns Kommunes udgifter i enkelte tilfælde oversteg det bidrag, som kommunen fik fra grundejerne.

Det fremgår således, at der i enkelte tilfælde har været tale om, at kommunen ydede et tilskud til den privates vedligeholdelse af vejen.

Dette taler for, at lov om private fællesveje ikke udelukker, at kommunalbestyrelsen delvist dækker grundejernes udgifter til belysning.

Det skal i den forbindelse anføres, at der i litteraturen er uenighed om spørgsmålet.

Se nærmere herom i Erik Harder, De kommunale opgaver, 1965, s. 51, og Erik Harder, Opgaver, 1987, s. 142 ff., der finder, at vejlovgivningen må antages udtømmende at gøre op med kommunalbestyrelsens muligheder for at afholde udgifter til vedligeholdelse af private fællesveje.

Claus Haagen Jensen, Kommunalret, 1972, s. 33 f., er af en anden opfattelse.

Spørgsmålet om, hvorvidt vejlovgivningen udtømmende gør op med kommunernes mulighed for at afholde udgifter til belysning på private fællesveje, kan efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse give anledning til tvivl.

På baggrund af, at Trafikministeriet har udtalt, at bestemmelserne i lov om private fællesveje ikke er til hinder for, at kommunalbestyrelsen selv afholder udgifter til belysning på private fællesveje, finder Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at vejlovgivningen udtømmende gør op med spørgsmålet.

Spørgsmålet må på den baggrund bero på en fortolkning af kommunalfuldmagtsreglerne.

d) Vurdering af, om der er hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne til, at kommunalbestyrelsen kan afholde udgifter til vejbelysning af private fællesveje

Efter kommunalfuldmagtsreglerne antages en kommunes adgang til uden lovhjemmel at gennemføre foranstaltninger blandet andet at være begrænset af, hvad der traditionelt er betegnet som et almennyttekriterium.

Dette udgangspunkt indebærer, at en kommune normalt ikke uden lovhjemmel kan gennemføre foranstaltninger, der udelukkende eller i det væsentligste er motiveret i varetagelse af individuelle interesser hos enkeltpersoner.

Der henvises herved til bl.a.

Jens Garde og Karsten Revsbech, Kommunalret, 2002, side 18, Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2002, side 691 ff., og Erik Harder, Dansk Kommunalforvaltning II Opgaver 1987, side 68 ff. og 118 ff, men dog tilsyneladende noget anderledes Mogens Heide-Jørgensen, Den kommunale interesse, 1993, side 285 ff., særligt side 317 f.

Det omtalte almennyttekriterium er imidlertid ikke udtryk for en særlig præcis afgrænsning af en kommunes kompetence, og kriteriet giver derfor ikke et klart grundlag for at udtale, i hvilken udstrækning en kommune lovligt kan afholde udgifter til vejbelysning af private fællesveje.

Kriteriet kan dog medvirke til en afgrænsning af, hvilke kommunale hensyn der i en samlet afvejning af interesser kan begrunde, at en kommune lovligt kan afholde sådanne udgifter.

Det er i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis antaget, at en kommune ikke uden lovhjemmel kan tildele ydelser til enkeltpersoner, der er afgrænset efter økonomiske eller andre sociale kriterier, jf. bl.a.

Jens Garde og Karsten Revsbech, Kommunalret, 2002, s. 25 ff.

Det er imidlertid endvidere antaget i tilsynsmyndighedernes praksis, at kommuner kan varetage trafikmæssige, herunder trafiksikkerhedsmæssige formål.

En kommune kan ikke anvende sine økonomiske midler til – ved privatretlige dispositioner eller på anden måde – udelukkende at opnå formål, der er omfattet af reguleringslovgivningen.

En kommune kan således ikke anvende kommunalfuldmagtsreglerne som et alternativ til reguleringslovgivningen.

Der kan henvises til Hans Gammeltoft Hansen m.fl., Forvaltningsret 2002, s. 683 ff. og Jens Garde og Karsten Revsbech, Kommunalret, 2002, s. 15.

Efter ministeriets opfattelse indebærer dette, at en kommune ikke vil kunne afholde udgifter til belysning af private fællesveje udelukkende med det formål at varetage trafikmæssige formål, idet sådanne formål kan varetages med hjemmel i privatvejsloven.

Det er antaget i tilsynsmyndighedernes praksis, at kommuner kan have en særlig kommunal interesse vedrørende udformning og beliggenhed af et statsligt byggeri med henblik på at opnå en arkitektonisk helhedsvirkning af byens torv eller hovedgade.

Der kan henvises til Hans Gammeltoft Hansen m.fl., Forvaltningsret 2002, s. 689 ff. og Jens Garde og Karsten Revsbech, Kommunalret, 2002, s. 20.

Ministeriet finder på den baggrund, at en kommune tillige kan have en særlig kommunal interesse vedrørende udformning, størrelse, farve mv. af belysningsarmatur, der opstilles på veje i kommunen, herunder på private fællesveje.

En kommune må således antages at kunne yde støtte til belysningsarmatur samt driften af belysningen, hvis støtten ydes for at opnå en arkitektonisk helhedsvirkning af byens gader.

Efter ministeriets opfattelse må en kommune endvidere i et vist omfang antages at kunne varetage kriminalpræventive hensyn samt hensyn til trafikanternes almindelige tryghedsfølelse.

Endelig antages det efter kommunalfuldmagtsreglerne, at der påhviler kommunen en generel forpligtelse til at handle økonomisk forsvarligt.

Der tilkommer i den forbindelse kommunen et betydeligt skøn ved vurderingen af, om en given disposition er økonomisk forsvarlig.

Der kan henvises til Hans Gammeltoft Hansen m.fl., Forvaltningsret 2002, s. 687, og betænkning 996/1983 om ansvarsplacering og reaktionsmuligheder i kommunestyret, s. 65 f.

Det antages i den forbindelse, at en beslutning om ikke at udnytte en mulighed for at opkræve en betaling hos en borger alene må være begrundet i hensynet til kommunens økonomi og ikke i et hensyn til den pågældende, medmindre kommunen samtidig varetager en lovlig kommunal opgave.

Det beror på en konkret vurdering, om der foreligger sådanne omstændigheder, at en kommune kan undgå at opkræve en sådan betaling.

Det indebærer blandt andet en vurdering af, hvorvidt der vil være uforholdsmæssigt store omkostninger forbundet med opkrævning af det omhandlede beløb set i forhold til beløbets størrelse.

På baggrund af ovenstående må det efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse antages, at en kommune lovligt vil kunne betale for udgifterne til driften af belysningen på private fællesveje, såfremt kommunen herved varetager en saglig kommunal interesse.

En sådan kommunal interesse må eksempelvis antages at foreligge, hvis kommunen af arkitektoniske årsager ønsker en særlig udformning eller opsætning af de pågældende belysningsarmaturer.

En kommune må endvidere antages at kunne betale for driften af belysningen på private fællesveje, hvis belysningen etableres af hensyn til trafikanternes almindelige tryghedsfølelse samt af kriminalpræventive årsager.

Endvidere vil kommunen i et vist omfang kunne henvise til sin forpligtelse til en forsvarlig økonomisk forvaltning.

Endelig vil kommunen - i tilknytning til ovennævnte formål - kunne inddrage trafikmæssige, herunder trafiksikkerhedsmæssige formål i vurderingen af, om der foreligger en saglig kommunal interesse.

Det bemærkes, at kommunens tildeling af ydelser til enkeltpersoner med henblik på varetagelse af en kommunal opgave skal ske efter kriterier, der er saglige i forhold til det kommunale formål med tildelingen.

Efter ministeriets opfattelse kan en kommune som nævnt lovligt betale for belysning på private fællesveje, hvis den samtidig varetager et af de ovenfor nævnte kommunale formål.

Betalingen for belysningen må imidlertid ikke have til formål udelukkende eller i det væsentligste at varetage helt individuelle interesser, men skal være begrundet i mere almene hensyn.

Endvidere må betalingsordningen ikke være afgrænset efter økonomiske eller andre sociale kriterier.

Endelig skal det bemærkes, at en kommune ud fra almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætninger er forpligtet til at behandle forhold, der i det væsentligste er ens på samme måde.

Hvis en kommune således overtager udgifterne på nogle private fællesveje ud fra en vurdering af de ovennævnte forhold, vil kommunen som udgangspunkt være forpligtet til tillige at overtage udgifterne på andre private fællesveje, hvor de samme forhold gør sig gældende.

Ministeriet foretager sig herefter ikke videre i sagen.

Med venlig hilsen

Inger Mogensen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →