Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om kommuners adgang til at anbringe midler i investerings- og placeringsforeninger

Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om kommuners adgang til at anbringe midler i investerings- og placeringsforeninger

Resumé

Resume af Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 26. juni 2007

8.

ANDRE UDTALELSER OG AFGØRELSER

Om kommuners adgang til at anbringe midler i investerings- og placeringsforeninger

Det fremgår af den kommunale styrelseslovs § 44, at midler, som ikke af hensyn til de daglige forretninger skal foreligge kontant, skal indsættes i pengeinstitut eller på postgirokonto eller anbringes i sådanne obligationer eller investeringsbeviser, i hvilke fondes midler kan anbringes.

Det følger af § 7, stk. 1, i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 367 af 11. maj 2004 om anbringelse og bestyrelse af fondes midler (anbringelsesbekendtgørelsen), sammenholdt med den kommunale styrelseslovs § 44, at kommunalbestyrelserne kan anbringe midler i andele i udbyttegivende investerings- og placeringsforeninger eller afdelinger af sådanne, der er omfattet af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. eller tilsvarende EU/EØS-lovgivning, såfremt investerings- eller placeringsforeningens vedtægter ikke indeholder bestemmelser om, 1) at foreningen kan give et årligt bidrag af formuen til humanitære eller almennyttige organisationer, 2) at foreningen må udlodde af sin formue i de år, hvor investeringsafkastet ikke modsvarer indtjeningsbehovet, eller 3) at indløsningen ikke kan finde sted i en forud fastlagt periode.

Udtalt, at den kvantitative begrænsning, som yderligere indeholdes i anbringelsesbekendtgørelsens § 5, nr. 2, hvorefter højst halvdelen af fondens midler kan anbringes i udbyttegivende investerings- og placeringsforeninger eller afdelinger af sådanne, ikke gælder for kommuners anbringelse i investerings- og placeringsforeninger eller afdelinger af sådanne.

Det skyldes, at bestemmelsen i den kommunale styrelseslovs § 44 forstås således, at kommunen lovligt kan anbringe midler, som ikke af hensyn til de daglige forretninger skal foreligge kontant, i obligationer eller investeringsbeviser af en sådan kvalitativ art, at fondes midler lovligt kan anbringes i sådanne.

Endvidere udtalt, at den kvantitative begrænsning i anbringelsesbekendtgørelsens § 5, nr. 2, således vedrører halvdelen af fondens midler, ikke af kommunens.

En kommune kan således lovligt anbringe mere end halvdelen, i princippet alle, af de af kommunens midler, som ikke af hensyn til de daglige forretninger skal foreligge kontant, i investerings- og placeringsforeninger, der opfylder betingelserne i anbringelsesbekendtgørelsens § 7, stk. 1.

Endelig udtalt, at det forhold, at den kvantitative begrænsning i anbringelsesbekendtgørelsens § 5, nr. 2, ikke gælder for kommuner, således indebærer, at de i § 7, stk. 2, fastsatte undtagelser hertil ikke er relevante.

(Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 26. juni 2007 til en bank – Kommunaljuridisk kontor, j.nr. 2006-2019-36)

Dato: 26. juni 2007

Kontor

Kommunaljuridisk kontor

J.nr.: 2006-2019-36

Sagsbeh.

DSI

Fil-navn: § 44

Danske Bank

dgr@danskebank.dk

Ved brev af 26. april 2007 har Danske Bank på ny rettet henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet vedrørende forståelsen af § 44 i lov om kommunernes styrelse.

Danske Bank har bl.a. forespurgt, om de i § 7, stk. 2, i anbringelsesbekendtgørelsen anførte betingelser skal være opfyldt som betingelse for, at en kommune kan placere midler i investerings- og placeringsforeninger.

I den anledning skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyse følgende

Af § 44 i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1060 af 24. oktober 2006, fremgår, at midler, som ikke af hensyn til de daglige forretninger skal foreligge kontant, skal indsættes i pengeinstitut eller på postgirokonto eller anbringes i sådanne obligationer eller investeringsbeviser, i hvilke fondes midler kan anbringes.

Det følger af § 7, stk. 1, i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 367 af 11. maj 2004 om anbringelse og bestyrelse af fondes midler (anbringelsesbekendtgørelsen), sammenholdt med § 44 i lov om kommunernes styrelse, at kommunalbestyrelserne kan anbringe midler i andele i udbyttegivende investerings- og placeringsforeninger eller afdelinger af sådanne, der er omfattet af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. eller tilsvarende EU/EØS-lovgivning, såfremt investerings- eller placeringsforeningens vedtægter ikke indeholder bestemmelser om, 1) at foreningen kan give et årligt bidrag af formuen til humanitære eller almennyttige organisationer, 2) at foreningen må udlodde af sin formue i de år, hvor investeringsafkastet ikke modsvarer indtjeningsbehovet, eller 3) at indløsningen ikke kan finde sted i en forud fastlagt periode.

Den kvantitative begrænsning, som yderligere indeholdes i anbringelsesbekendtgørelsens § 5, nr. 2, hvorefter højst halvdelen af fondens midler kan anbringes i udbyttegivende investerings- og placeringsforeninger eller afdelinger af sådanne, gælder ikke for kommuners anbringelse i investerings- og placeringsforeninger eller afdelinger af sådanne.

Det skyldes, at bestemmelsen i § 44 i lov om kommunernes styrelse forstås således, at kommunen lovligt kan anbringe midler, som ikke af hensyn til de daglige forretninger skal foreligge kontant, i obligationer eller investeringsbeviser af en sådan kvalitativ art, at fondes midler lovligt kan anbringes i sådanne.

Den kvantitative begrænsning i anbringelsesbekendtgørelsens § 5, nr. 2, vedrører således halvdelen af fondens midler, ikke af kommunens.

En kommune kan således lovligt anbringe mere end halvdelen, i princippet alle, af de af kommunens midler, som ikke af hensyn til de daglige forretninger skal foreligge kontant, i investerings- og placeringsforeninger, der opfylder betingelserne i anbringelsesbekendtgørelsens § 7, stk. 1.

Det forhold, at den kvantitative begrænsning i anbringelsesbekendtgørelsens § 5, nr. 2, ikke gælder for kommuner, indebærer efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse således, at de i § 7, stk. 2, fastsatte undtagelser hertil ikke er relevante.

Der henvises til j.nr.

A001098.

Med venlig hilsen

Dario Silic