Dagpengeret, rådighed
Statutory Text (2 Articles)
Dagpengeret, rådighed
De har under henvisning til Beskæftigelsesministeriets kampagne for senioraftaler ønsket at få svar på nogle spørgsmål
1) Er der mulighed for økonomisk kompensation f.eks. i form af dagpenge, hvis man vælger at nedtrappe, når man fylder 60?
2) Hvis man vælger en reduceret arbejdsuge med dermed nedsat løn, påvirker det så efterlønnen? Og hvad med den bonus, man er stillet i udsigt, hvis man venter med at gå på efterløn?
Deres spørgsmål er sendt til Arbejdsdirektoratet til besvarelse.
Vejledende udtalelse
Arbejdsdirektoratet er klagemyndighed i forhold til de afgørelser, som a-kasserne træffer. Direktoratet kan derfor kun vejlede generelt om reglerne.
Deres a-kasse har pligt til at give en individuel og personlig vejledning, hvis De har behov for det. Se § 5 i bekendtgørelse nr. 481 af 10. juni 2003 om en a-kasses pligt til at vejlede mv.
Direktoratet kan generelt udtale følgende
En senioraftale er en helt individuel aftale mellem en arbejdsgiver og en senior om arbejdsvilkår, der er anderledes end standard. Det kan være alt lige fra en ugentlig fridag til andre opgaver og jobfunktioner. Naturligvis inden for de rammer, der allerede gælder på virksomheden.
Senioraftaler kan således være indbyrdes meget forskellige. Det er derfor ikke muligt at sige noget generelt om, hvilke muligheder der er for kompensation i forbindelse med senioraftaler.
For så vidt angår muligheden for at få dagpenge kan direktoratet oplyse, at der ikke er fastsat særlige regler om udbetaling af dagpenge i forbindelse med indgåelse af senioraftaler.
Muligheden for at få dagpenge i forbindelse med indgåelse af en senioraftale følger således de almindelige regler om ret til dagpenge.
En person, der frivilligt vælger at gå varigt ned i arbejdstid, vil som udgangspunkt ikke kunne få dagpenge, da pågældende så ikke anses for at stå fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet.
Hvis en sådan person imidlertid er tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende og selv er reelt aktivt arbejdssøgende til fuldtidsarbejde (hvis pågældende er fuldtidsforsikret) eller til arbejde til op til 30 timer pr. uge (hvis pågældende er deltidsforsikret), vil personen efter en konkret vurdering kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og dermed kunne få supplerende dagpenge.
Hvis der i ansættelsesforholdet som udgangspunkt gælder et opsigelsesvarsel fra den ansattes side i henhold til lov eller kollektiv overenskomst eller aftale, og hvis den ansatte ikke til enhver tid selv kan placere sin arbejdstid, så arbejdstiden ikke er til hinder for overtagelse af andet arbejde, er ret til supplerende dagpenge endvidere betinget af, at arbejdsgiveren udsteder en såkaldt frigørelsesattest.
En frigørelsesattest er en erklæring fra arbejdsgiveren om, at arbejdsgiveren giver afkald på opsigelsesvarslet fra den ansattes side i tilfælde af, at den ansatte opnår arbejde med en længere arbejdstid.
For en person, der arbejder på nedsat tid i et ansættelsesforhold, hvor der som udgangspunkt gælder et opsigelsesvarsel fra den ansattes side i henhold til lov eller kollektiv overenskomst eller aftale, udløber retten til supplerende dagpenge, når pågældende har fået udbetalt supplerende dagpenge i sammenlagt 52 uger inden for 70 uger.
Hvis en person er berettiget til supplerende dagpenge, udbetales der supplerende dagpenge for det antal timer, som svarer til forskellen mellem pågældendes arbejdstid i ugen og 37 timer (hvis pågældende er fuldtidsforsikret) eller til forskellen mellem pågældendes arbejdstid i ugen og den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid før pågældende begyndte at få supplerende dagpenge (hvis pågældende er deltidsforsikret).
Hvis arbejdet, der udføres, anses for at være ukontrollabelt, sker beregningen af antallet af timer, der skal ske fradrag for, ved at indtægten omregnes til timer ved hjælp af en såkaldt omregningssats.
For så vidt angår betydningen af, at man går ned i arbejdstid og indtægt i relation til reglerne om efterløn kan direktoratet oplyse følgende
Hvis man går ned i tid, inden man opnår ret til efterløn, kan det få betydning for efterlønssatsen, hvis lønnen er blevet mindre end det der kræves, for at opnå den maksimale sats eller 91 pct. satsen. Det kan samtidig få betydning for, om man kan anses for at stå til rådighed for arbejde på fuld sædvanlig tid, hvilket er en betingelse for at kunne gå på efterløn. Det samme gælder i forhold til at få udstedt et efterlønsbevis.
Det er derfor særlig vigtigt at søge vejledning i sin a-kasse, hvis man vil indgå en senioraftale, inden man opnår ret til efterløn og efterlønsbevis.
Efterlønsbevis, 2-årsregel og skattefri præmie m.v.
Hvis man får udstedt et efterlønsbevis, udskyder sin overgang til efterløn i mindst 2 år, og samtidig arbejder i mindst 3.120 timer (som fuldtidsforsikret) i denne periode, opnår man en række fordele. Man får mulighed for efterløn med en højere sats, et lempeligere fradrag for pensioner og mulighed for at optjene en skattefri præmie.
Man skal især være opmærksom på, at opfyldelse af 2-års-reglen, ud over opfyldelse af kravene om efterlønsbevis, periodens længde og beskæftigelsens omfang, er betinget af, at man ikke modtager efterløn i perioden. Man skal også være opmærksom på, at hvis arbejdstiden nedsættes til under 30 timer som ugentligt gennemsnit, tager det mere end 2 år at nå de 3.120 timer.
Omvendt er man med efterlønsbeviset sikret sit beregningsgrundlag for satsen. Man skal uanset bevis fortsat opfylde det almindelige rådighedskrav og det almindelige beskæftigelseskrav ved senere overgang til efterløn.
Opfylder man 2-års-reglen, og fortsætter man på arbejdsmarkedet, kan man optjene til den skattefri præmie. En præmieportion opnås efter 481 timers beskæftigelse, og svarer til 10.405 kr. i 2006. Man kan maksimalt optjene 12 præmieportioner, og udbetalt efterløn har betydning for præmiens endelige størrelse.
Endelig skal det bemærkes, at er man overgået til efterløn, kan man frit tage lønarbejde. Det gælder uanset om 2-årsreglen er opfyldt. Arbejdet medfører fradrag i efterlønnen efter de principper, der gælder for fradrag i dagpenge, det vil sige time for time. Det betyder for en fuldtidsforsikret, at man fx kan tage arbejde i op til 29,6 timer pr. uge, og stadig få efterløn for ned til 7,4 timer. Arbejder man mere end 29,6 timer pr. uge, udbetales der ikke efterløn for den pågældende uge.
De nævnte regler fremgår af §§ 57, 59, 60 og 62 samt kapitel 11 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og af bekendtgørelserne nr. 516 af 17. juni 2003 om rådighed, nr. 966 af 8. november 2001 om supplerende dagpenge og nr. 872 af 20. august 2004 om fleksibel efterløn.
Resumé
Medlemmer, der har indgået en senioraftale, er omfattet af de almindelige regler om ret til dagpenge.
Vælger et medlem frivilligt at gå varigt ned i arbejdstid, vil medlemmet som udgangspunkt ikke stå fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet, og kan derfor som udgangspunkt ikke få ret til dagpenge.
Medlemmet vil dog, efter en konkret vurdering, kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og få ret til supplerende dagpenge, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Medlemmet skal fx være tilmeldt AF som arbejdssøgende og selv reelt aktivt søge fuldtidsarbejde som fuldtidsforsikret, eller som deltidsforsikret arbejde i op til 30 timer pr. uge.