Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om lovligheden af en kommunes køb af et areal med helblik på at bortforpagte og efterfølgende videresælge arealet til en statslig institution

§ 21. Bortset fra de i § 20 omhandlede tilfælde kan et selskab, en forening eller anden sammenslutning eller fællesskab, en offentlig eller privat institution eller en udenlandsk offentlig myndighed kun med ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris tilladelse erhverve adkomst på en landbrugsejendom, der er beliggende i landzone.

Stk. 2. Ministeren kan meddele tilladelse, såfremt

1) erhvervelsen sker med henblik på jordens anvendelse til forsøgs-, forsknings- eller forædlingsvirksomhed ..."

I den foreliggende sag har Direktoratet for Fødevareerhverv som nævnt fastslået, at betingelserne i landbrugslovens § 21, stk. 2, nr. 1, ikke er tilstede, hvorimod der ikke er faldet afgørelse i spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede transaktion var forenelig med reglerne i landbrugslovens § 8, stk. 4.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er i den forbindelse enigt med Direktoratet for Fødevareerhverv i, at landbrugslovens §§ 8, stk. 4, ikke foretager en udtømmende regulering af betingelserne for, at en kommune kan erhverve en landbrugsejendom. Det må således på baggrund af formålet den nævnte § 8, stk. 4, og de ovenfor omtalte udtalelser i den juridiske litteratur antages, at det forhold, at betingelserne i § 8, stk. 4, måtte være opfyldt, ikke i sig selv er tilstrækkeligt for, at en kommune lovligt kan erhverve en landbrugsejendom; herudover må også de almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse - kommunalfuldmagtsreglerne - og offentligretlige retsgrundsætninger om saglighed i forvaltningen iagttages. Det bemærkes herved også, at bestemmelsen må antages at finde anvendelse både på offentlige og private retssubjekter.

2. § 2, stk. 1-2 og stk. 4, i lovbekendtgørelse nr. 126 af 6. marts 1996 om kommuners og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter som ændret senest ved lov nr. 451 af 7. juni 2001 fastsætter følgende

"§ 2. Kommuner og amtskommuner kan alene eller i samarbejde med andre iværksætte kollektive erhvervsudviklingsaktiviteter i form af information, rådgivning, erhvervsudviklingsprojekter, forskerparker og anden erhvervsmæssig service, som stilles til rådighed for alle erhvervsvirksomheder eller grupper af virksomheder i kommunen eller amtskommunen. Kommuner og amtskommuner kan herunder medvirke til at udvikle den lokale og regionale erhvervsmæssige infrastruktur gennem koordinerende indsatser og ved etablering af servicetilbud og serviceinstitutioner, der har til formål at fremme produktudvikling samt at fremme etablering og udvikling af virksomheder.

Stk. 2 . Kommuner og amtskommuner kan yde tilskud til de i stk. 1 omhandlede erhvervsudviklingsaktiviteter, herunder medfinansiere programmer under Det Europæiske Fællesskab, jf. dog stk. 4.

...

Stk. 4 . Gennem de i stk. 1 og 2 omhandlede erhvervsudviklingsaktiviteter må der ikke ydes direkte finansiel støtte til enkelte erhvervsvirksomheder."

I bemærkningerne til det lovforslag, der ligger til grund for loven, er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 1678 ff.)

"Det foreslås i § 2, at der gives kommuner og amtskommuner adgang til sammen med andre at yde generelt virkende støtte til erhvervslivet gennem foranstaltninger i form af information, rådgivning, erhvervsudviklingsprojekter og anden erhvervsmæssig service. Kommuners og amtskommuners erhvervsfremme skal som hidtil have karakter af kollektive foranstaltninger, der stilles til rådighed for alle virksomheder eller grupper af virksomheder i området. Det er især konkurrenceforvridningsrisikoen, som herigennem søges undgået. Dette hensyn varetages yderligere i stk. 4, hvoraf fremgår, at kommuner og amtskommuner ikke må yde direkte finansiel støtte til enkelte erhvervsvirksomheder. Hvis en kommune f.eks. opretter eller yder tilskud til et teknologicenter, må der ikke fra dette center ydes direkte finansiel støtte til de erhvervsvirksomheder, der betjenes af centret. ...

Ved et...erhvervsudviklingsprojekt, må der lægges vægt på projektets generelle betydning og det almene gode for lokalsamfundet, der opnås ved projektets realisering i form af forøget økonomisk aktivitet. Det offentliges formål med at deltage i projektet vil derfor have et kollektivt sigte. ... Kommunal og amtskommunal deltagelse i disse erhvervsudviklingsprojekter kan have til formål at skabe generelt bedre drifts- og udviklingsbetingelser for en flerhed af eksisterende virksomheder eller at skabe gunstige betingelser for etablering af nye virksomheder. Den kommunale deltagelse skal således kunne begrundes i en generel udviklingsinteresse.

Ved lov nr. 1089 af 1993 blev der i lovens § 2 indføjet en adgang til at støtte forskerparker, I bemærkningerne til det tilgrundliggende lovforslag anføres bl.a. følgende (Folketingstidende 1993-4, tillæg A, sp. 345 f)

"Det foreslås, at kommuners og amtskommuners adgang til at yde støtte til forskerparker indføjes i lov om kommuners og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter, og at -støtten kan ydes efter de i denne lov gældende kriterier."

Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse giver lov om kommuner og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter ikke hjemmel til Tjele Kommunes dispositioner i den foreliggende sag. Det følger allerede af, at købet af den omhandlede ejendom skete med henblik på at varetage interesser hos en bestemt statslig myndighed, og at betingelserne i lovens § 2, stk. 4, således under alle omstændigheder ikke er opfyldt, selv hvis det lægges til grund, at aktiviteten i øvrigt omfattes af anvendelsesområdet for lovens § 2, stk. 1.

3. Det under pkt. 1 og 2 anførte indebærer, at spørgsmålet om lovligheden af Tjele Kommunes dispositioner må bedømmes efter kommunalfuldmagtsreglerne.

Det er antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og i den juridiske litteratur, at det efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse som udgangspunkt ikke er en lovlig kommunal opgave at drive handel med fast ejendom.

En kommune kan dog efter de nævnte grundsætninger erhverve fast ejendom med henblik på at varetage kommunale formål, herunder plan- og miljømæssige formål. Det er i den forbindelse antaget, at en kommune kan erhverve jord med henblik på at sikre et tilstrækkeligt udbud af byggemodne erhvervsgrunde i kommunen. Se herved i det hele Erik Harder, Dansk Kommunalforvaltning II, Opgaver, 1987, side 149 ff, Poul Carstensen, Kommunerne og erhvervspolitikken, 1993, s. 91, Betænkning nr. 1153/1988, Kommunerne og erhvervspolitikken, side 85, Jens Garde og Jørgen Mathiassen, Kommunalret, 1991, side 31 og 50, Martin Basse og Oluf Jørgensen, Kommunalt Folkestyre, 2. udg. 1994, s. 94 f, samt Karsten Loiborg i Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 1994, side 467 f. Se endvidere Mogens Heide-Jørgensen, Den kommunale Interesse, 1993, side 67 f og side 92 ff, der dog forholder sig kritisk over for ovennævnte udgangspunkt.

En kommune kan som udgangspunkt kun kan gennemføre foranstaltninger, der kommer en bredere kreds af kommunens borgere til gode. En kommune kan derfor normalt ikke uden lovhjemmel gennemføre foranstaltninger, som udelukkende eller i det væsentlige er motiveret i varetagelsen af individuelle interesser hos enkeltpersoner eller enkelte virksomheder. Det vil således ikke være lovligt for en kommune at erhverve et areal med det formål at begunstige enkeltpersoner eller enkelte virksomheder. Dette gælder i reglen uanset, om formålet hermed er at sikre eksistensen af arbejdspladser i kommunen, jf. betænkning 1153/1988, side 93, Karsten Loiborg, a.st., side 454, samt Jens Garde og Jørgen Mathiassen, a.st., side 54 f.

Det bemærkes herudover, at kommuner efter kommunalfuldmagtsreglerne som udgangspunkt ikke lovligt kan varetage eller bidrage økonomisk til løsning af opgaver, som det påhviler statslige myndigheder at varetage, jf. Karsten Loiborg, a.st., side 436 og 442 f, samt Jens Garde og Jørgen Mathiassen, a.st., side 34 ff, men sml. Erik Harder, a.st., s. 37 ff, og Claus Haagen Jensen, Kommunalret, 1972, side 58 f.

Et kommunalt ønske om at bistå statslige myndigheder på grund af disses betydning for kommunen og arbejdspladser heri kan efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse ikke i sig selv fravige dette udgangspunkt. Der må, for at kommunen kan medvirke til løsningen af den statslige opgave, samtidig være tale om, at kommunen varetager en kommunal opgave, som ikke på anden vis kan varetages i medfør af lovgivningen. Det tilføjes, at de hensyn, der ligger bag fordelingen af opgaver mellem statslige og kommunale organer, ikke kan tilsidesættes ved aftaler mellem de involverede organer, jf. bl.a. Erik Harder, a.st., side 55 ff.

4. Det fremgår af sagens akter, at Tjele Kommunes formål med erhvervelsen var at bortforpagte grunden til den statslige institution Forskningscenter Foulum og derved sikre grundlaget for en udvidelse af Forskningscenter Foulum i en periode, hvor Forskningscenter Foulum ikke selv havde økonomisk mulighed for at erhverve arealet.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er på den baggrund enigt med Tilsynsrådet for Viborg Amt i, at Tjele Kommune ikke varetog et lovligt kommunalt formål, da kommunen købte det omhandlede areal med henblik på at bortforpagte arealet til Forskningscenter Foulum og efterfølgende videresælge det til forskningscentret.

Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke efter kommunalfuldmagtsreglerne kan antages at være en kommunal opgave at understøtte den forskning, som Danmarks Jordbrugsforskning, herunder Forskningscentret Foulum forestår. På tilsvarende måde kan hensynet til at sikre arbejdspladser i kommunen som nævnt ovenfor under pkt. 3 ikke anses for en saglig grund til at foretage ejendomsdispositioner til fordel for en bestemt virksomhed.

Det bemærkes også, at det ikke efter ministeriets opfattelse kan tillægges betydning for spørgsmålet om lovligheden af Tjele Kommunes dispositioner, at købet efter det oplyste tilsyneladende ikke har været en tabsforvoldende disposition for kommunen. På tilsvarende måde kan det ikke i denne sammenhæng tillægges vægt, at Tjele Kommune modtager betaling for bortforpagtningen. Det skyldes i begge tilfælde, at det nævnte forbud mod, at en kommune gennemfører foranstaltninger, som udelukkende eller i det væsentlige er motiveret i varetagelsen af individuelle interesser hos enkelte fysiske eller juridiske personer, ikke forudsætter, at kommunen derved lider et tab.

Ab b) Tjele Kommunes adgang til at beholde arealet

Som nævnt ovenfor under beskrivelsen af sagens faktiske omstændigheder udtalte Tilsynsrådet for Viborg Amt den 16. august 2000, at Tjele Kommunalbestyrelse - såfremt der allerede var indgået en forpagtningsaftale med forskningscenteret - havde pligt til at opsige denne forpagtningskontrakt hurtigst muligt i overensstemmelse med det i kontrakten fastsatte varsel, således at det blev muligt for kommunen at afhænde arealet.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal hertil bemærke, at tilsynsrådets udtalelse må antages at forudsætte, at en kommunalbestyrelse, der i forbindelse med indgåelse af aftaler om køb og bortforpagtning af en fast ejendom har varetaget ulovlige formål og derved tilsidesat kommunalfuldmagtsreglerne, har en forpligtelse til at afhænde den pågældende ejendom.

Efter ministeriets opfattelse kan det imidlertid give anledning til betydelig tvivl, om der eksisterer en sådan pligt. Det hænger sammen med, at en kommunalbestyrelse lovligt kan erhverve og bibeholde en ejendom uden at have et konkret formål dermed. Det skyldes også, at tilsidesættelsen af kommunalfuldmagtsreglerne i en sag af den her omhandlede type sker ved kommunes køb af det pågældende areal og består uafhængigt af, om kommunen beholder arealet eller afhænder dette. Ministeriet finder det herefter mest nærliggende at antage, at en kommunes besiddelse af en ejendom ikke kan anses for ulovlig, alene fordi kommunalbestyrelsen varetog et ulovligt formål i forbindelse med erhvervelsen af det pågældende areal. Det bemærkes herved, at den efterfølgende bortforpagtning ikke i sig selv kan antages at bevirke en bestående ulovlig retstilstand.

Det anførte må i hvert fald gælde, hvor arealet efterfølgende anvendes til et andet og lovligt formål. Men også hvor en kommunalbestyrelse anvender arealet til et formål, der isoleret set må anses for sagligt, men som i den konkrete sag må bedømmes i sammenhæng med det usaglige formål, som kommunen varetog i forbindelse med ejendommens erhvervelse, er Indenrigs- og Sundhedsministeriet mest tilbøjeligt til at antage, at kommunalbestyrelsen ikke har pligt til afhænde arealet, så længe kommunen ellers lovligt ville have kunnet eje arealet.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er opmærksomt på, at denne retsstilling kan kritiseres for ikke at sikre en genopretning af de faktisk forhold, der forelå, før vedkommende kommunalbestyrelse varetog det pågældende usaglige formål. Ministeriet skal imidlertid henlede opmærksomheden på, at de involverede kommunalbestyrelsesmedlemmer kan ifalde erstatning efter bestemmelserne i den kommunale styrelseslovs § 61, stk. 3, såfremt dispositionerne har påført kommunen et tab, ligesom de pågældende vil kunne ifalde straf, såfremt betingelserne herfor i lovens § 61 c må antages at være opfyldt.

Sammenfattende er Indenrigs- og Sundhedsministeriet mest tilbøjeligt til at mene, at Tjele Kommune ikke har pligt til at opsige bortforpagtningsaftalen for derefter at afhænde det omhandlede areal til tredjemand.

Det tilføjes, at den konkrete sag ikke efter ministeriets opfattelse rejser spørgsmål om erstatnings- eller strafansvar efter de nævnte §§ 61, stk. 3, og 61 c i den kommunale styrelseslov.

Ad c) Den aftalte pris for bortforpagtningen

Det følger af kommunalfuldmagtsreglerne, at en kommunes udleje (bortforpagtning) af et kommunalt areal skal ske til markedsprisen, medmindre kommunen lovligt kan støtte den pågældende aktivitet.

Som anført ovenfor under pkt. a) kan Tjele Kommune ikke lovligt kan støtte den aktivitet, der udøves på Forskningscenter Foulum.

I den foreliggende sag er det oplyst, at forpagtningsafgiften er fastsat til en rente på 6 % af hektarprisen.

Tilsynsrådet for Viborg Amt ses ikke at have haft lejlighed til at vurdere, om denne prisfastsættelse modsvarer arealets markedsværdi. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har på den baggrund anmodet tilsynsrådet om at overveje, om der er anledning til at foretage sig nærmere i denne anledning. Ministeriet skal i denne sammenhæng fremhæve, at det forhold, at forpagtningsprisen efter det af advokat Dorthe Horstmann anførte er fastlagt således, at Tjele Kommune ikke taber penge på forpagtningen, ikke kan tages til indtægt for, at arealet er bortforpagtet til markedspris.

Ad d) Vilkårene ved et efterfølgende videresalg af arealet

Som nævnt ovenfor fremgår det af sagsakterne, at Tjele Kommune og Danmarks Jordbrugsforskning har indgået en aftale om, at sidstnævnte inden for tre år skal erhverve den omhandlede ejendom til den samme pris, som kommunen har købt den for.

Idet det bemærkes, at Tjele Kommune som anført ovenfor under pkt. a) og pkt. c) ikke lovligt kan støtte de aktiviteter, som Dansk Jordbrugsforskning udøver på det omhandlede areal, skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet i den anledning udtale følgende

Det følger af de almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse, at en kommune som udgangspunkt skal søge en kommunal ejendom afhændet til den i handel og vandel højst opnåelige pris (markedsprisen). Det bemærkes i den forbindelse, at reglerne om offentligt udbud ikke gælder ved en kommunes salg af ejendomme til staten, jf. § 2, stk. 2, nr. 1, i bekendtgørelse om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme, men at den nævnte pligt til at søge en ejendom afhændet til højest mulige pris også antages at gælde i forhold til overdragelse af aktiver, der ikke er omfattet af udbudspligt. Der henvises hertil til Folketingets Ombudsmands udtalelse gengivet i beretningen 1972, side 154 (172), og til Niels Preisler og Emil le Maire, Den kommunale styrelseslov med kommentarer, 2000, side 274.

Fastlæggelsen af markedsprisen for en ejendom vil ofte bero på et skøn. Ved udøvelsen af dette skøn må der tilkomme kommunalbestyrelsen en vis margin, der efter omstændighederne må antages at være ganske vide.

Kommunalbestyrelsen skal imidlertid efter de kommunale tilsynsmyndigheders praksis udfolde sædvanlige og rimelige bestræbelser på at konstatere markedsprisen forud for salget af en kommunal ejendom. Dette kan f.eks. ske ved konsultation af ejendomsmægler, undersøgelser af prisniveau for sammenlignelige ejendomme eller på anden måde. Derimod kan en kommunalbestyrelse som udgangspunkt ikke lovligt blot lægge den offentlige vurdering til grund ved fastlæggelsen af markedsprisen for en ejendom. Den offentlige vurdering kan efter denne praksis alene give en vis vejledning om en ejendoms handelsværdi, men er ikke nødvendigvis udtryk for ejendommens værdi i handel og vandel.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder endvidere, at en kommune ved fastlæggelsen af markedsprisen for en ejendom som udgangspunkt ikke lovligt blot kan lægge kommunens erhvervelsespris til grund. Ligesom tilfældet er for den offentlige vurdering, kan erhvervelsesprisen efter omstændighederne give en vis vejledning om en ejendoms handelsværdi. Erhvervelsesprisen er imidlertid kun en indikation på ejendommens værdi i handel og vandel. Navnlig, hvis der er forløbet længere tid mellem tidspunktet for ejendommens erhvervelse og salgstidspunktet, kan denne indikation være spinkel.

Tilsynsrådet for Viborg Amt ses ikke at have haft lejlighed til at tage stilling til lovligheden af Tjele Kommunes aftale med Danmarks Jordbrugsforskning om, at sidstnævnte inden for tre år skal erhverve den omhandlede ejendom til den samme pris, som kommunen har købt den for. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har på den baggrund dags dato anmodet Tilsynsrådet for Viborg Amt om at overveje, om det nævnte aftale må anses for lovlig efter de nævnte grundsætninger.

Med venlig hilsen

Niels Fenger

Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om lovligheden af en kommunes køb af et areal med helblik på at bortforpagte og efterfølgende videresælge arealet til en statslig institution

Tjele Kommune

Rådhus Allé 2

Ørum

8830 Tjele

Ved brev af 21. september 2000 rettede Tjele Kommune henvendelse til Indenrigsministeriet (nu Indenrigs- og Sundhedsministeriet) vedrørende et påbud, som Tilsynsrådet for Viborg Amt havde udstedt til Tjele Kommune den 16. august 2000 i forbindelse med kommunens køb af en fast ejendom. Tjele Kommune anmodede efterfølgende om at sagen blev stillet i bero, men bekræftede ved brev af 31. oktober 2001, at kommunen fortsat ønskede ministeriets stillingtagen til sagen.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har nu afsluttet behandlingen af sagen, og ministeriet er enigt med Tilsynsrådet for Viborg Amt i, at Tjele Kommune ikke varetog et lovligt kommunalt formål, da kommunen købte den omhandlede ejendom med henblik på at bortforpagte arealet til Forskningscenter Foulum og efterfølgende videresælge det til forskningscentret. Ministeriet er imidlertid mest tilbøjeligt til at mene, at Tjele Kommune ikke har pligt til at opsige bortforpagtningsaftalen for derefter at afhænde det omhandlede areal til tredjemand. Endelig har ministeriet anmodet Tilsynsrådet for Viborg Amt om at vurdere lovligheden af prisfastsættelsen for forpagtningsaftalen samt af Tjele Kommunes aftale med Danmarks Jordbrugsforskning om, at sidstnævnte inden for tre år skal kunne erhverve den omhandlede ejendom til den samme pris, som kommunen har købt den for.

Her følger først en gennemgang af sagens baggrund og derefter en nærmere begrundelse for Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse.

Sagens baggrund

Tjele Kommunalbestyrelse vedtog den 14. december 1999 en bevilling til kommunens erhvervelse af ca. 45 hektar af matrikel nr. 1 d, 4 d og 10 k, Foulum by, Tjele, beliggende Hobro Landevej 10.

Til brug for kommunalbestyrelsens beslutning blev der udfærdiget en ansøgning til anlægsbevilling, som blev godkendt på mødet den 14. december 1999. Af ansøgningen fremgik bl.a. følgende

"Arealet er erhvervet med videresalg for øje til staten, Statens Jordbrugsforskning, med henblik på ekspansion. Det er tanken, at der senere skal indgås en forpagtningsaftale med Statens Jordbrugsforskning, hvor udgangspunktet for aftalen vil være en forpagtningsafgift på 6 procent af handelssummen eller ca. kr. 210.000 årligt. ...

Det er aftalt, at Statens Jordbrugsforskning forpagter arealet, indtil det kan videresælges uden omkostninger for kommunen. Arealet videresælges, så snart beløbet er afsat på finansloven. ...

Betinget skøde er under udarbejdelse."

Herefter købte Tjele Kommune det nævnte areal. I skødets § 1 anføres det, at arealet alene udgøres af landbrugsjord, og at Tjele Kommune erhverver arealet med henblik på udlejning af arealet til Danmarks Jordbrugsforskning, således at sidstnævnte kan udnytte arealet til forsknings- og udviklingsaktiviteter indenfor jordbruget. Det anføres videre, at Tjele Kommune havde betinget sig, at Jordbrugskommissionen for Viborg Amt kunne godkende erhvervelsen af det pågældende landbrugsareal til anden erhvervsmæssig anvendelse. I skødets § 8 aftales købesummen til kr. 3.540.000, svarende til 78.000 kr. pr. ha.

Det tilføjes, at Danmarks Jordbrugsforskning - og herunder underafdelingen Forskningscenter Foulum - er en statslig institution under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Institutionen har som formål at gennemføre forskning, indsamle og opbygge viden af betydning for vegetabilsk produktion, erhvervsmæssig husdyrbrug og udnyttelse af jordbrugsteknik i Danmark samt at bidrage til en hurtig og sikker formidling af resultaterne til brugerne, jf. § 1 i institutionens vedtægter. Det tilføjes også, at Forskningscenter Foulum forinden indgåelsen af handlen havde indhentet en udtalelse af 15. oktober 1999 fra Told- og Skattestyrelsen, hvoraf det fremgik, at prisforlangendet på 78.000 kr. pr. ha. lå inden for den skønsusikkerhed, hvormed arealets værdi kunne bedømmes under hensyntagen til det dagældende prisniveau på landbrugsjord i området.

Ved brev af 9. februar 2000 meddelte Jordbrugskommissionen for Viborg Amt tilladelse til, at Tjele Kommune erhvervede arealet med henblik på senere videresalg til Forskningscenter Foulum i henhold til § 21, stk. 2, nr. 1, i lov om landbrug. Som begrundelse anførte Jordbrugskommissionen, at arealet skulle anvendes til forsøg/forskning. Det var et vilkår, at Tjele Kommune inden 3 år havde afhændet arealet til Forskningscenteret. Ved brev af 7. december 1999 søgte Viborg Landinspektørkontor Jordbrugskommissionen om tilladelse til, at det omhandlede areal blev udstykket og tilskødet Tjele Kommune på vilkår af videreoverdragelse til Forskningscenter Foulum. Det fremgår endvidere af sagsakterne, at Jordbrugskommissionen var blevet oplyst, om, at formålet med Tjele Kommunes erhvervelse af arealet var straks at bortforpagte arealet til Forskningscenter Foulum, og at det i løbet af 1-2 år skulle afhændes til samme, idet forskningscenteret ikke på daværende tidspunkt havde bevillingsmæssig baggrund for selv at erhverve arealet. Det fremgår også af sagsakterne, at Tjele Kommune havde udtalt, at kommunen tidligere havde anvendt denne fremgangsmåde for at sikre forskningscenteret arealer til opbygning og udvidelse af institutionen.

Ved breve af 6. og 13. marts 2000 rettede advokat Ørn Bergmann på vegne af sin klient Peter Thomsen henvendelse til Tilsynsrådet for Viborg Amt. Advokaten oplyste, at Peter Thomsen ønskede at erhverve arealet til en pris af kr. 60.000 pr. ha. Tilsynsrådet blev på den baggrund anmodet om at undersøge lovligheden af Tjele Kommunes erhvervelse af arealet, idet advokaten bl.a. gjorde gældende, at Tjele Kommune optrådte som stråmand for Forskningscenter Foulum, at Tjele Kommune ikke selv skulle anvende området, at prisen for arealet lå over markedsprisen, og at der var risiko for, at Tjele Kommune ville tabe penge på arrangementet.

Tjele Kommunalbestyrelse afgav herefter ved brev af 30. juni 2000 til tilsynsrådet følgende redegørelse om baggrunden for ejendomskøbet

"Kommunen har erhvervet ejendommen som led i at sikre, at kommunens største erhvervsvirksomhed fortsat har mulighed for at ekspandere. Altså en elementær disposition for at sikre jordforsyningen til kommunens erhvervsliv.

Handelen er godkendt af Jordbrugskommissionen for Viborg Amt den 9. februar 2000 i henhold til landbrugslovens § 21 stk. 2 nr. 1. Betingelsen er, at kommunen afhænder arealet til Danmarks Jordbrugsforskning inden 3 år.

Indtil et videresalg kan finde sted, er ejendommen bortforpagtet til Danmarks Jordbrugsforskning til 6 procent af købesummen. Der er - i forhold til markedsrenten - intet rentetab.

Kommunen har indhentet en udtalelse fra Told og Skat om hvorvidt købesummen svarer til markedsprisen. Udtalelsen vedlægges sammen med de bilag der i øvrigt er fremsendt fra Tilsynsrådet.

I den anledning anmoder kommunalbestyrelsen i øvrigt om, at Tilsynsrådet oplyser om det lovgrundlag der gælder, når en kommune erhverver fast ejendom, da rådets opgave må være at se på, at kommunen overholder gældende love og ikke om kommunalbestyrelsens dispositioner er hensigtsmæssige.

Der foreligger en - ikke skriftlig - indgået aftale med direktionen for Danmarks Jordbrugsforskning om, at ejendommen erhverves til samme pris som den kommunen har erhvervet den for - inden tre år. Et videresalg opfattes ikke som omfattet af bekendtgørelsen om offentligt udbud, idet salg til staten er undtaget jfr. § 2 stk. 2 nr. 1"

Ved brev af 9. august 2000 fremsendte Tjele Kommunalbestyrelse til tilsynsrådet et udkast til forpagtningsaftale mellem kommunen og Danmarks Jordbrugsforskning. Kommunen anførte, at aftalen stort set var accepteret. Af aftaleudkastet fremgik bl.a., at arealet skulle anvendes til landbrugsmæssigt formål, og at forpagtningsperioden løb fra 1. januar 2000 til og med den 31. december 2002. Det fremgik videre, at aftalen ikke kunne opsiges i forpagtningsperioden.

Tilsynsrådet for Viborg Amt meddelte ved brev til advokat Ørn Bergmann af 16. august 2000 sin vurdering af sagen. I brevet anføres bl.a. følgende

"Spørgsmålet om lovligheden af en kommuners adgang til at erhverve fast ejendom skal afgøres efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse. Efter disse grundsætninger er det ikke er en lovlig kommunal opgave at drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed. En kommune kan efter de nævnte grundsætninger erhverve fast ejendom med henblik på at varetage kommunale opgaver. En kommune kan derimod ikke erhverve fast ejendom med henblik på at opnå fortjeneste ved videresalg, ligesom en kommune ikke gennem ejendomskøb kan søge at begunstige enkeltpersoner.

En kommune kan således bl.a. erhverve fast ejendom med henblik på at fremskaffe byggejord til boliger og erhvervsvirksomheder og med henblik på etablering af rekreativt område for kommunens borgere.

En kommune kan dog ikke på privatretligt grundlag erhverve fast ejendom udelukkende med henblik på at varetage formål, der er omfattet af reguleringslovgivningen, og hvor denne lovgivning anviser midler, der kan anvendes til at opnå formålet. En kommune kan normalt ej heller uden lovhjemmel gennemføre foranstaltninger, som udelukkende eller i det væsentlige er motiveret i varetagelsen af individuelle interesser hos enkeltpersoner eller enkelte virksomheder. En kommune kan således ikke erhverve et areal med det formål at begunstige enkeltpersoner eller enkelte virksomheder. Kommunen kan som udgangspunkt ikke uden lovhjemmel overtage forpligtelser, som efter lovgivningen påhviler grundejerne, f.eks. bortskaffelse af spildevand og affald.

Efter de foreliggende oplysninger har Tjele Kommune erhvervet arealet for at finansiere et jordkøb for Forskningscenter Foulum i en periode, indtil centeret selv får økonomisk mulighed for at erhverve arealet. At centeret eventuelt har et behov for arealet til udspredning af husdyrgødning i henhold til reglerne herom, er ikke et hensyn, der kan varetages af kommunen i forbindelse med arealerhvervelse. Som anført ovenfor er det ikke en kommunal opgave at drive finansiel virksomhed, medmindre der er lovhjemmel for det. Dette gælder uanset om der er tale om direkte udlån eller gennem køb af fast ejendom, der stilles til rådighed for en bestemt virksomhed.

Det er tilsynsrådets opfattelse, at Tjele kommunalbestyrelse har truffet en ulovlig beslutning ved at erhverve det omhandlede areal og bortforpagte det til Forskningscenter Foulum.

Tilsynsrådet har især lagt vægt på, at det af skødet og korrespondancen i sagen fremgår, at Forskningscenteret ikke har haft økonomisk mulighed for umiddelbart selv at erhverve arealet. Der foreligger ingen oplysninger om, at der - udover manglende økonomiske muligheder - har været hindringer for, at Forskningscenteret har kunnet erhverve arealet ved direkte aftale med den, der har solgt arealet til kommunen.

Endelig har tilsynsrådet lagt vægt på, at kommunen ved arrangementet har varetaget individuelle interesser over for Forskningscenteret på en måde, som ikke er hjemlet i lovgivningen."

Tilsynsrådet for Viborg Amt meddelte samme dag følgende til Tjele Kommune

"Såfremt der ikke allerede er indgået en forpagtningsaftale med Forskningscenteret eller såfremt Forskningscenteret ikke har fået en for kommunen bindende meddelelse om kommunalbestyrelsens beslutning om at indgå forpagtningsaftale, sætter tilsynsrådet hermed kommunalbestyrelsens beslutning om at indgå forpagtningsaftaler ud af kraft.

Såfremt der er indgået en forpagtningskontrakt, pålægger tilsynsrådet hermed kommunalbestyrelse at opsige forpagtningskontrakten med Forskningscenteret til hurtigst muligt ophør i overensstemmelse med det i kontrakten fastsatte varsel, således at det bliver muligt for kommunen at afhænde arealet.

Tilsynsrådet anmodes om underretning om kommunalbestyrelsens beslutning om ovenstående inden 3 uger fra i dag. Underretningen må ledsages af de fornødne dokumenter."

Tilsynsrådet præciserede, at dets afgørelse rettede sig mod

"...selve beslutningen, ikke mod den forvaltningsakt eller aftale, hvorved beslutningen bringes til udførelse. En beslutning er bragt til udførelse, når den har fået retsvirkninger udadtil, typisk ved at adressaten har fået meddelelse om, beslutningen fra kommunen. Tilsynsmyndigheden kan således ikke annullere aftalen mellem kommunen og sælgeren og ej heller aftalen mellem kommunen og Forskningscenteret. Derimod kan tilsynsrådet pålægge kommunalbestyrelsen at opsige aftalen med Forskningscenteret om forpagtning.

Kommunen har ved brev af 9. august 2000 fremsendt forpagtningskontrakt, der foreligger i udkast og ifølge brevet er stort set accepteret."

Kommunalbestyrelsen i Tjele Kommune besvarede tilsynsrådets anmodning om dokumentation for, at der var indgået en bindende aftale, ved brev af 4. september 2000. I brevet anførte kommunalbestyrelsen følgende

"Det kan ... meddeles, at der i den samlede aftale, og som det allerede fremgår af kommunalbestyrelsens beslutningsprotokol fra mødet den 14. december 1999, foreligger en retlig bindende aftale mellem parterne om forpagtning.

Kommunalbestyrelsen har foreløbigt taget til efterretning, at forpagtningsaftalen skal opsiges med 2 års varsel så hurtigt som muligt - det varsel der i øvrigt fremgår af det fremsendte udkast til forpagtningsaftale."

Da tilsynsrådet ikke fandt kommunalbestyrelsens besvarelse tilstrækkelig, anmodede rådet ved brev af 11. september 2000 kommunalbestyrelsen om at indsende en egentlig dokumentation for, at der forelå en retlig bindende aftale med Danmarks Jordbrugsforskning. Tilsynsrådet fremhævede i den forbindelse, at en udskrift af beslutningsprotokollen for et kommunalbestyrelsesmøde ikke udgjorde en tilstrækkelig dokumentation for, at der forelå en retlig bindende aftale.

På den baggrund kontaktede kommunaldirektøren i Tjele Kommune den 15. september 2000 telefonisk Tilsynsrådet for Viborg Amt for at få oplyst, hvilken form for dokumentation for forpagtningsaftalen der ønskedes. Kommunaldirektøren oplyste i den forbindelse, at der tidligere var indsendt et næsten færdigt udarbejdet udkast til forpagtningskontrakt, ligesom der forelå en mundtlig aftale om forpagtning mellem Tjele Kommune og Danmarks Jordbrugsforskning. Tilsynsrådet svarede hertil, at det var kommunen, som anførte, at der forelå en retligt bindende aftale, og at Tilsynsrådet ønskede dokumentation herfor - f.eks. i form af en underskrevet forpagtningskontrakt.

Ved brev af 20. september 2000 anmodede kommunalbestyrelsen i Tjele Kommune Indenrigsministeriet om at gå ind i sagen. Kommunalbestyrelsen anførte bl.a., at Tjele Kommune ikke havde drevet finansiel virksomhed, men derimod sikret erhvervsvirksomhedens forsyning med erhvervsjord. Der var desuden ikke varetaget usaglige hensyn, idet arrangementet foregik på et rent forretningsmæssigt grundlag og uden nogen individuel begunstigelse. I den forbindelse fremhævede kommunalbestyrelsen, at den indhentede udtalelse fra Told- og Skattestyrelsen viste, at erhvervelsen var sket til markedspris. På tilsvarende måde havde kommunalbestyrelsen sikret sig, at et kommende salg ville være en økonomisk forsvarlig disposition, idet arealet efter aftalen skulle sælges til samme pris, som det var erhvervet for. Efter kommunalbestyrelsens opfattelse kunne det næppe antages, at markedsprisen til sin tid ville overstige erhvervelsesprisen.

Kommunalbestyrelsen anførte herudover, at der ikke forelå den fornødne klarhed til at træffe afgørelse efter § 61, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse. Endvidere stred tilsynsrådets påbud til kommunen om at opsige forpagtningsaftalen mod den kommunale styrelseslovs § 61, stk. 1, nr. 3. Det skyldtes, at der i sagen forelå væsentlige modhensyn til forskningscenterets dispositioner. Kommunalbestyrelsen fremhævede i den forbindelse, at forpagtningsaftalen var begunstigende for forskningscenteret.

Ved brev af 5. oktober 2000 til tilsynsrådet anførte Tjele Kommune, at der forelå en underskrevet forpagtningsaftale, og at der herved måtte foreligge dokumentation for, at der var indgået en retligt bindende aftale med Danmarks Jordbrugsforskning.

Direktoratet for Fødevareerhverv ophævede den 2. november 2000 - på baggrund af en klage fra advokat Ørn Bergmann - Jordbrugskommissionen for Viborg Amts tilladelse til, at Tjele Kommune i henhold til lov om landbrug kunne erhverve det sagen omhandlede areal, og hjemviste afgørelsen til fornyet behandling i jordbrugskommissionen. Baggrunden var, at Jordbrugskommissionen efter direktoratets opfattelse havde udøvet en forkert regelanvendelse, idet kommunen ikke selv skulle anvende arealet til forsøg og forskning, men derimod ønskede at bortforpagte arealet til Forskningscenter Foulum og efterfølgende overdrage det til forskningscenteret. Der var derfor ikke hjemmel i den nedenfor omtalte bestemmelse i landbrugslovens 21, og jordbrugskommissionen måtte derfor vurdere, om betingelserne i lovens § 8, stk. 4, var opfyldt.

Det er oplyst over for Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at jordbrugskommissionen endnu ikke har truffet afgørelse i denne sag, idet man afventer Indenrigs- og Sundhedsministeriets udtalelse i nærværende sag.

Ved brev af 16. november 2000 anmodede Tjele Kommune ministeriet om at udsætte sagens behandling. Tjele Kommune meddelte som ovenfor nævnt ministeriet ved brev af 31. oktober 2001, at man opretholdt klagen over rådets afgørelse.

Med kommunens brev fulgte notat udarbejdet af kommunens advokat Dorthe Horstmann. I notatet anførte advokat Dorthe Horstmann bl.a., at aftalen om Tjele Kommunes køb af den omhandlede ejendom var blevet indgået efter en henvendelse fra Danmarks Jordbrugsforskning, Foulum Forsøgscenter, som havde brug for yderligere arealer. Danmarks Jordbrugsforskning havde ikke selv på daværende tidspunkt mulighed for uden bevillingsmæssig hjemmel i Finansudvalget at rejse penge til anskaffelse af arealet. Det var derfor, at Tjele Kommune købte arealet, således at dette kunne bortforpagtes til statsinstitutionen, indtil denne havde mulighed for at købe arealet. Advokat Horstmann anførte videre, at forpagtningsperioden nu var begyndt, og at der blev betalt forpagtningsafgift i henhold til aftalen.

Advokat Horstmann bestred ikke, at en kommune som udgangspunkt ikke lovligt kunne optræde som mellemmænd eller financier i en ejendomshandel. I den foreliggende situation var formålet imidlertid at skaffe arealer til en fortsat ekspansion af særligt store arbejdspladser i kommunen. En kommune kunne efter hendes opfattelse lovligt kunne købe ejendomme med henblik på at skaffe jord til anlæg af statslige institutioner, og det centrale i kommunens disposition var netop sikringen af arealanskaffelsen og kun i mindre grad økonomisk hjælp til Danmarks Jordbrugsforskning. Da arealet skulle sælges til den pris, som kommunen havde købt det for, var der ikke tale om, at kommunen drev finansiel virksomhed. Der var heller ikke blevet varetaget individuelle interesser, idet købsprisen var fastsat til markedspris, og arealet forpagtet til en rente på 6 %. Herved var det efter advokatens opfattelse sikret, at Tjele Kommune ikke led tab ved dispositionerne, og at der ikke var tale om støtte til forskningscenteret. Ved at erhverve arealet med henblik på videresalg havde kommunen ikke blot gjort det muligt for den største arbejdsplads at ekspandere, men også skaffet sig mulighed for en generel udvidelse af området, som i almenhedens interesse var bestemt for agroindustrielle formål. Advokat Dorthe Horstmann fandt det endelig utvivlsomt, at Tjele Kommune ikke havde handlet klart ulovligt, hvorfor der ikke kunne pålægges kommunen sanktioner efter § 61 i den kommunale styrelseslov.

Ved brev af 12. marts 2002 anmodede Indenrigs- og Sundhedsministeriet Direktoratet for Fødevareerhverv om en udtalelse om, hvorvidt bestemmelserne i §§ 8, stk. 4, og 21 i lov om landbrugsejendomme indeholder en udtømmende regulering af, i hvilke tilfælde en kommune lovligt kan erhverve landbrugsjord med henblik på at bortforpagte jorden eller videresælge denne. Direktoratet besvarede forespørgslen ved telefax af 18. april 2002, hvori det udtales, at landbrugslovgivning ikke udgør en udtømmende regulering, der fortrænger kommunalfuldmagtsreglerne. Direktoratet henviste herved til Christian Jørgensen m.fl., Jordlovgivning, 1997, s. 672, der giver udtryk for, at regler uden for landbrugsloven, herunder kommunalfuldmagten, kan være til hinder for en kommunes erhvervelse af en landbrugsejendom.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets udtalelse

Det tilsyn, som de kommunale tilsynsmyndigheder - Indenrigs- og Sundhedsministeriet og de for hvert amt nedsatte tilsynsråd - udøver over for kommunerne, er et retligt tilsyn. Tilsynet omfatter kun spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af lovgivningen, herunder f.eks. offentligretlige retsgrundsætninger, jf. §§ 47 og 61 i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 629 af 29. juni 2001.

De kommunale tilsynsmyndigheder kan ikke tage stilling til, om kommunernes dispositioner er rimelige eller hensigtsmæssige, eller til spørgsmål vedrørende skønsudøvelsen, så længe skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen. Tilsynet kan heller ikke tage stilling til, om en kommune har iagttaget god forvaltningsskik.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er ikke almindelig klageinstans i forhold til tilsynsrådene, men ministeriet fører tilsyn med, at tilsynsrådene ikke tilsidesætter lovgivningen, og at tilsynsrådenes udtalelser ikke er udtryk for en urigtig retsopfattelse eller hviler på et urigtigt faktisk grundlag, jf. § 61 a i lov om kommunernes styrelse.

Det bemærkes i den forbindelse, at tilsynsrådets påbud af 16. august 2000 til Tjele Kommune om at opsige forpagtningsaftalen (hvis denne var indgået) efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse har karakter af et konstaterende (ikke konstitutivt) påbud, som ikke er omfattet af de foranstaltninger, der kan påklages til Indenrigs- og Sundhedsministeriet efter den kommunale styrelseslov. Det hænger sammen med, at et tilsynsråd ikke kan træffe andre sanktioner over for en kommune end dem, der er opregnet i den kommunale styrelseslovs § 61. Påbuddet må derfor antages at udtrykke tilsynsrådets opfattelse af, hvilken pligt Tjele Kommune havde direkte i medfør af lovgivningen.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil i det følgende først vurdere, om tilsynsrådet gav udtryk for en korrekt retsopfattelse, da rådet udtalte, at Tjele Kommunes erhvervelse af jordarealet ikke var forenelig med kommunalfuldmagtsreglerne, jf. herom nedenfor under pkt. a). Det skal dernæst vurderes, om Tjele Kommune har pligt til at afhænde ejendommen og - med henblik herpå - opsige forpagtningsaftalen. Dette spørgsmål tages op under pkt. b). I forlængelse heraf under pkt. c) diskuteres spørgsmålet om prisfastsættelsen for forpagtningsaftalen. Endelig vil ministeriet drøfte lovligheden af aftalen mellem Tjele Kommune og forskningscentret, om at sidstnævnte kan erhverve det omhandlede areal til den pris, som kommunen havde købt det for, jf. herom nedenfor under pkt. d).

Ad a) Tjele Kommunes adgang til at erhverve jordarealet med henblik på bortforpagtning og videresalg til Forskningscenter Foulum.

1. §§ 8, stk. 4, og 21 i lov om landbrugsejendomme fastsætter følgende

"§ 8 ...

Stk. 4 . Uanset bestemmelserne i § 7, stk. 1, kan bygningerne på en landbrugsejendom fraskilles uden krav om opførelse af ny beboelse, hvis ejendommen ejes og drives lovligt sammen med en anden landbrugsejendom med beboelsesbygning. Der kan dog kun fraskilles bygninger på en af de samdrevne ejendomme. Efter fraskillelsen må der ikke uden ministerens for fødevarer, landbrug og fiskeris tilladelse opføres nye bygninger på ejendomme, og den skal ejes og drives lovligt sammen med en landbrugsejendom med beboelsesbygning. Ved ejerskifte skal ejendommen afhændes til sammenlægning eller samdrift med en landbrugsejendom med beboelsesbygning. ...

Resumé af Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 8. maj 2002

3. DE KOMMUNALE OPGAVER (KOMMUNALFULDMAGTEN)

Om lovligheden af en kommunes køb af et areal med henblik på at bortforpagte og efterfølgende videresælge arealet til en statslig institution

Generelt udtalt, at det efter kommunalfuldmagtsreglerne som udgangspunkt ikke er en lovlig kommunal opgave at drive handel med fast ejendom. En kommune kan dog efter kommunalfuldmagtsreglerne erhverve fast ejendom med henblik på at varetage kommunale formål, herunder plan- og miljømæssige formål. Det er i den forbindelse antaget, at en kommune kan erhverve jord med henblik på at sikre et tilstrækkeligt udbud af byggemodne erhvervsgrunde i kommunen.

Endvidere udtalt, at en kommune som udgangspunkt kun kan gennemføre foranstaltninger, der kommer en bredere kreds af kommunens borgere til gode. En kommune kan derfor normalt ikke uden lovhjemmel gennemføre foranstaltninger, som udelukkende eller i det væsentlige er motiveret i varetagelsen af individuelle interesser hos enkeltpersoner eller enkelte virksomheder. Det vil således ikke være lovligt for en kommune at erhverve et areal med det formål at begunstige enkeltpersoner eller enkelte virksomheder. Dette gælder i reglen uanset, om formålet hermed er at sikre eksistensen af arbejdspladser i kommunen.

Endvidere udtalt, at kommuner efter kommunalfuldmagtsreglerne som udgangspunkt ikke lovligt kan varetage eller bidrage økonomisk til løsning af opgaver, som det påhviler statslige myndigheder at varetage. Et kommunalt ønske om at bistå statslige myndigheder på grund af disses betydning for kommunen og arbejdspladser heri kan ikke i sig selv fravige dette udgangspunkt. Der må, for at kommunen kan medvirke til løsningen af den statslige opgave, samtidig være tale om, at kommunen varetager en kommunal opgave, som ikke på anden vis kan varetages i medfør af lovgivningen. De hensyn, der ligger bag fordelingen af opgaver mellem statslige og kommunale organer, kan ikke tilsidesættes ved aftaler mellem de involverede organer.

I den konkrete sag var det oplyst, at kommunens formål med erhvervelsen var at bortforpagte grunden til et forskningscenter, der var en statslig institution, og derved sikre grundlaget for en udvidelse af forskningscentret i en periode, hvor forskningscentret ikke selv havde økonomisk mulighed for at erhverve arealet.

På den baggrund var Indenrigs- og Sundhedsministeriet enigt med tilsynsrådet i, at kommunen ikke varetog et lovligt kommunalt formål, da kommunen købte det omhandlede areal med henblik på at bortforpagte og efterfølgende videresælge arealet til forskningscentret. Ministeriet bemærkede i den forbindelse, at det ikke efter kommunalfuldmagtsreglerne kunne antages at være en kommunal opgave at understøtte den forskning, som Danmarks Jordbrugsforskning, herunder det pågældende forskningscenter, forestår.

Endelig udtalt, at ministeriet fandt det mest nærliggende at antage, at en kommunes besiddelse af en ejendom ikke kunne anses for ulovlig, alene fordi kommunalbestyrelsen havde varetaget et ulovligt formål i forbindelse med erhvervelsen af det pågældende areal. Det hænger sammen med, at en kommunalbestyrelse lovligt kan erhverve og bibeholde en ejendom uden at have et konkret formål dermed. Det skyldes også, at tilsidesættelsen af kommunalfuldmagtsreglerne i en sag af den her omhandlede type sker ved kommunens køb af det pågældende areal og består uafhængigt af, om kommunen beholder arealet eller afhænder dette.

Det anførte måtte i hvert fald gælde, hvor arealet efterfølgende blev anvendt til et andet og lovligt formål. Men også hvor en kommunalbestyrelse anvender arealet til et formål, der isoleret set må anses for sagligt, men som i den konkrete sag må bedømmes i sammenhæng med det usaglige formål, som kommunen varetog i forbindelse med ejendommens erhvervelse, var Indenrigs- og Sundhedsministeriet mest tilbøjeligt til at antage, at kommunalbestyrelsen ikke havde pligt til afhænde arealet, så længe kommunen ellers lovligt ville have kunnet eje arealet.

Sammenfattende var Indenrigs- og Sundhedsministeriet mest tilbøjeligt til at mene, at kommunen ikke havde pligt til at opsige bortforpagtningsaftalen for derefter at afhænde det omhandlede areal til tredjemand.