Udtalelse om de deltagende kommunalbestyrelsers krav på rimelig indflydelse i et kommunalt fællesskab
Statutory Text (2 Articles)
Udtalelse om de deltagende kommunalbestyrelsers krav på rimelig indflydelse i et kommunalt fællesskab
I brev af 18. januar 2001 har Gladsaxe Kommune anmodet Indenrigsministeriet om en forhåndstilkendegivelse om, hvorvidt et udkast til ændrede vedtægter for I/S Storkøbenhavns modtagestation for olie- og kemikalieaffald – som Indenrigsministeriet godkendte som et kommunalt fællesskab ved brev af 15. december 1982 i henhold til § 60 i lov om kommunernes styrelse – vil kunne godkendes, idet Gladsaxe Kommune navnlig har henledt opmærksomheden på udkastets § 11.
Det fremgår af de gældende vedtægter for I/S Storkøbenhavns modtagestation for olie- og kemikalieaffald, at deltagerne er Københavns Amtskommune samt Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Det er telefonisk oplyst over for Indenrigsministeriet, at Københavns Amtskommune er udtrådt af interessentskabet i 1998.
Det fremgår af § 1 i det fremsendte udkast til ændrede vedtægter, at interessentskabets navn er I/S Storkøbenhavns Modtagestation for olie- og kemikalieaffald, I/S SMOKA.
Det fremgår af § 2 i udkastet til vedtægter for I/S SMOKA, at deltagerne i interessentskabet er Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Albertslund, Ballerup, Brøndby, Dragør, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje Tåstrup, Ishøj, Ledøje-Smørum, Lyngby-Taarbæk, Rødovre, Søllerød, Tårnby, Vallensbæk og Værløse Kommuner.
· Det fremgår af udkastets § 11, stk. 1, at interessentskabet ledes af en bestyrelse bestående af 5 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer udpeges af Københavns Kommune, 1 medlem udpeges af Frederiksberg Kommune og 2 medlemmer udpeges af bestyrelsen for Foreningen af Kommuner i Københavns Amt (FKKA).
Det fremgår endvidere af vedtægtsudkastet, at bestyrelsen er interessentskabets eneste styrelsesorgan, og som sådant træffer beslutning i alle interessentskabets anliggender, jf. udkastets § 11, stk. 4.
Indenrigsministeriet skal i den anledning bemærke følgende
Det fremgår af § 60, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 810 af 28. oktober 1999), at aftaler om samarbejde mellem kommuner, som vil medføre indskrænkning i de deltagende kommunalbestyrelsers beføjelser efter styrelsesloven, kræver tilsynsmyndighedens godkendelse, medmindre andet særligt er hjemlet i lovgivningen.
Tilsynsmyndigheden skal i forbindelse med aftalens godkendelse påse, at aftalen er lovlig, herunder om samarbejdsaftalen indeholder bestemmelser, der er i strid med lovgivningen eller offentligretlige grundsætninger. Tilsynsmyndigheden skal endvidere påse, at aftalens indhold er rimeligt og hensigtsmæssigt for de enkelte kommunalbestyrelser, herunder at de enkelte kommunalbestyrelser får en efter de konkrete forhold rimelig indflydelse på samarbejdsvirksomhedens udøvelse.
Se hertil den kommenterede kommunale styrelseslov, 2000, side 206 f.
Det er Indenrigsministeriets opfattelse, at de deltagende kommunalbestyrelser – bortset fra Københavns og Frederiksberg Kommunalbestyrelser – med bestemmelsen i udkastets § 11, stk. 1, ikke sikres en rimelig indflydelse på interessentskabets virksomhed.
Ministeriet har herved lagt vægt på, at hver enkelt af de deltagende kommunalbestyrelser – bortset fra Københavns og Frederiksberg Kommunalbestyrelser – ikke er sikret repræsentation i bestyrelsen, der er interessentskabets eneste styrelsesorgan og derfor træffer beslutning i alle interessentskabets anliggender, og på karakteren af bestyrelsens beføjelser, herunder at bestyrelsen godkender budget, kan optage lån m.v., jf. udkastets § 11, stk. 10, litra a og c.
Det forhold, at visse beslutninger i medfør af udkastets § 11, stk. 10, kun kan træffes, hvis mindst fire ud af fem bestyrelsesmedlemmer stemmer for, medfører efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke, at de deltagende kommunalbestyrelser får en rimelig indflydelse på interessentskabets anliggender, idet den enkelte kommunalbestyrelse ikke er sikret repræsentation i bestyrelsen.
Endvidere medfører det forhold, at visse beslutninger i medfør af udkastets § 11, stk. 11, skal forelægges kommunalbestyrelserne i de deltagende kommuner efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke, at de deltagende kommunalbestyrelser får en rimelig indflydelse på interessentskabets anliggender, idet udkastets § 11, stk. 11, alene ses at sikre de deltagende kommunalbestyrelser en ret til at udtale sig.
Indenrigsministeriet vil på denne baggrund ikke kunne godkende bestemmelserne i udkastets § 11, stk. 1 og 4.
2. For så vidt angår udkastets § 4, stk. 6, skal Indenrigsministeriet bemærke, at bestemmelsen vil skulle erstattes af sålydende bestemmelse
”Med bestyrelsens godkendelse kan ikke-deltagende kommuner og andre kommunale fællesskaber, benytte de etablerede ordninger i det omfang, det er i overensstemmelse med lovgivningen, og der er kapacitet hertil.”
Det skal hertil bemærkes, at såfremt der ikke er hjemmel hertil efter den skrevne lovgivning, vil interessentskabet lovligt alene kunne få adgang til at udføre de pågældende opgaver i den udstrækning, der er adgang hertil efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse, hvorefter kommuner, herunder kommunale fællesskaber, som udgangspunkt ikke kan drive handel, håndværk, industri eller finansiel virksomhed.
Kommuner, herunder kommunale fællesskaber, kan dog efter de nævnte grundsætninger på visse betingelser – for at undgå værdispild – i et vist omfang lovligt udnytte overkapacitet og således varetage opgaver, der normalt ikke er kommunale. Det er en betingelse for udnyttelsen af overkapaciteten, at det kommunale fællesskabs kapacitet ikke er dimensioneret med det formål at opnå mulighed for at varetage opgaver, der normalt ikke er kommunale, samt at overkapaciteten af hensyn til løsningen af den kommunale opgave ikke kan afskaffes. Ved afgørelsen af, om et kommunalt fællesskab lovligt kan sælge overkapacitet, indgår det efter de kommunale tilsynsmyndigheders praksis som et element i afvejningen, om opgaven i forvejen varetages på rimelig måde af private erhvervsdrivende.
Prisen ved salg af overskudskapacitet skal fastsættes således, at den mindst svarer til markedsprisen for den pågældende vare eller tjenesteydelse.
Indenrigsministeriet skal endvidere bemærke, at såfremt der ikke efter ovennævnte kommunalretlige grundsætninger er mulighed for at udnytte overkapaciteten, har et kommunalt fællesskab efter lov om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder (lov nr. 378 af 14. juni 1995, som senest ændret ved lov nr. 355 af 2. juni 1999) mulighed for under iagttagelse af lovens bestemmelser om udbud og priskalkulation at udføre sådanne opgaver for andre offentlige myndigheder, som det kommunale fællesskab har mulighed for at løse for sig selv.
3. For så vidt angår udkastets § 6 skal Indenrigsministeriet bemærke, at bestemmelsen vil skulle udgå, idet Miljøstyrelsen over for Indenrigsministeriet har oplyst, at en generel eneret, som den i bestemmelsen omhandlede, vil være i strid med EF-traktatens artikel 30 og 36.
Såfremt I/S SMOKA fortsat ønsker at få indføjet en bestemmelse indeholdende en mere begrænset eneret i vedtægterne, skal Indenrigsministeriet anmode interessentskabet om at rette henvendelse herom til Miljøstyrelsen.
4. For så vidt angår vedtægtsudkastets § 11, stk. 9, § 11, stk. 10, litra d, og § 11, stk. 12, vedrørende vederlag til bestyrelsens medlemmer skal Indenrigsministeriet endvidere bemærke følgende
Indenrigsministeriet har ikke bemærkninger til, at der ydes medlemmerne diæter efter reglen i § 16 a i lov om kommunernes styrelse.
For så vidt angår størrelsen af eventuelt fast vederlag til bestyrelsens formand skal Indenrigsministeriet henvise til ministeriets cirkulæreskrivelse af 4. marts 1981, hvori der er fastsat retningslinier for vederlæggelsen af hverv som medlem af bestyrelsen for selskaber, som helt eller delvist er i offentligt eje. De principper, som er kommet til udtryk i cirkulæreskrivelsen, finder fortsat anvendelse.
Cirkulæreskrivelsen vedlægges i kopi til orientering.
Som det fremgår af skrivelsen, er udgangspunktet, at der kan vederlægges efter § 16 – nu § 16 a – i den kommunale styrelseslov, det vil sige med udbetaling af mødediæter efter reglen i § 16 a i lov om kommunernes styrelse.
I de tilfælde, hvor forberedelsen til møderne går ud over, hvad der normalt kan forventes, eller hvor der foreligger en betydelig arbejdsindsats, der ikke direkte er knyttet til mødevirksomhed, f.eks. forberedelsesarbejde, deltagelse i drøftelser, forhandlinger, besigtigelser o.lign. kan en fast vederlagsordning være berettiget. Det vil ofte være formanden eller næstformanden, der har en sådan merbelastning, som ikke er knyttet til egentlig mødetid.
Sådanne særlige vederlag fastsættes på grundlag af en opgørelse over den tid, der anvendes eller forventes anvendt. Vederlaget beregnes sædvanligvis ud fra den timeløn, som et folketingsmedlem oppebærer – for tiden 245,21 kr. i timen – medmindre hvervets karakter taler for, at der tages udgangspunkt i en højere lønramme.
En beslutning om, at formanden for I/S SMOKA honoreres med et fast vederlag, skal – som anført i vedtægtsudkastets § 11, stk. 12 – godkendes af tilsynsmyndigheden. Før Indenrigsministeriet kan godkende en eventuel beslutning herom, må der foreligge nærmere oplysninger om den arbejdsbyrde, herunder en opgørelse af det timetal, som er forbundet med formandshvervet.
Indenrigsministeriet skal på denne baggrund bemærke, at bestemmelserne i vedtægtsudkastets § 11, stk. 9, og § 11, stk. 12, vil skulle erstattes af sålydende bestemmelse
”Der ydes bestyrelsens medlemmer diæter efter reglerne i den kommunale styrelseslov. Bestyrelsen kan – med tilsynsmyndighedens godkendelse – beslutte, at formanden for bestyrelsen modtager et fast vederlag.”
5. Indenrigsministeriet har endelig følgende bemærkninger til vedtægtsudkastets bestemmelser
· Bestemmelsen i udkastets § 5 vil skulle erstattes af sålydende bestemmelse
”Interessentskabet kan indgå aftale med et andet selskab om varetagelse af de drifts- og anlægsopgaver, der er knyttet til virksomheden, i det omfang det er i overensstemmelse med lovgivningen.”
Indenrigsministeriet skal i den forbindelse blandt andet henvise til reglerne om udbud og priskalkulation i lov om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder.
· Det fremgår af udkastets § 8, stk. 1, at de nye interessenter i forbindelse med underskrivelsen af vedtægten foretager et kapitalindskud i interessentskabet. Det fremgår endvidere af udkastets § 8, stk. 3, at bestyrelsen fastsætter størrelsen af det indskud, som eventuelle nye interessenter skal indbetale.
Det skal hertil bemærkes, at betegnelsen ”nye interessenter” kan give anledning til tvivl. Der bør således præciseres, om der er tale om andre interessenter end de i udkastets § 2 nævnte.
· I bestemmelsen i udkastets § 14, stk. 1, in fine, vil ordene: ”interessentkommunerne til orientering” skulle erstattes af
”til interessentkommunerne til orientering og til Indenrigsministeriet. Regnskabet med revisionsbemærkninger skal foreligge tilgængeligt for offentligheden.”
Der henvises til § 45, stk. 3, og § 54, stk. 2, i den kommunale styrelseslov.
· I bestemmelsen i udkastets § 20 vil der efter ”herunder optagelse af nye interessenter” skulle indføjes
”og selskabets indtræden i eller oprettelse af andre selskaber”.
Der henvises til den kommenterede kommunale styrelseslov, 2000, s. 207 øverst.
· Udkastets § 21 vil skulle erstattes af sålydende bestemmelse
”Selskabet kan opløses, hvis kommunalbestyrelserne i alle interessentkommuner er enige herom. Endvidere kan selskabet opløses efter en interessents anmodning, hvis Indenrigsministeriet finder rimelig grund dertil.
Indenrigsministeriet godkender vilkårene for selskabets opløsning og fastsætter disse i tilfælde af uenighed mellem interessenterne.”
Der henvises til den kommunale styrelseslovs § 60, stk. 2 og 3.
· I udkastets § 23 vil ordene ”alle interessenter” skulle erstattes af
”kommunalbestyrelserne i alle interessentkommuner”.
Med venlig hilsen
Christian Schønau
Resumé
I forbindelse med godkendelse af vedtægterne for et kommunalt fællesskab, hvori Københavns og Frederiksberg Kommuner og samtlige kommuner i Københavns Amt deltog, udtalt, at Indenrigsministeriet ikke kunne godkende en bestemmelse i vedtægterne, hvorefter fællesskabet skulle ledes af en bestyrelse bestående af to medlemmer udpeget af Københavns Kommune, ét medlem udpeget af Frederiksberg Kommune og to medlemmer udpeget af Foreningen af Kommuner i Københavns Amt. Baggrunden herfor var, at bestemmelsen efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke sikrede de deltagende kommunalbestyrelser - bortset fra Københavns og Frederiksberg Kommunalbestyrelser - en rimelig indflydelse på det kommunale fællesskabs virksomhed.
Indenrigsministeriet lagde vægt på, at hver enkelt af de deltagende kommunalbestyrelser - bortset fra Københavns og Frederiksberg Kommunalbestyrelser - ikke var sikret repræsentation i bestyrelsen, der var det kommunale fællesskabs eneste styrelsesorgan og derfor traf beslutning i alle fællesskabets anliggender. Endvidere lagde ministeriet vægt på karakteren af bestyrelsens beføjelser, herunder at bestyrelsen efter vedtægterne godkendte budget, kunne optage lån m.v.
Tilføjet, at det forhold, at visse beslutninger krævede kvalificeret flertal i bestyrelsen, ikke medførte, at de deltagende kommunalbestyrelser var sikret en rimelig indflydelse på fællesskabets anliggender, idet den enkelte kommunalbestyrelse ikke var sikret repræsentation i bestyrelsen.
Endvidere tilføjet, at det forhold, at visse beslutninger efter vedtægterne skulle forelægges kommunalbestyrelserne i de deltagende kommuner, ikke indebar, at de deltagende kommunalbestyrelser fik en rimelig indflydelse på fællesskabets anliggender, idet vedtægterne alene sikrede de deltagende kommunalbestyrelser en ret til at udtale sig om de pågældende beslutninger.
(Indenrigsministeriets brev af 21. februar 2001 til en kommune - 1. k.kt. j.nr. 2000/1050-75)