Erstatning for skade på fast ejendom. Eget arbejde.
Statutory Text (2 Articles)
Erstatning for skade på fast ejendom. Eget arbejde.
Told-og Skattestyrelsen meddeler i forbindelse med skaderne efter stormene i vinteren 1999/2000, hvorledes erstatninger for skade på fast ejendom skal behandles skattemæssigt, når erstatningsbeløbet omfatter et beløb for skadelidtes eget arbejde.
Reference
EBL §§ 2,10
AL §§ 21,24
LV 1999 E.B.2.2 , 2.3, E.C.4.7, E.J.2.7
Told-og Skattestyrelsen er blevet bedt om en vejledende udtalelse vedrørende den skattemæssige behandling af en skadeserstatning i relation til skade på fast ejendom, når udbetalingen omfatter et beløb for skadelidtes eget arbejde.
Told-og Skattestyrelsen skal i den anledning meddele
Som det fremgår af skatteministerens svar, gengivet i TfS 1994,626, afhænger den skattemæssige behandling af en forsikringserstatning af, hvilket tab erstatningen skal dække.
Med udgangspunkt i det stillede spørgsmål, hvor der var tale om skade på et parcelhus, præciserede ministeren, at erstatningen var skattefri for skadelidte.
Det fremgår desuden af skatteministerens svar, at det er et selvstændigt spørgsmål, om værdi af eget arbejde beskattes.
Som udgangspunkt betragtes en udgift, der spares, ved at skatteyderen udfører et arbejde, som han ellers måtte betale andre for at udføre, ikke som en indkomst, hvorfor der følgelig ikke sker nogen beskatning.
Det er imidlertid antaget i praksis, at beskæftigede i byggebranchen beskattes af værdien af eget arbejde og mestersalær, når arbejdet er udført inden for skatteyderens eget arbejds- og fagområde, og når arbejdet har skabt et omsætteligt formuegode af pengeværdi for skatteyderen.
Til det nu stillede spørgsmål skal Told-og Skattestyrelsen bemærke følgende
Hvis en forsikringserstatning dækker værditabet på en beskadiget ejendom, behandles den udbetalte erstatning skattemæssigt efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven (EBL) og afskrivningsloven (AL).
Efter reglerne i EBL og AL er den skattemæssige behandling af erstatningsbeløbet afhængig af, i hvilket omfang det modtagne erstatningsbeløb anvendes til genopførelse af den skadelidte ejendom.
Det påvirker derimod ikke den skattemæssige behandling af skadeserstatningen, hvordan erstatningsbeløbet er fastsat. Det er således som udgangspunkt uden betydning for den skattemæssige behandling af skadeserstatningen, om erstatningsbeløbet er fastsat ud fra en værdifastsættelse af arbejdsindsatsen, hvis skadelidte selv skal eller har udbedret den skadelidte ejendom.
Udgangspunktet er, at erstatningssummer sidestilles med salgssummer. Ejendomsavance og genvundne afskrivninger i forbindelse med modtagelse af en forsikringserstatning skal således opgøres og beskattes efter reglerne i EBL og AL.
Der er imidlertid i EBL og AL skabt mulighed for at udskyde beskatningen, i det omfang den udbetalte forsikringserstatning anvendes til afholdelse af udgifter til genopførelse af den skadelidte ejendom. Også for det tilfælde at, erstatningsbeløbet overstiger genopførelsesudgifterne, er der mulighed for at udskyde beskatning, i det omfang forskelsbeløbet kan rummes i afskrivningsgrundlaget/anskaffelsessummen.
Det er således afgørende for den skattemæssige behandling, i hvilket omfang skadelidte har anvendt forsikringserstatningsbeløbet på genopførelsesudgifter, f.eks. materialer, lønnet arbejdskraft etc.
Udgifter som skadelidte sparer ved selv at udføre et arbejde, som han ellers måtte betale andre for at udføre, henregnes som udgangspunkt ikke til genopførelsesudgifter i relation til EBL og AL.
Hvis skadelidte beskattes af værdien af eget arbejde, medregnes værdien i genopførelsesudgifterne i overensstemmelse med praksis, hvorefter en ejendoms anskaffelsessum reguleres med værdi af eget arbejde i de tilfælde, hvor beskatning har fundet sted.
Erstatning for skade på fast ejendom behandles efter reglerne i afskrivningsloven og ejendomsavancebeskatningsloven. Udgifter som den skadelidte sparer ved selv at udføre et arbejde, som han eller måtte betale andre for at udføre, henregnes som udgangspunkt ikke til genopførelsesudgifter i relation til afskrivningsloven og ejendomsavancebeskatningsloven.