Den momsmæssige behandling af kreditkortgebyrer, som hoteller opkræver hos gæster, der betaler med kreditkort
Statutory Text (2 Articles)
Den momsmæssige behandling af kreditkortgebyrer, som hoteller opkræver hos gæster, der betaler med kreditkort
Told- og Skattestyrelsen er blevet spurgt, om et hotels opkrævning af kreditkortgebyr hos gæster, der anvender kreditkort som betalingsmiddel for de leverede ydelser, kan anses for udlæg i overensstemmelse med momslovens § 27, stk. 3, nr. 3.
Det er oplyst, at hotellet med hjemmel i § 20 i lov om betalingskort har besluttet at opkræve et kreditkortgebyr svarende til det gebyr, som kreditkortselskabet opkræver af hotellet for gennemførelse af betalingstransaktionen.
Styrelsen har udtalt, at gebyret ikke kan anses for udlæg i overensstemmelse med momslovens § 27, stk. 3, nr. 3.
Efter bestemmelsen medregnes i afgiftsgrundlaget ikke beløb, som en virksomhed modtager fra aftager som godtgørelse af omkostninger afholdt i aftagers navn og for dennes regning, og som i virksomheden registreres på en udlægskonto.
Det er styrelsens opfattelse, at kreditkortgebyret påhviler hotellet som følge af, at dette accepterer kreditkortet som betalingsmiddel, og at gebyret må anses som en udgift for hotellet i forbindelse med betalingstransaktionen på lige fod med andre udgifter til administrative ydelser.
At bestemmelserne i betalingskortloven åbner mulighed for, at hotellet kan opkræve et gebyr hos gæsterne svarende til det gebyr, som hotellet skal betale til kreditkortselskabet, og dermed opnå direkte dækning for denne udgift, medfører efter styrelsens opfattelse ikke, at gebyret kan anses som afholdt i aftagers navn og for dennes regning.
Hotellet skal derfor medregne gebyret i afgiftsgrundlaget, jf. momslovens § 27, stk. 2, nr. 2.
Told- og Skattestyrelsen har på en forespørgsel svaret, at udlægsreglen i momslovens § 27, stk. 3, nr. 3, ikke kan anvendes på et hotels udgifter til kreditkortgebyrer, når hotellet hos gæster, der betaler med kreditkort, opkræver et kreditkortgebyr svarende til det gebyr, som kreditkortselskabet opkræver af hotellet for gennemførelse af betalingstransaktionen.