Legislator Case Law & Legislation
Y19996035958 DK

Udtalelse afgivet af Indenrigsministeriet om en kommunes pligt til at sørge for fritidstilbud til kommunens børn og unge

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelse 1999 60359 Valid

§ 19 i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000, har følgende ordlyd

"Kommunen sørger for, at der er de nødvendige klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge, jf. dog § 23.

Stk. 2. Tilbudene skal i samarbejde med de større børn og unge skabe aktiviteter og samværsformer, der fremmer den enkeltes alsidige udvikling og selvstændighed samt evne til at indgå i et forpligtende fællesskab.

Stk. 3. Tilbudene indgår som led i kommunens generelle fritidstilbud til børn og unge og skal efter kommunens beslutning også kunne rette sit arbejde mod børn og unge med behov for støtte.

Stk. 4. Kommunen fastsætter mål og rammer for tilbudenes arbejde som en integreret del af kommunerens samlede fritidsmæssige, forebyggende og støttende indsats over for børn og unge.

Stk. 5. Kommunen fastsætter retningslinjer, der sikrer børn og unge indflydelse på indholdet i det enkelte tilbud. Kommunen kan beslutte, at reglerne om forældrebestyrelser, jf. §§ 13 og 14, finder anvendelse på visse tilbud."

Bestemmelsen svarer til § 73 a i den indtil 1. juli 1998 gældende bistandslov.

Af bemærkningerne (FT 1994-95, tillæg A, s. 124 ff.) til § 73 a fremgik bl.a., at formålet med klubtilbudene og de socialpædagogiske fritidstilbud er, at de gennem aktiviteter og samvær støtter de unge i deres udviklingsproces på vej til selvstændighed og et voksenliv, og at tilbudene medvirker til, at også de svagest stillede grupper af børn og unge kan få et styrket udgangspunkt for bedre at kunne håndtere egen livssituation.

Af bemærkningerne, s. 130, fremgik endvidere bl.a. følgende

"Bestemmelsen er en præcisering af den gældende forpligtelse for kommunalbestyrelsen til at oprette det nødvendige antal pladser i klubber og socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge.

I vurderingen af hvad de nødvendige klubtilbud mv. omfatter, må indgå dels det lokale behov for klubtilbud mv., dels i hvilken udstrækning der i kommunen i øvrigt er fritidstilbud, der indholdsmæssigt dækker det i lovforslaget angivne formål og retter sig mod samme aldersgruppe.

Kommunalbestyrelsens forpligtelse efter § 73 a, stk. 1, skal således ses i sammenhæng med klubtilbud oprettet efter bestemmelserne i ungdomsskoleloven og folkeoplysningsloven (...)og med de øvrige fritidstilbud som idræt, musik, spejder, ungdomsskole m.v., der findes i kommunen til større børn og unge.

...

Bestemmelsen forudsætter således, at der i kommunen er et vist udbud af forskelligartede fritidstilbud, der samlet retter sig mod alle større børn og unge, inklusivt de svage og udsatte grupper. Ved tilrettelæggelsen af kommunens tilbud må kommunalbestyrelsen være opmærksom på, at der kan være tidspunkter, hvor grupper af større børn og unge særligt kan have behov for et tilbud om samvær og aktiviteter."

Af Socialministeriets vejledning nr. 26 af 16. februar 1998 om klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge efter lov om social service fremgår bl.a., at kommunen har det overordnede ansvar for at sikre, at der i kommunen findes de nødvendige tilbud, men kan opfylde sine forpligtelser på dette område ved at indgå samarbejde med foreninger, organisationer mv. og ved at lade private etablere klubordninger med kommunalt tilskud. Herudover fremgår, at den kommunale forpligtelse efter § 19, stk. 1, således gælder i den udstrækning, der ikke i øvrigt i det private foreningsliv mv. er tilbud, der opfylder lovens intention og formål og som samlet dækker målgruppens behov.

Vojens Kommune er således ifølge § 19 i serviceloven forpligtet til at sikre, at der i kommunen findes de nødvendige tilbud, der indholdsmæssigt dækker det i loven angivne formål og retter sig mod den relevante aldersgruppe.

Tilsynsrådet for Sønderjyllands Amt har i udtalelsen af 23. april 1999 anført, at Vojens Kommune ikke lovligt helt kan undlade at sørge for et vist udbud af generelle fritidstilbud.

Indenrigsministeriet er ikke enigt heri. Ministeriet finder således ikke, at en kommune i medfør af § 19 i serviceloven er forpligtet til at oprette generelle fritidstilbud, såfremt der i kommunen er tilstrækkelige tilbud i øvrigt, der opfylder lovens formål, dvs. tilbud der fremmer den enkeltes alsidige udvikling og selvstændighed samt evne til at indgå i et forpligtende fællesskab.

Der er i sagen rejst spørgsmål om, hvorvidt de i kommunen eksisterende fritidstilbud skal påbegynde umiddelbart efter skoletid, således at der ikke er en periode, hvor de unge ikke er aktiverede.

Det er Indenrigsministeriets opfattelse, at der ikke på baggrund af reglerne i serviceloven er grundlag for at stille krav om en sådan tidsmæssig sammenhæng mellem skole og fritidstilbud. Der er således ikke i servicelovens kapitel om klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge - i modsætning til lovens regler om dagtilbud til børn - noget krav om, at denne gruppe børn og unge skal passes i fritidstilbudet efter endt skoletid.

Det bemærkes dog, at der kan være særligt socialt udsatte unge i kommunen, der kan have andre behov eksempelvis i form af et fritidstilbud, der begynder umiddelbart efter skoletid. Sådanne behov kan imidlertid efter Indenrigsministeriets opfattelse imødekommes - som Vojens Kommune også har anført, at der er praksis for - ved at meddele dispensation til optagelse i en SFO ordning.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse giver § 19 i serviceloven en kommune vide rammer til at skønne over, hvorvidt der i kommunen er fritidstilbud i øvrigt, der opfylder lovens formål og samlet dækker kommunens større børn og unges behov.

På baggrund af de foreliggende oplysninger om udbudet af fritidsaktiviteter i Vojens Kommune har Indenrigsministeriet ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at anmode Tilsynsrådet for Sønderjyllands Amt om at genoptage sagens behandling med henblik på en vurdering af, om Vojens Kommune lovligt kan undlade at oprette generelle fritidstilbud til større børn og unge.

Hvorvidt det i øvrigt er formålstjenligt, at der i Vojens Kommune oprettes generelle fritidstilbud i medfør af § 19 i serviceloven, beror på en vurdering af hensigtsmæssigheden heraf, som det falder uden for de kommunale tilsynsmyndigheders kompetence at tage stilling til.

Indenrigsministeriet har i dag meddelt Tilsynsrådet for Sønderjyllands Amt ministeriets retsopfattelse.

Kopi af dette brev er sendt til Tilsynsrådet for Sønderjyllands Amt, Socialministeriet og XXX.

Udtalelse 1999 60359 Valid

Udtalelse afgivet af Indenrigsministeriet om en kommunes pligt til at sørge for fritidstilbud til kommunens børn og unge

Vojens Byråd

Rådhuscentret 7

6500 Vojens

I brev af 20. maj 1999 har Vojens Byråd klaget til Indenrigsministeriet over Tilsynsrådet for Sønderjyllands Amts udtalelse af 23. april 1999 vedrørende Vojens Kommunes fritidstilbud til større børn og unge i henhold til bistandslovens § 73 a - nu § 19 i lov om social service.

Tilsynsrådet tilkendegav i sin udtalelse, at Vojens Kommune ikke lovligt helt kan undlade at sørge for et vist udbud af generelle fritidstilbud til større børn og unge.

Indenrigsministeriet har nu afsluttet behandlingen af sagen. Det er Indenrigsministeriets opfattelse, at Vojens Kommune ikke i medfør af § 19 i lov om social service er forpligtet til at oprette generelle fritidstilbud til større børn og unge, såfremt der i kommunen er tilstrækkeligt med tilbud i øvrigt, der opfylder lovens formål.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse giver § 19 i serviceloven byrådet vide rammer til at skønne over, hvorvidt der i kommunen er fritidstilbud i øvrigt, der opfylder lovens formål og samlet dækker kommunens større børn og unges behov.

På baggrund af de foreliggende oplysninger om udbudet af fritidsaktiviteter i Vojens Kommune har Indenrigsministeriet ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at anmode Tilsynsrådet for Sønderjyllands Amt om at genoptage sagens behandling med henblik på en vurdering af, om Vojens Kommune lovligt kan undlade at oprette generelle fritidstilbud til større børn og unge.

Indenrigsministeriet har i dag meddelt tilsynsrådet ministeriets retsopfattelse.

Her følger en gennemgang af sagens baggrund og en nærmere begrundelse for Indenrigsministeriets opfattelse.

Sagens baggrund

Ved brev af 14. januar 1998 klagede XXX til Tilsynsrådet for Sønderjyllands Amt over, at Vojens Kommune den 5. januar 1998 besluttede ikke at etablere klubtilbud for de 10-14 årige.

Tilsynsrådet for Sønderjyllands Amt anmodede i den anledning Vojens Kommune om en udtalelse.

Af udskrift fra beslutningsprotokollen fra byrådsmødet den 25. februar 1998 fremgår det, at et flertal i byrådet vedtog at følge forvaltningens indstilling om at meddele tilsynsrådet, at man fandt, at Vojens Kommune havde et varieret og alsidigt tilbud til børn og unge, og at man ikke havde konstateret et behov, der kunne begrunde yderligere tiltag. Af beslutningsprotokollen fremgår bl.a.

"I Vojens by er der et bredt udsnit af sportsforeninger der tilbyder aktiviteter som fodbold, håndbold, bordtennis, badminton, gymnastik o.a. Disse aktiviteter tilbydes fra kl. ca. 15.00 om eftermiddagen. Ligeledes er Vojens svømmehal tilgængelig i de fleste eftermiddagstimer.

Vojens kommunale Musikskole, der er en af Sønderjyllands største musikskoler med overbygningen MGH, tilbyder også undervisning/samspil i fritiden. Folkebiblioteket har også en velfungerende børneafdeling med et rigt tilbud af såvel boglig som multimedia tilbud til børn og unge.

Jfr. efterfølgende beskrivelse af den specielle geografi og decentrale struktur findes der i byerne Hammelev, Over Jerstal, Nustrup og Sommersted velfungerende "paraply"- foreninger med et væld af såvel sportslige som kulturelle tilbud til børn og unge.

Tilsynsrådets opmærksomhed skal henledes på Vojens Kommunes specielle geografi og deraf afledte decentrale struktur. Ud over selve Vojens byområdet er det udprægede lokalområder omkring Over Jerstal, Sommersted og Nustrup. Den decentrale struktur afspejles i et politisk ønske om at bevare en skolestruktur, der i usædvanlig grad bygger på nærhedsprincippet. Der er i kommunen 10 folkeskoler, de mindste med blot 30-40 elever. Den valgte struktur understøtter i høj grad det lokale foreningsliv. På lokalt plan har en række foreninger påtaget sig ansvaret for at etablere fritidstilbud til større børn og unge.

Vojens Kommunes tilbud til de svagest stillede skal ses i forlængelse af kommunens skolefritidsordninger. Ved 8 af kommunens skoler er oprettet SFOér, og ved de to mindste skoler findes integrerede daginstitutioner. SFO er grundlæggende et tilbud, der henvender sig til børn fra 0.-3. klasse. Der er imidlertid mulighed for dispensation, så også børn, der er ældre, kan benytte SFO.

...

Som det fremgår af dispensationskriterierne, har man kommunalt ønsket at kunne anvise fritidstilbud til de svagest stillede.

...

Vojens Kommune har ikke registreret et generelt behov for yderligere fritidstilbud. I marts 1997 modtog kommunen en henvendelse fra en forældrekreds tilknyttet Bregnbjergskolens 3A. Man fremsendte 12 underskrifter sammen med ønsket om, at der blev "oprettet en fritidsklub el. lign. jfr. bistandslovens § 73 A. Det er vort håb, at dette kan fremme udviklingen af vores børns sociale adfærd og skabe nogle sunde fritidsinteresser".

Det er en vurdering, at henvendelsens form og indhold ikke afspejler et generelt og reelt behov."

Ved brev af 14. april 1998 fremsatte XXX bemærkninger til Vojens Kommunes udtalelse til Tilsynsrådet for Sønderjyllands Amt. XXX anførte bl.a., at hun i skoleåret 1997/98 havde haft et konkret pasningsproblem for så vidt angår hendes søn, der gik i 4. klasse. Hun havde dog først 8 måneder inde i skoleåret fået bevilget dispensation til en SFO plads. XXX herudover bl.a. følgende.

"Et klub tilbud kunne være den mulighed, den enkelte 10-14 årige havde for at søge sammen med jævnaldrende i "neutral zone". Ikke noget med Time Manager, planlægning og aftaler - men et trygt og rart sted, hvor man er velkommen, hvor man kan droppe ind på en uforpligtende måde uden at skulle udøve en idrætspræstation eller spille et stykke på violin.

...

I forvejen findes der i Vojens by ikke rigtigt noget "sted", hvor de unge mødes. Der er ingen legepladser af betydning, fritidshjem, hockeybane eller rulleskøjtebane - intet anlæg/gadekær/-torv.

...

Det svar, som Vojens Kommune i klagesagen fremkommer med er udarbejdet af Fritids- og Kulturafdelingen, hvorfor der lægges stor vægt på, at der findes mulighed for forskellige sportsaktiviteter- hvilket der jo vitterlig gør. ...

Da det nævnes, at aktiviteterne tilbydes fra kl. ca. 15.00 ville det have været på sin plads at nævne, hvilke aktiviteter, der påbegyndes så tidligt på dagen. Jeg mener ikke at kende nogen."

Vojens Kommune afgav ved brev af 20. maj 1998 på baggrund heraf en fornyet udtalelse i sagen. Af udtalelsen fremgår bl.a. følgende

"Vedrørende dispensationsregler til SFO er disse kendte på kommunens skoler, herunder også Povlsbjergskolen.

SFO lederne har deltaget i udformningen af reglerne, og reglerne er blevet gennemgået og drøftet med samtlige SFO ledere.

XXX gav i foråret 1997 i en samtale med SFO leder XXX udtryk for, at hendes familie havde et pasningsbehov. Hertil anførtes, at et pasningsbehov ikke i sig selv er tilstrækkeligt grundlag for dispensation.

Den senere dispensation blev meddelt under det givne indtryk, at XXX's barn var utryg ved at gå alene hjem og være alene hjemme efter skoletid.

Vojens Kommune agter ikke for nærværende at foretage en undersøgelse af behovet for klubtilbud. Undervisnings- og Socialforvaltningen er skeptiske overfor, hvorvidt en undersøgelse kan afdække et reelt og vedvarende behov.

Såfremt der p.t. skulle foretages en undersøgelse, ville den med stor sandsynlighed afdække et tilsyneladende stort behov. Men svarene ville ikke være valide under de omstændigheder, en undersøgelse vil blive gennemført under.

Vojens Kommune må henholde sig til, at der ikke spontant, over en vis tidsperiode, fra en differentieret kreds af forældre/enkeltstående forældre, er rejst et ønske om et klubtilbud.

...

Vedrørende alternative tilbud til børn og unge kan anføres, at alle indendørs aktiviteter i idrætshaller så som badminton, håndbold, ishochey og skøjteløb begynder kl. 15.00.

Svømmehallen og børnebiblioteket har også åbent på dette tidspunkt. Fra kl. 15.30-16.00 påbegyndes andre aktiviteter som fodbold, gymnastik og bordtennis.

...

Vojens Kommune skal fastholde, at den har et varieret tilbud til samtlige aldersklasser, der i omfang og kvalitet dækker de for tiden konstaterede behov. Der er så bredt et spektrum indholdsmæssigt, at tilbudene også kan dække de individuelle behov.

Kommunen er stedse opmærksom på ønsker om nye aktiviteter. Bl.a. pågår der et arbejde med at etablere et ungdomsråd, der kan vejlede kommunen om sådanne aktiviteter."

Ved brev af 4. august 1998 fremsatte XXX yderligere bemærkninger til sagen. XXX anførte herved bl.a. følgende

"Da sagen ikke er færdigbehandlet af tilsynsrådet tillader jeg mig herved at fremsende "friske oplysninger" fra lokalugeavisen Budstikken den 28. juli då. Heraf fremgår det, at håndboldtræning for de 10-14 årige piger finder sted tirsdag kl. 16.15-17.30 og for drengene fra årgang 86-87 tirsdag kl. 15.30-16.30 og årgang 84-85 tirsdag kl. 16.30 - 17.45, svømmeundervisning tidligst fra kl. 16.00 og blå spejdere for 4.-5. klasse torsdag fra kl. 19.00. Fra VIK, Vojens Ishockey Klub, har jeg fået oplyst, at træningstiderne for jun 12 (10-12 år- drenge) er mandag kl. 17.10-18.10, torsdag kl. 17.30-18.30 samt søndag kl. 10.15-11.30."

...

Vojens Kommune giver ikke et korrekt billede af virkeligheden med de i kommunens brev af 20. maj då angivne tidspunkter. Ydermere er der blandt mine børns kammerater normalt tale om, at et barn "går" til 2 aktiviteter, hvilket tidsmæssigt og socialt ikke dækker de aktivitetsbehov alene-hjemmebørn har."

Ved brev af 16. maj 1998 anmodede Tilsynsrådet for Sønderjyllands Amt Socialministeriet om en udtalelse om fortolkningen af bistandslovens § 73 a og servicelovens § 19.

Socialministeriet afgav den 25. september 1998 en udtalelse i sagen. Af udtalelsen fremgår bl.a. følgende

"Efter servicelovens § 19 (før 1. juli 1998 bistandslovens § 73 a) skal kommunalbestyrelsen sørge for, at der er de nødvendige klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge. Denne forpligtelse indebærer, at den enkelte kommunalbestyrelse har ansvaret for, at der i kommunen er et vist udbud af varierede fritidstilbud til alle større børn og unge. Med nødvendige tilbud menes, at der i kommunen skal være fritidstilbud, der samlet set retter sig mod alle større børn og unge, inklusiv de svagest stillede, socialt og kulturelt udsatte børn og unge med behov for særlig støtte.

I vurderingen af hvad de nødvendige klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud omfatter, må indgå dels det lokale behov for klubtilbud mv., dels i hvilken udstrækning der i kommunen i øvrigt er fritidstilbud, der retter sig mod samme aldersgruppe og indholdsmæssigt dækker det i loven angivne formål, jf. lovens § 19, stk. 2.

Den enkelte kommunalbestyrelse skønner selv over, hvilke klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud, der er behov for at etablere, herunder hvilke former for tilbud og hvor mange pladser, der er nødvendige.

Tilrettelæggelsen af tilbudsstrukturen skal således ses i sammenhæng med klubber oprettet efter bestemmelserne i ungdomsskoleloven og folkeoplysningsloven og med øvrige fritidstilbud som idræt, musik, spejder, ungdomsskole mv., der findes i kommunen til større børn og unge.

Kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for at sikre, at der i kommunen findes de nødvendige tilbud, men kan opfylde sine forpligtelser på dette område ved at indgå samarbejde med foreninger, organisationer m.v.

Den kommunale forpligtelse efter § 19 gælder således i den udstrækning, der ikke i øvrigt i kommunen er fritidstilbud, herunder i det private foreningsliv, der opfylder lovens intention og formål og som samlet dækker målgruppens behov.

Det beror på en konkret vurdering, hvorvidt en kommune kan anses for at opfylde forpligtelsen efter § 19. I vurderingen må indgå de behov, som den aktuelle aldersgruppe i kommunen har, sammenholdt med de fritidstilbud, der samlet findes i kommunen.

I vurderingen må også indgå, om der i kommunen er grupper af større børn og unge, der af forskellige grunde ikke benytter eller ikke profiterer af de mange organiserede fritidstilbud, der tilbydes af private foreninger og organisationer. Heri ligger, at det konkret må vurderes, om øvrige fritidstilbud i kommunen kan anses for at opfylde de behov som den aktuelle aldersgruppe har for samvær og aktiviteter i trygge omgivelser efter skoletid, eller om der i kommunen er grupper af børn og unge, der falder uden for eller har andre behov end, hvad det organiserede fritidsliv tilbyder."

Vojens Kommune fremsatte ved brev af 15. oktober 1998 til tilsynsrådet bemærkninger til Socialministeriets udtalelse

"I 1. afsnit under Socialministeriets vejledende udtalelse hæfter kommunen sig ved, at klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud principielt ikke har dagpasningens karakter, men har et pædagogisk og socialpædagogiske sigte.

Der er således intet i Socialministeriets vejledende udtalelse, i Socialministeriets vejledning af 16. februar 1998 eller i servicelovens § 19-25, der indikerer en åbningstid, der skal tage udgangspunkt i et pasningsformål. Der er heller ikke angivet åbningstider, der skal tage udgangspunkt i et pasningsformål. Der er heller ikke angivet åbningstider i øvrigt.

I kommunens skrivelse af 20. maj 1998 er angivet åbningstider fra kl.15.00, hvilket vurderes at være det optimale tidspunkt pædagogisk.

Den sidste passus i afsnittet skal sammenlignes med lovens § 19, stk. 3, hvoraf det fremgår, at det er efter kommunalbestyrelsens beslutning, at et fritidstilbud kan rette sig mod børn og unge med særlig behov for støtte. Dette fremgår også af Socialministeriets egen vejledning af 16. februar 1998. Heraf fremgår, at "Kommunen kan beslutte, at tilbudene skal kunne rette sit arbejde mod børn og unge med behov for støtte" (Citat, side 7).

Dette mener Vojens Kommune at have sikret sig ved godkendelsen af de mange forskellige foreningers målgruppe- og målformuleringer.

I 3. afsnit fremgår, at det er kommunalbestyrelsens skøn, hvilke tilbud der er behov for at etablere og hvor mange.

I skrivelse af 20. maj 1998 har Vojens Kommune klart redegjort for, hvorledes behovet skønnes og løbende vurderes. Det omtalte Ungdomsråd påbegynder sin virksomhed 1. januar 1999. Der er afsat kr. 50.000 i budget 1999 hertil.

Afsnit 4, 5 og 6 angiver kommunale alternativer til egentlig institutionel klubvirksomhed og fritidstilbudsvirksomhed for børn og unge, jf. servicelovens § 19-25.

Vojens Kommune har redegjort for, at den er en af de kommuner i Sønderjylland, der har flest fritidstilbud til sine indbyggere. Socialministeriets vejledende udtalelser i disse afsnit, jf. intentionerne i al socialpædagogisk arbejde, understreger den naturlige mulighed, at børn og unge - også de med særlige behov - skal integreres i normale foreningers tilbud.

Egentlige institutionelle klubtilbud til børn og unge kan forestilles i "foreningsløse" kvarterer i større byer, men i en landkommune med 17.000 indbyggere - en centerby på 7.000 indbyggere - og med 65 foreninger med tilbud om fritidsaktiviteter, vil det være disharmoni med enhver tanke om det hensigtsmæssige i integration. Det er da også således, at det er i de allerstørste byer i Danmark, hvor der er udbredt klubvirksomhed for børn og unge.

Det er kommunens opfattelse, at Socialministeriets vejledning i næstsidste afsnit skal forstås på den måde, at der er tale om en pasningsordning efter skoletid. Det er en næsten logisk sandhed, at fritidstilbud til børn og unge skal foregå efter skoletid. Men pædagogisk bør der være et pusterum fra skoletidens ophør til fritidstilbudets begyndelse.

Begrebet tryghed må relatere sig til formålsformuleringen i servicelovens § 19, stk. 2. Vojens Kommune har allerede redegjort for, hvorledes den imødekommer børns pasningsbehov efter skoletid i SFO med de dispensationer, der er for større børn, herunder børn der er utrygge."

Ved brev af 28. oktober 1998 fremsatte XXX bemærkninger til Socialministeriets udtalelse. Af brevet fremgår bl.a., at sportsforeningernes tilbud ligger uden for almindelig arbejdstid, idet lederne har sædvanligt arbejde i dagtimerne. Herudover anføres, at for så vidt angår de 9-10 årige børn er problemet med fritidstilbud fortsat ikke løst i perioden fra efter normal skoletid til efter normal arbejdstid.

Vojens Kommune fremsatte på baggrund heraf ved brev af 28. november 1998 yderligere bemærkninger til sagen.

Tilsynsrådet for Sønderjyllands Amt afgav den 23. april 1999 en udtalelse i sagen. Af udtalelsen fremgår bl.a. følgende

"Efter de foreliggende oplysninger findes der ingen generelle fritidstilbud til aldersgruppen 10-14 årige i Vojens Kommune. Vojens Kommune opfylder derfor ikke forpligtelsen til at sørge for, at der i kommunen er generelle fritidstilbud, der retter sig mod alle større børn og unge. Det bemærkes, at kommunen ikke findes at opfylde denne forpligtelse alene ved at henvise til tilbud i det private foreningsliv, idet disse tilbud forudsætter specifikke interesser hos deltagerne.

Tilbuddene i det private foreningsliv kan - i lighed med tilbud efter ungdomsskoleloven og folkeoplysningsloven - alene indgå som et led i kommunens vurdering af, hvorledes tilbudsstrukturen skal tilrettelægges. Kommunen kan derfor ikke lovligt helt undlade at sørge for et vist udbud af generelle fritidstilbud til en afgrænset aldersgruppe - i dette tilfælde de 10-14 årige.

Tilsynsrådet pålægger derfor Vojens Kommune inden begyndelsen af skoleåret 1999/-2000 at tilvejebringe generelle fritidstilbud for de 10-14 årige, der opfylder kravene i lov om social service § 19."

Ved brev af 31. maj 1999 anmodede Indenrigsministeriet Tilsynsrådet for Sønderjyllands Amt om en udtalelse i sagen.

Ved brev af 25. juni 1999 oplyste Tilsynsrådet for Sønderjyllands Amt, at tilsynsrådet kunne henholde sig til udtalelsen af 23. april 1999.

Indenrigsministeriets udtalelse

Det tilsyn, som de for hvert amt nedsatte tilsynsråd udøver over for kommunerne, er et retligt tilsyn. Tilsynet omfatter kun spørgsmål om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 810 af 28. oktober 1999).

Tilsynsrådene kan ikke tage stilling til, om kommunernes dispositioner er rimelige eller hensigtsmæssige, eller til spørgsmål vedrørende skønsudøvelse, så længe skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen.

Tilsynsrådet kan således ikke tage stilling til, hvorvidt det ville være formålstjenligt, at kommunen opretter fritidstilbud.

Indenrigsministeriet er ikke almindelig klageinstans i forhold til tilsynsrådene, men ministeriet fører tilsyn med, at tilsynsrådene ikke tilsidesætter lovgivningen, og at tilsynsrådenes udtalelser ikke er udtryk for en urigtig retsopfattelse eller hviler på et urigtigt faktisk grundlag, jf. § 61a i lov om kommunernes styrelse.

Udtalelse 1999 60359 Valid

Udtalt, at en kommune ifølge § 19 i serviceloven er forpligtet til at sikre, at der i kommunen findes de nødvendige klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge, der indholdsmæssigt dækker det i loven angivne formål og retter sig mod den relevante aldersgruppe.

Indenrigsministeriet fandt imidlertid ikke, at en kommune i medfør af § 19 i serviceloven er forpligtet til at oprette generelle fritidstilbud, såfremt der i kommunen er tilstrækkelige tilbud i øvrigt, der opfylder lovens formål, dvs. tilbud der fremmer den enkeltes alsidige udvikling og selvstændighed samt evne til at indgå i et forpligtende fællesskab.

Servicelovens § 19 giver en kommune vide rammer til at skønne over, hvorvidt der i kommunen er fritidstilbud i øvrigt, der opfylder lovens formål og samlet dækker kommunens større børn og unges behov.

På baggrund af de foreliggende oplysninger om udbudet af fritidsaktiviteter i kommunen fandt Indenrigsministeriet ikke tilstrækkeligt grundlag for at anmode tilsynsrådet om at genoptage sagens behandling med henblik på en vurdering af, om kommunen lovligt kunne undlade at oprette generelle fritidstilbud til større børn og unge.

Der var i sagen endvidere rejst spørgsmål om, hvorvidt de i kommunen eksisterende fritidstilbud skulle påbegynde umiddelbart efter skoletid, således at der ikke var en periode, hvor de unge ikke var aktiverede.

Indenrigsministeriet udtalte, at der ikke på baggrund af reglerne i serviceloven er grundlag for at stille krav om en sådan tidsmæssig sammenhæng mellem skole og fritidstilbud. Der er således ikke i servicelovens kapitel om klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge - i modsætning til lovens regler om dagtilbud til børn - noget krav om, at denne gruppe børn og unge skal passes i fritidstilbudet efter endt skoletid.

Der kan dog være særligt socialt udsatte unge i kommunen, der kan have særlige behov eksempelvis for fritidstilbud, der begynder umiddelbart efter skoletid. Sådanne behov kan imidlertid efter Indenrigsministeriets opfattelse imødekommes - som kommunen også havde anført, at der var praksis for - ved at meddele dispensation til optagelse i en SFO.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →