Legislator Case Law & Legislation
Y19996034858 DK

Udtalelse afgivet af Indenrigsministeriet om valg af andre end kommunalbestyrelsesmedlemmer til bestyrelsen for et kommunalt fællesskab

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Udtalelse 1999 60348 Valid

Udtalelse afgivet af Indenrigsministeriet om valg af andre end kommunalbestyrelsesmedlemmer til bestyrelsen for et kommunalt fællesskab

Nordjyllands Amtskommune

Amtsgården

Niels Bohrs Vej 30

9220 Aalborg Øst

I brev af 9. december 1998 (SVS/) har Nordjyllands Amtskommune anmodet om Indenrigsministeriets vurdering af, hvorvidt en samarbejdsaftale mellem amtskommunen og Skagen Kommune om etablering af et fælles genoptræningscenter, Træningscenter Skagen I/S, er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse samt i bekræftende fald anmodet om ministeriets godkendelse i medfør af denne bestemmelse.

Indenrigsministeriet skal i den anledning udtale følgende

Det fremgår af § 60, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 59 af 29. januar 1998), at aftaler om samarbejde mellem kommuner, som vil medføre indskrænkning i de deltagende kommuners beføjelser efter styrelsesloven, kræver tilsynsmyndighedens godkendelse, medmindre andet særligt er hjemlet i lovgivningen.

Kravet om godkendelse omfatter bl.a. aftaler, hvorved et særligt fællesskabsorgan tillægges kompetence til at træffe beslutninger, der forpligter de deltagende (amts)kommuner i økonomisk henseende, samt aftaler hvorved en eller flere af de deltagende (amts)kommuner påtager sig vedvarende forpligtelser, uden at aftalen indeholder adgang til opsigelse inden for et kortere åremål. Se hertil den kommenterede kommunale styrelseslov, 1996, side 232.

Det fremgår af vedtægterne for Træningscenter Skagen I/S, at centret ledes af en bestyrelse, der har det overordnede ansvar for centrets drift. Bestyrelsen har bl.a. ansvar for indgåelse af kontrakter med interessenterne, udarbejdelse af budget samt opfølgning på budgettet. Bestyrelsen fastsætter endvidere personalenormeringerne for centret og er ansættelsesmyndighed for centrets personale.

Det fremgår endvidere af vedtægternes pkt. 10.1, at centrets driftsudgifter og eventuelle fremtidige anlægsudgifter finansieres ved indskud fra interessenterne, indtægter fra udlejning af centerets faciliteter samt ved lånoptagelse.

Det fremgår endelig af vedtægternes pkt. 12, at enhver af interessenterne kan kræve centret opløst efter forudgående skriftligt varsel på 1 år til udgangen af et budgetår. Opsigelse kan dog tidligst ske til udgangen af budgetåret 2009.

Indenrigsministeriet finder på denne baggrund, at der er tale om en samarbejdsaftale, der kræver godkendelse efter § 60 i lov om kommunernes styrelse.

Indenrigsministeriet har herved især lagt vægt på, at centrets bestyrelse er tillagt kompetence til at træffe beslutninger, der forpligter Nordjyllands Amtskommune og Skagen Kommune i økonomisk henseende, samt at Nordjyllands Amtskommune og Skagen Kommune ved samarbejdsaftalen påtager sig vedvarende forpligtelser, uden at aftalen indeholder adgang til opsigelse inden for et kortere åremål.

Indenrigsministeriet har foretaget en vurdering af, hvorvidt vedtægterne for Træningscenter Skagen I/S vil kunne godkendes i medfør af § 60 i lov om kommunernes styrelse. I den anledning skal Indenrigsministeriet bemærke følgende vedrørende sammensætningen af bestyrelsen for Træningscenter Skagen I/S, jf. vedtægternes pkt. 6.2

Det fremgår af styrelseslovens § 2, stk. 1, at kommunens anliggender styres af kommunalbestyrelsen. Loven forudsætter således, at kompetencen til at træffe beslutninger i kommunale anliggender ligger hos organer, der udelukkende består af kommunalbestyrelsesmedlemmer. Det er derfor udgangspunktet, at bestyrelsen i kommunale fællesskaber vælges af og blandt medlemmerne af de deltagende kommunalbestyrelser.

Det fremgår imidlertid af styrelseslovens § 17, stk. 5, at kommunalbestyrelsen kan overlade hverv til andre end kommunalbestyrelsesmedlemmer. Bestemmelsen har følgende ordlyd

”Medlemmerne af kommunalbestyrelsen er pligtige at modtage valg til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende samt til at udføre øvrige hverv, som kommunalbestyrelsen måtte tildele dem. Kommunalbestyrelsen kan også, medmindre andet særligt er bestemt, overlade hverv til andre af kommunens beboere, som er villige dertil.”

Det vil således ikke være i strid med lovgivningen, at der i bestyrelsen for et kommunalt fællesskab indvælges andre end kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Det antages dog at være en forudsætning herfor, at kommunalbestyrelsen har instruktionsbeføjelse over for de repræsentanter, der udpeges til styrelsesorganet for det kommunale fællesskab, uanset at disse ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen.

Baggrunden herfor er, at kommunalbestyrelsen – ved instruktion af kommunens repræsentanter i det kommunale fællesskab – skal kunne bestemme, hvorledes kommunalbestyrelsen ønsker kommunens interesser varetaget i fællesskabsorganet.

I tilfælde hvor medlemmer til bestyrelsen for et kommunalt fællesskab vælges direkte af andre end de deltagende kommunalbestyrelser – som det ifølge vedtægternes pkt. 6 er tilfældet med medarbejderrepræsentanten, brugerrepræsentanten samt repræsentanten for Nordjyllands Amtskommunes Sundhedssekretariat/Planlægning- og Udviklingskontor – vil kommunalbestyrelsen ikke have instruktionsbeføjelse over for de pågældende bestyrelsesmedlemmer.

Indenrigsministeriet kan derfor ikke godkende bestemmelsen i vedtægternes pkt. 6.2., hvorefter bestyrelsen bl.a. består af en repræsentant for personalet på centret, valgt blandt de ansatte på centret, og en repræsentant for centrets brugere, valgt efter retningslinier fastsat af bestyrelsen på det konstituerende møde.

Indenrigsministeriet vil derimod kunne godkende, at medarbejderrepræsentanten og brugerrepræsentanten deltager som observatører med taleret, men uden stemmeret, ved møder i bestyrelsen.

Endvidere kan det – som det er tilfældet for så vidt angår den til enhver tid fungerende socialchef i Skagen Kommune, henholdsvis sygehusdirektør for Skagen/Frederikshavn Sygehus – fastsættes, at bestemte kommunalt ansatte i kraft af deres ansættelsesområde tjenstligt skal være medlemmer af bestyrelsen. Derimod vil det ikke kunne tillægges direktøren for sundhedsområdet i Nordjyllands Amt at udpege en repræsentant til bestyrelsen.

Indenrigsministeriet skal på den baggrund anmode Nordjyllands Amtsråd og Skagen Byråd om på ny at overveje sammensætningen af bestyrelsen for Træningscenter Skagen I/S.

Indenrigsministeriet har endvidere følgende bemærkninger til vedtægterne for Træningscenter Skagen I/S

Det fremgår af vedtægternes pkt. 3.3, at udøvelse af aktiviteter som afviger fra de formål, der er opstillet under pkt. 3.1. og 3.2., kræver enighed mellem interessenterne.

Det fremgår af vedtægternes pkt. 11.1, at ingen interessent kan overdrage sine rettigheder og forpligtelser efter vedtægterne uden en anden interessents samtykke.

Da en udøvelse af aktiviteter, der afviger fra formålsbestemmelserne, samt overdragelse af rettigheder og forpligtelser vil kræve ændring af vedtægterne og Indenrigsministeriets godkendelse, jf. nedenfor, bør disse bestemmelser ændres eller udgå.

I vedtægternes pkt. 7.4 vil der som 2. punktum skulle indsættes

”Optagelse af lån samt påtagelse af garantiforpligtelser skal ske i overensstemmelse med de regler, som indenrigsministeren fastsætter i medfør af den kommunale styrelseslov.”

Endvidere vil vedtægternes pkt. 8.1-8.3 skulle erstattes af sålydende pkt. 8.1

”Der udarbejdes regnskab for Centret. Regnskabsåret er kalenderåret. Regnskabet udfærdiges og aflægges i overensstemmelse med reglerne i den kommunale styrelseslovgivning. Regnskabet revideres af en af bestyrelsen valgt og af tilsynsmyndigheden godkendt revisor. Regnskabet med revisionsbemærkninger forelægges bestyrelsen til afgørelse. Regnskabet med revisionsbemærkninger og de afgørelser, der er truffet i forbindelse hermed, sendes til den kommunale tilsynsmyndighed. Regnskabet med revisionsbemærkninger skal foreligge tilgængeligt for offentligheden.”

Endvidere vil der – eventuelt som i pkt. 11 i vedtægterne – skulle indsættes følgende bestemmelse

”11. Vedtægtsændringer m.v.

11.1 ”Ændring af selskabets vedtægt og selskabets indtræden i eller oprettelse af andre selskaber kræver Indenrigsministeriets godkendelse.”

Efter vedtægternes pkt. 12.3 vil der som pkt. 12.4 skulle indføjes en bestemmelse med følgende ordlyd

”Vilkårene for centrets opløsning skal godkendes af Indenrigsministeriet.”

Endelig bemærkes for så vidt angår vedtægternes pkt. 3.1, 3.2 og 10.1, at Indenrigsministeriet forudsætter, at Træningscenter Skagen I/S alene udøver aktiviteter inden for lovgivningens rammer.

Indenrigsministeriet skal anmode om, at vedtægterne for Træningscenter Skagen I/S med de ændringer, der følger af ministeriets bemærkninger, indsendes til ministeriet med henblik på godkendelse i medfør af styrelseslovens § 60.

Kopi af dette brev er sendt til Skagen Kommune og Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt.

Med venlig hilsen

Christian Schønau

Udtalelse 1999 60348 Valid

Resumé

Udtalt, at det ikke vil være i strid med lovgivningen, at der i bestyrelsen for et kommunalt fællesskab indvælges andre end kommunalbestyrelsesmedlemmer. Det er dog en forudsætning herfor, at kommunalbestyrelsen har instruktionsbeføjelse over for de repræsentanter, der udpeges til bestyrelsen for det kommunale fællesskab, uanset at disse ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen. Baggrunden herfor er, at kommunalbestyrelsen – ved instruktion af kommunens repræsentanter i det kommunale fællesskab – skal kunne bestemme, hvorledes kommunalbestyrelsen ønsker kommunens interesser varetaget i fællesskabsorganet.

Endvidere udtalt, at kommunalbestyrelsen ikke vil have instruktionsbeføjelse over for medlemmer af bestyrelsen for et kommunalt fællesskab i tilfælde, hvor de pågældende medlemmer vælges direkte af andre end de deltagende kommunalbestyrelser.

Indenrigsministeriet kunne på denne baggrund ikke godkende en bestemmelse i vedtægterne for det kommunale fællesskab, hvorefter bestyrelsen bl.a. skulle bestå af en repræsentant for det kommunale fællesskabs personale, valgt blandt det kommunale fællesskabs ansatte, og en repræsentant for det kommunale fællesskabs brugere, valgt efter retningslinjer fastsat af fællesskabets bestyrelse. Indenrigsministeriet kunne derimod godkende, at medarbejderrepræsentanten og brugerrepræsentanten deltog som observatører med taleret, men uden stemmeret, ved møder i bestyrelsen for det kommunale fællesskab.

Tilføjet, at det i vedtægterne for et kommunalt fællesskab kan fastsættes, at bestemte kommunalt ansatte i kraft af deres ansættelsesområde tjenstligt skal være medlemmer af bestyrelsen, men at der ikke kan tillægges bestemte kommunalt ansatte ret til at udpege en repræsentant til bestyrelsen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →