Pensionskasser som livsforsikringsselskaber
Statutory Text (2 Articles)
Pensionskasser som livsforsikringsselskaber
*
tegning af rateforsikring
*
tegning af kapitalforsikring
En pensionskasse påtænkte, efter at Finanstilsynet har nedlagt den særlige koncessionsklasse, der hedder "Pensionskassevirksomhed", at opnå koncession af Finanstilsynet til at udbyde rate- og kapitalforsikringer. Pensionskassen spurgte i den anledning om ordningerne i så fald vil være omfattet af pensionsbeskatningslovens § 8, nr. 1, samt § 10, stk. 1, nr. 1.
Told- og Skattestyrelsen svarede i den anledning
En rateforsikring skal efter ordlyden i pensionsbeskatningslovens § 8, nr. 1 og en kapitalforsikring skal efter ordlyden i pensionsbeskatningslovens § 10, stk. 1, nr. 1, være oprettet i et livs- eller pensionsforsikringsselskab, der har hjemsted her i landet m.v.
Ordlyden omfatter ikke umiddelbart pensionskasser.
Spørgeren, er en såkaldt "tværgående pensionskasse", der er omfattet af lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelserne for gensidige forsikringsselskaber finder med få undtagelser anvendelse for disse pensionskasser. Pensionskassen skal tydeligt i navnet angive dens karakter af pensionskasse. På tilsvarende måde skal et forsikringsselskabs navn tydeligt angive selskabets egenskab af forsikringsselskab. Dette gælder dog ikke for en tværgående pensionskasse, der driver livsforsikringsvirksomhed.
Efter koncessionslovgivningen forstås ved livsforsikringsselskaber: livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. Begge kan af Finanstilsynet opnå koncession til at tegne forsikringer omfattet af livsforsikringskoncessionsbkg. nr.956 af 11/12 1997, § 5.
Pensionskasserne kan dog i deres koncession begære virksomheden begrænset til traditionelle pensionskasseydelser.
Da tværgående pensionskasser efter tilsynslovgivningen m.v. sidestilles med et livsforsikringsselskab, finder Told- og Skattestyrelsen, at i den udstrækning pensionskassen har Finanstilsynets koncession til at tegne rate- og kapitalforsikringer, vil disse være omfattet af pensionsbeskatningslovens § 8 henholdsvis § 10.
Det blev videre udtalt, at oprettes disse ordninger sammen med/kombineret med traditionelle pensionskasseordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2, må præmien til rate- og kapitalforsikringen være særskilt aftalt og indbetales direkte på disse ordninger, idet der ikke vil kunne ske overførsel efter pensionsbeskatningslovens § 41 af bidrag fra ordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2 til ordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 8 eller § 10. Fører pensionskassen også pensionskasseordninger med supplerende engangsydelse, må såvel bidrag til supplerende engangsydelse som udbetaling af engangsydelsen holdes adskilt fra præmier til og ydelser fra kapital- og rateforsikringer.
Told- og Skattestyrelsen har udtalt, at rate- og kapitalforsikringer tegnet i tværgående pensionskasser, der af Finanstilsynet har opnået koncession til at tegne sådanne ordninger, er omfattet af pensionsbeskatningsloven § 8 henholdsvis § 10.