Udtalelse afgivet af Indenrigsministeriet om dispensation fra reglerne om offentligt udbud ved salg af naboejendom
Statutory Text (2 Articles)
Udtalelse afgivet af Indenrigsministeriet om dispensation fra reglerne om offentligt udbud ved salg af naboejendom
Fyns Amtskommune har ved brev af 14. maj 1998 (j.nr. 8-44-1-55-98) under henvisning til § 2, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 472 af 20. juni 1991 om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme anmodet Indenrigsministeriet om dispensation fra kravet om offentligt udbud ved salg af en umatrikuleret ejendom beliggende Nyborgvej 421, Odense, litra ”af” Ejby, Odense Jorder, der er et ubebygget areal på ca. 59.400 m 2 , til Fyens Stiftstidende A/S.
Af brevet fremgår bl.a. følgende
”Ejerne af en tilgrænsende ejendom Fyens Stiftstidende A/S har tilbudt helt eller delvist at købe ejendommen til markedspris.
.
Arealet, der er på ca. 59.400 m 2 , er omkranset af landevej og jernbane mod nord og øst, mod syd af forskellige håndværksvirksomheder og mod vest af Fyens Stiftstidende.
Ejendommen er ikke byggemodnet, men er i lokalplan udlagt til erhvervsformål.
.
Fyens Stiftstidende A/S har igennem de seneste år gennemført store udvidelser og har på nuværende tidspunkt næsten udnyttet byggemulighederne på deres egen grund. Fyens Stiftstidende A/S er primært interesseret i at erhverve hele ejendommen, idet virksomheden under uændrede konjunkturer forventer at få brug for hele arealet inden år 2010.
Som det fremgår af vedlagte dispositionsplan 1:1500 og udsnit af matrikelkort 1:1500, har den potentielle køber ikke udvidelsesmuligheder til andre sider, da deres ejendom grænser til vej mod nord (Nyborgvej) og vest (Blangstedgårdsvej) og til anden virksomhed mod syd.
For at Fyens Stiftstidende A/S kan sikres udvidelsesmuligheder er det således af afgørende betydning for virksomheden, at denne kan erhverve Fyns Amts tilgrænsende ejendom.
For så vidt angår Fyns Amts interesse i salget skal bemærkes dels af Fyns Amt under de nuværende markedsforhold ikke kan forvente af sælge hele ejendommen til en anden køber, som kan byggemodne og udstykke ejendommen, dels at det ville være uhensigtsmæssigt og formentlig urentabelt, om Fyns Amt selv skulle byggemodne ejendommen og helt eller delvis udstykke denne.”
Under henvisning til, at salg skal ske til markedspris, har Indenrigsministeriet den 8. juni 1998 telefonisk anmodet Fyns Amtskommune om oplysninger om værdien af ejendommen og den forventede pris ved et salg til Fyns Stiftstidende A/S.
På baggrund af henvendelsen har Fyns Amtskommune fremsendt et brev af 7. juli 1998 til Indenrigsministeriet. Af brevet fremgår det bl.a., at Fyns Amtskommune på baggrund af oplysninger fra Odense Kommune finder, at et realistisk udgangspunkt for handlen er 100 kr. pr. m 2 , men at den endelige pris på grund af en mindre forurening og en færdselsret over arealet samt arealets specielle udformning må forventes at blive mellem 70 og 80 kr. pr. m 2 .
Indenrigsministeriet har ved telefonisk henvendelse til amtskommunen den 18. august 1998 modtaget nærmere oplysninger om værdien af ejendommen.
Indenrigsministeriet skal i den anledning udtale følgende
Den kommunale styrelseslovs § 68, stk. 1, har følgende ordlyd
”Salg af kommunens faste ejendomme må ikke ske uden forudgående offentligt udbud. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om fremgangsmåden ved offentligt udbud samt regler om, at visse salg kan ske uden offentligt udbud.”
Formålet med reglerne om offentligt udbud ved salg af kommunal ejendom er at sikre, at alle bliver bekendt med, at en kommunal ejendom er til salg og på lige fod får mulighed for at komme i betragtning som købere.
I henhold til § 68, er der i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 472 af 20. juni 1991 fastsat nærmere regler om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme.
Udbudsbekendtgørelsen § 2, stk. 3, har følgende ordlyd
” Stk. 3. Med tilsynsmyndighedens samtykke kan offentligt udbud endvidere undlades ved mageskifter samt ved salg, hvor der i øvrigt foreligger særlige forhold, der kan begrunde en undladelse af offentligt udbud.”
Det følger af Indenrigsministeriets vejledning af 20. juni 1991 om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme, at bekendtgørelsens § 2, stk. 3, kun tænkes anvendt i ganske særlige tilfælde. Som eksempler herpå nævnes bl.a. salg til en virksomhed af en naboejendom med henblik på udvidelse af virksomheden.
Indenrigsministeriet finder efter en samlet vurdering af sagen ikke, at der er grundlag for at meddele samtykke til, at amtsrådet ved salg undlader offentligt udbud af den omhandlede ejendom.
Ministeriet har herved lagt til grund, at Fyens Stiftstidende A/S med erhvervelsen af det omhandlede areal, hvortil der også er andre tilgrænsende virksomheder, har ønsket at sikre virksomhedens potentielle udvidelsesbehov og ikke – eller kun i mindre omfang – et aktuelt og konkret udvidelsesbehov.
En fravigelse af den almindelige gældende regel om, at salg af kommunal ejendom skal ske efter forudgående offentligt udbud, må således efter ministeriets opfattelse normalt forudsætte, at tilbudsgiveren har en sådan særlig tilknytning til eller interesse i netop den pågældende ejendom, at det vil være ubetænkeligt at afskære andre potentielle tilbudsgivere fra at komme i betragtning.
Med venlig hilsen
Henrik Hasseris Olesen
Resumé
Udtalt generelt, at formålet med reglerne om offentligt udbud ved salg af kommunal ejendom er at sikre, at alle bliver bekendt med, at en kommunal ejendom er til salg og på lige fod får mulighed for at komme i betragtning som købere, og at bestemmelsen i § 2, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 472 af 20. juni 1991 om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme, hvorefter offentligt udbud kan undlades ved salg, hvor der i øvrigt foreligger særlige forhold, der kan begrunde en undladelse af offentligt udbud, kun tænkes anvendt i ganske særlige tilfælde, f.eks. salg til en virksomhed af en naboejendom med henblik på udvidelse af virksomheden, jf. vejledning nr. 99 af 20. juni 1991 om offentligt udbud ved salg af kommunens ejendomme.
I den konkrete sag, der omhandlede en amtskommunes salg af et ubebygget areal på ca. 59.400 m 2 , var der som begrundelse for ansøgningen om dispensation fra reglerne om offentligt udbud henvist til, at køber, der var ejer af en tilgrænsende erhvervsvirksomhed, igennem de seneste år havde gennemført store udvidelser og næsten havde udnyttet byggemulighederne på egen grund. Køber ønskede at erhverve hele ejendommen, idet virksomheden under uændrede konjunkturer forventede at få brug for hele arealet inden år 2010. I ansøgningen var der endvidere henvist til, at salg under de nuværende markedsforhold til anden køber ikke kunne forventes, og at det ville være uhensigtsmæssigt og formentligt urentabelt, såfremt amtskommunen selv skulle byggemodne ejendommen og helt eller delvist udstykke denne.
Indenrigsministeriet fandt efter en samlet vurdering af sagen ikke, at der var grundlag for at meddele samtykke til undladelse af offentligt udbud ved salg af den omhandlede ejendom. Ministeriet lagde herved til grund, at virksomheden ved erhvervelsen af det omhandlede areal, hvortil der også var andre tilgrænsende virksomheder, havde ønsket at sikre virksomhedens potentielle udvidelsesbehov og ikke – eller kun i mindre omfang – et aktuelt og konkret udvidelsesbehov.
Endvidere udtalt, at en fravigelse af den almindelige regel om, at salg af kommunal ejendom skal ske efter forudgående offentligt udbud, efter Indenrigsministeriets opfattelse normalt må forudsætte, at tilbudsgiver har en sådan særlig tilknytning til eller interesse i netop den pågældende ejendom, at det vil være ubetænkeligt at afskære andre potentielle tilbudsgivere fra at komme i betragtning.