Om et kommunalt fællesskabs overtagelse af driften af tre færgeruter til og fra Ærø

§ 22, stk. 1 og 2, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 555 af 30. juni 1995, er sålydende

» § 22. Indenrigsministeren yder et årligt tilskud til kommuner på øer, der består af een eller to kommuner.

Stk. 2. Det er en forudsætning for tilskud efter stk. 1

1) at vedkommende kommune efter regler, der fastsættes af indenrigsministeren efter indstilling fra vedkommende amtsråd, yder tilskud med henblik på at lette besejlingsforholdene og at støtte unge, der under uddannelse efter folkeskolen nødsages til at fraflytte øerne, og

2) at de pågældende amtskommuner til de nævnte formål yder et tilskud af en størrelse, der fastsættes af indenrigsministeren efter indstilling fra vedkommende amtsråd.«

Heller ikke denne bestemmelse indeholder en regulering af, hvorvidt de i stk. 1 nævnte kommuner på øer bestående af een eller to kommuner, herunder de to kommuner på Ærø, kan varetage kollektive færgetrafikforbindelser. Det er dog ved bestemmelsen forudsat, at de nævnte kommuner i en vis udstrækning efter lovgivningen i øvrigt lovligt kan engagere sig i kollektiv færgetrafik til og fra de pågældende øer, jf. bestemmelsen i stk. 2, nr. 1, første led.

Der er ikke i anden lov hjemmel til, at kommuner kan drive kollektive færgetrafikforbindelser. Spørgsmålet om, hvorvidt en sådan kommunal opgavevaretagelse er lovlig, skal derfor afgøres efter de almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse.

Kommuner kan efter disse grundsætninger som udgangspunkt ikke uden lovhjemmel drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed.

Det er dog fast antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og i den juridiske litteratur, at kommuner, i den udstrækning det ikke er lovreguleret, lovligt kan udføre kollektiv trafikvirksomhed, herunder færgetransport, for at sikre en hensigtsmæssig infrastruktur i kommunen, jf. Jens Garde og Jørgen Mathiassen, Kommunalret, 1991, side 28-32, Martin Basse og Oluf Jørgensen, Kommunalt folkestyre, 1993, 2. udgave, side 114 og Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 1994, side 465 f.

Det er endvidere antaget, at en kommune kan drive eller yde støtte til en kollektiv færgetrafikforbindelse til og fra kommunen, når kommunen har en særlig interesse i at opretholde en sådan forbindelse for derved at sikre de kollektive trafikforbindelser til og fra kommunen. Dette er tillige forudsat i lovgivningen, jf. det ovenfor anførte om § 22 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

Det er dog en betingelse, at den pågældende færgetrafikforbindelse ikke er i strid med den overordnede landsplanlægning på området.

Det er endvidere en betingelse, at kommunen ikke driver den pågældende færgetrafikforbindelse med det formål at opnå et overskud herved.

I den foreliggende sag har de to kommuner på Ærø en sådan særlig kommunal interesse i at sikre besejlingsmulighederne til og fra øen, at de to kommuner lovligt kan varetage færgeforbindelserne til og fra øen. Kommunerne kan ligeledes lovligt etablere et kommunalt fælleskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, med det formål at varetage denne opgave.

Det fremgår endvidere af § 6 i den ovenfor citerede interessentskabskontrakt, at færgedriften, incl. statslige og kommunale tilskud, skal hvile i sig selv. Færgetrafikselskabet driver således ikke de tre færgetrafikforbindelser med det formål at opnå et overskud herved.

Indenrigsministeriet har på baggrund af den i 1994 meddelte eneretsbevilling ikke grundlag for at antage, at de tre færgetrafikforbindelser er i strid med den overordnede landsplanlægning.

Med mindre andet er bestemt i lovgivningen, har en kommune ikke pligt til overlade varetagelsen af kommunens opgaver til private. Kommunen kan således som udgangspunkt frit vælge, om den selv vil varetage en opgave eller om den vil varetage opgaven ved hjælp af eksterne leverandører eller tjenesteydere, og i sidstnævnte tilfælde eventuelt yde et tilskud hertil, jf. Erik Harder, Dansk kommunalforvaltning II Opgaver, 1987, 2. udgave, side 62 ff., Jens Garde og Jørgen Mathiassen, Kommunalret, 1991, side 28 og 52 f., Martin Basse og Oluf Jørgensen, Kommunalt folkestyre, 1993, 2. udgave, side 99 ff. og Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 1994, side 447 og 484 ff.

§ 22, stk. 2, nr. 1, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, er ikke til hinder for, at en kommune, der modtager tilskud efter denne bestemmelse, selv varetager driften af den eller de pågældende færgetrafikforbindelser. Det kommunale tilskud til lettelse af besejlingsforholdene, som det statslige tilskud til kommunen er betinget af, ydes i så fald ved, at driften af færgetrafikforbindelserne giver et underskud, som finansieres af kommunen.

Spørgsmålet om, hvorvidt Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S' opsigelse af kontrakten med Marstal-Færgen K/S er sket i overensstemmelse med kontrakten, er et privatretligt spørgsmål, som ikke er omfattet af det kommunale tilsyn.

Det er sammenfattende Indenrigsministeriets opfattelse, at de to ærøske kommuner lovligt gennem Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S har kunnet vedtage at basere trafikbetjeningen af Ærø på et bare boat charter fra den 1. januar 1995 og derved selv varetage færgedriften til og fra Ærø.

Indenrigsministeriet skal bemærke, at ministeriet ikke herved har vurderet, hvorvidt den kommunale færgedrift er i overensstemmelse med anden lovgivning.

Indenrigsministeriet foretager sig herefter ikke videre i sagen.

Med venlig hilsen

Per Hansen

Om et kommunalt fællesskabs overtagelse af driften af tre færgeruter til og fra Ærø

Advokat Palle Petersen

Advokatformaet Borch & Petersen

Ramsherred 2, Torvet

Postboks 225

5700 Svendborg

Ved brev af 16. januar 1995 (j.nr. R.44.516) har De som advokat for Marstal-Færgen K/S klaget til Indenrigsministeriet over en udtalelse af 1. december 1994 fra Tilsynsrådet for Fyns Amt vedrørende Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S' overtagelse af færgedriften på Ærø, som efter Deres opfattelse er i strid med kommunalfuldmagtsreglerne.

Sagens baggrund

Marstal og Ærøskøbing Kommuner etablerede ved en interessentskabskontrakt af 2. og 12. april 1984 et kommunalt fællesskab, Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse. Interessentskabskontrakten, som er ændret ved et tillæg af 16. maj 1988, indeholder bl.a. følgende bestemmelser

»2.

Interessentskabets formål er at forestå færgetrafikken mellem Ærø og øvrige dele af Fyns Amt - idet det forudsættes, at der opnås eneretsbevilling hertil, herunder til driften af de eksisterende tre ruter fra Marstal, Ærøskøbing og Søby - samt at påse, at den drives på forretningsmæssigt forsvarlig måde under størst mulig hensyntagen til Ærøs trafikbehov.

6.

Bestyrelsen afgør, om selskabet helt eller delvis skal forestå driften af færgerne eller helt eller delvis skal overlade driften til andre i henhold til herom oprettet skriftlig aftale.

Såfremt bestyrelsen vælger at overlade driften helt eller delvis til andre, skal den dog for selskabet forbeholde i hvert fald følgende beslutninger m.v., som bestyrelsen i alle tilfælde skal varetage

1. Fastlæggelse af fartplaner.

2. Fastlæggelse af takster og regler for kontrol med deres overholdelse.

3. Godkendelse af budgetter og regnskaber.

4. Beslutning om hvilke færger, der skal anvendes.

5. Beslutning om investeringer.

6. Udligning af driftsresultater mellem flere rederier, der deltager i færgedriften. Størrelsen af det kommunale støttebeløb fastsættes af kommunalbestyrelserne i Ærøskøbing og Marstal Kommuner efter indstilling fra bestyrelsen for Det Ærøske Færgetrafikselskab. Støttebeløbet skal være ens for begge kommuner.

Under alle omstændigheder skal bestyrelsen påse, at færgedriften incl. statslige og kommunale tilskud hviler i sig selv.«

Den 13. maj 1985 meddelte Ministeriet for Offentlige Arbejder Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S eneretsbevilling til besejling af Ærø i 10 år fra den 1. januar 1985. Bevillingen var dog betinget af, at færgetrafikselskabet havde aftale om besejling med de tre selskaber, heriblandt Marstal-Færgen K/S, som på daværende tidspunkt besejlede ruterne Søby-Fåborg, Ærøskøbing-Svendborg og Marstal-Rudkøbing.

Ved brev af 9. september 1994 klagede De på vegne af Marstal-Færgen K/S til Tilsynsrådet for Fyns Amt over, at Marstal og Ærøskøbing Kommuner gennem Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S agtede at påbegynde færgedrift fra 1. januar 1995 mellem bl.a. Marstal og Rudkøbing. De anførte bl.a. følgende

»Besejlingsaftalerne med færgerederierne er af Trafikselskabet opsagt til ophør ved udgangen af indeværende år og de indklagede kommuner har ansøgt Trafikministeriet om at meddele eneretsbevilling til færgedrift på Ærø.

... Kommunerne har nu søgt om eneretsbevilling, der ikke er betinget af en kontrakt med rederiet.

Det er så vidt det er oplyst kommunernes hensigt at forestå driften fuldt ud gennem det fælles Trafikselskab såvel driftsmæssigt som økonomisk.

Færgemateriellet, som skal anvendes til driften i det fælles selskab, agter kommunerne at opnå ved at indgå lejeaftaler efter licitation med potentielt interesserede færgeejere.

Lejeaftalen der påtænkes anvendt, er en såkaldt »Bareboat charter«, d.v.s leje af et nøgent skib uden mandskab, hvorefter kommunerne gennem deres fælles selskab forestår driften med antaget personale og påtager sig den økonomiske risiko for ruternes drift og formentlig har til hensigt at oppebære tilskuddet fra Indenrigsministeriet.

Efter klagerens opfattelse påbegynder kommunerne herefter privat næringsdrift i form af rederidrift, hvilket ikke er i overensstemmelse med de gældende regler om kommunalfuldmagtens udstrækning.

Der henvises til Poul Andersen: »Dansk forvaltningsret« 4. udgave side 651 ff og Erik Harder: »Kommunalfuldmagten« 1965 side 74 ff samt H. Gammeltoft-Hansen »Dansk Forvaltningsret« 1994 side 465 f.

Ex tuto tillader jeg mig endvidere at påpege at ved lov nr. 383 af 20.05.1992 og lov nr. 384 af samme dato er kommunalfuldmagten udvidet, men den udvidelse omfatter ikke sædvanlig privat næringsdrift som rederivirksomhed herunder færgefart. Det tilføjes, at kommunerne herved involverer sig i transport udenfor kommunernes lokale område, incl. transport af gods.

Særligt bemærkes at der ved de nævnte love alene er meddelt hjemmel til udvikling af kommunal viden i samarbejde med private aktieselskaber.

Det er derfor påklagerens opfattelse, at kommunerne, hvis privat færgedrift iværksættes, handler i strid med gældende lov og tilsidesætter hensynet til private erhvervsvirksomheder.'

Den 6. oktober 1994 forlængede Trafikministeriet i medfør af lov af 21. marts 1874 om bestyrelsen af færgevæsenet eneretsbevillingen for Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S på bl.a. følgende vilkår

»Eneretsbevillingen omfatter befordring af rejsende og gods af enhver art mellem Ærø og følgende kyststrækninger i Fyns amt

* Kyststrækningen mellem Assens og Svendborg (Assens Havn og Svendborg Havn incl.).

* Hele Langelands vestkyst.

Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S skal ikke være forpligtet til at opretholde aftaler om besejling med færgeselskaberne: Hurtigruten Fåborg-Ærø K/S, A/S Dampskibsselskabet Ærø og Marstal-Færgen K/S, der p.t. besejler ruterne: Søby-Fåborg, Ærøskøbing-Svendborg og Marstal-Rudkøbing.

Det er dog forudsat, at de 3 selskaber får tilbudt at afvikle besejling af nævnte færgeruter med et rimeligt varsel, hvilket efter ministeriets opfattelse passende kan fastsættes således, at selskabernes besejling på de eksisterende vilkår ophører med udgangen af 1995.

Ved udnyttelse af eneretsbevillingen er Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S forpligtet til at overholde gældende konkurrenceregler og normer, således som disse fastlægges af Konkurrencerådet, og driften skal varetages under hensyntagen til de bevillingsmæssige regler, der gælder for drift af kommunal virksomhed. ...«

Efter anmodning fra tilsynsrådet har Marstal og Ærøskøbing kommunalbestyrelser ved breve af 10. november 1994 afgivet to enslydende udtalelser. Det fremgår bl.a. heraf

» Det er almindelig anerkendt, at det offentlige ejer og driver selskaber eller styrelser, som udbyder kollektive transportydelser i konkurrence med private selskaber eller delvis i kraft af et monopol. Der kan således peges på primær- og amtskommunale busselskaber, HT og DSB. Selve driften kan være baseret på, at de offentlige selskaber eller styrelser enten ejer eller lejer transportmidlet, og det er almindeligt anerkendt, at lejeaftalens udformning, eller hvem der i det hele taget ejer transportmidlet, ikke er afgørende for, om den som udfører kollektiv transport, overtræder kommunalfuldmagten.

Det er ikke tilfældigt, at det offentlige både regulerer og udbyder kollektive transportydelser. Den kollektive transport er en væsentlig del af den infrastruktur, som gør det muligt, at et moderne samfund kan være virksomt. Derfor har det offentlige en interesse i udformningen af den kollektive transport, hvilket samfundsudviklingen som nævnt bærer præg af.

Det skal fremhæves, at de 2 ærøske kommuner har en fælles og selvstændig interesse i at bevare gode trafikale forbindelser til og fra Ærø, fordi de er den vigtigste infrastruktur til gavn for øens borgere og virksomheder og dermed en væsentlig forudsætning for fastholdelse af befolkningen på Ærø. ...

For god ordens skyld skal det nævnes, at interessentskabskontraktens § 2 angiver, at selskabet har til formål at forestå færgetrafikken mellem Ærø og øvrige dele af Fyns amt. Endelig anføres det i § 6, at Det Ærøske Færgetrafikselskabs bestyrelse afgør, om selskabet helt eller delvis skal forestå driften af færgerne eller helt eller delvis overlade driften til andre i henhold til herom oprettet skriftlig aftale.

Med baggrund i ovenstående bemærkninger er det således ikke kommunens opfattelse, at kommunalfuldmagten er overtrådt, fordi Trafikselskabet indgår aftaler om bare boat charter med virkning fra 1. januar 1995.«

De har ved brev af 17. november 1994 kommenteret de to kommunalbestyrelsers ovenfor citerede udtalelse og har bl.a. anført følgende

»Det er ikke korrekt, at det er almindelig anerkendt, at det offentlige ejer og driver selskaber, der forestår færgedrift. Det er almindelig anerkendt, at amter og amtskommuner er berettiget til indenfor deres territoriale område at forestå passagertransport i begrænset omfang, så som bustransport. Herom henvises til Erik Harder: »De kommunale opgaver« 1965, side 81 ff, og Hans Gammeltoft-Hansen: »Forvaltningsret« 1994, side 465 ff, hvorved det særligt bør bemærkes, at det længste, der ifølge den deri gengivne praksis en kommune kan gå, er at yde et tilskud til en privat rute, herunder det tilskud Marstal Kommune tidligere meddelte Marstal-Færgen K/S på ruten Marstal-Rudkøbing, fejlagtigt gengivet som Marstal-Svendborg.

I ingen af de anerkendte værker forekommer så meget som antydning af, at kommuner skulle være berettiget til at gå ind og forestå generel færgedrift med fortrængning af 3 private ruter, der beskæftiger sig med såvel person- som godstransport, herunder til andre kommuner.

Tværtimod fremgår det af en ministeriel afgørelse fra 1966, at der end ikke kunne ydes kommunal støtte til en Bornholms-rute så længe, der bestod tilfredsstillende skibsforbindelser til København.

Det tilføjes, at DSB er statsligt og hviler på særligt lovgrundlag og således er irrelevant i denne forbindelse.

Der erindres i denne forbindelse også om at engagementet vedrørende Grenå-Hundested ruten mellem Grenå Havn I/S og Hundested Havn I/S samt 2 private selskaber, har givet anledning til store betænkeligheder. Herved bemærkes, at der er tale om et driftsaktieselskab, etableret med private interesser med fortsættelse af en drift på en rute, der ellers ville blive nedlagt, ligesom det er de selvstændige havne, som er involveret og ikke kommunerne direkte.

Yderligere tilføjes, at Trafikministeriets tildeling af eneretsbevilling er uden betydning for spørgsmålet om omfanget af de kommunale opgaver, idet Trafikministeriet ikke varetager disse hensyn og eneretsbevillingen netop fastlægger, at driften skal varetages under hensyntagen til de regler, der gælder for kommunal virksomhed, d.v.s. eksempelvis udlicitering af opgaverne til privat virksomhed, idet færgedrift ikke er en kommunal opgave.

Det er således irrelevant, at inddrage argumentation om Trafikministeriets eneretsbevilling.

Det anerkendes at der er et stærkt behov for gode trafikale forbindelser til Ærø for at varetage øens interesser.

Dette implicerer imidlertid ikke at kommunal overtagelse af driften er fornøden på nuværende tidspunkt, idet alle 3 private ruter, som har bistået med betjeningen, ønsker at fortsætte med sejladsen. Situationen kunne være en anden, hvis disse ruter havde måttet give op, men dette er der ingen grund til at antage skulle være tilfældet eller vil blive tilfældet. ...

Der kan derfor ikke tillægges dette argument afgørende betydning ...

Det er korrekt, at Det Ærøske Færgetrafikselskab i forbindelse med den hidtil gældende besejlingsordning tillagdes en meget stor rolle, idet trafikselskabet fik overladt kontrollen med ruterne ved fastlæggelse af bl.a. billetpriser og fartplaner. Det må imidlertid pointeres, at dette var en frivillig aftale med de private selskaber, som bevarede deres ret til ruterne og den daværende tilladelse til kommunerne til etablering af færgetrafikselskabet kan ikke tages til indtægt for, at kommunerne kan gå det skridt videre gennem trafikselskabet helt at fortrænge de private ruter og overtage disses drift efter gennem en årrække at have gjort sig bekendt med deres driftsform og økonomi. Så meget mere som den nuværende kontrakts § 4-3 klart siger, at de tre ruter efter en eventuel udløbet opsigelse skal have deres besejlingsret tilbage. ...

Det tilføjes herved, at det er klagerens opfattelse, at allerede den daværende ordning med færgetrafikselskabet var på kanten af reglerne om kommunalfuldmagten, men er formentlig acceptabel fordi der var tale om frivillig aftale og formålet var indseende med statslige tilskud. Dette legitimerer imidlertid ikke, at kommunerne herefter på denne baggrund markant klart overtræder reglerne om kommunernes opgaver ved at tage det skridt videre at overtage eneretten til ruterne selv og selv forestå hele driften for egen regning og risiko, og blot foretage leje af det material, eller køb af det materiel, der skal anvendes. ...

Det fastholdes herefter, at Tilsynerådet snarest bør nedlægge forbud mod at kommunerne gennem det af dem oprettede trafikselskab overtager driften af færgetrafik på Ærø, idet dette inebærer en overtrædelse af kommunalfuldmagtens rammer.'

Tilsynsrådet har ved brev af 1. december 1994 afgivet udtalelse i sagen og har heri bl.a. anført følgende

»Indenrigsministeriet har i en skrivelse af 24. februar 1994 blandt andet udtalt, at kommuner med hjemmel i de uskrevne retsgrundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse kan etablere og drive kollektive trafikforbindelser mellem landsdelene..

Det fremgår endvidere af sagen, at Indenrigsministeriet i en skrivelse af 9. november 1994 har meddelt Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S forhåndstilsagn om dispensation fra lånerammen for 1994 til optagelse af lån til anskaffelse af nye færger til selskabets tre ruter.

Det fremgår endelig af sagen, at Trafikministeriet den 6. oktober 1994 har meddelt en eneretsbevilling, hvorefter Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S ikke længere skal være forpligtet til at opretholde aftalerne med de selskaber, der hidtil har besejlet ruterne. Eneretsbevillingen stiller ikke krav om indgåelse af nye aftaler, men åbner mulighed for, at selskabet selv besejler ruterne.

På denne baggrund er det tilsynsrådets opfattelse, at Det Ærøske Færgetrafikselskab lovligt har kunnet vedtage at basere trafikbetjeningen af Ærø på et bare boat charter fra den 1. januar 1995.«

I anledning af Deres henvendelse af 16. januar 1995 til Indenrigsministeriet har ministeriet den 27. januar 1995 anmodet Tilsynsrådet for Fyns Amt og Trafikministeriet om en udtalelse.

Tilsynsrådet har ved brev af 9. februar 1995 meddelt, at rådet kan henholde sig til sin udtalelse af 1. december 1994.

Trafikministeriet har ved brev af 18. april 1995 oplyst, at sagen ikke gav ministeriet anledning til bemærkninger.

Indenrigsministeriets udtalelse

Indenrigsministeriet skal indledningsvis udtale, at det tilsyn som de for hvert amt nedsatte tilsynsråd udøver over for kommunerne, er et retligt tilsyn. Det betyder, at tilsynet kun omfatter spørgsmål om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 615 af 18. juli 1995).

Tilsynsrådene kan således ikke tage stilling til spørgsmål om hensigtsmæssigheden af kommunernes varetagelse af deres opgaver, så længe dette sker inden for de rammer, som følger af lovgivningen.

Endvidere omfatter tilsynet kun den lovgivning, der særligt retter sig til offentlige myndigheder, herunder færgetrafikselskabet, og ikke lovgivning, der gælder både for færgetrafikselskabet og for private. Det almindelige kommunale tilsyn omfatter derfor ikke sager af privatretlig karakter.

Indenrigsministeriet er ikke almindelig klageinstans i forhold til tilsynsrådene, men ministeriet fører tilsyn med, at tilsynsrådene ikke tilsidesætter lovgivningen, og at tilsynsrådenes udtalelser ikke er urigtige eller hviler på et urigtigt faktisk grundlag, jf. § 61 a i lov om kommunernes styrelse. Indenrigsministeriet tager således ikke stilling til tilsynsrådenes sagsbehandling, herunder spørgsmål om hvorvidt sagsbehandlingen er i overensstemmelse med god forvaltningsskik.

Den i sagen omhandlede eneretsbevilling af 6. oktober 1994 for Det Ærøske Færgetrafikselskab I/S er givet i medfør af lov nr. 32 af 21. marts 1874 om bestyrelsen af færgevæsenet. Lovens § 4 er sålydende

» § 4. Efter indstilling fra vedkommende amtsråd kan indenrigsministeren dels tillade, at et under rådets bestyrelse hørende priviligeret færgested nedlægges, dels meddele bevilling til oprettelsen af nye. Amtsrådet kan forny de færgebevillinger, der er udfærdigede på tid; men ligesom nye bevillinger kun kunne meddeles for en persons levetid eller for visse år, kan der ved fornyelsen af ældre ej heller gives disse anden varighed.«

Kompetencen til at meddele eneretsbevillinger i medfør af denne bestemmelse overgik i 1894 til ministeren for offentlige arbejder (nu trafikministeren).

Spørgsmålet om, hvorvidt kommuner kan varetage kollektive færgetrafikforbindelser, er imidlertid ikke reguleret i loven om bestyrelsen af færgevæsenet.

Ingen

Generelt udtalt, at kommuner, i den udstrækning det ikke er lovreguleret, lovligt kan udføre kollektiv trafikvirksomhed, herunder færgetransport, for at sikre en hensigtsmæssig infrastruktur i kommunen.

Endvidere udtalt, at en kommune kan drive eller yde støtte til en kollektiv færgetrafikforbindelse til og fra kommunen, når kommunen har en særlig interesse i at opretholde en sådan forbindelse for derved at sikre de kollektive trafikforbindelser til og fra kommunen. Dette er tillige forudsat ved § 22 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

Det er dog en betingelse, at den pågældende færgetrafikforbindelse ikke er i strid med den overordnede landsplanlægning på området, og at kommunen ikke driver den pågældende færgetrafikforbindelse med det formål at opnå et overskud herved.

Endvidere udtalt, at § 22, stk. 2, nr. 1, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, ikke er til hinder for, at en kommune, der modtager tilskud efter denne bestemmelse, selv varetager driften af den eller de pågældende færgetrafikforbindelser. Det kommunale tilskud til lettelse af besejlingsforholdene, som det statslige tilskud til kommunen er betinget af, ydes i så fald ved, at driften af færgetrafikforbindelserne giver et underskud, som finansieres af kommunen.

I den konkrete sag fandt Indenrigsministeriet, at de to kommuner i det kommunale fællesskab havde en sådan særlig kommunal interesse i at sikre besejlingsmulighederne til og fra øen, at de lovligt kunne varetage færgeforbindelserne til og fra øen. De øvrige betingelser for at varetage færgedriften var ligeledes opfyldt.