Legislator Case Law & Legislation
Y19950910158 DK

Amtsborgmesterens forpligtelser i forbindelse med afgivelse af en redegørelse af et amtsrådsmøde

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelse 1995 9101 Valid

Amtsborgmesterens forpligtelser i forbindelse med afgivelse af en redegørelse af et amtsrådsmøde

(Indenrigsministeriets brev af 16. marts 1995 til et amtsrådsmedlem - 1. k.kt. j.nr. 1994/1071/015-2).

Amtsrådsmedlem

Ove Bjerregaard-Madsen

Fyrremejsevej 4

2600 Glostrup

I brev af 25. november 1994 har De klaget til Indenrigsministeriet over, at amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen på Københavns Amtsråds møde den 16. november 1994 i forbindelse med en redegørelse om nedlæggelse af Smerteklinikken på Københavns Amts Sygehus i Herlev har vildledt amtsrådet og undertrykt vigtige oplysninger.

Det fremgår af sagen, at nedlæggelsen af smerteklinikken på amtssygehuset i Herlev indgik som en del af budgettet for 1995, der blev godkendt af amtsrådet den 12. oktober 1994. Det fremgår ligeledes, at De ved brev af 1. november 1994 anmodede amtsborgmesteren om optagelse af følgende punkt på dagsorden på førstkommende amtsrådsmøde: »Amtsborgmesterens redegørelse for, hvorvidt det kan anses for lægefagligt og økonomisk forsvarligt/hensigtsmæssigt af fastholde beslutningen om at nedlægge smerteklinikken på KAS Herlev.«

Amtsborgmesteren forelagde herefter en redegørelse herom på amtsrådsmødet den 16. november 1994. Det blev besluttet, at en redegørelse vedrørende afviklingen af smerteklinikken skulle forelægges sygehusudvalget. Redegørelsen blev forelagt på sygehusudvalgets møde den 8. december 1994, hvor denne af Venstres og De Konservatives amtsrådsgrupper blev begæret forelagt for amtsrådet. Redegørelsen blev taget til efterretning på amtsrådsmødet den 21. december 1994 med en mindre tilføjelse efter forslag fra Socialistisk Folkepartis amtsrådsgruppe.

Det fremgår endvidere af sagen, at der efter beslutningen om nedlæggelse af smerteklinikken er kommet en række henvendelser til amtsborgmesteren og amtsrådet, bl.a. et brev af 10. oktober 1994 fra Kræftens Bekæmpelse til amtsrådet, og et brev af 16. november 1994 til amtsborgmesteren fra en tillidsmand på amtssygehuset vedlagt to notater om økonomiske betragtninger i forbindelse med nedlæggelse af smerteklinikken udarbejdet af to overlæger på amtssygehuset.

Som meddelt i brev af 6. december 1994 har Indenrigsministeriet anmodet Københavns Amtsråd om en udtalelse i sagen.

I sin udtalelse af 2. februar 1995 har Københavns Amtsråd om henvendelsen fra Kræftens Bekæmpelse anført

»Brevet fra Kræftens Bekæmpelse er vurderet som een af en række henvendelser om lukningen af klinikken, og derfor ikke formandsmeddelt. På begæring af økonomiudvalget den 23. november 1994, er kopi af brevet sendt til amtsrådsmedlemmerne.«

Om de to notater har Københavns Amtsråd bl.a. udtalt

»... De to notater blev den 29. november sendt til amtsrådets medlemmer. Det blev samtidig oplyst, at de ikke havde været kendt i sygehusdirektoratet eller i centralforvaltningen forud for amtsrådets møde den 16. november 1994. Notaterne blev afleveret som bilag til en henvendelse til amtsborgmesteren fra en tillidsmand på amtssygehuset i Herlev. Henvendelsen er dateret 16. november 1994. Der henvises til amtsborgmesterens skrivelse af 29. november 1994 til amtsrådsmedlem Bjerregaard-Madsen, der i kopi er sendt til amtsrådets øvrige medlemmer.«

Københavns Amtsråd har herefter konkluderet

»Det kan på den baggrund konstateres, at der ikke er gjort forsøg på at vildlede amtsrådet eller på at undertrykke vigtige oplysninger. Det vurderes i øvrigt på de indkomne henvendelser ikke rykker ved de forudsætninger, der lå til grund for budgetbeslutningen om nedlæggelse af smerteklinikken.«

I denne anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende

Den sag, der efter Deres anmodning var optaget på dagsordenen for amtsrådets møde den 16. november 1994, var en redegørelse fra amtsborgmesteren for, hvorvidt det kunne anses for lægefagligt og økonomisk forsvarligt/hensigtsmæssigt at fastholde beslutningen om at nedlægge smerteklinikken på KAS Herlev. Da der ikke var tale om et beslutningsforslag om at ophæve den trufne beslutning om nedlæggelse af smerteklinikken, opstår der ikke spørgsmål om, hvorvidt der inden amtsrådets møde har forligget det fornødne materiale til sagens bedømmelse, jf. § 8, stk. 3, i den kommunale styrelseslov.

Det må efter Indenrigsministeriets opfattelse tilkomme amtsborgmesteren at tage stilling til indholdet af den redegørelse, som amtsborgmesteren ønsker at afgive over for amtsrådet, idet det dog forudsættes, at en eventuel omtale i redegørelsen af oplysninger m.v., der er tilvejebragt af forvaltningen og udvalgene, er loyal og rigtig, og at der ikke i øvrigt er urigtige oplysninger i redegørelsen.

På denne baggrund og under hensyn til, at amtsborgmesteren ikke har været bekendt med de to notater, der var udarbejdet af smerteklinikken, finder Indenrigsministeriet ikke grundlag for at fastslå, at amtsborgmesteren ikke korrekt har angivet de oplysninger, der var tilvejebragt af forvaltningen og udvalg, eller i øvrigt har forsøgt at undertrykke tilvejebragte, vigtige oplysninger om sagen.

Kopi af dette brev er sendt til Københavns Amtsråd.

Med venlig hilsen

Emil le Maire

Udtalelse 1995 9101 Valid

Udtalt, at der ikke opstår spørgsmål om, hvorvidt der inden amtsrådets møde har foreligget det fornødne materiale til sagens bedømmelse, jf. § 8, stk. 3, i den kommunale styrelseslov, i et tilfælde, hvor et medlem har anmodet om en redegørelse fra amtsborgmesteren vedrørende en beslutning, som amtsrådet tidligere havde truffet. Herved henvist til, at der ikke var tale om et beslutningsforslag om at ophæve den trufne beslutning.

Endvidere udtalt, at det efter Indenrigsministeriets opfattelse må tilkomme amtsborgmesteren at tage stilling til indholdet af den redegørelse, som amtsborgmesteren ønsker at give over for amtsrådet, idet det dog forudsættes, at en eventuel omtale i redegørelsen af oplysninger m.v., der er tilvejebragt af forvaltningen og udvalgene, er loyal og rigtig, og at der ikke i øvrigt er urigtige oplysninger i redegørelsen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →