Anvisningsret almennyttige boliger flygtninge

§ 14, stk. 2, 1. pkt., i lov om boligbyggeri (lovbekendtgørelse nr. 668 af 4. august 1995) er sålydende

»Selskabet skal efter kommunalbestyrelsens bestemmelse stille indtil hver fjerde ledige lejlighed til rådighed for kommunalbestyrelsen til løsning af påtrængende boligsociale opgaver i kommunen herunder at opnå en mere afbalanceret beboersammensætning i enkelte almennyttige afdelinger.«

§ 76 b, stk. 1, 1. pkt., i lov om boligbyggeri er sålydende

»Ungdomsboliginstitutionen skal efter kommunalbestyrelsens bestemmelse stille indtil hver fjerde ledige ungdomsbolig til rådighed for kommunalbestyrelsen til løsning af unges boligsociale problemer i kommunen,»

Bestemmelsen i § 14, stk. 2, 1. pkt., hidrører i det væsentlige fra lov nr. 283 af 6. juni 1984. Af bemærkningerne til lovforslaget (Folkestingstidende 1983-84, anden samling, tillæg A, spalte 3537 f.) fremgår bl.a. følgende

»Det må imidlertid erkendes, at det for nogle kommuner har været vanskeligt at få løst akut opståede boligsociale problemer i forbindelse med udlejningen af almennyttige boliger, hvorved bemærkes, at kun ganske enkelte kommuner selv ejer udlejningsboliger i større omfang. Selv om det også efter den nuværende ordning forudsættes, at de almennyttige selskaber ved udlejning samarbejder med kommunernes sociale forvaltninger, er der alligevel forekommet tilfælde, hvor kommuner har haft vanskeligt ved at skaffe en passende bolig til boligsøgende, der enten var helt uden bolig, eller som havde et presserende behov for en bedre og/eller billigere bolig. Det foreslås derfor, at kommunerne kan forlange indtil hver ledige lejlighed stillet til rådighed for sådanne påtrængende boligsociale formål. Det må ved anvendelsen af denne bestemmelse iagttages, at der - som ved udlejningen i øvrigt af almennyttige boliger - sker en rimelig integration mellem forskellige befolkningsgrupper i de enkelte boligafdelinger.«

Det er på denne baggrund Indenrigsministeriets opfattelse, at Frederiksberg Kommunalbestyrelse lovligt har kunnet beslutte at overtage anvisningsretten til hver fjerde lejlighed i det almennyttige boligbyggeri.

Med hensyn til den påtænkte anvendelse af anvisningsordningen fremgår det som nævnt af kommunens oplysninger, at den enkelte ansøgning vil blive undergivet en konkret vurdering, og at de boligsøgende bosniske krigsflygtninge i den forbindelse vil blive behandlet på lige fod med andre husvilde borgere i kommunen.

Kommunens overtagelse af anvisningsretten er således foranlediget af opgaven med fremskaffelse af boliger til gruppen af bosniske krigsflygtninge, men kommer alle husvilde i kommunen til gode. Begrænsningen af anvendelsen af anvisningsretten til husvilde ses ikke gå ud over lovens formål.

Hvem der i det enkelte tilfælde skal tildeles en lejlighed, som kommunen har anvisningsret til, er en skønsmæssig afgørelse. Det er i overensstemmelse med lovens forarbejder, at adgangen benyttes til indkvartering af husvilde.

Den af kommunen anlagte fortolkning, hvor der ved husvilde forstås personer, der ikke har selvstændige lejligheder - og derfor også bosniske krigsflygtninge, der efter at have fået opholdstilladelse skal fraflytte et asylcenter - giver ikke Indenrigsministeriet anledning til bemærkninger.

Lov nr. 281 af 27. april 1994 om kommunal anvisningsret giver kommunalbestyrelsen adgang til med henblik på boligsociale opgaver at indgå aftaler med private udlejere om mod betaling at erhverve anvisningsret til ledigblevne lejligheder. Loven udelukker imidlertid ikke, at kommunalbestyrelsen ved en frivillig aftale, der ikke indebærer særlig godtgørelse til udlejeren, formidler, at husvilde får en lejlighed i privat udlejningsbyggeri.

Indenrigsministeriet finder således i det hele intet grundlag for at antage, at Frederiksberg Kommunalbestyrelses beslutning af 11. september 1995 vedrørende boligplacering af bosniske krigsflygtninge og den påtænkte administration heraf er uforenelig med lovgivningen.

Med venlig hilsen

Torben Sørensen

Anvisningsret almennyttige boliger flygtninge

Ved brev af 10. oktober 1995 har Frederiksberg Kommune anmodet Indenrigsministeriet om som tilsynsmyndighed at afgive en vejledende udtalelse om lovligheden af kommunalbestyrelsens beslutning af 11. september 1995 vedrørende boligplaceringen af bosniske krigsflygtninge.

Det fremgår af sagen, at Dansk Flygtningehjælp ved brev af 19. juli 1995 anmodede kommunen om at bistå med tilvejebringelse af boliger til 300 af de flygtninge, som er indkvarteret på centre i Frederiksberg Kommune. Anmodningen blev fremsat som led i den landsdækkende indkvarterings- og integrationsopgave, som for tiden varetages af Dansk Flygtningehjælp, med hensyn til et betydeligt antal bosniske krigsflygtninge, som løbende modtager opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9, stk. 2, nr. 5.

Den 11. september 1995 vedtog Frederiksberg Kommunalbestyrelse efter indstilling fra Bolig- og Ejendomsudvalget og Magistraten, »at tage kvoten for bosniske flygtninge til efterretning og specielt for boligplacering af disse at gøre generel brug af anvisningsret til almennyttige boligselskaber, idet det skal tilstræbes, at der ikke sker koncentration i områder, som allerede er socialt belastet, herunder Stjernen.« Et flertal vedtog endvidere, »at der rettes henvendelse til private udlejere om frivillige aftaler uden godtgørelse«.

Den 19. september 1995 tilskrev kommunen private udlejere med spørgsmål om, hvor vidt de pågældende ville være villige til at stille en eller flere lejligheder som er eller bliver ledige, til rådighed for kommunen med henblik på løsning af opgaven. Det anførtes samtidig, at kommunalbestyrelsen havde besluttet ikke at benytte reglerne i lov nr. 281 af 27. april 1994 om kommunal anvisningsret.

Ved brev af 20. september 1995 rettede Frederiksberg Kommune henvendelse til de almennyttige boligselskaber, og anførte bl.a. følgende

»Vedrørende anvisning af boliger til bosniske krigsflygtninge.

Dansk Flygtningehjælp har rettet henvendelse til Frederiksberg Kommune og anmodet om, at kommunen i løbet af 1995-96 fremskaffer boliger til 300 af de bosniske krigsflygtninge, der er indkvarteret i Hovedstadsregionen.

Frederiksberg Kommunalbestyrelse har vedtaget at påtage sig at fremskaffe permanente boliger til denne gruppe flygtninge, hvilket indebærer, at kommunen skal anvise omkring 150 boliger.

Man påtænker at løse opgaven ved i første omgang at benytte egne udlejningsejendomme, men håber også, at en henvendelse til private udlejere vil skaffe udlejningsmuligheder.

Det må imidlertid forudses, at det ikke vil være muligt at løse opgaven alene ved hjælp af disse lejligheder, og Frederiksberg Kommunalbestyrelse har derfor i henhold til § 76 b, stk. 1, i lov om boligbyggeri vedtaget at kræve, at hver fjerde ledige lejlighed i selskabets frederiksbergske bebyggelse med virkning fra dags dato stilles til kommunens disposition, indtil opgaven er løst...«

Frederiksberg Kommune har på denne måde krævet anvisningsret til hver fjerde ledigblevne lejlighed i de almennyttige afdelinger (bortset fra Stjernen), hvor kommunen ikke før har haft anvisningsret.

Det fremgår endelig af sagen, at Frederiksberg Kommune ikke har truffet beslutning om, hvorledes anvisningsordningen nærmere skal administreres. Kommunen har i den forbindelse oplyst, at det vil bero på en konkret vurdering, hvem der i det enkelte tilfælde skal have tildelt en lejlighed, som kommunen har anvisningsret til. Bosniske krigsflygtninge, der mangler en bolig, vil blive behandlet på linie med andre borgere i kommunen, der er husvilde. Det bemærkes, at kommunen i den forbindelse har oplyst, at den normalt ikke medvirker til at skaffe en bolig til husvilde fra andre kommuner eller til egne borgere, der har en bolig, men som ønsker at flytte. Kommunen anser såvel bosniere som danskere, der ikke har selvstændige lejligheder, som husvilde.

I den anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende

I anledning af en anmodning fra Dansk Flygtningehjælp til en kommune om at bistå med tilvejebringelsen af boliger til 300 af de flygtninge, som var indkvarteret på centre i den pågældende kommune, vedtog kommunalbestyrelsen at gøre generel brug af anvisningsretten til almennyttige boliger i henhold til § 14, stk.

2, 1. pkt., i lov om boligbyggeri (lovbekendtgørelse nr. 668 af 4.

august 1995).

Kommunen oplyste, at det ville bero på en konkret vurdering, hvem der i det enkelte tilfælde skulle have tildelt en lejlighed, som kommunen havde anvisningsret til. Bosniske krigsflygtninge, der manglede en bolig, ville blive behandlet på linie med andre borgere i kommunen, der var husvilde. Kommunen anså såvel bosniere som danskere, der ikke havde selvstændige lejligheder, som husvilde.

Udtalt, at kommunens begrænsning af anvendelsen af anvisningsretten til at angå husvilde ikke fandtes at gå ud over lovens formål.

Hvem der i det enkelte tilfælde skulle tildeles en lejlighed, som kommunen havde anvisningsret til, var en skønsmæssig afgørelse.

Det var i overensstemmelse med lovens forarbejder, at adgangen blev benyttet til indkvartering af husvilde. Den af kommunen anlagte fortolkning, hvor der ved husvilde blev forstået personer, der ikke havde selvstændige lejligheder - og derfor også bosniske krigsflygtninge, der efter at have fået opholdstilladelse skulle fraflytte et asylcenter - gav ikke ministeriet anledning til bemærkninger.