Udtræden af udvalg mv. i forbindelse med fortabelse af valgbarhed
Statutory Text (3 Articles)
Udtræden af udvalg mv. i forbindelse med fortabelse af valgbarhed
Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt
Aalborghus Slot
Slotspladsen 1
9000 Aalborg
I brev af 15. november 1995 (j.nr. 1995-951/228) har Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt på baggrund af en konkret sag anmodet Indenrigsministeriet om en vejledende udtalelse om, hvorvidt et kommunalbestyrelsesmedlem, som har mistet sin valgbarhed på grund af straf, kan bevare sit medlemskab af bestyrelser for institutioner, som den pågældende er udpeget til af kommunalbestyrelsen, når medlemskab af kommunalbestyrelsen eller valgbarhed hertil ikke er forudsat i vedtægterne for de pågældende institutioner.
I denne anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende
Kommunalbestyrelsens valg af medlemmer til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende, hvori kommunalbestyrelsen skal være repræsenteret, sker med virkning for kommunalbestyrelsens funktionsperiode, jf. § 17, stk. 2 og 3, i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 615 af 18. juni 1995.
Såfremt et medlem af kommunalbestyrelsen i funktionsperioden mister sin valgbarhed, udtræder medlemmet af kommunalbestyrelsen, jf. § 100, stk. 1, i lov nr. 140 af 8. marts 1989 om kommunale valg. Endvidere ophører medlemmet med at repræsentere kommunen i de hverv, som medlemmet i kraft af sit medlemskab af kommunalbestyrelsen er blevet udpeget til at varetage.
Et medlem, der mister sin valgbarhed, skal derfor udtræde af de udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende, hvori den pågældende er indvalgt af kommunalbestyrelsen, såfremt det følger af lovgivningen eller vedtægter m.v., at varetagelsen af hvervet er betinget af medlemskab af kommunalbestyrelsen. Det samme gælder i tilfælde, hvor det må antages, at det har været en forudsætning for kommunalbestyrelsens udpegning af den pågældende til hvervet, at vedkommende var medlem af kommunalbestyrelsen.
Det forhold, at et medlem mister sin valgbarhed til kommunalbestyrelsen, medfører således ikke i sig selv, at det pågældende medlem skal fratræde alle bestyrelsesposter og hverv, som den pågældende af kommunalbestyrelsen er blevet udpeget til at varetage. Afgørelsen heraf må som nævnt bero på en fortolkning af den lovgivning eller vedtægt m.v., i henhold til hvilken udpegningen har fundet sted, samt en (bevismæssig) vurdering af, om kommunalbestyrelsen ved udpegningen har lagt afgørende vægt på, at kommunen blev repræsenteret af et kommunalbestyrelsesmedlem.
Det tilføjes, at årsagen til medlemmets fortabelse af valgbarhed tillige kan have betydning ved afgørelsen af, om den pågældende fortsat kan varetage et hverv, hvortil den pågældende er udpeget af kommunalbestyrelsen, idet der i lovgivningen m.v. eller i forbindelse med kommunalbestyrelsens udpegning til hvervet kan være fastsat eller forudsat særlige bopæls- eller vandelskrav.
Med venlig hilsen
Emil le Maire
Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1995
Udtalt, at et kommunalbestyrelsesmedlem, der i funktionsperioden mister sin valgbarhed og udtræder af kommunalbestyrelsen, ophører med at repræsentere kommunen i de hverv, som medlemmet i kraft af sit medlemskab af kommunalbestyrelsen er blevet udpeget til at varetage.
Et medlem, der mister sin valgbarhed, skal derfor udtræde af de udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende, hvori den pågældende er indvalgt af kommunalbestyrelsen, såfremt det følger af lovgivningen eller vedtægter m.v., at varetagelsen af hvervet er betinget af medlemskab af kommunalbestyrelsen. Det samme gælder i tilfælde, hvor det må antages, at det har været en forudsætning for kommunalbestyrelsens udpegning af den pågældende til hvervet, at vedkommende var medlem af kommunalbestyrelsen.
Årsagen til medlemmets fortabelse af valgbarhed kan tillige have betydning ved afgørelsen af, om den pågældende fortsat kan varetage et hverv, hvortil den pågældende er udpeget af kommunalbestyrelsen, idet der i lovgivningen m.v. eller i forbindelse med kommunalbestyrelsens udpegning til hvervet kan være fastsat eller forudsat særlige bopæls- eller vandelskrav.