Om kommunalt tilskud til pjece udgivet af en baptistkirke

Om kommunalt tilskud til pjece udgivet af en baptistkirke

Brande Byråd

Rådhuset

Centerparken 1

7330 Brande

Ved brev af 11. august 1993 har Brande Byråd rettet henvendelse til Indenrigsministeriet om Tilsynsrådet for Ringkjøbing Amts udtalelse af 25. juni 1993 til byrådet vedrørende kommunalt tilskud til Brande Baptistmenighed til en pjece om Baptistkirken i Brande.

Sagens baggrund er følgende

Brande Baptistmenighed ansøgte den 16. marts 1993 Brande Kommune om tilskud til en fremstillet pjece i 5.400 eksemplarer om Baptistkirken i Brande.

Pjecen har følgende ordlyd

»Velkommen i BRANDE BAPTIST KIRKE

PLADS OG KÆRLIGHED

Allerede indgangspartiet til kirken vidner om vort mål og vor vision som kristen menighed på dette sted!

Læg mærke til den meget utraditionelle byggestil. Se korset, der er ved at vælte; den brudte lænke fra jord til kors; indgangspartiets runde og indbydende form; alle de ulige, kantede, hårdtbrændte sten og dem fra marken.

Det er ikke alene udtryk for en genbrugstanke, men for direkte at vise hen til - og understrege det kristne budskab om værdien af det mislykkede. Det tilsyneladende værdiløse er værdifuldt og kan bruges i en kirkebygning.

Vi, der kommer i kirken og kalder den vor, ser det som en understregning af at der er plads og kærlighed til det mislykkede og kasserede, - at det kan bruges til noget. Lænken til korset er brudt - bevidst skåret over - Jesus kom for at sætte mennesker i frihed gennem tilgivelse.

DET MODERNE MENNESKE

På vej ind i kirken - i forhallen, hvis rummelighed giver kirkegængerne mulighed for at sludre - tænker du måske på, hvad korset og den brudte lænke symboliserer. Du kan måske ikke finde noget i dit liv, som er bundet? Som moderne mennesker vil vi hævde, at vi er frie mennesker.

KORSET - ET VINDUE TIL LIVET OMKRING DIG

Fra forhallen kan du, hvis døren til kirkesalen er åben, se ind til et centralt symbol - igen et kors! Denne gang udført som et vindue i en væg. Læg mærke til, hvad du ser!

Fra kirkens stilhed og andagt ser du livet du kom fra - og kommer tilbage til!

Du ser den verden, hvor vi som mennesker binder hinanden i fordomme og forudfattede meninger. Ser det sted, hvor vi også i dag hindrer glæden i at blomstre og andre mennesker i at udfolde sig. Vi gør det ved at dømme og vende fingeren ned ad. Du ser gennem korset! - Kan du på denne måde se dit eget liv? Hvordan da med korset og den brudte lænke ved indgangen til kirken? Det kristne budskab er talt til hverdagens mennesker! Enkelt og ligetil lyder det, og lægger op til menneskelig stillingtagen og tro.

HVERDAGENS KIRKE ...

Korset har en ganske speciel placering i kirkerummet.

Prismer sat foran ovenlysvinduerne tegner på solskinsdage den gamle pagts tegn, regnbuen, på væggen ved korset. For foden af korset er kirkens dåbsgrav. I Baptistkirker døbes mennesker ved hel neddykkelse efter bekendelse af tro. Vi kalder det troendes dåb. Præsten og den, der skal døbes, går begge ned i vandet.

Flytter du nu blikket fra dåbsgrav og kors, vil du bemærke både prædikestol og nadverbord. Begge dele er enkelt udført i træ, som resten af kirken. Prædikestolen er både symbolsk og praktisk næsten i niveau med bænkene i kirkesalen. Fra prædikestol og nadverbord forkyndes evangeliet - nadverens brød og vin bringes til gudstjenestedeltagerne, jævnt og lige til, både som mindemåltid og fornyelse af troen på Jesus.

FOR HVERDAGENS MENNESKER.

Væggen i orgelsiden af kirkesalen er fyldt med mindre vinduer. Et par af vinduerne fører ind til søndagsskolens lokale. Herfra høres af og til børnenes glade sange, og herfra kan de holde øje med, hvornår gudstjenesten er færdig. Forældre og børn kan komme sammen til kirke - begynde gudstjenesten sammen - og gå hjem sammen. Et vindue i lokalet vender mod gaden - det er et brøndrør der symboliserer evigheden.

Vi er glade for vores kirke!

Glade for dens muligheder og funktioner. Kirkesalen kan udvides til dobbelt størrelse ved at forhænget trækkes til side. Vi glæder os også over værksted og køkken, rum til børne- og ungdomsarbejde og billardlokale. Alt i en kirke, som ikke blot er bygget for søndagens gudstjeneste, men også for hverdagens virke sammen med og blandt hverdagens mennesker!

Brande Baptistmenighed er andet og mere end gudstjeneste. Den er også søndagsskole, juniorklub, korvirksomhed, ungdomsforening, bibelgrupper, menighedsråd og meget mere.

Har du fået lyst til at lære os nærmere at kende, så er du velkommen til at være med i fællesskabet.

Ønsker du nærmere oplysning, evt. menighedens kirkeblad, er du velkommen til at kontakte menighedens præst på telefon: ... .«

Det er oplyst, at pjecen er tænkt til brug ved de rundvisninger, der finder sted i kirken. Den skal ligge til uddeling i kirken og på turistkontoret i Brande. Pjecen skal således ikke alene understøtte rundvisning, men også vække interesse for et besøg og dermed være et led i markedsføringen af Brande by som turistby på den jyske hede.

Økonomiudvalget i Brande Kommune bevilgede den 3. maj 1993 5.000 kr. til formålet under det forbehold, at tilskuddet var lovligt. Kommunen rettede ved brev af 5. maj 1993 henvendelse til Tilsynsrådet for Ringkjøbing Amt med anmodning om en vurdering af tilskuddets lovlighed.

Tilsynsrådet udtalte ved brev af 25. juni 1993 bl.a. følgende

»Ifølge grundlovens § 68 er ingen pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, der er hans egen. Bestemmelsen indebærer, at der ikke lovligt kan ydes kommunal støtte til religiøse formål, medmindre kommunen med sin støtte varetager en selvstændig og lovlig kommunal interesse. Omtale af en kirkebygning med det formål at styrke turismen må antages at være et lovligt kommunalt formål. Det er imidlertid tilsynsrådets opfattelse, at pjecen fra baptistmenigheden ud over det turistmæssige formål også tjener et religiøst formål, således som det kristne budskab er omtalt i pjecen. Tilsynsrådet finder herefter ikke, at der lovligt kan ydes kommunal støtte til pjecen.«

Pastor Benny Klarholt, Brande Baptistmenighed, rettede ved brev af 12. juli 1993 henvendelse til Tilsynsrådet for Ringkjøbing Amt. Af brevet fremgår bl.a. følgende

»...Pjecen menes at tjene et religiøst formål. Vi er af en anden opfattelse. Havde formålet med pjecen været af evangeliserende karakter, var der anvendt ord som i direkte sprog kaldte til overvejelse af det kristne budskab og stillingtagen-/ omvendelse til det. ...

Kirken som bygning er fyldt af symboler. Kendere af kirken, og ikke nødvendigvis kristne som kommer her, finder det vanskeligt at beskrive kirken uden at bruge ord, som de anvendte. ...«

Byrådet anmodede ved brev af 11. august 1993 Indenrigsministeriet om at vurdere, om der lovligt kunne ydes kommunal støtte til pjecen. Byrådet anførte bl.a. følgende

»Byrådets flertal finder ikke, at pjecen tjener et religiøst formål og ønsker at støtte pjecen på grund af det turistmæssige formål.

Baptistkirken har gennem mange år været en af byens meget besøgte turistattraktioner.

Kirken har været godt besøgt af mange skoler, større grupper i bus, samt planlagte og bestilte besøg fra både ind- og udland. Kirken er omtalt i landsdækkende oplysningsmateriale, bl.a. Dandata, Danmarks Turistråds landsdækkende dataservice samt i hæftet om Brande, udgivet af Brande Turistkontor.«

Indenrigsministeriet anmodede endelig ved brev af 25. august 1993 Tilsynsrådet for Ringkjøbing Amt om en udtalelse.

Tilsynsrådet meddelte ved brev af 2. september 1993 Indenrigsministeriet, at rådet kunne henholde sig til dets udtalelse af 25. juni 1993.

Indenrigsministeriets udtalelse

Indenrigsministeriet skal indledningsvis udtale, at det tilsyn, som de kommunale tilsynsmyndigheder udøver over for kommunerne, er et retligt tilsyn. Det betyder, at tilsynet kun omfatter spørgsmål om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse (jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af 22. juni 1993, som senest ændret ved lov nr. 380 af 14. juni 1995).

De kommunale tilsynsmyndigheder kan således ikke tage stilling til spørgsmål om hensigtsmæssigheden af kommunernes sagsbehandling eller til spørgsmål vedrørende skønsudøvelse, så længe skønnet udøves inden for de rammer, der følger af lovgivningen.

Indenrigsministeriet er ikke almindelig klageinstans i forhold til tilsynsrådene. Ministeriet tager dog sager op til vurdering, såfremt ministeriet har grund til at antage, at den retsopfattelse, som et tilsynsråd har givet udtryk for, er urigtig eller hviler på et urigtigt faktisk grundlag, jf. § 61 a i lov om kommunernes styrelse.

Indenrigsministeriet tager således ikke stilling til tilsynsrådenes sagsbehandling, herunder spørgsmål om, hvorvidt sagsbehandlingen er i overensstemmelse med god forvaltningsskik.

Grundloven indeholder i § 4 og § 68 to bestemmelser, hvis betydning må overvejes i forbindelse med en vurdering af spørgsmålet om lovligheden af kommunal støtte til religiøse formål.

Af grundlovens § 4 fremgår følgende

»Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten«.

Af grundlovens § 68 fremgår følgende

»Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.«

Bestemmelsen i grundlovens § 4 fastlægger den evangelisk-lutherske kirkes særlige placering i det danske samfund - en placering der indebærer, at kirken som den danske folkekirke understøttes af staten.

Selvom det alene er staten, der nævnes i grundlovens § 4, antages bestemmelsen dog ikke at udelukke kommuner fra at yde støtte til folkekirken eller til religiøse formål i øvrigt, jf. således bl.a. Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 3, 1989, side 109 ff.

Spørgsmålet om, hvorvidt grundlovens § 68 afskærer kommuner fra at yde støtte til religiøse formål, har givet anledning til mere tvivl i den juridiske teori end spørgsmålet om betydningen af grundlovens § 4.

Baggrunden herfor er navnlig det forhold, at Højesteret i 1898 afsagde en dom (Ugeskrift for Retsvæsen 1899, side 46), i hvilken Højesteret udtalte, at det ikke havde været foreneligt med grundlovens § 68 at afkræve et medlem af det mosaiske trossamfund en særlig kommunal skat, der skulle tjene til afløsning af tidligere til folkekirken aflagte højtidsofre.

Højesterets dom har givet anledning til den antagelse, at grundlovens § 68 udelukker, at en almindelige kommunale skatteudskrivning kan belastes med ydelser til folkekirken eller til religiøse sammenslutninger, jf. således Erik Harder, Dansk Kommunalforvaltning II, Opgaver, 1987, side 111 ff.

Det er dog opfattelsen i nyere juridisk teori, at udtrykket »personlige bidrag« i grundlovens § 68 ikke omfatter kommunale bidrag, og at højesterets dom ikke kan antages at have ændret ved denne forståelse af bestemmelsen, jf. således Henrik Zahle, Dansk Statsforfatningsret 3, 1989, side 109 f., og Mogens Heide-Jørgensen, Den kommunale interesse, 1993, side 268 ff.

Sammenfattende er det på baggrund af det ovenfor anførte Indenrigsministeriets opfattelse, at hverken grundlovens § 4 eller § 68 udelukker kommuner fra at yde støtte til religiøse formål.

Det forhold, at det ikke vil være i strid med grundloven at yde kommunal støtte til religiøse formål, betyder imidlertid ikke, at en sådan støtte dermed lovligt kan ydes. Spørgsmålet herom må afgøres på grundlag af de almindelige offentligretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse - de såkaldte kommunalfuldmagtsregler.

De kommunale tilsynsmyndigheder har i en række tilfælde taget stilling til spørgsmål vedrørende kommunal støtte til folkekirken. Tilsynsmyndigheders praksis på dette område er imidlertid præget af nogen uklarhed, hvilket navnlig synes at bero på de noget vekslende opfattelser af rækkevidden af grundlovens § 68, jf. ovenfor.

Nyere tilsynspraksis på området synes dog mere entydigt at antage, at det ikke kan anses som en kommunal opgave at yde støtte til et kirkeligt eller religiøst formål. Denne udvikling skal ses i sammenhæng med den almindelige samfundsudvikling, der bl.a. har medført flere trosretninger, samt større opmærksomhed om betydningen af religionsfrihed som en central menneskerettighed.

Antagelsen i nyere tilsynspraksis udelukker imidlertid ikke, at der kan ydes kommunal støtte til et kirkesamfund eller til en religiøs sammenslutning. Kommunal støtte kan ydes i det omfang, der med støtten varetages kommunale opgaver, for eksempel af byplanmæssig eller kulturel karakter; eller - som i den foreliggende sag - af turistfremmende karakter.

Spørgsmålet om, hvorvidt Brande Kommune lovligt kan yde det omhandlede tilskud til Brande Baptistmenighed, beror på baggrund af de ovenfor anførte på en vurdering af, om der med støtten varetages et kommunalt turistformål, eller om tilskuddet må anses som støtte til udbredelse af menighedens holdningsmæssige grundlag.

Hertil bemærkes indledningsvis, at pjecens indhold efter Ingenrigsministeriets opfattelse ikke giver grundlag for en mere entydig konstatering af, om pjecen overvejende tjener til fremme af den lokale turisme eller til udbredelse af menighedens idegrundlag.

Indenrigsministeriet har lagt til grund, at baptistkirken udgør en væsentlig turistattraktion for Brande Kommune, og at pjecens præsentation af kirken kan være medvirkende til at øge kirkens besøgstal og dermed også antallet af turister i kommunen. Ministeriet har herved lagt vægt på, at pjecen indeholer beskrivelser af kirkens byggestil og af de enkelte kirkerums indretning på en måde, der må anses som egnet til at vække interesse for et besøg i kirken.

Når spørgsmålet om pjecens formål efter Indenrigsministeriets opfattelse alligevel giver anledning til tvivl, skyldes det, at pjecens beskrivelser af de enkelte symboler i kirken - herunder navnlig beskrivelsen af korset - bevæges fra en beskrivelse af selve symbolet og dets placering i kirkerummet til en mere appellerende henvendelse til læseren om at sætte sin tilværelse i forhold til symbolet.

Indenrigsministeriet finder dog ikke, at disse symbolbeskrivelser indeholder direkte opfordringer til gudsdyrkelse, omvendelse m.v., og dermed heller ikke, at symbolbeskrivelserne giver pjecen en egentlig holdningsbearbejdende funktion.

Omend spørgsmålet giver anledning til tvivl, finder Indenrigsministeriet efter en samlet vurdering ikke grundlag for at udtale, at Brande Byråds beslutning om at yde støtte til den omhandlede pjece er i strid med principperne for afgrænsning af den kommunale opgavevaretagelse. Ministeriet har tillagt det betydning for udtalelsen, at der må indrømmes kommunen en ganske betydelig margin i forbindelse med en beslutning som den foreliggende, der indeholder en vanskelig skønsmæssig vurdering og som samtidig træffes på et retsområde, hvor fastlæggelsen af de nærmere grænser giver anledning til en vis tvivl.

Med venlig hilsen

Henrik Sauer

Ingen

Generelt udtalt, at hverken grundlovens § 4 eller § 68 udelukker kommuner fra at yde støtte til religiøse formål.

Det forhold, at det ikke vil være i strid med grundloven at yde støtte til religiøse formål, betyder imidlertid ikke, at en sådan støtte dermed lovligt kan ydes. Spørgsmålet herom må afgøres på grundlag af de almindelige offentretlige retsgrundsætninger om kommuners opgavevaretagelse - de såkaldte kommunalfuldmagtsregler.

Nyere tilsynspraksis på området synes mere entydigt at antage, at det ikke kan anses som en kommunal opgave at yde støtte til et kirkeligt eller religiøst formål. Denne udvikling skal ses i sammenhæng med den almindelige samfundsudvikling, der bl.a. har medført flere trosretninger, herunder større udbredelse af ikke-kristne trosretninger, samt større opmærksomhed om betydningen af religionsfrihed som en central menneskerettighed.

Antagelsen i nyere tilsynspraksis udelukker imidlertid ikke, at der kan ydes kommunal støtte til et kirkesamfund eller til en religiøs sammenslutning. Kommunal støtte kan ydes i det omfang, der med støtten varetages kommunale opgaver, for eksempel af byplanmæssig eller kulturel karakter; eller - som i den foreliggende sag - af turistfremmende karakter.

I den konkrete sag lagde Indenrigsministeriet til grund, at baptistkirken udgør en væsentlig turistattraktion for kommunen, og at pjecens præsentation af kirken kan være medvirkende til at øge kirkens besøgstal og dermed også antallet af turister i kommunen.

Spørgsmålet om pjecens formål gav efter ministeriets opfattelse alligevel anledning til tvivl, fordi pjecens beskrivelser af de enkelte symboler i kirken - herunder navnlig beskrivelse af korset - bevæges fra en beskrivelse af selve symbolet og dets placering i kirkerummet til en mere appellerende henvendelse til læseren om at sætte sin tilværelse i forhold til symbolet.

Indenrigsministeriet fandt dog ikke disse symbolbeskrivelser direkte opfordrende til gudsdyrkelse, omvendelse m.v., og dermed heller ikke, at symbolbeskrivelserne giver pjecen en egentlig holdningsbearbejdende funktion.

Omend spørgsmålet gav anledning til tvivl, fandt Indenrigsministeriet efter en samlet vurdering ikke grundlag for at udtale, at byrådets beslutning om at yde støtte til den omhandlede pjece var i strid med principperne for afgrænsning af den kommunale opgavevaretagelse. Ministeriet tillagde det betydning for udtalelsen, at der må indrømmes kommunen en ganske betydelig margin i forbindelse med en beslutning som den foreliggende, der indeholder en vanskelig skønsmæssig vurdering og som samtidig træffes på et retsområde, hvor fastslæggelsen af de nærmere grænser giver anledning til en vis tvivl.