Legislator Case Law & Legislation
Y19940905558 DK

Om en kommunes mulighed for at engagere sig i samt yde støtte, herunder i form af garantistillelse, til kollektive trafikforbindelser mellem landsdelene

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelse 1994 9055 Valid

Om en kommunes mulighed for at engagere sig i samt yde støtte, herunder i form af garantistillelse, til kollektive trafikforbindelser mellem landsdelene

I brev af 23. februar 1994 har Grenaa Kommune rettet henvendelse til indenrigsministeren med anmodning om en udtalelse om, hvorvidt Grenaa Kommunes påtænkte engagement i et selskab, der har til formål at opretholde færgefarten mellem Grenaa og Hundested, er lovligt.

Af Grenaa Kommunes brev af 23. februar 1994 og af det materiale, som Grenaa Kommune den 22. februar 1994 har indsendt til ministeriet, fremgår bl.a. følgende om baggrunden for Grenaa Kommunes henvendelse til ministeriet

Det rederi, som på nuværende tidspunkt besejler færgeruten Grenaa - Hundested, indstiller sin sejlads den 1. maj 1994. Med henblik på at sikre fortsat regelmæssig skibstrafik mellem Grenaa og Hundested har Grenaa kommunale havn, Hundested Havn I/S og A. Henriksen Shipping A/S stiftet Driftsselskabet Grenå Hundested A/S, der efter den 1. maj 1994 skal forestå sejladsen mellem de to byer. Selskabet European Ferries Denmark A/S er efterfølgende indtrådt som aktionær i Driftsselskabet Grenå Hundested A/S, således at selskabets aktiekapital nu er fordelt ligeligt mellem de 4 aktionærer.

Det fremgår af § 3 i vedtægterne for Driftsselskabet Grenå Hundested A/S, at selskabet har følgende formål

»Selskabets formål er at sikre det nødvendige havnerelaterede fundament for en regelmæssig skibstrafik for personer og køretøjer og andet gods mellem de to havne, herunder deltagelse i finansieringen af nødvendige havneanlæg, samt varetagelse af administrative funktioner i forbindelse med trafikkens afvikling.«

I følge det oplyste skal Driftsselskabet Grenå Hundested A/S af selskabet European Ferries Denmark A/S chartre den færge - M/S »Kattegat« - der påtænkes indsat permanent på ruten. Da denne færge imidlertid først vil kunne indsættes i foråret 1995, forhandles der i øjeblikket med DSB om chartring af en anden færge for perioden 1. maj 1994 - foråret 1995.

Af den aktionæroverenskomst, som blev indgået den 26. november 1993 mellem aktionærerne i driftsselskabet, fremgår bl.a., at Grenaa og Hundested Kommuner i fællesskab skal stille en garanti på kr. 25 mio. kr. over for European Ferries Denmark A/S for driftsselskabets forpligtelser i forbindelse med chartring af færgen M/S »Kattegat«. Garantien skal gælde i 3 år efter, at færgen har påbegyndt besejlingen af ruten.

Det fremgår endvidere af aktionæroverenskomsten, at Driftsselskabet Grenå Hundested A/S til og med de 3 første regnskabsår, hvori selskabet driver aktiv færgedrift, ikke kan betale udbytte til aktionærerne, medmindre Grenaa Kommune og Hundested Kommune samtykker.

Den konkrete anledning til Grenaa Kommunes henvendelse til ministeriet er, at Grenaa kommunale havn, der er en kommunal trafikhavn, efter Trafikministeriets opfattelse ikke lovligt kan deltage i Driftsselskabet Grenå Hundested A/S, jf. lov nr. 216 af 16. maj 1990 om trafikhavne m.v. Grenaa Kommune er derfor instillet på at erhverve havnens aktiepost, såfremt det for kommunen vil være lovligt at deltage i selskabet.

Indenrigsministeriet skal i den anledning indledningsvis bemærke, at det almindelige tilsyn med kommunerne varetages af de for hvert amt nedsatte tilsynsråd.

Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt og Tilsynsrådet for Århus Amt har over for Indenrigsministeriet oplyst, at Hundested og Grenaa Byråd har tilsendt Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt henholdsvis Tilsynsrådet for Århus Amt en redegørelse for de beslutninger, som de to byråd har truffet om at stille den ovennævnte driftsgaranti på i alt kr. 25 mio. for perioden 1. november 1995 - 31. marts 1998.

Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt har ved brev af 17. februar 1994 til Hundested Byråd udtalt, at Hundested Kommune lovligt kan yde støtte til opretholdelse af trafikforbindelsen Hundested-Grenaa. Tilsynsrådet har endvidere tiltrådt Hundested Byråds opfattelse af, at tilsynsrådets samtykke til meddelelse af en kommunegaranti af 3 års varighed ikke er fornøden.

Tilsynsrådet for Århus Amt har endnu ikke færdigbehandlet redegørelsen fra Grenaa Byråd.

Under henvisning til sagens hastende karakter samt efter kontakt til Tilsynsrådene for Frederiksborg og Århus Amter skal Indenrigsministeriet herefter afgive nedenstående vejledende udtalelse om mulighederne for kommunalt engagement i Driftsselskabet Grenå Hundested A/S. Det bemærkes, at Indenrigsministeriet på grund af den korte tidsfrist ikke har haft lejlighed til at indhente en udtalelse fra Industriministeriet om, hvorvidt der i den lovgivning, der hører under Industriministeriet, er hjemmel til Grenaa Kommunes påtænkte engagement i driftsselskabet. Ministeriet har imidlertid i det følgende lagt til grund, at der ikke findes en sådan hjemmel.

Med hjemmel i de uskrevne retsgrundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse kan kommuner etablere og drive kollektive trafikforbindelser mellem landsdelene. Det antages endvidere, at kommuner kan yde støtte til opretholdelse af sådanne trafikforbindelser. Det er dog en betingelse, at etablering henholdsvis opretholdelse af den pågældende trafikforbindelse ikke er i strid med den overordnede landsplanlægning på området, samt at der for den eller de pågældende kommuner foreligger en særlig kommunal interesse i det omhandlede projekt. Det er endvidere en betingelse, at der består et rimeligt forhold mellem den kommunale interesse og størrelsen af det kommunale engagement.

Kommunal støtte vil eventuelt - som i det foreliggende tilfælde - kunne ydes i form af garanti for, at et selskab, som driver en trafikforbindelse, opfylder forpligtelser, som er væsentlige for trafikforbindelsens opretholdelse.

Indenrigsministeriet har efter de forelagte oplysninger ikke grundlag for at antage, at ovennævnte betingelser ikke er opfyldt i den foreliggende sag. Indenrigsministeriet er således enigt med Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt i, at en kommune lovligt kan påtage sig en garanti som den, Grenaa og Hundested Kommuner har ydet over for selskabet European Ferries Denmark A/S.

Det er endvidere ministeriets opfattelse, at den omhandlede garanti ikke indebærer, at et beløb svarende til garantien skal henregnes til kommunernes låntagning, jf. bekendtgørelse nr. 496 af 30. juni 1989 om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.

Indenrigsministeriet har i øvrigt ikke bemærkninger til Tilsynsrådet for Frederiksborg Amts udtalelse om, at den omhandlede garanti ikke kræver samtykke fra tilsynsrådet.

For så vidt angår Grenaa Kommunes påtænkte erhvervelse af aktier i Driftsselskabet Grenå Hundested A/S, skal Indenrigsministeriet vejledende udtale følgende

Det antages, at kommuner - eventuelt sammen med private - kan deltage i aktieselskaber under forudsætning af, at aktieselskabet udelukkende varetager opgaver, som kommunerne selv kunne udføre, herunder at selskabet ikke har et erhvervsøkonomisk formål, og at lovgivningen ikke er til hinder for, at opgaven udføres uden for det kommunale system. Det vil endvidere normalt være en betingelse, at en kommune ikke har bestemmende indflydelse i aktieselskabet.

Betingelsen om, at selskabet ikke må have erhvervsøkonomisk formål, kan opfyldes ved indføjelse af en bestemmelse i vedtægterne eller i en aktionæroverenskomst mellem samtlige aktionærer om, at der ikke kan udbetales større udbytte, end hvad der svarer til almindelig forrentning af den investerede kapital.

Det er herefter Indenrigsministeriets opfattelse, at Grenaa Kommune lovligt kan erhverve Grenaa kommunale havns aktiepost i Driftsselskabet Grenå Hundested A/S under forudsætning af, at de nævnte betingelser opfyldes. Det bemærkes i denne forbindelse, at ministeriet lægger til grund, at selskabet ikke i øvrigt varetager opgaver, som kommunen ikke selv kan varetage. Det vil således være nødvendigt at foretage nogle mindre ændringer i aktionæroverenskomsten og eventuelt i selskabsvædtægterne som følge af, at kommunen og ikke havnen deltager i selskabet.

Med venlig hilsen

Birte Weiss/

Grethe Løgstrup

Udtalelse 1994 9055 Valid

Generelt udtalt, at kommuner med hjemmel i de uskrevne retsgrundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse kan etablere og drive kollektive trafikforbindelser mellem landsdelene. Det antages endvidere, at kommuner kan yde støtte til opretholdelse af sådanne trafikforbindelser. Det er dog en betingelse, at etablering henholdsvis opretholdelse af den pågældende trafikforbindelse ikke er i strid med den overordnede landsplanlægning på området, samt at der for den eller de pågældende kommuner foreligger en særlig kommunal interesse i det omhandlede projekt. Det er endvidere en betingelse, at der består et rimeligt forhold mellem den kommunale interesse og størrelsen af det kommunale engagement, at den kommunale støtte eventuelt kan ydes i form af garanti for, at et selskab, som driver en trafikforbindelse af den omhandlede karakter, opfylder forpligtelser, der er væsentlige for trafikforbindelsens opretholdelse, og at kommuner - eventuelt sammen med private - kan deltage i aktieselskaber under forudsætning af, at aktieselskabet udelukkende varetager opgaver, som kommunerne selv kunne udføre, herunder at selskabet ikke har et erhvervsøkonomisk formål, og at lovgivningen ikke er til hinder for, at opgaven udføres uden for det kommunale system. Det vil endvidere normalt være en betingelse, at en kommune ikke har bestemmende indflydelse i aktieselskabet.

I den konkrete sag fandt Indenrigsministeriet ikke grundlag for at antage, at der ikke lovligt kunne stilles en kommunal garanti for Driftsselskabet Grenå Hundested A/S's forpligtelser i forbindelse med chartring af en færge. Indenrigsministeriet udtalte endvidere, at kommunen - under forudsætning af, at en nogle betingelser blev opfyldt - ville kunne erhverve en aktiepost i det omhandlede selskab.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →