Fri proces til sager med en sagsgenstand eller omkostninger af ringe værdi. Bagatelsager.

Fri proces til sager med en sagsgenstand eller omkostninger af ringe værdi. Bagatelsager.

Det fremgår af forarbejderne til retsplejelovens regler om fri proces (Betænkning nr. 404/1966, s. 15), at der i almindelighed ikke gives fri proces til sager af bagatelagtig karakter.

Dette synspunkt er i skiftende bekendtgørelser blevet gennemført ved en regel om, at der ikke meddeles fri proces, hvis omkostningerne ved sagen skønnes at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsforhold, se f.eks. bekendtgørelse nr. 960 af 27. december 1991 § 6, stk. 1.

Den 1. juni 1991 blev de vejledende salærsatser for advokater ændret, således at salæret på den laveste sats blev forhøjet til 4.500 kr. Det betyder, at den, der anlægger en retssag for selv helt små beløb, løber en risiko for at skulle betale omkostninger på omkring 10.000 kr. (egne og modpartens omkostninger, moms, retsafgift m.v.).

Efter Civilretsdirektoratets opfattelse betyder denne forhøjelse af salæret for småsager, at omkostningerne ved en retssag aldrig vil være uvæsentlige for en ansøger, der opfylder de økonomiske betingelser for fri proces. Såfremt reglerne ikke var blevet ændret, ville konsekvensen heraf have været, at der skulle gives fri proces til sager, selv om sagsgenstanden er overordentlig ringe, f.eks. 100 kr., blot de almindelige betingelser omøkonomi og udsigt til medhold er opfyldt. Dette ville være helt urimeligt og i strid med forudsætningerne for reglerne om fri proces.

På den baggrund er reglerne om bagatelafslag i bekendtgørelsen om fri proces § 6, stk 1, formuleret. Efter reglen beror spørgsmålet om, hvorvidt der skal meddeles bagatelafslag på en samlet, skønsmæssig vurdering af, om det er rimeligt at føre sagen til trods for sagsgenstandens ringe størrelse.

Det er ikke fastsat, hvornår man skal foretage den særlige rimelighedsvurdering. Spørgsmålet har for nyligt været gjort til genstand for mere principielle overvejelser i Civilretsdirektoratet i lyset af de hidtidige erfaringer, og det er herefter vores opfattelse, at man bør anlægge den særlige vurdering efter § 6, stk. 1, hvis sagsgenstanden er omkring et par tusinde kr. eller mindre.

Som nævnt hænger den nye regel i § 6, stk. 1, sammen med, at det omkostningsbeløb, som man risikerer ved en retssag, i almindelighed vil være på mindst ca. 10.000 kr. Der er dog visse sager, hvor omkostningerne er meget mindre, og hvor man derfor bør vurdere sagen i lyset af det traditionelle begreb om bagatelsager, jf. § 6, stk. 2. Det kan f.eks. forekomme ved visse kæremål, ved umiddelbare fogedforretninger og ved mortifikationssager m.v. Den sag, der er nævnt i spørgsmålet, drejede sig netop om en mortifikationssag, hvor omkostningerne efter det foreliggende ville være på omkring 400 kr.

Ingen

Bekendtgørelse nr. 950 af 10. december 1993, § 6.

Civilretsdirektoratet orienterede på Skarrildhus 1993 statsamterne og Københavns Overpræsidium om praksis vedrørende fri proces til sager med sagsgenstand af ringe værdi, jf. § 6 i bekendtgørelsen om fri proces.

Meddelte, at vurderingen af, hvorvidt der skal meddeles bagatelafslag i henhold til bekendtgørelsens § 6, stk. 1, beror på en samlet skønsmæssig vurdering af, om det er rimeligt at føre sagen til trods for sagsgenstandens ringe størrelse.

Det er ikke fastsat, hvornår man skal foretage den særlige rimelighedsvurdering. Spørgsmålet har imidlertid for nyligt været gjort til genstand for mere principielle overvejelser i Civilretsdirektoratet, og det er herefter direktoratets opfattelse, at man bør anlægge den særlige vurdering efter § 6, stk. 1, hvis sagsgenstanden er omkring et par tusinde kr. eller mindre.

Endvidere meddelte Civilretsdirektoratet, at den nye regel i § 6, stk. 1, hænger sammen med, at det omkostningsbeløb, som man risikerer ved en retssag, i almindelighed vil være på mindst ca.

10.000 kr. Der er dog visse sager, hvor omkostningerne er meget mindre, og hvor man derfor bør vurdere sagen i lyset af det traditionelle begreb om bagatelsager, hvor der alene tages hensyn til sagens omkostninger set i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag jf. § 6, stk. 2. Det kan f.eks. forekomme ved visse kæremål, ved umiddelbare fogedforretninger og ved mortifikationssager m.v.