Spørgsmål om, hvorvidt en kommunes fastsættelse af reduceret kloakbidrag for erhvervsvirksomheder med stort vandforbrug i betalingsvedtægten var lovligt

§ 27, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., i den dagældende miljøbeskyttelseslov er affattet således

»§ 27. Udgifterne ved udførelse, drift og vedligeholdelse af offentlige og fælles private spildevansanlæg, herunder udgifterne til fælles ledninger, afskærende ledninger, rensningsanlæg, ejendomserhvervelser og rådighedsindskrænkninger, afholdes og fordeles efter regler, der fastsættes af kommunalbestyrelsen, jf. dog § 28.

Stk. 2. Ved fastsættelse af regler efter stk. 1 kan der ikke pålignes grundejerne større samlet bidrag, end hvad der svarer til udgifterne ved udførelse og drift, herunder vedligeholdelse, af de projekter og anlæg, hvortil bidrag kræves.«

I betænkning nr. 1 fra 1986 fra Miljøstyrelsen »Betalingsvedtægter« er bl.a. anført

»3.1. Principper for betalingsregler.

Miljøbeskyttelseslovens § 27 fastsætter ikke nærmere kriterier for, hvorledes udgifterne til fælles spildevandsanlæg skal fordeles. Kommunalbestyrelserne er derfor inden for rammerne af § 27 i princippet frit stillet ved fastsættelse af betalingsordninger for fælles spildevandsanlæg (betalingsvedtægter). ...

Det skal endelig nævnes som et ofte fremført kritikpunkt, at der ved betalingen bliver diskrimineret mellem de respektive brugergrupper, bolig ctr. erhverv, sommerhusbeboelse ctr. helårsbeboelse, hvilket er i strid med kommunalretlige lighedsgrundsætninger.«

Lov om betalingsvedtægter for spildevandsanlæg, der som overfor anført afløste miljøbeskyttelseslovens bestemmelser, angiver i § 2, stk. 3 og 4, at vandafledningsbidrag til anlæg og drift som udgangspunkt skal fordeles efter ejendommenes vandforbrug. Efter lovens § 2, stk. 8, kunne kommunalbestyrelsen fastsætte særlige regler vedrørende ejendomme med atypisk vandforbrug eller stærkt forurenende virksomheder. Derudover indeholder lovgivningen ingen regler om kommunernes fastsættelse af vandafledningsbidragene.

Der er ikke i forarbejder m.v. grundlag for at antage, at der ved udarbejdelsen af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg var tilsigtet en ændring af retstilstanden på det her omhandlede område.

Ved lov nr. 388 af 20. maj 1992 er § 2 i lov om betalingsvedtægter for spildevandsanlæg ændret, bl.a. således at bestemmelsen i stk. 8 er ophævet. Loven trådte i kraft den 1. juli 1992 og finder anvendelse på alle betalingsvedtægter fra den 1. januar 1993.

Af bemærkningerne til ændringsloven fremgår, at bestemmelsen i § 2, stk. 8, ikke er opretholdt bl.a. med den begrundelse, at det ikke er hensigtsmæssigt at have specielle takster f.eks. for et stort vandforbrug, da dette vil fratage forbrugerne incitamentet til af ressourcemæssige grunde at reducere vandforbruget mest muligt.

Det vil herefter ikke være lovligt at fastsætte bestemmelser i betalingsvedtægter for kloakforsyning om reduceret kloakbidrag for erhvervsvirksomheder eller andre med et stort vandforbrug.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse må det give anledning til tvivl, i hvilket omfang kommuner lovligt i betalingsvedtægter udfærdiget med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 27 kunne graduere taksterne under hensyn til de enkelte ejendommes vandforbrug. Det må under alle omstændigheder kræves, at der foreligger en saglig begrundelse for de differentierede takster, og det må - i sammenhæng hermed - kræves, at den differentierede takstfastsættelse ikke medfører, at bestemte grupper af ejendomme kommer til at bære en uforholdsmæssig stor eller lille andel af de samlede udgifter.

På baggrund af Miljøministeriets udtalelser i sagen er det Indenrigsministeriets opfattelse, at Thisted Kommunes fastsættelse af kloakbidrag i den tidligere gældende betalingsvedtægt medførte en væsentlig begunstigelse af erhvervsejendomme med stort vandforbrug, uden at dette have tilstrækkelig saglig begrundelse; § 6 i betalingsvedtægten har derfor efter ministeriets opfattelse ikke været lovlig.

De kommunale tilsynsmyndigheder har ikke kompetence til at ændre de af kommunalbestyrelsen fastsatte takster. Det fremgår af den nugældende lov om betalingsvedtægter, at det ikke er lovligt at yde mængderabat ved højt vandforbrug.

På denne baggrund og under hensyn til den usikkerhed, der foreligger med hensyn til fastlæggelsen af, i hvilket omfang der lovligt har kunnet foretages differentiering af kloakbidrag, foretager Indenrigsministeriet sig ikke videre vedrørende den tidligere gældende betalingsvedtægt.

Det tilføjes, at betalingsvedtægten gældende fra 1. januar 1993 er ændret, hvorfor ministeriet ej heller foretager videre vedrørende denne vedtægt.

Indenrigsministeriet skal beklage den sene besvarelse.

Kopi af dette brev er sendt til Tilsynsrådet for Viborg Amt og Miljøministeriet.

Med venlig hilsen

Henrik Grunnet

2. Tilsynsrådet for Viborg Amt

3. Miljøministeriet

tit. 2. st. not.

ad j.nr. 089-99-5-90.

tit. 3. st. not.

ad j.nr. D 22002-0003.

Henrik Grunnet

Spørgsmål om, hvorvidt en kommunes fastsættelse af reduceret kloakbidrag for erhvervsvirksomheder med stort vandforbrug i betalingsvedtægten var lovligt

I brev af 31. juli 1991 (j.nr. 06.01.00P24 (192)) har Thisted Byråd klaget til Indenrigsministeriet over en udtalelse af 30. januar 1991 fra Tilsynsrådet for Viborg Amt vedrørende kommunens dagældende betalingsregler for spildevandsanlæg.

Tilsynsrådet for Viborg Amt meddelte i udtalelsen af 30. januar 1991, at rådet måtte henholde sig til en udtalelse fra Miljøstyrelsen af 7. januar 1991, hvorefter der ikke sås at være mulighed for at reducere kloakbidraget for erhvervsvirksomheder med et stort vandforbrug. Tilsynsrådet anmodede i overensstemmelse hermed byrådet om at træffe beslutning om at ændre den dagældende betalingsvedtægt. Tilsynsrådet anmodede endvidere byrådet om at ændre den vedtægt, der af byrådet var godkendt til ikrafttræden den 1. januar 1993, og som indeholdt en tilsvarende bestemmelse.

Tilsynsrådet for Viborg Amt har den 6. september 1991 henholdt sig til sin udtalelse af 30. januar 1991.

Det fremgår af sagen, at Thisted Kommunes indtil 1. januar 1993 gældende betalingsvedtægt blev vedtaget af byrådet den 20. december 1977, og senere ændret ved byrådsbeslutning den 1. december 1987. Ved beslutning af 16. maj 1989 skete endvidere ændring af § 8 vedrørende kommunalt tilskud til spildevandsanlægget.

I henhold til § 4 i den nævnte betalingsvedtægt betaltes kloakafgiften som en løbende afgift pr. m3 afledt vand.

Af vedtægtens § 6 fremgik, at der for så vidt angår erhvervsvirksomheder med stort vandforbrug skulle ske reduktion af kloakafgiften efter følgende skala

»Vandmængder % af bidrag under 50.000 m3 100 50.000-100.000 m3 75 100.000-200.000 m3 60 200.000-400.000 m3 50 over 400.000 m3 25«

I forbindelse med sagens behandling i Tilsynsrådet for Viborg Amt oplyste Thisted Byråd, at årsagen til gradueringen var det forhold, at det er billigere at hente spildevandet fra een storforbruger end fra mange små, idet udgifterne til transportledninger m.v. alt andet lige er mindre.

I klagen til Indenrigsministeriet har Thisted Byråd anmodet ministeriet om at vurdere sagen nærmere, da byrådet er af den opfattelse, at betalingsvedtægterne er udarbejdet i overensstemmelse med den gældende lovgivning.

Byrådet har i den forbindelse anført, at der efter reglerne i såvel den tidligere gældende lov om miljøbeskyttelse som i loven om betalingsregler for spildevandsanlæg er overladt kommunerne en relativ bred skønsramme med hensyn til fastsættelsen af betalingen på spildevandsområdet.

Indenrigsministeriet har på denne baggrund drøftet sagen med Miljøministeriets departement og Miljøstyrelsen.

Miljøministeriet har ved brev af 17. november 1992 fremsendt et notat af 12. oktober 1992 fra Miljøstyrelsen om sagen. I notatet er bl.a. anført følgende

»1. Der er ikke en teknisk-saglig begrundelse for at reducere prisen med 75% ved store vandmængder.

Ved fastsættelsen af betaling for spildevand har det altid - såvel før 1987-loven som under denne - været et grundlæggende udgangspunkt, at administrationen af området skal tage udgangspunkt i, at området skal hvile i sig selv, og at priserne skal have en saglig forbindelse med omkostningerne med ydelsen. Der kan ved lovgivningen være gjort konkrete modifikationer i dette princip; f.eks. tillod lovgivningen før 1987 tilskud til kloakforsyningen, hvor anlægget havde almen offentlig interesse.

I den konkrete sag har Thisted Kommune gjort gældende, at det er billigere at hente spildevandet fra en stor forbruger end fra mange små, idet udgifterne til transportledninger m.v. alt andet lige er mindre. Denne betragtning er Miljøstyrelsen i og for sig enig i. På drikkevandsområdet ydes der på dette grundlag ofte mængderabat på 5-10%. Men Thisted Kommune har ikke sandsynliggjort, at forskellige udgifter til transportledninger skulle retfærdiggøre en rabat på spildevandsbehandlingen på op til 75%, og Miljøstyrelsen anser det for udelukket, at en sådan besparelse skulle kunne optræde i praksis.

Miljøstyrelsen skal i denne forbindelse henlede opmærksomheden på, at Tilsynsrådet for Vejle Amt i en afgørelse af 19. december 1990 har fundet det uhjemlet, at Vejle Kommune - som ikke havde fremlagt nogle nærmere beregninger - ydede en rabat på 50% til de spildevandsproducenter, som havde en udledning over 250.000 m3 om året.«

Thisted Kommune har den 28. april 1993 telefonisk meddelt, at byrådet har vedtaget en ny betalingsvedtægt, der trådte i kraft den 1. januar 1993, og som ikke indeholder bestemmelser om reduceret bidrag for virksomheder med stort vandforbrug.

I den anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende

Det tilsyn, som de kommunale tilsynsmyndigheder udøver over for kommunerne, er et retligt tilsyn. Tilsynet omfatter kun spørgsmål om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 526 af 22. juni 1993).

De kommunale tilsynsmyndigheder kan ikke tage stilling til, om kommunernes sagsbehandling er rimelig eller hensigtsmæssig, eller til spørgsmål vedrørende skønsudøvelse, så længe skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen.

Indenrigsministeriet er ikke almindelig klageinstans i forhold til tilsynsrådene, men ministeriet afgiver dog vejledende udtalelser om forståelsen af retsspørgsmål.

Det fremgår af den omhandlede vedtægt, at den er vedtaget med hjemmel i den tidligere gældende miljøbeskyttelseslovs § 27 (lovbekendtgørelse nr. 85 af 8. marts 1985).

Lov om betalingsregler for spildevandsanlæg lov nr. 863 af 23. december 1987), der afløste de tidligere bestemmelser om spildevandsanlæg i miljøbeskyttelsesloven, trådte i kraft 1. januar 1988. Loven finder i henhold til lovens § 11 anvendelse på betalingsvedtægter, der udarbejdes efter lovens ikrafttræden. Når en betalingsvedtægt er udarbejdet i overensstemmelse med loven, bortfaldaer således tidligere betalingsvedtægter. Af § 11, stk. 5, fremgår endvidere, at uanset bestemmelser i gældende vedtægter ophæves kommunalbestyrelsens forpligtelse til at yde tilskud til offentlige spildevandsanlæg som udgangspunkt pr. 1. januar 1988.

Da Thisted Kommunes betalingsvedtægt er udarbejdet i 1977 og senere ændret i 1987 med hjemmel i § 27 i miljøbeskyttelsesloven, finder Indenrigsministeriet, at lovligheden af § 6 i vedtægten skal bedømmes ud fra denne bestemmelse. Det forhold, at vedtægten er ændret efter 1. januar 1988, findes ikke at kunne føre til noget andet resultat, henset til at ændringen i 1989 skete som en konsekvens af den ovenfor omtalte indføjelse af bestemmelsen i § 11, stk. 5, i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg.

Ingen

Udtalt, at det efter Indenrigsministeriets opfattelse måtte give anledning til tvivl, i hvilket omfang kommuner lovligt i betalingsvedtægter udfærdiget med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 27 kunne graduere taksterne under hensyn til de enkelte ejendommes vandforbrug. Det måtte under alle omstændigheder kræves, at der forelå en saglig begrundelse for de differentierede takster, og det måtte - i sammenhæng hermed - kræves, at den differentierede takstfastsættelse ikke medførte, at bestemte grupper af ejendomme kom til at bære en uforholdsmæssig stor eller lille andel af de samlede udgifter.