Konkurrencebegrænsninger i de liberale erhverv, herunder i tandlægers, tandteknikeres og kiropraktorers mulighed for at reklamere (* 1)

Konkurrencebegrænsninger i de liberale erhverv, herunder i tandlægers, tandteknikeres og kiropraktorers mulighed for at reklamere (* 1)

Konkurrencebegrænsninger i de liberale erhverv søges ophævet

Der henvises til udtalelse afgivet af Konkurrencerådet 06/07/92, TUDT Nr. 10003

Henvendelsen til sundhedsministeren »Denne henvendelse rettes til sundhedsministeren i medfør af konkurrencelovens § 15.

Baggrunden for henvendelsen er en konkurrenceretlig vurdering af de offentligt fastsatte reguleringer, der ligger til grund for udøvelsen af en række liberale erhverv, bl.a. inden for sundhedssektoren, og som Konkurrencerådet har foretaget som led i administrationen af konkurrenceloven.

Ved gennemgangen af disse reguleringer har Konkurrencerådet konstateret, at der i lovgivningen for visse sundhedserhverv er indeholdt bestemmelser, som begrænser konkurrencen ud over, hvad der må betragtes som rimeligt begrundet i mere tungtvejende hensyn til disse erhvervs særlige forhold.

Henvendelsen sigter helt konkret mod begrænsningen i kiropraktorers, tandlægers og kliniske tandteknikeres mulighed for at markedsføre sig. Begrænsningen er fastsat i de respektive love om disse erhverv, og det anbefales, at reglerne liberaliseres med henblik på at fremme konkurrencen og dermed effektiviteten inden for de tre erhverv.

Henvendelsen skal desuden ses i sammenhæng med Konkurrencerådets beslutning om at optage forhandlinger med bl.a. sundhedserhvervene med henblik på at ophæve eller liberalisere de bestemmelser i erhvervenes foreningsvedtagelser, som medfører eller vil kunne medføre skadelige virkninger for konkurrencen eller begrænsninger i erhvervsfriheden.

Som nævnt har Konkurrencerådet ved gennemgangen af de offentligt fastsatte reguleringer af sundhedssektoren fundet, at forbud mod at reklamere for sin virksomhed med andet end navn, stilling, adresse og træffetid samt evt. tilslutning til overenskomst med det offentlige, må anses for at indebære en skadelig virkning for konkurrencen.

Et sådant forbud er fastsat i lov om kiropraktorer (§ 10, stk.1, i lov nr. 415 af 06.06.1991), lov om tandlæger (§ 16, stk.1, i lov nr. 276 af 26.05.1976, som ændret) og lov om kliniske tandteknikere (§ 10, stk.1, i lov nr. 100 af 14.03.1979, som ændret).

Ud over at udelukke en mulig priskonkurrence for de ydelser, hvor der ikke i forvejen er faste honorartakster i henhold til overenskomst med sygesikringen, hindrer forbudet udøverne i at markedsføre sig og dermed konkurrere på kvalitet og ydelse mv.

Forbrugerne er således afskåret fra at orientere sig om udøvernes evt. ekspertise, særlige behandlingsformer etc., når de står over for at skulle vælge behandler.

Endvidere vil bestemmelsen kunne medvirke til at vanskeliggøre nyetablereringer, fordi den begrænser nyetableredes mulighed for at orientere forbrugerne om deres ydelser, og samtidig beskytter den allerede etablerede behandlere mod effektiv konkurrence.

Begrænsningen er derfor også med til at fastfryse en utidssvarende erhvervsstruktur, set i forhold til de behov, som samfundsudviklingen har skabt, bl.a. med hensyn til øget forbrugerinformation.

Som påpeget af Sundhedsministeriet i brev af 25. oktober 1991 samt ved møde med sekretariatet den 19. maj 1992, er Konkurrencerådet opmærksom på, at det netop inden for sundhedserhvervene er vigtigt, at befolkningen ikke vildledes til at underkaste sig unødvendig eller forkert behandling.

Men det virker ikke indlysende, at kiropraktorers, tandlægers og kliniske tandteknikeres virksomhed i forhold til andre sundhedserhverv skulle være af en så kompliceret karakter, at det i højere grad ville vildlede end vejlede befolkningen, hvis mulighederne var mindre restriktive: og selv om det kan være vanskeligt på dette marked at opnå relevant information til styring af rationel adfærd hos forbrugerne, virker det ikke overbevisende, at en sober markedsføring skulle være en hindring herfor.

Dertil kommer, at markedsføringslovens generelle forbud mod vildledende reklame også omfatter disse erhverv, og til sammenligning kan nævnes, at den tilsvarende bestemmelse i lægeloven, hvorefter læger ikke må reklamere på en måde, der er »egnet til at vække urigtige forestillinger med hensyn til kvalifikationer eller anvendte behandlingsmåder«, helt svarer til de almindelige principper i markedsføringsloven.

En forsvarlig udøvelse af de her omhandlede erhverv er på lige fod med andre autoriserede faggrupper inden for sundhedssektoren underkastet tilsyn af Sundhedsstyrelsen, og det kan næppe forudsættes, at de pågældende behandlere i mindre grad end andre erhvervsudøvere står inde for den behandling, de tilbyder og yder.

Konkurrencelovens formål er at fremme konkurrencen og dermed styrke effektiviteten i produktion og omsætning af varer og tjenesteydelser mv. ved størst mulig gennemsigtighed vedrørende konkurrenceforhold og ved foranstaltninger imod begrænsninger af erhvervsfriheden og andre skadelige virkninger af konkurrencebegrænsninger. I forbindelse med den stigende internationalisering tilsigtes herved en konkurrence- og effektivitetsbetinget udvikling af erhvervsstrukturen.

Det overordnede middel til opnåelse af effektivitet er ifølge lovbemærkningerne virksom konkurrence. Som en grundlæggende forudsætning for virksom konkurrence og dermed effektivitet fremhæves i bemærkningerne den frie erhvervsudøvelse.

Konkurrenceloven omfatter både privat og offentlig samt offentligt reguleret erhvervsvirksomhed, og der tilsigtes hermed en konkurrenceretlig ligestilling af disse sektorer.

For offentlig og offentligt reguleret virksomhed er indgrebsbeføjelserne i konkurrencelovens §§ 11-14 imidlertid sat ud af kraft. På disse områder kan Konkurrencerådet i stedet rette henvendelse til vedkommende offentlige myndighed i medfør af § 15 og påpege mulige skadelige virkninger for konkurrencen.

Konkurrencerådet skal derfor henstille, at de nævnte bestemmelser ophæves eller evt. ændres i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i lægeloven.

Det bemærkes, at denne henvendelse i overensstemmelse med konkurrencelovens § 15 samtidig offentliggøres.'

(* 1) Konkurrencerådet

Dokumentation 1992-2, s. 131-134 og s. 150-153

(* 2) Konkurrencerådet

KonkurrenceNyt 1992-12, 22/06/92

Konkurrencerådet har foretaget en analyse af konkurrenceforholdene i de liberale erhverv, som viser, at erhvervene er beskyttet mod konkurrence gennem bestemmelser fastsat ved lovgivning og/eller gennem vedtagelser af erhvervenes brancheforeninger (* 2).

Konkurrencerådet har derfor indledt drøftelser med de offentlige myndigheder, der har fastsat konkurrencebegrænsende bestemmelser på området, og i visse tilfælde i henhold til konkurrencelovens § 15 rettet offentliggjort henvendelse herom til den relevante myndighed.

Således er der rettet henvendelse til sundhedsministeren med anbefaling af, at begrænsningerne i kiropraktorers, tandlægers og tandteknikeres mulighed for gennem reklame at konkurrere om kunderne.

Endvidere er der påbegyndt forhandlinger med en række organisationer med henblik på ved forhandling eller - hvis dette ikke lykkes - ved pålæg at få de skadelige virkninger af de af foreningerne fastsatte konkurrencebegrænsende bestemmelser bragt til ophør.