Legislator Case Law & Legislation
Y19926035258 DK

Konkurrencebegrænsninger i de liberale erhverv, herunder i landinspektørers etablerings- og erhvervsfrihed. (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelse 1992 60352 Valid

Konkurrencebegrænsninger i de liberale erhverv, herunder i landinspektørers etablerings- og erhvervsfrihed. (* 1)

Konkurrencebegrænsninger i de liberale erhverv søges ophævet

Der henvises til udtalelse afgivet af Konkurrencerådet 06/07/92, TUDT Nr. 10003

Henvendelsen til boligministeren: »Denne henvendelse rettes til boligministeren i medfør af konkurrencelovens § 15 efter beslutning på Konkurrencerådets møde den 25. november 1992.

Baggrunden for henvendelsen er en konkurrenceretlig vurdering af de offentligt fastsatte reguleringer, der ligger til grund for udøvelsen af en række liberale erhverv, bl.a. landinspektørerhvervet, og som Konkurrencerådet har foretaget som led i administrationen af konkurrenceloven.

Ved gennemgangen af disse reguleringer har Konkurrencerådet konstateret, at der i lovgivningen for visse erhverv er indeholdt bestemmelser, som begrænser konkurrencen og den frie erhvervsudøvelse ud over, hvad der må betragtes som rimeligt begrundet i mere tungtvejende politiske hensyn.

Henvendelsen sigter helt konkret mod begrænsninger i landinspektørernes etablerings- og erhvervsfrihed, der må anses for unødvendige til sikring af en forsvarlig udøvelse af landinspektørerhvervet. Begrænsningerne er fastsat i loven om landinspektørvirksomhed og i udstykningsloven, og det anbefales, at reglerne liberaliseres med henblik på at fremme konkurrencen og dermed effektiviteten i landinspektørerhvervet.

Henvendelsen skal desuden ses i sammenhæng med Konkurrencerådets beslutning om at optage forhandlinger med bl.a. landinspektørerne med henblik på at ophæve eller liberalisere de bestemmelser i erhvervenes foreningsvedtagelser, som medfører eller vil kunne medføre skadelige virkninger for konkurrencen eller begrænsninger i erhvervsfriheden.

Bestemmelserne i lov om landinspektørvirksomhed (lbk. nr. 134 af 5. marts 1991, som ændret ved lov nr. 278 af 29. april 1992), der efter Konkurrencerådets opfattelse må anses for at indebære unødige begrænsninger i erhvervsfriheden, er følgende: § 4, stk. 2, om matrikelvæsenets organisation, § 4a, stk. 1, 3 og 4, og § 4b, stk. 1, om betingelser for at drive virksomhed i selskabsform og for oprettelse af kontorsteder.

Matrikelvæsenets organisation. § 4, stk. 2, i lov om landinspektørvirksomhed indeholder en begrænsning af landinspektørernes adgang til at udøve deres erhverv inden for bestemte områder.

Ifølge denne bestemmelse, der er nærmere uddybet i udstykningslovens § 10, må matrikulære arbejdsopgaver i visse dele af Sønderjylland og i Københavns og Frederiksberg kommuner kun udføres af den pågældende, offentlige matrikelmyndighed, hvorved privatpraktiserende landinspektører er udelukket fra virksomhed i disse områder.

Ud over rent historisk baserede særordninger ligger der tilsyneladende ikke andre kriterier til grund for den særlige organisering af matrikelvæsenet i København, Frederiksberg og Sønderjylland.

Udelukkelsen af privatpraktiserende landinspektører i disse områder kan derfor ikke anses for at være berettiget ud fra sagligt og rimeligt begrundede hensyn.

Konkurrencerådet er opmærksom på, at der er initiativer i gang for at fjerne adgangsbegrænsningen for praktiserende landinspektører i Sønderjylland. Det anbefales, at disse initiativer fremmes, og at der tages tilsvarende initiativer for at ændre Københavns og Frederiksberg kommuners eneret på matrikulære arbejder, således at der i det mindste gives privatpraktiserende landinspektører mulighed for at konkurrere om de matrikulære arbejdsopgaver på lige fod med de offentlige matrikelvæsener.

Betingelser for at udøve landinspektørvirksomhed i selskabsform samt for at oprette filialer

Ved lovændringen - som Konkurrencerådet først blev opmærksom på efter vedtagelsen i Folketinget den 29. april 1992 - blev der givet landinspektører adgang til at slutte sig sammen i selskaber. Loven, der træder i kraft den 1. januar 1993, er således formelt en udvidelse af landinspektørernes erhvervsfrihed.

Men adgangen til at drive virksomhed i selskabsform er forbundet med en række betingelser, der ud fra et konkurrenceretligt synspunkt virker unødigt restriktive, nemlig de betingelser, der kommer til udtryk i reglerne om et landinspektørselskabs formål (§ 4a, stk. 1), ejerskab (§ 4a, stk. 3, der påtænkes yderligere uddybet i bekendtgørelse om landinspektørselskaber) og ledelse (§ 4a, stk. 4).

Herudover er der i § 4b, stk. 1, fastsat forbud mod, at praktiserende landinspektører eller landinspektørselskaber har mere end et kontorsted, med mindre hvert kontor ledes af en beskikket landinspektør, der kun er leder af det pågældende kontor.

Set i sammenhæng udgør disse betingelser et indgreb i den fri erhvervsudøvelse, der bl.a. hindrer et naturligt samarbejde mellem beslægtede erhverv på tværs af faggrænser.

Bestemmelsen om eet kontorsted blev ifølge Kort- og Matrikelstyrelsens notat af 20. maj 1992 bl.a. indført for at bremse en sådan udvikling, hvilket nu er yderligere cementeret gennem de nævnte betingelser for at oprette landinspektørselskaber.

Konkurrencerådet er opmærksom på, at sigtet med begrænsningerne - som anført i Boligministeriets brev af 23. oktober 1991 og i uddybende notater fra Kort- og Matrikelstyrelsen af 20. maj og 8. oktober 1992 - er at hindre at landinspektørvirksomheder lader sig påvirke af uvedkommende interesser, der vil kunne svække den generelle tillid til den praktiserende landinspektørs uafhængighed.

Konkurrencerådet er også opmærksom på, at der er tale om en problematik, som man for ganske nylig har taget politisk stilling til. Konkurrencerådet fik imidlertid ikke mulighed for at fremkomme med en konkurrenceretlig vurdering under lovforslagets behandling, og konkurrence- og effektivitetshensynet ses ikke at have været inddraget i den politiske afvejning, hvor udelukkende uafhængighedshensynet er lagt til grund.

Hensynet til landinspektørers uafhængighed og professionsansvar kan naturligvis betragtes som både sagligt og rimeligt, men - i en afvejning af, hvorvidt konkurrencehensynet bør vige for andre mere tungtvejende hensyn - må det ses i sammenhæng med, at der i loven er fastsat andre meget strikte regler, herunder de meget udførlige habilitetsregler og regler om god landinspektørskik, som tilgodeser dette hensyn.

Dertil kommer, at det af lovens § 4a, stk. 2, fremgår, at landinspektører beholder deres fulde personlige ansvar, også ved udøvelse af virksomhed i selskabsform.

Ud fra ordlyden af denne bestemmelse samt lovbemærkningerne hertil må det således konkluderes, at der ikke - uanset virksomheds- eller ledelsesform - kan være tale om ansvarsfraskrivelse fra den enkelte landinspektørs side. Der kan derfor næppe være belæg for at påstå, at de fastsatte betingelser er nødvendige til sikring af en forsvarlig erhvervsudøvelse.

Det er Konkurrencerådets opfattelse, at de omhandlede bestemmelser medfører eller vil kunne medføre skadelige virkninger for konkurrencen og effektiviteten, og at en liberalisering heraf vil virke fremmende for en konkurrence- og effektivitetsbetinget udvikling af erhvervsstrukturen.

Derfor bør landinspektører i lighed med andre erhverv og uden særlige begrænsninger kunne etablere sig efter eget ønske, sålænge det sker under skyldig hensyntagen til lovens øvrige krav om habilitet og ansvar mv.

Såfremt der herudover stadig skulle være behov for en yderligere understregning af ansvars- og uafhængighedsforholdet, må det være muligt gennem en mere generel bestemmelse at sikre, at der ikke gribes ind i den faglige udførelse af en opgave på en måde, som vil kunne indvirke på uafhængigheden hos den fysiske person, der udfører opgaven.

Konkurrencelovens formål er at fremme konkurrencen og dermed styrke effektiviteten i produktion og omsætning af varer og tjenesteydelser mv. ved størst mulig gennemsigtighed vedrørende konkurrenceforhold og ved foranstaltninger imod begrænsninger af erhvervsfriheden og andre skadelige virkninger af konkurrencebegrænsninger. I forbindelse med den stigende internationalisering tilsigtes herved en konkurrence- og effektivitetsbetinget udvikling af erhvervsstrukturen.

Det overordnede middel til opnåelse af effektivitet er ifølge lovbemærkningerne virksom konkurrence. Som en grundlæggende forudsætning for virksom konkurrence og dermed effektivitet fremhæves i bemærkningerne den frie erhvervsudøvelse.

Konkurrenceloven omfatter både privat og offentlig samt offentligt reguleret erhvervsvirksomhed, og der tilsigtes hermed en konkurrenceretlig ligestilling af disse sektorer.

For offentlig og offentligt reguleret virksomhed er indgrebsbeføjelserne i konkurrencelovens §§ 11-14 imidlertid sat ud af kraft. På disse områder kan Konkurrencerådet i stedet rette henvendelse til vedkommende offentlige myndighed i medfør af § 15 og påpege mulige skadelige virkninger for konkurrencen.

På denne baggrund skal Konkurrencerådet henstille, at der tages skridt til at ophæve eller i det mindste liberalisere § 4, stk. 2, § 4a, stk. 1, 3 og 4, og § 4b, stk. 1, i lov om landinspektørvirksomhed med deraf følgende konsekvensændring af udstykningslovens § 10 samt af den endelige udformning af bekendtgørelse om landinspektørselskaber.

Det bemærkes, at denne henvendelse i overensstemmelse med konkurrencelovens § 15 samtidig offentliggøres, og at kopi af henvendelsen er sendt til Kort- og Matrikelstyrelsen.

Konkurrencerådet anmoder om at blive orienteret om sagens videre forløb.«

Boligministeren finder imidlertid ikke grundlag for at følge rådets anbefalinger. Ved skrivelse af 8. marts 1993 meddeles, at for såvidt angår bestemmelserne om matrikelvæsenets organisation i København og Frederiksberg bør der ved en vurdering af, om de kommunale matrikelvæsener bør ændres, også indgå hensyn til kommunernes ønske om at bevare eneretten til at udføre matrikulære arbejder. For Sønderjyllands vedkommende finder ministeren det af praktiske grunde ikke hensigtsmæssigt at fremskynde en omlægning.

Med hensyn til de af Konkurrencerådet påpegede begrænsninger i landinspektørernes mulighed for at udøve virksomhed i selskabsform og for at oprette filialer, er det ministerens opfattelse, at disse bestemmelser ikke medfører nævneværdig begrænsning af konkurrencen, og at hensynet til konkurrencen ikke bør medføre, at de hensyn, som bestemmelserne varetager, tilsidesættes.

Udtalelse 1992 60352 Valid

(* 1) Konkurrencerådet

Dokumentation 1992-4, s. 311-315

(* 2) Konkurrencerådet

Dokumentation 1992-2, s. 131-134

(* 3) Konkurrencerådet

Konkurrencenyt 1992-12, 22/06/92

Udtalelse 1992 60352 Valid

Konkurrencerådet har foretaget en analyse af konkurrenceforholdene i de liberale erhverv, som viser, at erhvervene er beskyttet mod konkurrence gennem bestemmelser fastsat ved lovgivning og/eller gennem vedtagelser af erhvervenes brancheforeninger (* 2), (* 3).

Konkurrencerådet har derfor indledt drøftelser med de offentlige myndigheder, der har fastsat konkurrencebegrænsende bestemmelser på området, og i visse tilfælde i henhold til konkurrencelovens § 15 rettet offentliggjort henvendelse herom til den relevante myndighed.

Således er der rettet henvendelse til boligministeren med anbefaling af, at man ophæver de eneretsbestemmelser, som i Sønderjylland samt Københavns og Frederiksberg kommune udelukker private landinspektører fra at kunne konkurrere på lige fod med de offentlige matrikelvæsener. Samtidig har Konkurrencerådet anbefalet boligministeren, at man ophæver eller lemper nogle offentlige bestemmelser, som begrænser landinspektørernes mulighed for at etablere filialer og for at indgå i et naturligt tværfagligt samarbejde med andre erhverv.

Endvidere er der påbegyndt forhandlinger med en række organisationer med henblik på ved forhandling eller - hvis dette ikke lykkes - ved pålæg at få de skadelige virkninger af de af foreningerne fastsatte konkurrencebegrænsende bestemmelser bragt til ophør.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →