Om et kommunalt brandvæsens reparationsvirksomhed m.v. for andre offentlige myndigheder og private.

Om et kommunalt brandvæsens reparationsvirksomhed m.v. for andre offentlige myndigheder og private.

Fr. Majbritt Petersen

Knøsen 77

2670 Greve

I skrivelse af 12. juni 1991 har De rettet henvendelse til Indenrigsministeriet vedrørende dele af Københavns Brandvæsens virksomhed.

I Deres skrivelse har De bl.a. anført, at Københavns Brandvæsen importerer produktet Storno/Motorola, og at brandvæsenet sælger produktet til og udfører reparationsvirksomhed for såvel private vognmænd som offentlige instanser. Da denne virksomhed efter Deres opfattelse er konkurrenceforvridende i forhold til private virksomheder, har De anmodet Indenrigsministeriet om at vurdere sagen.

I anledning af Deres henvendelse anmodede Indenrigsministeriet i skrivelse af 25. juni 1991 Københavns Borgerrepræsentation om en udtalelse. I skrivelse af 9. december 1991 til ministeriet anførte Københavns Borgerrepræsentation bl.a. følgende

»Københavns Brandvæsens radioværksted har som sin primære opgave udover driften af brandvæsenets eget kommunikationsmateriel at foretage indkøb og servicering af kommunikationsmateriel for andre af kommunens institutioner.

Denne aktivitet er i forbindelse med den fælles alarmeringscentral for Københavnsegnen naturligt blevet udvidet til også at dække fast og mobilt udstyr ved de tilsluttede kommunale brandvæsener. Blandt andet af hensyn til harmonisering af det anvendte materiel.

I denne sammenhæng er ligeledes indgået aftaler med Falck om vedligeholdelse af basisudstyr på denne virksomheds vagtcentraler i fællesskabets område, og med ISS-skadesservice om servicering af udstyr på denne virksomheds vagtcentral.

ISS-skadesservice indgår som brandvæsenets samarbejdspartner på skadestedet i forbindelse med bekæmpelse af skaderne efter brand.

Ved varetagelsen af disse opgaver har radioværkstedet opbygget en avanceret know-how på kommunikationsområdet og opnået en høj grad af effektivitet. Dette har medført, at radioværkstedet jævnligt modtager forespørgsler fra den private sektor uden for det område, der har en naturlig tilknytning til alarmeringscentral m.v. Blandt andet kan nævnes de store transportselskaber, der for at effektivisere deres kørsler ønsker at udbygge kommunikationssystemerne efter brandvæsenets model.

Radioværkstedet udfører i enkelte tilfælde sådanne opgaver for private, når det kan indpasses i de øvrige opgaver og således medvirker til en effektiv udnyttelse af de eksisterende ressourcer.

Som eksempel herpå kan nævnes, at radioværkstedet for Hafnia-koncernen overflytter biltelefoner fra gamle til nye personalevogne. Sådant arbejde udføres til en fast timepris, svarende til markedsprisen, for øjeblikket 247 kr. ekskl. moms.

Denne type aktivitet har begrænset betydning i forhold til de samlede indtægter, Brandvæsenet har fra andre, fortrinsvis kommunale institutioner. Brandvæsenet anslår, at det i 1991 vil dreje sig om en indtægt på ca. 150.000 kr., hvor de samlede indtægter forventes at blive ca. 1,8 mill. kr.

Som nævnt varetages denne type opgaver kun på baggrund af henvendelser til radioværkstedet.

Radioværkstedet foretager ikke en markedsføring over for private, ligesom man ikke af egen drift afgiver tilbud i konkurrence med private.

Det er således ikke korrekt, når det i klagen til Indenrigsministeriet anføres, at radioværkstedet skulle importere og forhandle produkter inden for kommunikationsområdet.

Disse produkter købes fra private firmaer, blandt andet Storno. Det er klart, at radioværkstedet som en stor kunde ved disse indkøb arbejder på at opnå så store mængderabatter som muligt.

Radioværkstedet har imidlertid aldrig solgt disse produkter videre til private under markedsprisen.

Man finder således ikke, at radioværkstedets virksomhed ligger uden for rammerne af den kommunale virksomhed. I det omfang, der udføres arbejde for private, har det en umiddelbar tilknytning til den primære kommunale virksomhed, eller der er tale om en begrænset virksomhed, som tjener til at udnytte de eksisterende ressourcer på en optimal måde for kommunen.«

Københavns Magistrat har efterfølgende i skrivelse af 28. august 1992 supplerende udtalt følgende

»Vedrørende arbejde for andre kommunale brandvæsener, der indgår i den fælles alarmeringscentral, vedrører dette dels fast og mobilt kommunikationsudstyr. Det faste udstyr indgår som en integreret del af den fælles alarmeringscentral. Københavns Brandvæsen tillægger det derfor afgørende betydning, at radioværkstedet varetager indkøb og servicering af dette udstyr af hensyn til alarmeringscentralens daglige driftssikkerhed.

Vedrørende andre kommunale brandvæseners mobile udstyr, kan servicering af dette i princippet varetages af andre. Radioværkstedet varetager derfor opgaven efter ønske fra de kommunale brandvæsener. Hvilket man dog samtidig anser for at være det mest hensigtsmæssige, bl.a. fordi der i serviceringen indgår check- og afprøvningsprocedurer i forhold til det faste udstyr.

Det skønnes, at langt over halvdelen af radioværkstedets arbejde for de øvrige kommunale brandvæsener vedrører fast udstyr.

For så vidt angår det i brev af 9. december 1991 anførte om arbejde for private uden for det område, der har naturlig tilknytning til alarmeringscentral m.v., kan oplyses, at dette arbejde i 1991 har andraget ca. 1/2 mandår. Da radioværkstedet har 25 ansatte, svarer det således til ca. 2% af den forbrugte arbejdstid.

Arbejde af denne karakter har således ikke et omfang, der har indflydelse på antallet af ansatte i radioværkstedet. Dimensioneringen heraf er bestemt af de primære opgaver, bl.a. at radioværkstedet skal opretholde et døgnberedskab i form af rådighedsvagt for at sikre alarmeringscentralens kontinuerlige funktion.

At radioværkstedet kun varetager opgaver af denne karakter for private, når det kan indpasses i de øvrige opgaver ved anvendelse af de eksisterende ressourcer, kan også belyses ved, at radioværkstedet i nogle tilfælde på forespørgsel fra private har afslået at påtage sig opgaver. Som eksempel kan nævnes en henvendelse fra vognmænd tilknyttet selskabet 3 x 34 om udbygning og servicering af kommunikationsmateriel.«

Kontorchef Kaj Holm Andersen, Københavns Kommune, har herudover den 10. september 1992 telefonisk oplyst, at det faste udstyr for andre kommuner, som Københavns Brandvæsens radioværksted reparerer, er udstyr i de lokale kommunale alarmeringscentraler i de kommuner, der er tilknyttet den fælles alarmeringscentral. Kontorchef Kaj Holm Andersen meddelte endvidere, at det af hensyn til en hurtig og sikker kommunikation mellem den centrale alarmeringscentral og de lokale alarmeringscentraler var væsentligt, at eventuelle fejl blev rettet af Københavns Brandvæsens radioværksted. Der var dog ikke ifølge aftale mellem de kommuner og amtskommuner, der er tilsluttet den centrale alarmeringscentral, pligt til for de lokale centraler at benytte Københavns Brandvæsens radioværksted til reparatione af de lokale alameringscentraler.

Endelig har De i skrivelse af 13. oktober 1992 til Indenrigsministeriet stillet Københavns Brandvæsen nogle spørgsmål om, hvorvidt Københavns Brandvæsen har solgt til Sankt Hans Hospital og til Roskilde Hospital.

Indenrigsministeriet skal i denne anledning generelt udtale, at det tilsyn, som Indenrigsministeriet udøver over for Københavns Kommune, er et retligt tilsyn. Tilsynet omfatter kun spørgsmål om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 48 i lov om Københavns Kommunes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 484 af 21. juni 1991).

Indenrigsministeriet kan således ikke tage stilling til spørgsmål om hensigtsmæssigheden af en kommunes eller amtskommunes beslutning, men alene til spørgsmålet om beslutningens lovlighed.

Dernæst bemærkes, at der ikke i brandloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 365 af 28. juli 1983, er hjemmel til, at kommuner sælger radioprodukter til eller udfører reparationsarbejde for andre offentlige myndigheder eller private virksomheder m.v. Da der heller ikke i øvrigt er lovhjemmel til, at kommuner kan udføre disse aktiviteter, må spørgsmålet om, hvorvidt Københavns Brandvæsens radioværksted kan påtage sig den omhandlede virksomhed, afgøres ud fra almindelige offentligretlige retsgrundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse.

Ifølge disse retsgrundsætninger er det som udgangspunkt ikke en kommunal opgave at drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed. Udgangspunktet fraviges dog bl.a. for så vidt angår kommunal produktion til eget brug. Kommunerne kan endvidere for at undgå værdispild lovligt afsætte eventuelle biprodukter fra kommunal virksomhed samt i et vist, begrænset omfang udnytte overkapacitet og således varetage opgaver, der ikke normalt er kommunale. Det er dog for så vidt angår salg af overkapacitet bl.a. en betingelse, at den pågældende kommunale aktivitet ikke er dimensioneret med det formål at opnå mulighed for at varetage opgaver, der normalt ikke er kommunale, samt at overkapaciteten af hensyn til varetagelsen af den kommunale opgave ikke kan afskaffes. Ved afgørelsen af, hvorvidt en kommune lovligt kan sælge overkapacitet, må det endvidere indgå som et element i afvejningen, om opgaven i øvrigt varetages på rimelig måde af private erhvervsdrivende.

Herudover vil kommuner i meget begrænset omfang kunne påtage sig accessoriske opgaver, d.v.s. i princippet ikke-kommunal virksomhed, der knytter sig naturligt til en i øvrigt kommunal opgave på en sådan måde, at det ville forekomme urimeligt ikke at give kommunen adgang til at udføre opgaven. Det er dog bl.a. en betingelse, at den accessoriske virksomhed i sit omfang skal være underordnet i forhold til hovedvirksomheden. Ved afvejningen af, hvorvidt en sådan ikke-kommunal virksomhed kan udføres, vil der endvidere skulle tages hensyn til, om opgaven i forvejen varetages på rimelig måde af private erhvervsdrivende. Der henvises i øvrigt til det i Betænkning nr. 1153/88, om kommunerne og erhvervspolitikken, side 76 og 77, anførte.

Indenrigsministeriet skal for så vidt angår den konkrete sag udtale, at det - jf. det ovenfor anførte - som udgangspunkt ikke er en kommunal opgave at indkøbe og videresælge produkter til og udføre reparationsvirksomhed for andre kommuner eller private virksomheder m.v.

For så vidt angår Københavns Brandvæsens radioværksteds indkøb af materiel til og udførelse af reparationsarbejde for de lokale alarmeringscentraler i de kommuner, der er tilknyttet den fælles alarmeringscentral, bemærkes, at der efter det af Københavns Kommune oplyste er en nær sammenhæng mellem den centrale og de lokale alarmeringscentralers virksomhed. Arbejdet må således antages at ligge i naturlig forlængelse af og være nært knyttet til samarbejdet om den fælles alarmeringscentral. På denne baggrund og under hensyn til, at Københavns Kommune i skrivelse af 28. august 1992 har oplyst, at det af driftssikkerhedsmæssige grunde tillægges afgørende betydning, at Københavns Brandvæsens radioværksted varetager indkøb af materiel til og servicering af det omhandlede udstyr, finder Indenrigsministeriet - uanset om det må antages, at private erhvervsdrivende ville kunne klare opgaven - at Københavns Brandvæsens radioværksted lovligt vil kunne varetage den omhandlede virksomhed som accessorisk virksomhed.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse har Københavns Brandvæsens radioværksteds indkøbs- og reparationsvirksomhed i forbindelse med det mobile udstyr i de amtskommuner og kommuner, der er tilknyttet den fælles alarmeringscentral, derimod ikke en sådan tilknytning til den centrale alarmeringscentral eller en sådan karakter i øvrigt, at denne virksomhed kan anses for lovlig som accessorisk virksomhed. Der henvises i den forbindelse bl.a. til Københavns Kommunes skrivelse af 28. august 1992, hvoraf det fremgår, at det omhandlede arbejde ikke af driftssikkerhedsmæssige grunde skal udføres af Københavns Brandvæsens radioværksted samt til, at den omhandlede indkøbs- og reparationsvirksomhed må antages at kunne varetages på rimelig måde af private erhvervsdrivende. Det samme gør sig gældende for så vidt angår Københavns Brandvæsens radioværksteds aktiviteter i forhold til private, herunder Falcks Redningskorps A/S og ISS-skadesservice.

Ministeriet finder heller ikke, at Københavns Brandvæsens radioværksteds servicevirksomhed over for andre amtskommuner, kommuner og private er lovlig ud fra et overkapacitetssynspunkt, jf. ovenfor. Ministeriet har i denne forbindelse lagt vægt på, at der ikke i lovgivningen er krav om, at radioværkstedet skal være dimensioneret på en bestemt måde, og at den pågældende servicevirksomhed må antages at kunne udføres på rimelig måde af private erhvervsdrivende.

Afslutningsvis bemærkes, at Indenrigsministeriet i dag har fremsendt kopi af denne skrivelse til Københavns Borgerrepræsentation, idet ministeriet har anmodet borgerrepræsentationen om at foranledige, at aktiviteterne på Københavns Brandvæsens radioværksted bringes i overensstemmelse med reglerne for kommunernes opgavevaretagelse. Ministeriet har samtidig anmodet om at blive underrettet om, hvad der videre passerer i sagen. Endelig har Indenrigsministeriet oversendt Deres skrivelse af 13. oktober 1992 til besvarelse af Københavns Borgerrepræsentation.

Med venlig hilsen Grethe Løgstrup

Ingen

Generelt udtalt, at der hverken i brandloven eller anden lovgivning er hjemmel til, at kommuner sælger radioprodukter til eller udfører reparationsarbejde for andre offentlige myndigheder eller private virksomheder m.v.

Endvidere udtalt, at en kommune i et vist begrænset omfang kan udnytte en kommunal overkapacitet og således varetage opgaver, der ikke normalt er kommunale. Det er dog bl.a. en betingelse, at den pågældende kommunale aktivitet ikke er dimensioneret med det formål at opnå mulighed for at varetage opgaver, der normalt ikke er kommunale, samt at overkapaciteten af hensyn til varetagelsen af den kommunale opgave ikke kan afskaffes. Ved afgørelsen af, hvorvidt en kommune kan sælge overkapacitet, må det endvidere indgå som et element i afvejningen, om opgaven i øvrigt varetages på rimelig måde af private erhvervsdrivende.

Herudover vil kommuner i meget begrænset omfang kunne påtage sig accessoriske opgaver, d.v.s. i princippet ikke-kommunal virksomhed, der knytter sig naturligt til en i øvrigt kommunal opgave på en sådan måde, at det ville forekomme urimeligt ikke at give kommunen adgang til at udføre opgaven. Betingelsen herfor er bl.a., at den accessoriske virksomhed i sit omfang skal være underordnet i forhold til hovedvirksomheden. Ved afvejningen af, hvorvidt en sådan ikke-kommunal virksomhed kan udføres, skal der tillige tages hensyn til, om opgaven i forvejen varetages på rimelig måde af private erhvervsdrivende.

I den konkrete sag udtalte Indenrigsministeriet, at et kommunalt brandvæsen - som forestod driften af en for flere kommuner fælles alarmeringscentral - som accessorisk virksomhed kunne indkøbe materiel til og udføre reparationsvirksomhed på lokale alarmeringscentraler i de kommuner, som var tilsluttet den fælles alarmeringscentral.

Videre udtalt, at indkøbs- og reparationsvirksomhed i forbindelse med mobilt radioudstyr i de kommuner, som var tilsluttet den fælles alarmeringscentral, og over for private virksomheder ikke kunne anses som accessorisk virksomhed i forhold til virksomheden på den fælles alarmeringscentral. Den omhandlede indkøbs- og reparationsvirksomhed kunne heller ikke anses som lovlig ud fra et overkapacitetssynspunkt.