Diæter for medlemskab af en kommission et udvalg m.v., herunder beredskabskommissionen
Statutory Text (3 Articles)
Diæter for medlemskab af en kommission et udvalg m.v., herunder beredskabskommissionen
I brev af 10. juni 1991 (j.nr. 00.01A16) har Fredensborg-Humlebæk Kommune anmodet Indenrigsministeriet om en vejledende udtalelse om, hvorvidt byrådet kan beslutte at yde diæter til de af byrådet valgte medlemmer af beredskabskommissionen uden samtidig at beslutte at yde diæter til de af Civilforsvars-Forbundet udpegede medlemmer af kommissionen.
Kommunen har i den forbindelse henvist til, at Indenrigsministeriet i en tidligere sag vejledende har udtalt (skrivelse af 7. maj 1985), at når en kommunalbestyrelse med hjemmel i to love skal træffe beslutning om, hvorvidt medlemmer af det samme organ skal oppebære mødediæter, skal beslutningerne om ydelse af mødediæter have samme indhold. Sagen vedrørte et skolenævn, hvor der dels sad medlemmer valgt af kommunalbestyrlsen og dels medlemmer valgt af forældrene.
Kommunen har om sagen vedrørende skolenævnet anført, at der i det nævnte tilfælde bestod en dobbelthjemmel til at yde diæter til de af byrådet valgte medlemmer, idet der både var hjemmel i den kommunale styrelseslov og skolestyrelsesloven. I det foreliggende tilfælde er der alene hjemmel i den kommunale styrelseslov til at yde diæter til de medlemmer, der er valgt af byrådet, og alene hjemmel i civilforsvarsloven til at yde diæter til de medlemmer, der er valgt af Civilforsvars-Forbundet. Det er derfor kommunens opfattelse, at der ikke er identitet mellem de to tilfælde.
Indenrigsministeriet skal udtale følgende
I de tilfælde, hvor der foreligger en særlig hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om udbetaling af diæter mv. for medlemskab af en kommission, et udvalg mv., må der efter Indenrigsministeriets opfattelse foretages en konkret fortolkning af, om denne særlige hjemmel indskrænker hjemlen i den kommunale styrelseslovs § 16, stk. 3, til udbetaling af diæter mv., således at kommunalbestyrelsen er afskåret fra at tillægge de af kommunalbestyrelsen udpegede medlemmer diæter mv. i henhold til den kommunale styrelseslov uden samtidig at træffe tilsvarende beslutning i henhold til den særlige hjemmel for så vidt angår de øvrige medlemmer af kommissionen, udvalget mv.
Udgangspunktet må være, at tilstedeværelsen af et særligt hjemmelsgrundlag for udbetaling af diæter mv. ikke indebærer nogen indskrænkning i adgangen til at anvende diæthjemlen i den kommunale styrelseslov.
Dette udgangspunkt har imidlertid i praksis været fraveget i tilfælde, hvor det er fastsat eller forudsat i lovgivningen, at medlemmerne af en kommission, et udvalg mv. skal ligestilles i henseende til vederlæggelsen.
Civilforsvarslovens § 16, stk. 5 (jf. lovbekendtgørelse nr. 517 af 28. juli 1987, som ændret ved lov nr. 385 af 6. juni 1991), er sålydende
»For deltagelse i Civilforsvarskommissionens og Beredskabskommissionens møder kan der ydes de medlemmer, som vælges af de i stk. 3 nævnte organisationer, diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og befordringsgodtgørelse mv. efter § 16 i lov om kommunernes styrelse.«
I forbindelse med Folketingets behandling af forslag til civilforsvarslov (lovforslag nr. L 101, fremsat den 11. december 1980) blev der af Folketingets Forsvarsudvalg foreslået indført en hjemmel i loven således, at medlemmer valgt af Civilforsvars-Forbundet/Danske Kvinders Beredskab »får samme vederlag« som de medlemmer, der er udpeget af kommunalbestyrelsen. Indenrigsministeriet udtalte i den forbindelse, at »Indenrigsministeriet finder, at det vil være i god overensstemmelse med lovforslagets ønske om at give kommunerne - og dermed de kommunale civilforsvarskommissioner - en stærkere placering i civilforsvarsarbejdet, hvis man imødekommer det fremsatte ønske om ligestilling af medlemmerne af civilforsvarskommissionen i relation til mulighederne for at få diæter ....... Indenrigsministeriet fremsætter på denne baggrund et ændringsforslag, hvorefter den enkelte kommunalbestyrelse skal kunne træffe beslutning om, at der skal ydes diæter til de frivillige medlemmer af civilforsvarskommissionen.«
På den baggrund er det Indenrigsministeriets opfattelse, at kommunalbestyrelsens adgang til at yde diæter i henhold til § 16, stk. 3, i den kommunale styrelseslov til de medlemmer i beredskabskommissionen, der er valgt af kommunalbestyrelsen, må anses for indskrænket som følge af den særlige hjemmel i § 16, stk. 5, i civilforsvarsloven, idet der for så vidt angår medlemskab af beredskabskommissionen er særlige holdepunkter i lovgivningen for at antage, at de medlemmer, der er udpeget af Civilforsvars-Forbundet, skal stilles lige i diætmæssig henseende med de medlemmer, der er udpeget af kommunalbestyrelsen.
Efter Indenrigsministeriets opfattelse er Fredensborg-Humlebæk Byråd derfor forpligtet til også at træffe beslutning om ydelse af diæter til de af Civilforsvars-Forbundet udpegede medlemmer af beredskabskommissionen, hvis der træffes beslutning om at yde diæter til de af byrådet valgte medlemmer af kommissionen.
Med venlig hilsen
Helle Skjerbæk
Ingen
Udtalt, at i de tilfælde, hvor der foreligger en særlig hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om udbetaling af diæter mv. for medlemskab af en kommission, et udvalg mv., må der efter Indenrigsministeriets opfattelse foretages en konkret fortolkning af, om denne særlige hjemmel indskrænker hjemlen i den kommunale styrelseslovs § 16, stk. 3, til udbetaling af diæter mv., således at kommunalbestyrelsen er afskåret fra at tillægge de af kommunalbestyrelsen udpegede medlemmer diæter mv. i henhold til den kommunale styrelseslov uden samtidig at træffe tilsvarende beslutning i henhold til den særlige hjemmel for så vidt angår de øvrige medlemmer af kommissionen, udvalget mv.
Udgangspunktet må være, at tilstedeværelsen af et særligt hjemmelsgrundlag for udbetaling af diæter mv. ikke indebærer nogen indskrænkning i adgangen til at anvende diæthjemlen i den kommunale styrelseslov.
Dette udgangspunkt fraviges i tilfælde, hvor det er fastsat eller forudsat i lovgivningen, at medlemmerne af en kommission, et udvalg mv. skal ligestilles i henseende til vederlæggelsen.
For så vidt angår medlemskab af beredskabskommissionen er der særlige holdepunkter i lovgivningen for at antage, at de medlemmer, der er udpeget af Civilforsvars-Forbundet, skal stilles lige i diætmæssig henseende med de medlemmer, der er udpeget af kommunalbestyrelsen.
På den baggrund er det Indenrigsministeriets opfattelse, at kommunalbestyrelsens adgang til at yde diæter i henhold til § 16, stk. 3, i den kommunale styrelseslov til de medlemmer i beredskabskommissionen, der er valgt af kommunalbestyrelsen, må anses for indskrænket som følge af den særlige hjemmel i § 16, stk. 5, i civilforsvarsloven.
Hvis der træffes beslutning om at yde diæter til de af kommunalbestyrelsen valgte medlemmer af beredskabskommissionen, er kommunalbestyrelsen derfor forpligtet til også at træffe beslutning om ydelse af diæter til de af Civilforsvars-Forbundet udpegede medlemmer af kommissionen.