Vedrørende samdriftsaftaler mellem kommuner og post- og telegrafvæsenet
Statutory Text (3 Articles)
Vedrørende samdriftsaftaler mellem kommuner og post- og telegrafvæsenet
Ved skrivelse af 30. april 1992 (j.nr. 1992-951/33) har Tilsynsrådet for Sønderjyllands Amt anmodet om en generel, vejledende udtalelse om, hvorvidt samdriftsaftaler mellem kommuner og Post- og Telegrafvæsenet må anses for uforenelige med almindelige kommunalretlige regler om opgavefordeling mellem staten og kommunerne.
I den anledning skal Indenrigsministeriet udtale, at kommuner efter almindelige offentligretlige retsgrundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse ikke lovligt kan varetage eller bidrage økonomisk til løsning af opgaver, som det påhviler statslige myndigheder at varetage, medmindre der foreligger lovhjemmel hertil.
Kommuner kan derfor som udgangspunkt ikke indgå samarbejdsaftaler med Post- og Telegrafvæsenet om kommunal medvirken til udførelse af postforretninger, da der er tale om varetagelse af en statslig opgave.
Ministeriet finder ikke, at et eventuelt kommunalt ønske om at opretholde en statslig service for kommunens borgere i sig selv kan antages at være tilstrækkeligt til at fravige nævnte udgangspunkt.
Foreligger der derimod en situation, hvor en kommune - samtidig med at opretholde en statslig servicefunktion til gavn for kommunens borgere - får mulighed for at varetage en kommunal opgave mere hensigtsmæssigt ved at samarbejde med staten (f.eks. ved samdrift af et postkontor og et folkebibliotek), må ovennævnte udgangspunkt dog antages at kunne fraviges, idet der i så fald foreligger en særlig kommunal interesse i en samarbejdsaftale.
For at en samarbejdsaftale kan anses for lovlig, må det dog efter ministeriets opfattelse ydermere være en betingelse, at aftalen ikke indebærer ulovlige økonomiske bidrag fra kommunen til staten. De samlede udgifter, der er forbundet med gennemførelse af samarbejdsaftalen, skal derfor fordeles mellem kommunen og staten i forhold til de kommunale og statslige opgavers andel af udgifterne.
Med venlig hilsen
Berith Jensen
Ingen
Udtalt generelt, at kommuner som udgangspunkt ikke kan indgå samarbejdsaftaler med Post- og Telegrafvæsenet om kommunal medvirken til udførelse af postforretninger, da der er tale om en statslig opgave.
Endvidere udtalt, at et eventuelt kommunalt ønske om at opretholde en statslig service for kommunens borgere ikke i sig selv kan antages at være tilstrækkeligt til at fravige nævnte udgangspunkt.
Foreligger der derimod en situation, hvor en kommune får mulighed for at varetage en kommunal opggave mere hensigtsmæssigt ved at samarbejde med staten, må ovennævnte udgangspunkt dog antages at kunne fraviges, idet der i så fald foreligger en særlig kommunal interesse i en samarbejdsaftale.
Efter Indenrigsministeriets opfattelse må det dog yderligere være en betingelse for at anse en sådan aftale for lovlig, at aftalen ikke indebærer ulovlige økonomiske bidrag fra kommunen til staten. De samlede udgifter i forbindelse med aftalens gennemførelse skal derfor fordeles mellem kommunen og staten i forhold til de kommunale og statslige opgavers andel af udgifterne.