Delegation af ekspropriationskompetence fra amtsråd til et stående udvalg
Statutory Text (3 Articles)
Delegation af ekspropriationskompetence fra amtsråd til et stående udvalg
Trafikministeriet
Frederiksholm Kanal 27
1218 København K
I skrivelse af 19. juni 1991 (j.nr. 92-522-k793-33) har Trafikministeriet på baggrund af en klage fra advokat Georg Løber for ejerne af ejendommen matr.nr. 6a, Rostved by, Thorsager, Mogens Hvid og Ole Krogh, over Århus Amtskommunes beslutning om ekspropriation til ombygning af landevej 534, Kalø-Kolind, anmodet Indenrigsministeriet om en udtalelse angående spørgsmålet om, hvorvidt amtsrådet kan delegere sin ekspropriationskompetence til udvalget for teknik og miljø.
Det fremgår af sagen, at Århus Amtsråd den 6. november 1990 godkendte et endeligt detailprojekt vedrørende vejforlægning ved Rostved, og at amtsrådet samtidig bemyndigede amtsrådets udvalg for teknik og miljø at gennemføre de nødvendige arealerhvervelser m.v. ved ekspropriation.
I denne anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende
Efter § 43 i lov om offentlige veje, (lovbekendtgørelse nr. 261 af 25. april 1990) kan vejbestyrelsen iværksætte ekspropriation til offentlige vej- og stianlæg, når almenvellet kræver det. Amtsrådet er vejbestyrelse for så vidt angår landeveje, jf. § 2, stk. 2, jf. stk. 3, i lov om offentlige veje.
Som hovedregel har amtsrådet (eller kommunalbestyrelsen) fri adgang til delegation. Det forhold, at kommunalbestyrelsen i lovgivningen er anført som det kompetente organ, indebærer således ikke et forbud imod delegation, medmindre andet er fastsat eller forudsat i lovgivningen.
Herudover antages det dog ud fra forholdets natur, at visse beslutninger skal træffes af kommunalbestyrelsen. Dette gælder eksempelvis belutninger i sager, der vedrører den samlede kommunalbestyrelses forhold, og beslutninger i sager af politisk indhold, hvor der skal træffes særligt vidtrækkende beslutninger.
Det har tillige været antaget, at der gælder delegationsforbud i sager, hvor der skal træffes beslutninger, som indebærer betydelige indgreb i borgernes retsstilling, således som det eksempelvis er tilfældet på ekspropriationsområdet. Der kan herved henvises til Folketingets Ombudsmands beretning 1972, s. 93 ff., hvori ombudsmanden udtalte, at delegation af ekspropriationskompetence som udgangspunkt må kræve lovhjemmel, men at særlige forhold efter omstændighederne kan føre til, at et formelt krav herom ikke kan opretholdes. Der henvises endvidere til Indenrigsministeriets cirkulæreskrivelse af 15. juli 1987 om amtsråds og kommunalbestyrelsers beslutninger om ekspropriation af fast ejendom.
Indenrigsministeriet har senere i skrivelse af 12. november 1987 udtalt, at rækkevidden af det nævnte delegationsforbud, der har været begrundet i særlige retssikkerhedsmæssige hensyn, måtte anses for tvivlsom. Ministeriet henviste herved til, at der siden 1974 var sket væsentlige ændringer i lovgivningen, der vedrører reguleringen af fast ejendom, ligesom der var gennemført en forvaltningsproceslovgivning. På denne baggrund fandt Indenrigsministeriet ikke tilstrækkelig grundlag for at fastslå, at et amtsråds delegation til et stående udvalg af beslutningsretten ved ekspropriation af mindre arealer, der var uden væsentlig betydning for ejernes eller brugernes fortsatte benyttelse af den pågældende ejendom, kunne anses for at være i strid med lovgivningen. I den pågældende sag var der endvidere knyttet det forbehold til delegationsbeslutningen, at sager, hvori der fremkom væsentlige bemærkninger fra ejeren elller brugeren, skulle forelægges for amtsrådet.
Om kommunalbestyrelsens delegationsadgang kan i øvrigt henvises til Folketingets Ombudsmands beretning 1978, side 751 ff., der indeholder en redegørelse herom. Det er heri bl.a. anført
»Det er for kommunalforvaltningen karakteristisk, at afgørelseskompetencen principielt tilkommer amtsrådet/kommunalbestyrelsen, men at der er en meget udbredt praksis for at delegere beslutningskompetence til andre organer, der er underordnet kommunalbestyrelsen; enten stående udvalg eller de enkelte kommunale forvaltningsgrene.
Denne udbredte delegationspraksis skyldes først og fremmest administrative effektivitetshensyn. Dertil kommer, at de modhensyn, som almindeligvis fremføres imod ulovhjemlet delegation, i mindre udstrækning gør sig gældende netop inden for dette område. Den kompetence, som i princippet tilkommer kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, er således ikke i almindelighed - således som tilfældet kan være for visse statslige nævn m.v. - tillagt disse organer som specielt fagligt sagkyndige organer eller som organer, hvis sammensætning og procedure - som visse statslige domstolslignende nævn - har særligt sigte på varetagelse af retssikkerhedshensyn. Baggrunden er snarere den, at kompetencetildelingen sikrer, at disse organer får mulighed for at fastlægge visse hovedprincipper for de øvrige kommunale organers beslutninger i enkeltsager.«
Der henvises endvidere til Preben Espersen, Delegation i kommunestyret (1985), side 47-48, hvor det er anført, at det er tvivlsomt, om der gælder en almindelig forvaltningsretlig grundsætning om, at afgørelser vedrørende mere betydelige indgreb i borgernes retsstilling må træffes af kommunalbestyrelsen.
I den juridiske litteratur er det senest i Bent Christensen, Forvaltningsret - Forvaltningens opgaver og organisation (1987), side 147 ff., anført, at der antages at gælde nogle meget vage grundsætninger om, at beslutninger, der er principielle, eller som er politisk særligt betydningsfulde, herunder for mindretal i kommunalbestyrelsen, bør træffes af kommunalpolitiske organer. Det er anført, at grundsætningernes retlige virkning er tvivlsom, samt at ombudsmandens standpunkt i den ovenfor refererede sag fra FOB 1972, s. 93 ff., med den voldsomme forøgelse af kommunern es opgaver, der er sket i de seneste tiår, ikke er overbevisende.
På denne baggrund må det antages, at en delegation kun er udelukket i tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en fravigelse af den almindelige regel om fri adgang til delegation til organer, der er underordnet kommunalbestyrelsen (amtsrådet).
I den foreliggende sag, hvor Århus Amtsråd i forbindelse med godkendelsen af det endelige detailprojekt vedrørende vejforlægningen bemyndigede udvalget for teknik og miljø til at gennemføre de nødvendige arealerhvervelser mv. ved ekspropriation, finder Indenrigsministeriet ikke, at der har gjort sig sådanne særlige omstændigheder gældende, at delegationen af beslutningskompetencen kan anses for at være i strid med lovgivningen.
Sagens akter vedlægges.
Med venlig hilsen
Ingen
Udtalt, at amtsråd (kommunalbestyrelser) som hovedregel har fri adgang til delegation. Det forhold, at kommunalbestyrelsen i lovgivningen er anført som det kompetente organ, indebærer således ikke et forbud imod delegation, medmindre andet er fastsat eller forudsat i lovgivningen. Herudover antages det dog ud fra forholdets natur, at visse beslutninger skal træffes af kommunalbestyrelsen.
Det har været antaget, at der gælder delegationsforbud i sager, hvor der skal træffes beslutninger, som indebærer betydelige indgreb i borgernes retsstilling, som det eksempelvis er tilfældet på der har været begrundet i særlige retssikkerhedsmæssige synspunkter ekspropriationsområdet. Rækkevidden af dette delegationsforbud, der har været begrundet i særlige retssikkerhedsmæssige synspunkter er dog anset for tvivlsom bl.a. under hensyn til, at der er sket væsentlige ændringer i lovgivningen, der vedrører reguleringen af fast ejendom, ligesom der er gennemført en forvaltningsproceslovgivning.
I nyere forvaltningsretlig litteratur er der tillige udtrykt tvivl om den retlige virkning af de meget vage grundsætninger om, at beslutninger, der er principielle, eller som er politisk særligt betydningsfulde, bør træffes af kommunalpolitiske organer.
På denne baggrund må det antages, at en delegation kun er udelukket i tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en fravigelse af den almindelige regel om fri adgang til delegation til organer, der er underordnet kommunalbestyrelsen (amtsrådet).
Indenrigsministeren fandt ikke, at der i den konkrete sag, hvor amtsrådet i forbindelse med godkendelsen af et endeligt detailprojekt vedrørende en vejforlægning havde bemyndiget udvalget for teknik og miljø til at gennemføre de nødvendige arealerhvervelser m.v., havde gjort sig sådanne særlige omstændigheder gældende, at delegationen af beslutningskompetencen kunne anses for at være i strid med lovgivningen.