Diæter m.v. til centerrådsmedlemmer - diæter - honorarer m.v.
Statutory Text (3 Articles)
Diæter m.v. til centerrådsmedlemmer - diæter - honorarer m.v.
I brev af 20. november 1990 (j.nr. 0-43-1-90) har Vejle Amtskommune anmodet Indenrigsministeriet om at vurdere, om det kan være korrekt, at samtlige medlemmer af centerrådene ved de amtskommunale voksenuddannelsescentre kan modtage diæter i henhold til Kulturministeriets regler på området set i lyset af, at der gælder andre regler for tilsvarende gruppers deltagelse i styrende organer (gymnasiebestyrelser m.v.) på Undervisningsministeriets område.
Indenrigsministeriet meddelte den 31. januar 1991, at amtskommunens henvendelse gav anledning til principielle overvejelser, og at man derfor havde anmodet henholdsvis Kulturministeriet, Direktoratet for Folkeoplysning, og Undervisningsministeriet om en udtalelse.
Kulturministeriet har i brev af 29. april 1991 udtalt
»Det er direktoratets opfattelse, at alle medlemmer af centerråd ved voksenudannelsescentre indgår på lige fod i styrelsesarbejdet, og at de herved varetager en amtskommunal ledelsesfunktion. Hvis der ydes diæter, mener direktoratet derfor, at alle medlemmer er berettigede til diæter.
Specielt for kursistrepræsentanterne lægges der vægt på, at der her er tale om voksne uddannelsessøgende, der varetager hvervet i deres fritid.
Med vedtagelsen af forslag til ændring af lov om specialundervisning for voksne den 25. april 1991 gælder tilsvarende regler for medlemmer af bestyrelser ved institutioner for specialundervisning.«
Undervisningsministeriet har i brev af 3. juli 1991 udtalt
»Reglerne om udbetaling af diæter i forbindelse med deltagelse i møder i bestyrelser ved folkeskoler fremgår af bestemmelsen i folkeskolelovens § 39 d, stk. 3, der lyder således: »Kommunalbestyrelsen kan yde forældrerepræsentanterne diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og befordringsgodtgørelse.«
For så vidt angår gymnasieskoler findes der ikke bestemmelser vedr. udbetaling af diæter. Iflg. oplysning fra Gymnasieafdelingen gives der heller ikke medlemmer af bestyrelser ved gymnasieskoler sådanne ydelser.
Vi finder ikke at kunne tage stilling til Kulturministeriets praksis vedr. diætspørgsmålet.'
Sagen har desuden efterfølgende været drøftet telefonisk med Kulturministeriet, Direktoratet for Folkeoplysning.
Indenrigsministeriet skal udtale følgende
Efter § 4 i bekendtgørelse nr. 611 af 20. september 1989 om voksenuddannelsescentre nedsættes der et centerråd ved hvert voksenudannelsescenter, der består af dels medlemmer udpeget af amtsrådet og kommunalbestyrelserne og dels medlemmer, der er udpeget af interesseorganisationer, kursister og lærerpersonale.
Det fremgår af § 7 i bekendtgørelsen, at der for deltagelse i centerrådsmøder kan ydes medlemmerne diæter og befordringsgodtgørelse i overensstemmelse med reglerne i § 16 i lov om kommunernes styrelse.
Kulturministeriet opfatter henvisningen i § 7 i bekendtgørelse om voksenuddannelsescentre til vederlagsreglerne i § 16 i lov om kommunernes styrelse således, at bestemmelsen indeholder hjemmel til, at samtlige centerrådsmedlemmer kan modtage de i § 16 nævnte ydelser i overensstemmelse med de i paragraffen i øvrigt indeholdte regler.
Indenrigsministeriet, der tidligere har drøftet spørgsmålet med Kulturministeriet, har ikke grundlag for at udtale sig imod den af Kulturministeriet således anlagte fortolkning af de af Kulturministeriet selv udfærdigede regler.
Såfremt amtsrådet - i medfør af bekendtgørelsens § 7 - træffer beslutning om at yde diæter m.v. for varetagelsen af hvervet som centerrådsmedlem, gælder beslutningen for samtlige medlemmer i centerrådet.
Det tilføjes, at amtsrådet i medfør af den kommunale styrelseslovs § 16, stk. 3, kan træffe beslutning om at yde diæter og/eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til det af amtsrådet udpegede medlem af centerrådet. Der vil dog ikke kunne ydes diæter til det af amtsrådet udpegede medlem, såfremt den pågældende tillige er medlem af amtsrådet og amtsrådets medlemmer vederlægges efter reglerne i den kommunale styrelseslovs § 16 a.
Indenrigsministeriet kan ikke vurdere, om det er rimeligt, at der gælder forskellige regler for udbetaling af diæter til medlemmer, der deltager i møder i de styrende organer ved amtskommuners uddannelsesinstitutioner. Spørgsmålet hører under henholdsvis Undervisningsministeriet og Kulturministeriet.
Indenrigsministeriet kan ikke foretage videre i sagen.
Undervisningsministeriet og Kulturministeriet har fået kopi af dette brev.
Med venlig hilsen
Niels Teglbjærg
2. Not. Hvilket herved meddeles. Der henvises til j.nr. 90-02-02/90.
3. Not. Hvilket herved meddeles. Der henvises til j.nr. F 91-6224/095-03.
Niels Teglbjærg
Ingen
RESUME AF INDENRIGSMINISTERIETS SKRIVELSE AF 18. juli 1991 Udtalt, at ministeriet ikke fandt grundlag for at udtale sig imod en af Kulturministeriet anlagt fortolkning af § 7 i bekendtgørelse nr. 611 af 20. september 1989 om voksenuddannelsescentre, hvorefter bestemmelsen som følge af en henvisning til vederlagsreglerne i § 16 i lov om kommunernes styrelse indeholder hjemmel til, at samtlige centerrådsmedlemmer kan modtage de i § 16 nævnte ydelser i overensstemmelse med de i paragraffen i øvrigt indeholdte regler.
Samtidig udtalt, at amtsrådet i medfør af den kommunale styrelseslovs § 16, stk. 3, kan træffe beslutning om at yde diæter og/eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til det af amtsrådet udpegede medlem af centerrådet, medmindre den pågældende tillige er medlem af amtsrådet, og amtsrådets medlemmer vederlægges efter reglerne i den kommunale styrelseslovs § 16 a.
Indenrigsministeriet kunne ikke vurdere, om det er rimeligt, at der gælder forskellige regler for udbetaling af diæter til medlemmer, der deltager i møder i de styrende organer ved amtskommuners uddannelsesinstitutioner, idet spørgsmålet herom hører under henholdsvis Undervisningsministeriet og Kulturministeriet.
(Indenrigsministeriets skrivelse af 18. juli 1991 til en amtskommune og til Undervisningsministeriet og Kulturministeriet - 4.k.kt. j.nr.
1990/1332/1200-1).