Fri proces til injuriesager Injuriesager
Statutory Text (3 Articles)
Fri proces til injuriesager Injuriesager
Civilretsdirektoratet udsendte den 27. december 1991 følgende meddelelse til samtlige statsamter og Københavns Overpræsidium vedrørende fri proces til injuriesager
I et svar af 11. april 1991 til Folketingets Retsudvalg (spørgsmål nr. 13 af 2. april 1991 vedrørende forslag til medieansvarslov (L 132 - bilag 20) redegjorde justitsministeren for den hidtidige praksis med hensyn til fri proces til injuriesager. Efter denne praksis har statsamterne og Civilretsdirektoratet med udgangspunkt i forarbejderne til retsplejelovens kap. 31 om fri proces hidtil været tilbageholdende med at meddele fri proces til sådanne sager.
Justitsministeren udtalte samtidig, at han som led i den beskyttelse af enkeltpersoner, som ikrafttrædelsen af medieansvarsloven bl.a. vil indebære, ville finde det rigtigt, at statsamterne og Civilretsdirektoratet generelt er imødekommende over for ansøgninger om fri proces til sagsanlæg mod et massemedie i anledning af freds- og ærekrænkelser af en vis grovhed, såfremt de almindelige betingelser for fri proces i øvrigt er opfyldt. Ministeren udtalte endvidere, at han, hvis der i Folketinget var tilslutning hertil, i forbindelse med medieansvarslovens ikrafttræden ville drage omsorg for, at statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis på dette område bliver i overensstemmelse hermed.
I den anledning skal Civilretsdirektoratet anmode om, at ansøgninger om fri proces imødekommes, når der er tale om sagsanlæg mod fysiske eller juridiske personer, der er ansvarlige eller medansvarlige efter medieansvarslovens kap. 3 og 4, og sagsanlægget vedrører freds- eller ærekrænkelser af en vis grovhed, som er fremsat eller videregivet i et massemedie.
Det er en forudsætning, at de sædvanlige betingelser for at opnå fri proces i øvrigt er opfyldt.
Ansøgeren skal således opfylde de økonomiske betingelser for at opnå fri proces, og der skal være rimelig grund til at føre proces, hvilket i almindelighed betyder, at ansøgeren skal have udsigt til at få medhold i sin påstand.
Civilretsdirektoratet skal anmode om, at de nævnte retningslinjer også følges, såfremt sagsanlægget vedrører en ærekrænkelse, der ikke er fremsat gennem et massemedie, men på anden måde er udbredt til en videre kreds. Det samme bør været tilfældet, såfremt der i andre årsager er særlig grund til at føre proces om et sådant spørgsmål, f.eks. fordi sagen har betydning for ansøgerens ansættelsesforhold.
Ansøgninger om fri proces til injuriesager i øvrigt behandles i overensstemmelse med den hidtidige praksis.
Ingen.
Skrivelse fra Civilretsdirektoratet til samtlige statsamter og Københavns Overpræsidium om ændring af praksis vedrørende fri proces til injuriesager, hvor der anlægges sag mod et massemedie i anledning af freds- og ærekrænkelser af en vis grovhed.
For fremtiden skal ansøgninger om fri proces imødekommes, når der er tale om sagsanlæg mod fysiske eller juridiske personer, der er ansvarlige eller medansvarlige efter medieansvarslovens kap. 3 og 4, og sagsanlægget vedrører freds- og ærekrænkelser af en vis grovhed, som er fremsat eller videregivet til et massemedie.
Det er fortsat en forudsætning, at de sædvanlige betingelser for at opnå fri proces er opfyldt.
Ansøgninger om fri proces til injuriesager i øvrigt behandles i overensstemmelse med den hidtidige praksis.