Spørgsmål om forening af hverv som medlem af kommunalbestyrelsen (kulturudvalget) og medlem af skolebestyrelsen.
Statutory Text (3 Articles)
Spørgsmål om forening af hverv som medlem af kommunalbestyrelsen (kulturudvalget) og medlem af skolebestyrelsen.
I skrivelse af 22. marts 1990 (j.nr. F.90-621/265-02) har Undervisnings- og Forskningsministeriet anmodet Indenrigsministeriet om bemærkninger til et udkast til svar på spørgsmål om, hvorvidt en ægtefælle til et medlem af, henholdsvis formand for, kommunens kulturelle udvalg kan være medlem af, henholdsvis formand for, en skolebestyrelse ved en af kommunens skoler.
I denne anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende
Reglerne i den kommunale styrelseslov § 29 om generel inhabilitet eller hvervsuforenelighed vedrører spørgsmålet om forening af kommunale tjenesteforhold og kommunale hverv (medlemskab af udvalg). Det er imidlertid almindeligt antaget, at disse regler om kommunalt ansattes medlemskab af udvalg er udtryk for en almindelig retsgrundsætning om inhabilitet, og at reglerne således ikke udtømmende gør op med de tilfælde, hvor et kommunalbestyrelsesmedlem på andet grundlag er afskåret fra medlemskab af et stående udvalg eller økonomiudvalget.
Der er dog grund til at pege på, at reglerne i styrelseslovens § 29 bl.a. er begrundet i hensynet til effektiviteten i udvalgenes tilsyn med den kommunale forvaltning, herunder at kommunale ansatte ikke som udvalgsmedlemmer kommer til at føre tilsyn med deres egen embedsførelse. Det er afgørende er således tilknytningen til kommunen via et ansættelsesforhold. De samme hensyn kan imidlertid gøre sig gældende ved en ikke-kommunal ansættelse, f.eks. i en selvejende institution, som kommunalbestyrelsen har indgået overenskomst med, ligesom de kan gøre sig gældende for så vidt angår udvalgsmedlemmer, der har omfattende forretningsforbindelse med kommunen inden for de pågældende udvalgs område.
Når der deriomod er tale om forenelighed af medlemskab af forskellige offentlige organer, gør der sig ikke de samme hensyn gældende. Når der ikke lovgigningen er angivet særlige begrænsninger i valgbarheden til de gældende hverv må udgangspunktet være, at en person ikke kan være afskåret fra samtidigt medlemskab af forskellige offentlige organer, og at en eventuel interessekonflikt må løses konkret ved anvendelse af reglerne om speciel inhabilitet, jf. forvaltningslovens § 3.
Dog kan i det særlige tilfælde tænkes, at en person som følge af sit medlemskab i andet organ vil være afskåret fra at deltage i behandlingen af sager i et sådant omfang, at der er grundlag for at anse den pågældende for udelukket fra medlemskab. På baggrund af Højsterets dom i en sag om medlemskab af økonomiudvalget (Ugeskrift for Retsvæsen 1981, side 698) og kommentaren til højsteretsdommen, kan det imidlertid fastslås, at inhabilitetsbetragtninger skal fremgøres med varsomhed, når man er uden for den specielle inhabilitets område, idet det må være lovgivningsmagtens opgave at foretage afvejningen mellem hensynet til befolkningens tillid til den offentlige forvaltning og borgernes muligheder for at varetage offentlige hverv.
For så vidt angår forholdet mellem kommunalbestyrelsen og skolebestyrelsen bemærkes, at kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for skolevæsenet og skolestrukturen, og at kommunalbestyrelsen fastlægger rammer og mål for skolernes virksomhed og udøver tilsyn med skolerne. Skolebestyrelsen er efter lovgivningen tillagt selvstændige beføjelser og fastsætter principper for skolens virksomhed. De beslutninger, som træffes af skolebestyrelsen, kan - i modsætning til skolelederens konkrete afgørelser - ikke indbringes for kommunalbestyrelsen.
Efter Indenrigsministeriets opfattelse er relationerne mellem skolebestyrelsen og kommunalbestyrelsen (kulturudvalget) ikke af en sådan karakter, at der foreligger generel inhabilitet i tilfælde, hvor den ene ægtefælle er medlem af/formand for en skolebestyrelse og den anden ægtefælle er medlem af/formand for kommunens udvalg vedrørende skolevæsenet.
Det skal tilføjes, at der i visse sager vil opstå spørgsmål om speciel inhabilitet, hvor det ud fra en konkret vurdering må afgøres, om der foreligger en sådan interessekollision, at den pågældende er udelukket fra at medvirke ved sagens behandling.
Med venlig hilsen
Emil le Maire
(* 1) UfR 1981, side 698.
(* 2) Optaget i Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1990.2.3
Udtalt, at relationerne mellem skolebestyrelsen og kommunalbestyrelsen (kulturudvalget) ikke er af en sådan karakter, at der foreligger generel inhabilitet i tilfælde, hvor den ene ægtefælle er medlem af/formand for en skolebestyrelse og den anden ægtefælle er medlem af/formand for kommunens udvalg vedrørende skolevæsenet.
Reglerne i den kommunale styrelseslovs § 29 om generel inhabilitet vedrører spørgsmålet om forening af kommunale tjenesteforhold og kommunale hverv (medlemskab af udvalg). Reglerne er begrundet i hensynet til effektiviteten i udvalgenes tilsyn med den kommunale forvaltning, herunder at kommunalt ansatte ikke som udvalgsmedlemmer kommer til at føre tilsyn med deres egen embedsførelse.
Når der derimod er tale om forenelighed af medlemskab af forskellige offentlige organer, gør der sig ikke de samme hensyn gældende. Når der ikke i lovgivningen er angivet særlige begrænsninger i valgbarheden til de pågældende hverv, må udgangspunktet være, at en person ikke kan være afskåret fra samtidigt medlemskab af forskellige offentlige organer og at en eventuel interessekonflikt må løses konkret ved anvendelse af reglerne om speciel inhabilitet, jf.
forvaltningslovens § 3.