Legislator Case Law & Legislation
Y19906062658 DK

Boligstøtte - Tilbagebetaling

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Udtalelse 1990 60626 Historic

Boligstøtte - Tilbagebetaling

I skrivelse af 12. oktober 1990 (j.nr. 904-56-90 AS/1v) har Århus Amtskommune, Social- og Sundhedsforvaltningen, Ankeafdelingen, anmodet Bygge- og Boligstyrelsen om en vejledende udtalelse til brug for en konkret sag vedrørende boligstøttelovgivningens tilbagebetalingsregler for perioden før 1. januar 1987 i et tilfælde, hvor flere støttemodtagere i forening har lejet en lejlighed og i forening har ansøgt om boligstøtte.

Det oplyses, at den konkrete klagesag vedrører 3 studerende, der i 1986 i forening har lejet en lejlighed og i forening har ansøgt om boligstøtte. Boligstøtten blev beregnet på grundlag af den opregulerede socialindkomst. Forholdene for de enkelte personer oplyses som følger

Person 1

Beregningsgrundlag 43.000 kr. Faktisk indkomst 70.000 kr. Person 2: Beregningsgrundlag 43.000 kr. Faktisk indkomst 43.000 kr. Person 3: Beregningsgrundlag 40.000 kr. Faktisk indkomst 73.000 kr.

Det oplyses endvidere, at tilbagebetalingskravet alene blev rettet mod person 1 med henvisning til, at den faktiske indkomst, i alt 186.000 kr., oversteg det oprindelige beregningsgrundlag med mere end 25 pct./15.000 kr. Kravet oplyses senere nedsat ved periodeopdeling.

Ankeafdelingen ønsker herefter oplyst, hvilke sammenligninger der er relevante for bedømmelsen af, om der kan rejses tilbagebetalingskrav over for person 1 og person 3, forudsat at krav over for person 2 udelukkes med henvisning til et princip om, at en ansøger, jf. de før 1987 gældende tilbagebetalingsregler, ikke havde oplysningspligt vedrørende et andet husstandsmedlems økonomiske forhold.

Ankeafdelingen ønsker endvidere oplyst, om ovennævnte princip er uafhængigt af, om alle husstandsmedlemmer søger boligstøtte i forening, eller om kun eet af husstandsmedlemmerne står som ansøger.

I den anledning skal Bygge- og Boligstyrelsen bemærke, at det af den dagældende § 41, stk. 1, fremgik, at har ansøgeren undladt at give meddelelse som omhandlet i § 38, stk. 3, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget oppebåret boligstøtte, skal han eller hans dødsbo tilbagebetale det beløb, der er oppebåret med urette. Kommunalbestyrelsen skal skriftligt gøre ham bekendt med disse regler og med, at tilsidesættelse heraf kan medføre strafansvar.

Efter dagældende praksis rejses tilbagebetalingskrav alene i det omfang, at den faktiske husstandsindkomst overstiger beregningsgrundlaget med mindst 25 pct. og mindst 15.000 kr., når boligstøtte er beregnet på grundlag af lovens hovedregel.

Det af Ankeafdelingen i henvendelsen omtalte forlig var bl.a. årsag til, at det ved de ændringer i § 41, der blev gennemført ved lov nr. 299 af 4. juni 1986, blev præciseret, at ansøgere, for ikke at blive mødt med et krav om tilbagebetaling, må underrette kommunalbestyrelsen om alle ændringer i husstandsindkomsten af betydning for boligstøtteberegningen, uanset om indkomstfremgangen skyldes ansøgerens eller øvrige husstandsmedlemmers indkomstforhold.

Tilbagebetalingskrav, der relaterer sig til før 1. januar 1987, vil således ikke kunne rejses, hvis overskridelsen skyldes ændringer i et andet husstandsmedlems indkomst. Dette forhold indebærer ligeledes, at der ikke kan anses at være oplysningspligt vedrørende et andet husstandsmedlems forhold.

Dette udelukker, som angivet af Ankeafdelingen, at der kan rejses tilbagebetalingskrav over for person 2. Det relevante kriterium i relation til person 1 og person 3 må herefter være, om person 1 og person 3 kan anses at have tilsidesat oplysningspligten vedrørende stigninger i egen indkomst, vurderet i forhold til beregningsgrundlaget.

Bygge- og Boligstyrelsen kan i øvrigt tilslutte sig, at man ved bedømmelse af, om der kan rejses tilbagebetalingskrav overfor person 1, må foretage en beregning af, om summen af person 1's »faktiske indtægt« og person 2's og person 3's oprindelige »beregnede indtægt« overstiger beregningsgrundlaget med mindst 25 pct. og mindst 15.000 kr. En tilsvarende beregning må kunne foretages i forhold til person 3.

Afslutningsvis bemærkes, at tilbagebetalingskrav alene kan rettes mod boligstøtteansøgeren eller, hvis flere har ansøgt i forening, boligstøtteansøgerne, hvilket indebærer, at tilbagebetalingskrav ikke vil kunne rejses over for personer, der ikke kan anses som ansøgere.

pdv

eb

Udtalelse 1990 60626 Historic

Bygge- og Boligstyrelsen har, vedr. spørgsmålet om tilbagebetaling af boligstøtte for perioden før 1. januar 1987, hvor flere støttemodtagere i forening har lejet en lejlighed og i forening har ansøgt om boligstøtte, vejledende udtalt, at tilbagebetalingskrav, der relaterer sig til før 1. januar 1987, ikke vil kunne rejses, hvis overskridelsen i indkomsten skyldes ændringer i et andet husstandsmedlems indkomst. Der kan endvidere ikke anses at være oplysningspligt vedr. et andet husstandsmedlems forhold, før præcisering heraf blev gennemført ved lov nr. 299 af 4. juni 1986, i henhold til hvilken ansøgere, for ikke at blive mødt med et krav om tilbagebetaling, må underrette kommunalbestyrelsen om alle ændringer i husstandsindkomsten af betydning for boligstøtteberegningen, uanset om indkomstfremgangen skyldes ansøgerens eller øvrige husstandsmedlemmers indkomstforhold.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →