Dokumentationsfrist-forældelse
Statutory Text (3 Articles)
Dokumentationsfrist-forældelse
»De har i en henvendelse af 29. august 1990 anmodet Bygge- og Boligstyrelsen bekræfte, at nogle af Dem fremlagte fakturaer ikke falder uden for området for den boligsparekontrakt, De har.
De oplyser, at De den 30. december 1986 oprettede en boligsparekontrakt, og at De den 22. august 1990 ønskede at hæve beløbet ved at underskrive en tro-og-love erklæring. Banken krævede herefter fremvist fakturaer for beløbet.
De oplyser endvidere, at De den 28. august 1990 fremlagde fakturaer for bl.a. ombygning/udvidelse af børneværelse samt indkøb af nye energibesparende hårde hvidevarer. Banken meddelte herefter, at beløbet ikke kunne frigives til hårde hvidevarer, samt at udgiften til ombygning ikke kunne godkendes, da fakturaerne var mere end 1 år gamle. Det oplyses, at ombygningen skete i april/maj 1989.
De anfører herefter, at De kan acceptere, at der kræves dokumentation vedrørende brugen af det opsparede beløb, men at De på intet tidspunkt er blevet gjort bekendt med 1-års tidsfristen for regningers forældelse.
I anledning af Deres henvendelse skal Bygge- og Boligstyrelsen oplyse, at det fremgår af § 1, stk. 2, i bekendtgørelse af lov om boligsparekontrakter, at opsparing skal anvendes til et af følgende formål
1) Køb af grund til opførelse af bolig,
2) opførelse eller køb af bolig,
3) betaling af indskud eller forudbetaling af leje i forbindelse med indgåelse af lejemål,
4) køb af aktier eller andelsbevis, der er nødvendigt for overtagelse af lejemål, eller
5) forbedring eller udvidelse af bestående bolig.
Det fremgår videre af lovens § 5, at det opsparede beløb kan udbetales 3 år efter den første indbetaling. Såfremt en opsparer inden for det sidste år inden 3-års periodens udløb har haft udgifter til eet af de i § 1 nævnte formål, vil det opsparede beløb incl. præmie kunne frigives efter bestemmelserne i stk. 1, jf. § 5, stk. 3.
I Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 288 af 14. maj 1987 om boligsparekontrakter med pengeinstitutter fremgår det af § 5, at udbetaling af opsparingsbeløb, hvortil der ydes præmie, er betinget af, at kontohaveren over for pengeinstituttet dokumenterer, at beløbet skal anvendes eller inden for det sidste år inden 3-års periodens udløb er anvendt til dækning af eet af de i loven nævnte formål.
Udskiftning af hårde hvidevarer falder uden for det område, hvortil opsparingen på en boligsparekontrakt kan anvendes. Dog gøres der undtagelse i tilfælde, hvor der i forbindelse med eksempelvis anskaffelse af nyt køkken også foretages fornyelse af hårde hvidevarer, såfremt de hårde hvidevarer kun er en mindre del af det samlede beløb.
Dokumentationskravet, således som det er fastsat ved bekendtgørelse nr. 288 af 14. maj 1987 om boligsparekontrakter med pengeinstitutter i § 5, gælder efter styrelsens opfattelse for samtlige boligsparekontrakter, når anskaffelser m.m. er foretaget den 24. maj 1987 og senere. Dokumentationskrav blev på dette tidspunkt indført til afløsning af den indtil da gældende bestemmelse om, at betaling med præmie kunne foretages på baggrund af en tro-og-love erklæring.
For så vidt angår det rejste spørgsmål omkring 1-års forældelsesfrist skal man meddele, at Bygge- og Boligstyrelsen har besluttet, at 1-års dokumentationsfristen ikke indtil videre håndhæves, begrundet i, at kravet ikke kan anses for bekendtgjort i forhold til opsparerne.
Med henvisning hertil finder Bygge- og Boligstyrelsen, at i det omfang, De kan fremlægge den fornødne dokumentation, vil De kunne få udbetalt fra Deres boligsparekontrakt med statspræmie, forudsat at det kan dokumenteres, at ombygning er udført inden for det sidste år af 3-års periodens udløb, jf. bekendtgørelsens § 5, samt at den fremlagte dokumentation kan anses at opfylde de i loven fastsatte betingelser herfor.
Man skal i øvrigt beklage den sene besvarelse, idet det oplyses, at sagen har beroet på overvejelser vedrørende spørgsmålet.«
2. Til orientering, idet Dep. 1 har anmodet om kopi af svaret.
3. Til orientering.
pdv
eb
Ingen
Bygge- og Boligstyrelsen har udtalt, at 1-års dokumentationsfrist, således som denne er fastsat bl.a. i bankernes og sparekassernes interne retningslinier, ikke indtil videre håndhæves, begrundet i, at kravet ikke kan anses for bekendtgjort i forhold til opsparerne.
Hvis fornøden dokumentation fremlægges, vil der kunne ske udbetaling med statspræmie, forudsat at det kan dokumenteres, at ombygning er udført indenfor det sidste år af 3-års periodens udløb, jf.
bekendtgørelsens § 5, samt at den fremlagte dokumentation kan anses at opfylde de i loven fastsatte betingelser herfor.