Ekspropriation til offentlig deklarationssti
Statutory Text (3 Articles)
Ekspropriation til offentlig deklarationssti
Amtsrådet har i brev af 10. april 1990 kommenteret ministeriets brev af 13. marts 1990, hvori ministeriet har givet udtryk for, at etablering af en offentlig sti ved at ekspropriere færdselsretten ved deklaration og ikke ved arealerhvervelse er i strid med de principielle forudsætninger i lov om offentlige veje.
Det er amtsrådets opfattelse, at vejlovens § 100 indeholder den fornødne hjemmel til et stianlæg af denne karakter, idet reglerne i vejloven finder anvendelse på offentlige stier med de fornødne lempelser. En sådan lempelse kan være, at matrikulær udskillelse undlades.
Amtsrådet har ønsket at anvende vejlovens bestemmelser i stedet for naturfredningsloven for at sikre, at erstatningsfastsættelsen sker på samme grundlag, som anvendes ved ekspropriation af areal til offentlige veje m.m.
Det anføres, at sikring af gangstien ved deklaration bevirker, at indgrebet er mindre omfattende end ved ekspropriation, og at det vil være lettere at flytte stien, hvis det senere viser sig nødvendigt.
Amtsrådet er således af den opfattelse, at den anvendte fremgangsmåde er velbegrundet, og at den ligger inden for vejlovens fortolkningsmuligheder.
Ministeriet er stadig af den opfattelse, at offentlige stier alene kan gennemføres ved arealerhvervelse, bortset fra optagelse af private fællesveje som offentlige stier. Vi skal herved henvise til ministeriets cirkulære af 20. november 1975 om ændringer i vejlovgivningen, pkt. 11, der har følgende ordlyd
»Reglerne i § 97 om offentlige stier er ændret, således at disse administrativt er ligestillet med offentlige veje.
Herved bortfalder de tidligere, til dels historisk betingede særregler for de offentlige stier, hvorefter disse kun har kunnet overtages for en periode af 5 år, efter hvilken periode stierne kun kunne opretholdes, hvis jordarealerne erhvervedes. Selv i så tilfælde skulle de opretholdes som offentlige, indtil de udgik af stifortegnelsen. Fremtidig vil der gælde samme regler som ved offentlige veje. Hvis der anlægges en offentlig vej eller sti over privat areal, må erhvervelsen ske ved ekspropriation, og hvis den offentlige vej eller sti etableres over privat fællesvej eller sti, kan dette ske uden ekspropriation, men dog således at grundejerne lige som ved veje har mulighed for at få påkendt spørgsmålet, om de derved har lidt tab, for taksationsmyndighederne.
Såfremt en privat fællesvej udlægges som offentlig sti, hvad der navnlig kan være hensigtsmæssigt i områder, hvor reglerne i privatvejslovens afsnit II gælder, må der i forbindelse med udlægget tages stilling til, hvorledes fremtidige vedligeholdelsesudgifter skal fordeles mellem de private og vejbestyrelsen .
Ved den pågældende vejlovsændring ophævedes systemet med deklarationsstier på privat areal og erstattedes af det system, der gælder for offentlige veje, hvis areal principielt erhverves af vejbestyrelsen og forudsættes udskilt i matriklen.
Offentliggjort i VEJLOVE udgivet af DAFOLO.
Udtalt, at offentlige stier alene kan gennemføres ved arealerhvervelse, bortset fra optagelse af private fællesstier som offentlige stier, men ikke ved deklaration, idet offentlige stier af ministeriet ligestilles med offentlige veje.