Kommunal støtte til institution der stiller faciliteter til rådighed for uddannelses- og udviklingsaktiviteter
Statutory Text (3 Articles)
Kommunal støtte til institution der stiller faciliteter til rådighed for uddannelses- og udviklingsaktiviteter
Tilsynsrådet for Århus Amt har i sit møde den 21. juni 1990 afgivet en udtalelse vedrørende Rougsø og Sønderhald kommuners engagement i etableringen af Uddannelsescenter Auning.
Tilsynsrådet udtalte følgende om det kommunale engagement i uddannelsescentret
»Tilsynsrådet har intet at indvende imod, at kommunerne Rougsø og Sønderhald bidrager til etablering af Uddannelsescenter Auning.
Der kan ikke på det foreliggende grundlag tages stilling til eventuel godkendelse af samarbejdsaftalen vedrørende »Djursland Videnformidling«.
Samarbejdsaftalen bedes indsendt til Tilsynsrådet, når den foreligger.
Tilsynsrådet forudsætter, at der i det omfang, der på Uddannelsescenter Auning finder undervisning- og/eller andre aktiviteter sted, der er reguleret ved lov, ikke er noget til hinder herfor i henhold til den pågældende lovgivning, og at de respektive ressortministerier ikke har noget at indvende.
Det forudsættes endvidere, at de erhvervsfremme- og udviklingsaktiviteter, der ifølge vedtægtens § 2, litra g og h kan finde sted, respekterer kravet i gældende kommunalret om, at sådanne aktiviteter skal være generelt virkende. Tilsynsrådet har i medfør af bekendtgørelse nr. 496 af 30. juni 1989 om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. § 8 intet at indvende imod, at kommunerne Rougsø og Sønderhald yder underskudsdækning til Uddannelsescenter Auning med et samlet beløb på max. 250.000 kr. pr. år i 3 år for hver af de 2 kommuner.'
Tilsynsrådets udtalelse har givet Indenrigsministeriet anledning til mere principielle overvejelser om kommuners og amtskommuners adgang til at deltage i uddannelses- og erhvervsfremmeaktiviteter, og man har derfor foretaget en nærmere vurdering af det kommunale engagement i Uddannelsescenter Auning og Djursland Videnformidling.
UDDANNELSESCENTER AUNING
Det fremgår af vedtægterne for Uddannelsescenter Auning, at centret skal etableres som en selvejende institution, i hvis bestyrelse Rougsø og Sønderhald kommuner hver har 2 pladser, mens Sønderhald-Rougsø Herreders Landboforening og Fællesorganisationen i Sønderhald-Rougsø hver udpeger et medlem, og arbejdsgiverforeningerne i Rougsø og Sønderhald kommuner udpeger 1 medlem i fællesskab. Det fremgår endvidere af uddannelsescentrets vedtægter, at vedtægterne og fremtidige ændringer heri skal godkendes af Sønderhald og Rougsø byråd, og at køb, salg og pantsætning af fast ejendom samt optagelse af lån kun kan ske med de to byråds samtykke.
Sønderhald Kommune har i et brev af 6. februar 1990 til Indenrigsministeriet anmodet om dispensation til optagelse af lån til brug for Uddannelsescenter Auning og har i den forbindelse oplyst, at udgifterne til etablering af uddannelsescentret dækkes ved et tilskud på 950.000 kr. fra Århus Amtskommunes EF-teknologiprogram, et realkreditlån på 1,9 mio. kr. og et lån fra Århus Amtsråds Fond for Afståelses- og Frigørelsesafgift på 3 mio. kr. Århus Amtskommunes EF-teknologiprogram yder et driftstilskud i de første 2 år på i alt 750.000 kr., hvorefter projektet forudsættes at være selvbærende. Tilskuddet er en del af det nedennævnte tilskud på 10 mio. kr som EF-teknologiprogrammet har givet til finansiering af Djursland Videnformidling. Rougsø og Sønderhald kommuner garanterer i fællesskab for betalingen af lånet fra Århus Amtsråds Fond for Afståelses- og Frigørelsesafgift og har endvidere forpligtet sig til at dække centrets driftsunderskud inden for et samlet beløb, som er anslået til 500.000 kr. om året. I takt med at centret iværksætter indtægtsdækket virksomhed, nedsættes kommunernes økonomiske engagement. Det er siden blevet oplyst, at Århus Amtskommune den 26. juni 1990 har besluttet at yde et driftstilskud på indtil 50% af underskuddet i hvert af årene 1991, 1992 og 1993, dog højest 250.000 kr. pr. år.
Om Uddannelsescenter Aunings formål er følgende anført i centrets vedtægter under pkt. 2
»Uddannelsescenter Auning har til formål at virke til fremme af den uddannelses- og erhvervsmæssige udvikling i Sønderhald og de omkringliggende kommuner.
Formålet realiseres ved, at Uddannelsescenter Auning i form af bygninger og andre faciliteter stiller ressourcer til rådighed for uddannelses- og udviklingsaktiviteter til gavn for området.
Auning Uddannelsescenter indtræder som part i samarbejdet »Djursland Videnformidling« på lige fod med de øvrige institutioner, som deltager i dette samarbejde.
Uddannelsescentret kan tage initiativ, medvirke til og koordinere uddannelses- og udviklingsaktiviteter til gavn for området. Aktiviteterne kan tage form af
a) Uddannelse i henhold til lov om efteruddannelse i samarbejde med handelsskolerne og de tekniske skoler i Randers og Grenå.
b) Uddannelse i henhold til lov om arbejdsmarkedsuddannelser i samarbejde med f.eks. Specialarbejderskolerne i Kolind og Randers.
c) Uddannelse inden for eksisterende voksenuddannelsessystemer, f.eks. merkonom- og teknonomkurser, kurser i henhold til lov om prøveforberedende enkeltfagsundervisning for voksne m.v. i samarbejde med eksisterende uddannelsesinstitutioner i Århus Amtskommune.
d) Uddannelses- og kursusaktiviteter, som virksomheder og organisationer m.v. måtte henlægge til Uddannelsescentrets lokaler og øvrige faciliteter.
e) Uddannelse for ledige i henhold til beskæftigelseslovgivningens regler i samarbejde med Virring Produktionsskole og Arbejdsformidlingen.
f) Forsøgsuddannelser på helt nye områder i erhvervs- og samfundslivet eller gennem utraditionelle kombinationer af eksisterende uddannelser/uddannelsesmoduler.
g) Informations- udviklings- og undersøgelsesaktiviteter med tilknytning til uddannelsesspørgsmål, hvor der gøres brug af uddannelsescentrets kontorer, værksteder og andet inventar.
h) Erhvervsfremmeaktiviteter med relevans for uddannelsescentrets øvrige aktiviteter, og som tager sigte på at styrke produktion og beskæftigelse i området.'
Vedtægternes pkt. 5 har følgende ordlyd
»De uddannelser og kurser, som de i 2 nævnte uddannelsesinstitutioner gennemfører på Uddannelsescenter Auning, tilrettelægges og ledes af de respektive skoler selv.
Udgifter til kurser m.v der afholdes helt eller delvist af ressortministerierne, indgår i de respektive skolers budget og regnskabsaflæggelse.
Bestyrelsen for Uddannelsescenter Auning - eventuelt i samarbejde med relevante myndigheder - indgår særaftaler med de enkelte uddannelsesinstitutioner vedrørende udformningen af de nærmere vilkår for deres virke i centret.
Bestyrelsen fastsætter en lejeafgift, som afkræves uddannelses og kursusarrangører efter forhandling, når disse benytter Uddannelsescentrets lokaler og inventar.«
Det retlige grundlag
Kommuners og amtskommuners adgang til at påtage sig og yde støtte til undervisningsopgaver er i vid udstrækning reguleret i lovgivningen. I den udstrækning der ikke i lovgivningen er hjemmel til eller forbud imod kommunalt engagement i en bestemt undervisningsvirksomhed, f.eks. i form af tilskud til en undervisningsinstitution, er det Indenrigsministeriets opfattelse, at det kommunale engagement kun er lovligt, såfremt uddannelsesinstitutionens aktiviteter knytter sig tæt til løsningen af kommunale opgaver, og såfremt der i øvrigt er en væsentlig interesse for kommunen i den pågældende undervisningsinstitution, f.eks. fordi en stor del af de elever, der bruger institutionen, har bopæl i kommunen.
I den foreliggende sag påtænker de to kommuner og amtskommunen at yde tilskud - herunder garanti for lån - til en institution, der stiller ressourcer i form af bygninger og andre faciliteter til rådighed for forskellige uddannelses- og udviklingsaktiviteter m.v. Det er Indenrigsministeriets opfattelse, at der - såfremt kommunerne og amtskommunen lovligt kunne yde støtte til de skoler, der skal anvende Uddannelscenter Auning, og den øvrige uddannelsesvirksomhed m.v. der skal foregå i uddannelsescentret - ikke er grundlag for at antage, at kommunerne eller amtskommunen er afskåret fra at yde støtte til en institution med det nævnte formål. Det afgørende for, om den kommunale støtte i den konkrete sag er lovlig, er altså, om kommunerne og amtskommunen kunne have ydet støtte direkte til de skoler, der skal anvende uddannelsescentret, og til de øvrige aktiviteter, der skal foregå i centret.
Under vedtægternes pkt. 2, litra a, er det nævnt, at aktiviteterne på centret kan tage form af »uddannelse i henhold til lov om efteruddannelse i samarbejde med handelsskolerne og de tekniske skoler i Randers og Grenå«.
I § 1 i lov nr. 271 af 6. juni 1985 om efteruddannelse (erhvervsrettede kurser m.v.) er det fastlagt, at lovens formål er at fremme udvikling og gennemførelse af erhvervsrettede efter- og videreuddannelser. Det fremgår endvidere, at uddannelserne tilrettelægges og gennemføres lokalt i nært samarbejde mellem erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner.
Udover statsejede skoler er det i praksis navnlig de selvejende tekniske skoler og handelsskoler, der gennemfører uddannelser efter lov om efteruddannelse. I henhold til § 13 i loven om godkendelse af handelsskoler, tekniske skoler m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 178 af 2. april 1987, som ændret senest ved lov nr. 347 af 24. maj 1989, kan der af statskassen ydes rente- og afdragsfrie lån til skolerne til opførelse, til- og ombygninger eller køb af bygninger med indtil 5/6 af bygningernes opførelsesværdi eller købesum. Af forarbejderne til loven fremgår, at det er forudsat, at kommuner og amtskommuner kan medvirke til finansiering af den del af anlægsudgifterne ved etableringen af tekniske skoler og handelsskoler, som ikke afholdes af statskassen. Indenrigsministeriet har desuden i en skrivelse af 16. juni 1987 udtalt, at i et tilfælde, hvor statsstøtte slet ikke kunne opnås til anlægsudgifterne i forbindelse med udvidelse af en teknisk skole, kunne såvel en kommune som en amtskommune deltage i finansieringen af både den del af udgifterne, som den pågældende skole ifølge loven selv skal fremskaffe, og den del af udgifterne, som statskassen kunne have afholdt. Indenrigsministeriet udtalte samtidigt, at det er en forudsætning for en sådan støtte, at der er en væsentlig kommunal interesse i, at skolen placeres, eller skoleudvidelsen foretages, netop i det pågældende område. Sådan interesse vil typisk foreligge, når en stor del af de elever, der går på skolen, har bopæl i det pågældende område.
Lov om godkendelse af handelsskoler, tekniske skoler og tilskud m.v. til disse skoler ophæves med virkning fra 1. januar 1991 og erstattes af lov nr. 210 af 5. april 1989 om erhvervsskoler. Af forarbejderne til denne lov fremgår det, at kommuner og amtskommuner eventuelt kan finansiere mere end 1/6 af anlægsomkostningerne ved etableringen af tekniske skoler og handelsskoler m.v hvis staten ikke har kunnet afsætte de nødvendige lånemidler.
Lovgivningen om tekniske skoler og handelsskoler indeholder således hjemmel til, at kommuner og amtskommuner kan yde anlægstilskud til disse skoler. Derimod er det fast antaget, at en kommune eller amtskommune ikke kan yde tilskud til disse skolers drift, jf. betænkning nr. 1153 af december 1988 om kommunerne og erhvervspolitikken, s. 90.
Under vedtægternes pkt. 2, litra b, er det nævnt, at aktiviteterne på Uddannelsescenter Auning kan tage form af »uddannelse i henhold til lov om arbejdsmarkedsuddannelser i samarbejde med f.eks. Specialarbejderskolerne i Kolind og Randers«.
I § 13 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 737 af 4. december 1988, er det fastlagt, at uddannelsen af specialarbejdere foregår på uddannelsesinstitutioner, der drives af staten, og selvejende institutioner, der har til formål at gennemføre uddannelse af specialarbejdere. Institutionerne kaldtes tidligere specialarbejderskoler, men benævnes nu AMU-centre. Institutionernes vedtægter skal godkendes af arbejdsministeren efter forhandling med uddannelsesudvalget for specialarbejdere.
Arbejdsministeren kan yde rente- og afdragsfri statslån ved etablering af AMU-centre med op til 85% af den samlede anskaffelsessum, jf. § 17. Det fremgår af forarbejderne til loven, at kommunerne og amtskommunerne kan engagere sig i finansieringen af den del af anlægsudgifterne, der ikke dækkes af realkredit og statslån. Derimod er det fast antaget, at kommuner og amtskommuner er afskåret fra at yde tilskud til driften af AMU-centre, jf. den førnævnte betænkning s. 91.
Efteruddannelse af faglærte samt eventuel efteruddannelse for andre grupper efter kapitlerne 4 og 5 i arbejdsmarkedsuddannelsesloven foregår dels på tekniske skoler og teknologiske serviceinstitutter, dels på skoler, der specielt er indrettet med henblik på netop disse efteruddannelser. Sidstnævnte skoler kan modtage kommunal støtte til anlægsudgifter efter samme regler som AMU-centre, jf. den førnævnte betænkning s. 91.
Under vedtægternes pkt. 2, litra c, er det nævnt, at aktiviteterne på Uddannelsescenter Auning kan tage form af »uddannelse inden for eksisterende voksenuddannelsessystemer, f.eks. merkonom- og teknonom-kurser, kurser i henhold til lov om prøveforberedende enkeltfagsundervisning for voksne m.v. i samarbejde med eksisterende uddannelsesinstitutioner i Århus Amtskommune.«
Det fremgår af § 1 i bekendtgørelse nr. 666 af 16. oktober 1987 om merkonomkursus, som ændret ved bekendtgørelse nr. 547 af 20. juli 1990, at merkonomkursus afholdes på statsunderstøttede handelsskoler efter godkendelse af Undervisningsministeriet. Desuden fremgår det af § 1 i bekendtgørelse nr. 45 af 28. januar 1987 om teknonomkursus, at teknonomkursus afholdes af statsunderstøttede tekniske skoler efter godkendelse af Undervisningsministeriet. Da de nævnte kurser gennemføres af handelsskoler og tekniske skoler, gælder de samme regler om kommunalt og amtskommunalt tilskud, som ovenfor anført.
Af vedtægternes pkt. 2, litra c, fremgår, at Uddannelsescenter Auning også kan medvirke til aktiviteter i henhold til lov om prøveforberedende enkeltfagsundervisning m.v. for voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 320 af 4. juli 1983, som ændret senest ved lov nr. 335 af 24. maj 1989.
Lov om prøveforberedende enkeltfagsundervisning m.v. for voksne blev ophævet ved lov nr. 335 af 24. maj 1989 om almen voksenuddannelse § 19, dog således at loven fortsat finder anvendelse på den undervisning, der fører frem til højere forberedelseseksamen. Af § 1 i lov om prøveforberedende enkeltfagsundervisning m.v. for voksne fremgår det, at enhver amtskommune skal oprette og drive kursus med undervisning for voksne til prøver, der indgår eller kan indgå i højere forberedelseseksamen. Det fremgår desuden af § 8, at amtskommunen afholder de med undervisningsvirksomheden forbundne udgifter og stiller de fornødne læremidler til rådighed for deltagerne.
Undervisning for voksne til folkeskolens afgangsprøver, som tidligere blev gennemført i henhold til loven om prøveforberedende enkeltfagsundervisning m.v. for voksne, bliver nu gennemført i henhold til lov om almen voksenuddannelse.
Undervisning i henhold til lov om almen voksenuddannelse skal tilbydes på amtskommunernes voksenuddannelsescentre, jf. §§ 3 og 12. Kulturministeren kan godkende, at andre uddannelsesinstitutioner tilbyder almen voksenuddannelse. Ifølge § 6 afholder amtskommunen de med undervisningsvirksomheden forbundne udgifter. Kommuner kan således ikke yde tilskud til denne undervisningsvirksomhed.
Under vedtægternes pkt. 2, litra d, er det nævnt, at aktiviteterne på Uddannelsescenter Auning kan tage form af »uddannelses- og kursusaktiviteter, som virksomheder og organisationer m.v. måtte henlægge til Uddannelsescentrets lokaler og øvrige faciliteter«.
Det er uoplyst, hvilke aktiviteter denne bestemmelse nærmere sigter på. Generelt kan Indenrigsministeriet imidlertid oplyse, at det som udgangspunkt ikke er en kommunal opgave at stille kursusfaciliteter til rådighed for private virksomheder og organisationer.
Af vedtægternes pkt. 2, litra e, fremgår, at aktiviteterne på Uddannelsescenter Auning kan tage form af »uddannelse for ledige i henhold til beskæftigelseslovgivningens regler i samarbejde med Virring Produktionsskole og Arbejdsformidlingen«.
I henhold til § 26, stk. 1, i lov om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 79 af 15. februar 1988, som ændret ved lov nr. 839 af 21. december 1988, skal kommunen og amtskommunen afholde udgifter af en bestemt størrelse efter denne lov, efter lov om ungdomsvejledning og visse uddannelsesforanstaltninger, efter lov om produktionsskoler samt til visse foranstaltninger til bekæmpelse af arbejdsløsheden blandt ledige under 30 år.
Lov om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. ophæves med udgangen af 1990, jf. § 21 i lov nr. 379 af 13. juni 1990 om kommunal beskæftigelsesindsats. Lov om kommunal beskæftigelsesindsats indeholder imidlertid i § 15 en hjemmel til, at kommuner og amtskommuner kan iværksætte uddannelse til særligt udsatte grupper af ledige.
I henhold til § 2 i lov nr. 268 af 6. juni 1985 om ungdomsvejledning og visse uddannelsesforanstaltninger kan kommuner og amtskommuner med henblik på at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden iværksætte eller yde tilskud til uddannelser, kurser samt kontakt- og informationsordninger for unge.
I henhold til § 3 i lov nr. 269 af 6. juni 1985 om produktionsskoler kan kommuner og amtskommuner tage initiativ til oprettelse af produktionsskoler. Skolerne har til opgave at tilbyde kombinerede undervisnings- og produktionsprogrammer for unge arbejdsløse, jf. § 1. Skolerne etableres som selvejende institutioner, og kommunen eller amtskommunen betaler den del af skolens udgifter til bl.a. etablering og drift, der ikke dækkes af statstilskud og andre indtægter, jf. §§ 4 og 8.
Loven om produktionsskoler ophæves med udgangen af 1990 og erstattes af lov nr. 411 af 13. juni 1990 om ungdomsskoler, produktionsskoler og daghøjskoler. De ovennævnte bestemmelser i §§ 1, 3, 4 og 8 i loven om produktionsskoler videreføres i denne lovs §§ 14, 16, 17 og 20.
Under vedtægternes pkt. 2, litra f, er det nævnt, at aktiviteterne på Uddannelsescenter Auning kan tage form af »forsøgsuddannelser på helt nye områder i erhvervs- og samfundslivet eller gennem utraditionelle kombinationer af eksisterende uddannelser/uddannelsesmoduler.«
Det kan ikke ud fra bestemmelsens ordlyd nøjere fastlægges, hvilke uddannelser den tager sigte på. Det bemærkes imidlertid, at det som udgangspunkt ikke er en kommunal opgave at stille uddannelsesfaciliteter til rådighed for private virksomheder og organisationer.
Under vedtægternes pkt. 2, litra g og h, er det nævnt, at aktiviteterne på Uddannelsescenter Auning kan tage form af
»g) Informations-, udviklings- og undersøgelsesaktiviteter med tilknytning til uddannelsesspørgsmål, hvor der gøres brug af uddannelsescentrets kontorer, værksteder og andet inventar.
h) erhvervsfremmeaktiviteter med relevans for uddannelsescentrets øvrige aktiviteter, og som tager sigte på at styrke produktion og beskæftigelse i området.«
Det kan heller ikke ud fra disse bestemmelsers ordlyd nøjere fastlægges, hvilke aktiviteter bestemmelserne påregnes at komme til at omfatte. I det omfang, der alene er tale om generelle erhvervsfremmende aktiviteter, vil det imidlertid være lovligt, at kommuner og amtskommuner yder støtte til såvel etablerings- som driftsudgifter vedrørende disse aktiviteter. Opmærksomheden henledes imidlertid på, at f.eks. kommunal støtte til produktudvikling kun er lovlig inden for rammerne af lov om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v., der, som nævnt, fra 1. januar 1991 erstattes af lov om kommunal beskæftigelsesindsats.
På baggrund af ovenstående gennemgang kan det herefter fastslås, at såvel kommuner som amtskommuner lovligt kan yde støtte til etableringen af de skoler, der varetager de i vedtægternes pkt. 2, litra a og b, nævnte aktiviteter, hvis det godtgøres, at de pågældende kommuner og amtskommuner har en væsentlig interesse i, at institutionen placeres netop i det pågældende område. Derimod har kommuner og amtskommuner ikke adgang til at yde støtte til driftsudgifterne vedrørende de aktiviteter, som er nævnt i disse bestemmelser. Samme regler, for så vidt angår støtte, gælder med hensyn til de under litra c nævnte merkonom- og teknonomkurser.
En amtskommune kan lovligt yde støtte til såvel etableringen som driften af aktiviteter i henhold til lov om prøveforberedende enkeltfagsundervisning m.v. for voksne og lov om almen
voksenuddannelse, jf. litra c. Derimod er en kommune afskåret fra at yde støtte hertil.
For så vidt angår de under litra d og f - h nævnte aktiviteter, kan det ikke på det foreliggende grundlag bedømmes, om kommuner og amtskommuner kan yde støtte til etablerings- og anlægsudgifterne.
En kommune og en amtskommune kan yde både drifts- og anlægsstøtte til en produktionsskole og de øvrige under litra e nævnte aktiviteter, i det omfang der er tale om uddannelse af unge ledige og særligt udsatte grupper af ledige.
Indenrigsministeriets udtalelse
Som nævnt ovenfor, er det Indenrigsministeriets opfattelse, at der ikke er grundlag for at antage, at en kommunal eller amtskommunal støtte til en uddannelsesinstitution, der stiller ressourcer i form af bygninger og andre faciliteter til rådighed for uddannelses- og udviklingsaktiviteter, er ulovlig, hvis en kommune eller amtskommune lovligt kunne yde støtte til de skoler, der skal anvende institutionen og de øvrige aktiviteter, der skal foregå på institutionen.
Det er imidlertid som udgangspunkt en betingelse for at yde anlægstilskud, herunder garanti, til den pågældende institution, at en kommune kunne yde anlægstilskud til samtlige de skoler, der skal anvende institutionen, og til hele den uddannelsesvirksomhed, der skal foregå på institutionen. Hvis institutionen alene varetager kommunale og amtskommunale opgaver, er der dog ikke grundlag for at antage, at et kommunalt anlægstilskud er ulovligt, såfremt der består et rimeligt forhold mellem det kommunalt garanterede anlægstilskuds andel af de samlede anlægsudgifter og de kommunale opgavers andel af institutionens samlede opgaver. Det samme gælder for et amtskommunalt anlægstilskud.
En kommune kan lovligt yde driftsstøtte til en institution, som skal anvendes til aktiviteter, som ikke for alles vedkommende
lovligt kan modtage kommunal driftsstøtte. Kommunen må imidlertid sikre sig, at den kommunale støtte kun bliver anvendt til aktiviteter, der kan modtage kommunal driftsstøtte. Tilsvarende gælder for amtskommunal driftsstøtte.
Indenrigsministeriet har ikke hermed taget stilling til, om undervisningsaktiviteterne på Uddannelsescenter Auning opfylder de krav, der stilles i henhold til den lovgivning, der administreres af Undervisnings- og Forskningsministeriet, Kulturministeriet og Arbejdsministeriet.
1. Vedr. anlægsstøtten
Det kan ikke på det foreliggende grundlag bedømmes, om der på centret skal foregå aktiviteter, som en amtskommune ikke lovligt kan yde anlægsstøtte til, jf. vedtægternes pkt. 2, litra d og f - h. Man skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at lån i henhold til § 2 i bekendtgørelse nr. 474 af 6. juli 1987 om anvendelse og udlån af amtsrådenes og Hovedstadsrådets fonde for frigørelses- og afståelsesafgift kun kan ydes til udgifter, herunder projekteringsudgifter, der lovligt kan afholdes eller finansieres af primær- og amtskommunen, og at der ikke kan ydes lån til finansiering af driftsudgifter, jf. § 5.
For så vidt angår Rougsø og Sønderhald kommuners garanti for det nævnte lån til etablering af Uddannelsescenter Auning bemærkes, at det ikke på det foreliggende grundlag kan bedømmes, om en kommune lovligt kan yde anlægsstøtte til de i vedtægternes pkt. 2, litra d og f - h, nævnte aktiviteter. Som nævnt er en kommune afskåret fra at yde støtte til såvel etablering som drift af aktiviteter i henhold til lov om prøveforberedende enkeltfagsundervisning for voksne m.v. og lov om almen voksenuddannelse, jf. litra c. Det er derfor en forudsætning for, at den omhandlede garanti er lovlig, at der består et rimeligt forhold mellem det kommunalt garanterede anlægstilskuds andel af de samlede anlægsudgifter og de kommunale opgavers andel af institutionens opgaver.
2. Vedr. driftsstøtten
Da Uddannelsescenter Auning ifølge de gældende vedtægter skal anvendes til aktiviteter, som ikke for alles vedkommende lovligt kan modtage kommunal og amtskommunal driftsstøtte, skal det - medmindre vedtægterne ændres - sikres, at den ydede kommunale og amtskommunale driftsstøtte alene kommer de støtteberettigende opgaver til gode.
3. Vedr. den kommunale deltagelse i ledelsen
Ifølge vedtægterne for Uddannelsescenter Auning besætter Rougsø og Sønderhald kommuner som tidligere nævnt 4 af de 7 pladser i bestyrelsen for uddannelsescenteret og skal godkende vedtægterne og eventuelle ændringer af vedtægterne samt køb, salg og pantsætning af fast ejendom og optagelse af lån.
Efter de almindelige kommunalretlige regler kan en kommune som udgangspunkt kun ledelsesmæssigt deltage i institutioner eller selskaber, der varetager kommunale opgaver.
Der er dog en særlig praksis for, at kommuner og amtskommuner er repræsenteret i bestyrelsen for lokale skoler, der drives for statsmidler, og som udfører aktiviteter, som en kommune eller amtskommune ikke lovligt kan udføre, jf. f.eks. Undervisnings- og Forskningsministeriets standardvedtægt for tekniske skoler og handelsskoler og Arbejdsministeriets standardvedtægt for AMU-centre. For så vidt angår tekniske skoler og handelsskoler er en bestemmelse herom nu optaget i § 5, stk. 2, i loven om erhvervsskoler. Desuden fremgår det af § 4, stk. 2, i loven om produktionsskoler og § 17, stk. 2, i loven om ungdomsskoler, produktionsskoler og daghøjskoler, at den kommunalbestyrelse eller det amtsråd, der har taget initiativ til skolens oprettelse, skal være repræsenteret i skolens bestyrelse. Endelig fremgår det af § 4 i bekendtgørelse nr. 611 af 20. september 1989 om voksenuddannelsescentre, at såvel amtsrådet som kommunalbestyrelserne i det pågældende voksenuddannelsescenters dækningsområde udpeger 1 medlem til det for hvert voksenuddannelsescenter nedsatte centerråd. En kommunalbestyrelse kan således lovligt udpege medlemmer til de ledende organer for samtlige de skoler, der ifølge vedtægterne skal anvende Uddannelsescenter Auning.
Da det imidlertid ikke på det foreliggende grundlag kan fastlægges, om alle de øvrige aktiviteter, der skal finde sted på uddannelsescentret, lovligt kan udføres af en kommune, jf. vedtægternes pkt. 2, litra d og f - h, er det ikke muligt at fastslå, om de to kommuner lovligt kan udpege medlemmer til uddannelsescentrets bestyrelse og kan deltage i ledelsen af institutionen gennem beføjelserne til at godkende vedtægterne og eventuelle ændringer af vedtægterne samt køb, salg og pantsætning af fast ejendom og optagelse af lån.
4. Konklusion
De to kommuner og amtskommunen kan lovligt yde anlægsstøtte til Uddannelsescenter Auning, medmindre de i vedtægternes pkt. 2, litra d og f - h, nævnte aktiviteter er af en sådan karakter, at en kommune og amtskommune ikke lovligt kan yde dem anlægsstøtte. Det forudsættes herved, at der består et rimeligt forhold mellem det kommunalt garanterede anlægstilskuds andel af de samlede anlægsudgifter og de kommunale opgavers andel af institutionens opgaver. Tilsvarende gælder for det amtskommunale anlægstilskud.
De to kommuner og amtskommunen kan lovligt yde driftsstøtte til Uddannelsescenter Auning, såfremt det sikres, at den ydede støtte alene kommer de opgaver til gode, som en kommune henholdsvis amtskommune lovligt kan yde driftsstøtte til.
De to kommuner kan lovligt deltage i uddannelsescentrets ledelse, medmindre de i vedtægternes pkt. 2, litra d og f - h, nævnte aktiviteter ikke lovligt kan udføres af en kommune.
DJURSLAND VIDENFORMIDLING
Det fremgår af Sønderhald Kommunes ovennævnte skrivelse af 6. februar 1990 til Indenrigsministeriet, at Uddannelsescenter Auning skal indgå i Djursland Videnformidling sammen med Grenå Tekniske Skole, Grenå Handelsskole og AMU-center Djursland. Det fremgår af det fremsendte materiale, at det er planlagt, at Djursland Videnformidling skal etableres som et interessentskab og finansieres ved et tilskud på 10 mio. kr. fra Århus Amtskommunes EF-Teknologiprogram, et lån på 5 mio. kr. fra Århus Amtsråds Fond for Afståelses- og Frigørelsesafgift, mens 10 mio. kr. skal dækkes ved projektdeltagernes egenfinansiering.
I skrivelsen af 6. februar 1990 er der oplyst følgende om formålet med Djursland Videnformidling
»Formålet er at optimere den enkelte virksomheds - såvel som grupper af virksomheders - adgang til videnressourcer, herunder også den erhvervsaktive befolknings adgang til relevant uddannelse.
Dette sker gennem etablering og indkøring af et videnformidlingsnetværk, hvori indgår
* mulighed for virksomheders direkte adgang
* styrkelse af lokale formidlingscentre
* horisontal integration mellem disse centre indbyrdes og med tilsvarende lokale centre i resten af landet
* vertikal integration mellem de lokale formidlere og
regionale, nationale og internationale videncentre.«
Der er ikke i det foreliggende materiale oplysninger, som mere præcist angiver, hvilke aktiviteter Djursland Videnformidling forventes at udføre, og det er således ikke på det foreliggende grundlag muligt at afgøre, hvorvidt kommunal deltagelse via Uddannelsescenter Auning i Djursland Videnformidling vil være lovlig. Generelt kan Indenrigsministeriet udtale, at det efter de almindelige kommunalretlige regler ikke er en kommunal opgave at yde tilskud til generel forskningsvirksomhed. En kommune er dog ikke afskåret fra at iværksætte og støtte forskningsinitiativer i det omfang, den hermed tilvejebragte viden er af betydning for løsningen af konkrete opgaver i kommunen, ligesom kommunerne - som led i en almindelig service over for kommunens borgere og erhvervsvirksomheder - normalt kan påtage sig en mere generel formidling af forskningsresultater.
Til orientering vedlægges kopi af Indenrigsministeriets skrivelse af 12. januar 1990 til Vejle Amtskommune angående en påtænkt driftsstøtte til et Institut for Erhvervsforskning.
Denne skrivelse er tillige sendt til Århus Amtskommune. Rougsø og Sønderhald kommuner samt Undervisnings- og Forskningsministeriet, Kulturministeriet og Arbejdsministeriet har modtaget en kopi af skrivelsen.
Med venlig hilsen
Thor Pedersen
Morten Engberg
Ingen
Udtalt, at der ikke er grundlag for at antage, at en kommunal støtte til en uddannelsesinstitution, der stiller ressourcer i form af bygninger og andre faciliteter til rådighed for uddannelses- og udviklingsaktiviteter, er ulovlig, hvis en kommune lovligt kunne yde støtte til de skoler, der skal anvende institutionen, og de øvrige aktiviteter, der skal foregå på institutionen.
Som udgangspunkt er det en betingelse for at yde anlægstilskud til institutionen, at en kommune kunne yde anlægstilskud til samtlige de skoler, der skal anvende institutionen, og til hele den uddannelsesvirksomhed, der skal foregå på institutionen. Hvis institutionen alene varetager kommunale og amtskommunale opgaver, er der dog ikke grundlag for at antage, at et kommunalt anlægstilskud er ulovligt, hvis der er et rimeligt forhold mellem anlægstilskuddets andel af de samlede anlægsudgifter og de kommunale opgavers andel af institutionens samlede opgaver.
En kommune kan lovligt yde driftsstøtte til en institution, som skal anvendes til aktiviteter, som ikke for alles vedkommende lovligt kan modtage kommunal driftsstøtte. Kommunen må imidlertid sikre sig, at den kommunale støtte kun bliver anvendt til aktiviteter, der kan modtage kommunal driftsstøtte.
Som udgangspunkt kan en kommune kun ledelsesmæssigt deltage i institutioner eller selskaber, der varetager kommunale opgaver. Der er dog en særlig praksis for, at kommuner og amtskommuner er repræsenteret i ledelsen for lokale skoler, der drives for statsmidler, og som udfører aktiviteter, som en kommune eller amtskommune ikke lovligt kan udføre.