Om angivelse af begrundelse ved tilførelse af afvigende mening til beslutningsprotokollen og om borgmesterens kompetence til at gribe ind over for anstødelig sprogbrug.
Statutory Text (3 Articles)
Om angivelse af begrundelse ved tilførelse af afvigende mening til beslutningsprotokollen og om borgmesterens kompetence til at gribe ind over for anstødelig sprogbrug.
I skrivelse af 3. august 1990 har De klaget over en udtalelse af 28. juni 1990 fra Tilsynsrådet for Storstrøms Amt vedrørende kommunalbestyrelsesmedlemmers mulighed for i henhold til § 13 i lov om kommunernes styrelse at få tilført beslutningsprotokollen afvigende mening.
Tilsynsrådet har i sin udtalelse anført følgende
»Ifølge § 13 i den kommunale styrelseslov kan ethvert af de i et kommunalbestyrelsesmøde deltagende medlemmer forlange sin afvigende mening kort tilført beslutningsprotokollen.
Det, der kan forlanges protokolleret, er en kortfattet redegørelse for, hvordan et kommunalbestyrelsesmedlem ønsker en sag afgjort.
Et medlems begrundelse for at stemme imod et dagsordenspunkt kan derimod ikke optages i beslutningsprotokollen.
Hvad angår spørgsmålet om, hvilket sprogbrug, der er acceptabel på byrådsmøder, afgøres dette af borgmesteren som mødeleder.
Sådanne afgørelser er endelige, og kan ikke indbringes for Tilsynsrådet.«
De har i Deres skrivelse til Indenrigsministeriet anført, at »en afvigende mening« efter Deres opfattelse også kan være en protest.
Som meddelt i skrivelse af 10. august 1990 har Indenrigsministeriet i anledning af Deres klage indhentet en udtalelse fra tilsynsrådet for Storstrøms Amt, som i skrivelse af 17. august 1990 har henholdt sig til rådets udtalelse af 28. juni 1990 til Dem.
Det fremgår af sagen, at de på Nysted Byråds møde den 11. april 1990 stemte imod et forslag om kommunens køb af et grundareal i forbindelse med et byfornyelsesprojekt, og at De ønskede beslutningsprotokollen tilført følgende:» Stær finder både projekt og tilkøb af jord for at være afsindigt - ud fra et økonommisk synspunkt«
Nysted Byråd har i en udtalelse af 7. maj 1990 til tilsynsrådet oplyst, at borgmesteren ikke i den foreliggende sag har frataget Dem retten til at få Deres afvigende mening kort tilført beslutningsprotokollen, men at der alene har været tale om en afvisning af ordet »afsindigt«, idet borgmesteren og det øvrige byråd ikke ønsker sådanne formuleringer tilført protokollen.
I denne anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende
I henhold til § 13 i lov om kommunernes styrelse kan ethvert byrådsmedlem forlange sin afvigende mening tilført beslutningsprotokollen.
Et medlem, der har stemt imod et forslag, har således krav på at få sin afvigende mening, som har fundet udtryk i hans stemmeafgivning, tilført beslutningsprotokollen.
Herudover vil et medlems afvigende mening, som kan kræves tilført beslutningsprotokollen, kunne bestå i en tilkendegivelse om, hvad medlemmet mener, at byrådet burde have besluttet i den foreliggende sag.
Endelig antages det, at et medlem har ret til at få tilført beslutningsprotokollen en ganske kort angivelse af begrundelsen for sin afvigende mening, idet der kan være en sådan sammenhæng mellem den afvigende mening og begrundelsen herfor, at det ikke er muligt eller rimeligt at skille den afvigende mening fra dens begrundelse. Der henvises i øvrigt til Folketingets Ombudsmands Beretning 1976, side 127 ff.
Bortset fra sådanne tilfælde, hvor en ganske kort angivelse af begrundelsen for den afvigende mening kan kræves protokolleret, har et medlem ikke krav på at få tilført beslutningsprotokollen en begrundelse for sit særstandpunkt.
Det er på denne baggrund Indenrigsministeriets opfattelse, at De - som også tilkendegivet af Nysted Byråd - har haft ret til at få Deres afvigende mening vedrørende byrådets beslutning i sagen tilført beslutningsprotokollen.
Det bemærkes dog herved - som også anført af Nysted Byråd - at borgmesteren har ret til at afvise en sprogbrug i medlemsforslag m.v., som han finder anstødelig, ligesom borgmesteren under byrådets forhandlinger kan gribe ind over for medlemmers benyttelse af en sprogbrug, som borgmesteren finder uacceptabel.
De afgørelser, som borgmesteren træffer herom, vil kun kunne tilsidesættes af den kommunale tilsynsmyndighed i tilfælde, hvor borgmesteren klart har overskredet grænserne for udøvelsen af det skøn, der tilkommer ham, eller i øvrigt har varetaget usaglige formål.
Indenrigsministeriet foretager sig på denne baggrund ikke videre i sagen.
En kopi af denne skrivelse er sendt til Nysted Byråd og Tilsyndsrådet for Storstrøms Amt.
Med venlig hilsen
(* 1) FOB 1976, side 127ff.
(* 2) Optaget i Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1990.1.2
Udtalt, at et byrådsmedlem, der har stemt imod et forslag, i henhold til § 13 i lov om kommunernes styrelse har krav på at få sin afvigende mening, som har fundet udtryk i hans stemmeafgivning, tilført beslutningsprotokollen. Endvidere kan et medlems afvigende mening bestå i en tilkendegivelse om, hvad medlemmet mener, at byrådet burde have besluttet i den foreliggende sag. Endelig antages det, medlemmet har ret til at få tilført beslutningsprotokollen en ganske kort angivelse af begrundelsen for sin afvigende mening, idet der kan være en sådan sammenhæng mellem den afvigende mening og begrundelsen herfor, at det ikke er muligt eller rimeligt at skille den afvigende mening fra dens begrundelse.
Endvidere udtalt, at borgmesteren har ret til at afvise en sprogbrug i medlemsforslag m.v., som han finder anstødelig, ligesom borgmesteren under byrådets forhandlinger kan gribe ind over for medlemmers benyttelse af en sprogbrug, som borgmesteren finder uacceptabel. De afgørelser, som borgmesteren træffer herom, vil kun kunne tilsidesættes af den kommunale tilsynsmyndighed i tilfælde, hvor borgmesteren klart har overskredet grænserne for udøvelsen af det skøn, der tilkommer ham, eller i øvrigt har varetaget usaglige formål.