Straffeloven - tavshedspligtsforholdet mellem personalet på et apotek og privatpraktiserende læger

§ 40 i lov nr. 209 af 11. juni 1954 om apotekervæsenet havde følgende ordlyd

»§ 40. Enhver, der driver apotek eller sygehusapotek, samt apotekets personale, er under ansvar efter borgerlig straffelovs § 263, stk. 2, jf. § 275, forpligtet til at iagttage tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres kald erfarer eller får formodning om angående privatlivet tilhørende hemmeligheder, medmindre de ifølge lovgivningen er forpligtet til at udtale sig, eller medmindre de handler i berettiget varetagelse af en almen interesse eller af eget eller andres tarv.«

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1953-54, tillæg A, sp. 3308, at efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen er formuleringen af reglen om apotekspersonalets tavshedspligt ændret, således at den er affattet på samme måde som reglen i § 9 i lov nr. 72 af 14. marts 1934 om udøvelse af lægegerning.

I en betænkning fra 1931, der er afgivet af kommissionen angående lægers retsstilling, er det blandt andet anført, at lovudkastets § 9 (nu lægelovens § 9, jf. lovbekendtgørelse nr. 426 af 19. august 1976) falder sammen med bestemmelsen i straffelovens § 263, stk. 2, hvorfor en bestemmelse om tavshedspligt i en lægelov ikke er strengt påkrævet. Bestemmelsen er dog medtaget for fuldstændighedens skyld, jf. betænkningens side 30 og 80-81. Betænkningen eller forarbejderne til lægelovens § 9 i øvrigt indeholder ikke herudover oplysninger, der kan belyse den foreliggende problemstilling.

I lov nr. 279 af 6. juni 1984 om apoteksvirksomhed findes ikke nogen bestemmelse om tavshedspligt. Det er ikke i forarbejderne til loven, jf. Folketingstidende 1983-84, tillæg A, sp. 579 ff, anført, hvad årsagen hertil er.

8. Det fremgår af gennemgangen af forarbejderne til straffelovens § 152 e og til den tilsvarende bestemmelse i tidligere straffelove, at de ikke yder megen vejledning om, hvordan udtrykket »berettiget varetagelse af eget eller andres tarv« skal forstås. Kun i UII anføres, at udtrykket blandt andet omfatter afværgelse af forbrydelser eller ulykker. Udtrykket er således en retlig standard, der i lighed med »private interesser« i straffelovens § 152 b udgør en ramme, som det tilkommer de retsanvendende myndigheder at udfylde.

I den strafferetlige litteratur er der ligeledes kun knyttet få bemærkninger til udtrykkets fortolkning. Det fremhæves dog, at udtrykket forudsætter, at der foretages en objektiv vurdering af værdien af nytten af videregivelsen over for betydningen af den interesse, der er beskyttet af tavshedspligten.

I den trykte retspraksis ses der ikke at have foreligget tilfælde, som omhandler et apoteks videregivelse af tavshedsbelagte oplysninger om en kunde til kundens læge. De tilfælde, der foreligger i den trykte retspraksis, er i øvrigt i det væsentlige knyttet til udtrykkets fortolkning i forbindelse med straffelovens § 269 om, hvornår en sigtelse er straffri.

Heller ikke i de særlige bestemmelser om tavshedspligt for apotekere, der fandtes i forordningen af 1672, og som blev videreført i loven om apotekervæsenet fra 1913 og i de senere love indtil 1984 eller i forarbejderne til disse love, findes der fortolkningsbidrag til den foreliggende problemstilling.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at en apoteker eller hans medarbejdere som udgangspunkt ikke straffrit kan videregive oplysninger til en kundes læge om, at kunden misbruger medicin. Det gælder også, selv om lægen er undergivet tavsheds pligt og derfor ikke i almindelighed må videregive oplysninger om en patients medicinforbrug til andre.

Hvis en apoteker eller hans medarbejdere agter at underrette kun dens læge om, at kunden misbruger medicin, må de derfor efter Justitsministeriets opfattelse i almindelighed indhente kundens udtrykkelige samtykke til videregivelsen.

Det må imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse yderligere antages, at det efter omstændighederne ud fra en konkret interesseafvejning vil kunne anses for berettiget at videregive oplysningen, når det sker af hensyn til kundens eget tarv, selv om kunden har nægtet at give samtykke til videregivelsen, eller apoteket har undladt at indhente et samtykke. Det må dog i almindelighed være en forudsætning herfor, at apotekets personale har en begrundet forventning om, at en henvendelse til lægen vil kunne give mulighed for, at den fornødne behandling vil kunne blive iværksat, herunder at lægen for fremtiden vil være mere opmærksom på patientens medicinforbrug og dermed vil kunne tage dette i betragtning ved eventuel udstedelse af recepter. Det følger heraf, at der med hensyn til misbrug af håndkøbslægemidler kun sjældent kan tænkes at opstå situationer, hvor en videregivelse uden samtykke af oplysninger herom til lægen kan anses for berettiget af hensyn til kundens eget tarv. Det vil da navnlig være tilfældet, hvor misbruget af håndkøbsmedicin sker samtidig med brug af receptpligtig medicin, hvis virkning kan påvirkes af håndkøbsmedicinen.

Justitsministeriet finder endvidere anledning til at pege på, at en krænkelse af tavshedspligten efter straffelovens § 152 b for udsætter, at der foreligger forsæt. Det forhold, at den pågældende apoteker eller hans medhjælpere er i en retlig vildfarelse om, hvorvidt de af hensyn til patientens tarv har været berettiget til at videregive oplysninger om medicinforbrug til kundens læge uden samtykke fra kunden udelukker ikke forsæt, men kan efter om stændighederne have betydning for udmålingen af straffen for krænkelsen af tavshedspligten, jf. straffelovens § 84, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2.

P. M. V.

E. B.

Straffeloven - tavshedspligtsforholdet mellem personalet på et apotek og privatpraktiserende læger

Vedrørende j.nr. 900-45-1987.

I skrivelse af 6. januar 1989 har Sundhedsstyrelsen anmodet Justitsministeriet om en udtalelse til brug for fortolkningen af straffelovens regler om tavshedspligt med henblik på forholdet mellem personalet på et apotek og privat praktiserende læger.

Det fremgår af sagen, at Dansk Farmaceutforening den 2. november 1988 rettede en forespørgsel til Sundhedsstyrelsen vedrørende betydningen af straffelovens regler om tavshedspligt for samarbejdet mellem læge og farmaceut. Baggrunden for Dansk Farmaceutforenings henvendelse var en konkret sag, hvor embedslægen for Ribe havde fremsendt en indberetning til Sundhedsstyrelsen om, at provisoren for et apotek i Esbjerg havde orienteret en kundes læge om kundens misbrug af håndkøbsmidler. Sundhedsstyrelsen udtalte i den forbindelse, at den skitserede situation efter Sundhedsstyrelsens opfattelse var omfattet af straffelovens bestemmelser om tavshedspligt, således at apoteket havde begået fejl ved at informere kundens læge.

Det fremgår endvidere af sagen, at Dansk Farmaceutforening ikke er enig i Sundhedsstyrelsens fortolkning. Foreningen henviser i den forbindelse til, at apotekets farmaceuter i dag er en del af et ligeværdigt behandlingsteam bestående af læge og farmaceut, og at det vil være helt uansvarligt i visse situationer at undlade videregivelse af informationer fra farmaceut til læge.

I den anledning skal Justitsministeriet udtale følgende

1. Straffelovens §§ 152-152 e, jf. lovbekendtgørelse nr. 607 af 6. september 1986 af borgerlig straffelov, har følgende ordlyd

» § 152. Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågæl dende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel indtil 2 år, hvis forholdet er begået med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding eller der i øvrigt foreligger særlig skærpende omstændigheder.

Stk. 3. En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.«

» § 152 a. .....«

»§ 152 b. Med samme straf som efter § 152 straffes den, som udøver eller har udøvet en virksomhed eller et erhverv i medfør af offentlig beskikkelse eller anerken delse, og som uberettiget videregiver eller udnytter oplysninger, som er fortrolige af hensyn til private interesser, og hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab.«

» § 152 d. .....«

» § 152 e. Bestemmelserne i §§ 152-152 d omfatter ikke tilfælde, hvor den pågældende

1) er forpligtet til at videregive oplysningen eller

2) handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv.«

Bestemmelserne blev indsat ved lov nr. 573 af 19. december 1985 om ændring af borgerlig straffelov. Lovændringen trådte i kraft den 1. januar 1987. Det fremgår af forarbejderne til §§ 152 b og c, for så vidt angår de persongrupper, der udøver eller har udøvet et erhverv i medfør af offentlig beskikkelse eller autorisation og deres medhjælpere, jf. Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 275. Omfattet af bestemmelserne er blandt andet læger, apotekere, advokater m.fl., jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret Straffelov, speciel del, 4. omarbejdede udgave, side 96.

Efter bestemmelserne i straffelovens § 152 b, jf. § 152, er der tavshedspligt med hensyn til oplysninger, der er fortrolige af hensyn til »private interesser«. Dette udtryk er en retlig standard, der opstiller rammer, som den retsanvendende myndighed må udfylde, jf. betænkning 998/1984 om tavshedspligt, side 70. Der er dog ingen tvivl om, at »private interesser« blandt andet omfatter videregivelse af oplysninger om sygdomme eller lignende, jf. Vagn Greve m.fl., a.st., side 96. Bestemmelsen omfatter der for også oplysninger om bestemte kunders eller patienters misbrug af medicin.

2. Der foreligger ikke en krænkelse af tavshedspligten efter straffelovens § 152 b, hvis den, der er bekendt med oplysningen, er forpligtet til at videregive oplysningen eller handler i berettiget varetagelse af eget eller andres tarv, jf. straffelovens § 152 e.

Der findes ikke Justitsministeriet bekendt i lovgivningen bestemmelser om, at personalet på et apotek er forpligtet til at videregive oplysninger til en kundes læge om, at kunden misbruger medicin. En sådan videregivelse kan heller ikke anses for varetagelse af en åbenbar almeninteresse, hvorved navnlig tænkes på interesser, som angår Statens og kommunernes udvikling, tilstand og dispositioner, den almindelige samfundsudvikling og større grupper af befolkningen, jf. Knud Waaben, Strafferettens specielle del, side 275, vedrørende tilsvarende udtryk i straffelovens § 269, stk. 1.

Vurderingen af, om et apoteks videregivelse af oplysninger om kundernes eventuelle medicinmisbrug, er straffri, må derfor efter Justitsministeriets opfattelse ske på grundlag af en nærmere gennemgang af, hvad der forstås ved begreberne »uberettiget videregivelse« og »berettiget varetagelse af eget eller andres tarv«.

3. Bestemmelsen i straffelovens § 152 e er et supplement til de almindelige objektive straffrihedsgrunde, det vil sige nødværge, lovlig retshåndhævelse, nødret, uanmodet forretningsførelse og samtykke. Bestemmelsen svarer til undtagelsesbestemmelsen i den tidligere straffelovs § 264 b, der antoges at finde tilsvarende anvendelse på forhold, som var tavshedsbelagte efter den tidligere straffelovs § 152 eller bestemmelser om tavshedspligt, der var fastsat på særlige områder, jf. Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 276.

Bestemmelsen i den tidligere straffelovs § 264 b havde følgende ordlyd

»§ 264 b. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes personer, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, eller som i medfør af offentlig beskikkelse eller anerkendelse udøver eller har udøvet et erhverv, såvel som sådanne personers medhjælpere, når de røber privatlivet tilhørende hemmeligheder, der er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed, medmindre de har været forpligtede til at udtale sig eller har handlet i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv. Det samme gælder, hvis de uberettiget udnytter sådan kundskab.«

Bestemmelsen blev indsat i straffeloven ved lov nr. 89 af 29. marts 1972 om ændring af borgerlig straffelov m.fl. Denne lovændring byggede på Straffelovrådets betænkning 601/1971 om privatlivets fred. I betænkningen (side 63) er det oplyst, at bestemmelsen ganske svarede til den dagældende bestemmelse om tavshedspligt i § 263, stk. 2. Betænkningen eller forarbejderne til lovændringen i øvrigt indeholder ikke herudover bidrag til fortolkning af bestemmelsen.

4. § 263, stk. 2, i borgerlig straffelov nr. 126 af 15. april 1930 havde følgende ordlyd

» § 263. Med Bøde eller Hæfte indtil 6 Maaneder straffes den .....

Stk. 2. Paa samme Maade straffes Personer, som virker eller har virket i offentlig Tjeneste eller Hverv, eller som i Medfør af offentlig Beskikkelse eller Anerkendelse udøver eller har udøvet et Erhverv, saavel som saadanne Personers Medhjælpere, naar de røber Privatlivet tilhørende Hemmeligheder, der er kommet til deres Kundskab ved Udøvelsen af deres Virksomhed, medmindre de har været forpligtede til at udtale sig eller har handlet i berettiget Varetagelse af almen Interesse eller af eget eller andres Tarv.«

I bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Straffeloven, Forslag og Udvalgsarbejde 1924-30, side 124, er der anført følgende om bestemmelsens baggrund

» Stk. 2 er en i dansk Ret ny Bestemmelse, jfr. dog § 83 i Lov Nr. 276 af 30. Juni 1922. For offentligt ansatte Tjenestemænd danner den et Supplement til Reglen i § 154, der kun angaar egentlige Tjenestehemmeligheder. I øvrigt kommer Bestemmelsen til Anvendelse paa Sagførere, Læger, Apotekere, Jordemødre m.fl.«

Det første udkast til denne bestemmelse findes i professor Carl Torps betænkning fra 1917 (UII), hvis § 236, stk. 2, havde følgende ordlyd

» § 236. Med Bøde eller simpelt Fængsel i indtil 6 maaneder straffes den, .....

På samme Maade straffes Personer, som virker i offentlig Tjeneste eller Hverv, eller som i Medfør af offentlig Beskikkelse eller Anerkendelse udøver et Erhverv, saavel som saadanne Personers Medhjælpere, naar de aabenbarer Privatlivet tilhørende Hemmeligheder, som er dem betroet eller er kommet til deres Kundskab under Udøvelsen af deres Virksomhed, for saa vidt de ikke har været forpligtede til at udtale sig eller har handlet til berettiget Varetagelse af eget eller andres Tarv.«

I bemærkningerne til bestemmelsen, jf. betænkningens side 224 f anføres blandt andet følgende om baggrunden

»Derimod indeholder de fleste nyere Love og Udkast Straffebestemmelser for Brud paa Tavshedspligt med Hensyn til Privatlivet tilhørende Forhold, om hvilke en Person har erhvervet Kundskab i eller ved Udøvelsen af visse Virksomheder, jfr. bl.a. hollandsk Strfl. Art. 272: italiensk Strfl. Art. 163: N. Strfl. § 144: tysk Strfl. § 300, V.E. § 268, G. E. § 291: østerrigsk Regeringsforsl. § 403: schweizisk V.E. Art. 192. Ligesom derimod vor gældende Ret kun i ganske enkelte Tilfælde og da i Reglen kun indirekte - som Forbud mod Vidneførsel - paalægger saadan Tavshedspligt, saaledes indeholder heller ikke K.U. nogen tilsvarende Bestemmelse, hvorefter enhver Meddelelse af denne Art, selv om den ikke sker offentligt, jfr. K.U. § 260 Nr. 3, bliver strafbar. Det maa nu sikkert erkendes, at det er naturligt at paalægge dels offentlige Tjenestemænd, dels Udøverne af visse autoriserede Erhverv - f.Eks. Læger, Jordemødre, Apotekere, Tandlæger, Sagførere o.l. - samt disses Medhjælpere en Tavshedspligt med Hensyn til Privatlivet tilhørende Hemmeligheder, som kommer til deres Kundskab under Udøvelsen af deres Virksomhed. Og den dertil svarende Straffebestemmelse har da formentlig sin naturlige Plads netop i denne sammenhæng. For offentlige Tjenestemænd vil en saadan Bestemmelse danne et Supplement til Reglen i § 146, der kun angaar egentlige Tjenestehemmeligheder. Hvorledes i øvrigt Kredsen af de Personer, hvem Tavshedspligten paahviler, skal afgrænses, kan være tvivlsomt. Nogle af de herhen hørende Bestem melser opregner udtømmende de paagældende Personer, jfr. N. Strfl. § 144: tysk Strfl. § 300, V. E. § 268: schweizisk V. E. Art. 192: andre benytter en mere almindelig Strfl. Art. 163: tysk G. E. § 291: østerigsk Regerings forslag § 403. Den sidstnævnte Ordning synes i og for sig mest rationel, fordi enhver Opregning let bliver ufuldstændig og navnlig ikke kan tage Hensyn til den Trang til saadant Værn, som kan opstaa under fremtidige ændrede Samfundsforhold. Paa den anden Side turde det dog for ikke at gøre Bestemmelsen altfor omfattende og ubestemt være rigtigt med tysk G.E. at begrænse Paabudet til Personer, der virker i kraft af en offentlig Autorisation. Derved styrkes ogsaa Publikums Tillid til disse - f.Eks. Læger og Sagførere, modsat Kvaksalvere og Vinkelskrivere - hvilket er i Samfundets Interesse. Det er givet, at Tavshedspligten ikke kan gælde ubetinget. I Kollision med Vidnepligten, jfr. f. T. Retsplejelovens § 169, er det ikke Straffelovens Sag at afgøre. Men ogsaa ved, at den ikke skal være til Hinder for berettiget Varetagelse af eget eller andres Tarv, derunder Afværgelse af Ulykker eller Forbrydelser. Om Aabenbarelsen af denne Grund er berettiget, maa det i hvert enkelt Tilfælde være Domstolenes Sag at afgøre.

- I Overensstemmelse med det anførte er Bestemmelsen i § 236, 2. St. formuleret.«

I Straffelovskommissionens betænkning fra 1923 (UI) er der som § 238, stk. 2, optaget en tilsvarende bestemmelse som i UII, idet det dog blev foreslået, at også hensynet til varetagelse af en almen interesse kunne gøre brud på tavshedspligten berettiget, jf. betænkningens side 74.

I bemærkningerne til bestemmelsen, jf. betænkningens sp. 356, anfører Straffelovskommissionen blandt andet følgende om motiverne bag bestemmelsen

»I § 238, 2det Stk. er der i Tilslutning til T. U. § 236, 2det Stk. som en ny Regel i dansk Ret optaget en Straffebestemmelse for Brud paa Tavshedspligt med Hensyn til Privatlivet tilhørende Forhold, om hvilke en Person har erhvervet Kundskab i eller ved Udøvelsen af visse Virksomheder. Bestemmelsen, der ikke forudsætter, at Meddelelsen skal være »offentlig«, danner et Supplement til Reglen i Udkastets § 144 om Brud på Tavshedspligt med Hensyn til Tjenestehemmeligheder. Den er begrænset til Personer, der virker eller har virket i offentlig Tjeneste eller Hverv, eller som i Medfør af offentlig Beskikkelse eller Anerkendelse udøver et Erhverv, f.Eks. Sagførere, Læger, Apotekere og Jordemødre angaar kun de i Privatlivet tilhørende Hemmeligheder, der er kommet til deres Kundskab ved Udøvelsen af deres Virksomhed. Kommissionen kan henholde sig til, hvad der til Støtte for Bestemmelsen er anført i T. U. Mot. S 224-225 og ligeledes til, hvad der sammesteds er anført om de Begrænsninger, der maa gælde for Tavshedspligten. Kun skal tilføjes, at ogsaa Hensynet til Varetagelsen af en almen Interesse maa kunne gøre Brud paa Tavshedspligten berettiget: men ogsaa her bliver det Domstolenes Sag i det enkelte Tilfælde at afgøre, om Handlingen af denne Grund falder udenfor det strafbares Omraade.'

Ved lov nr. 87 af 15. marts 1939 blev formuleringen af § 263, stk. 2, strammet, således at det fremhævedes, at en almeninteresse for at kunne modificere tavshedspligten, skulle være åbenbar, jf. betænkning 998/1984 om tavshedspligt, side 37. Forarbejderne til lovændringen, der findes i Rigsdagstidende 1938/1939, tillæg A, sp. 3739 ff og tillæg B, sp. 737 ff, indeholder ikke bidrag til fortolkningen af udtrykket »berettiget varetagelse af eget eller andres tarv«.

5. I den strafferetlige litteratur er der kun knyttet få bemærkninger til, hvad der skal forstås ved »berettiget varetagelse af eget eller andres tarv«. Stephan Hurwitz, Kriminalret, Speciel Del, side 67, anfører således følgende herom

»I klasse hermed stilles, at der er handlet i »berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv« (jfr. den tilsvarende bestemmelse i strfl. § 269, stk. 1, om ærekrænkende sigtelser). Idet vægten lægges på ordet »berettiget«, udsiger også denne sætning kun noget, der måtte gælde selv uden positiv lovhjemmel. Den peger blot på den omstændighed, at der kan tænkes at forekomme interessekollisioner af en sådan art, at brud på tavshedspligten efter et objektivt skøn må anses for tilladelig i den givne situation.'

I overensstemmelse hermed anfører Vagn Greve m.fl., a.st., side 99, følgende

»Varetagelsen er i begge tilfælde betinget af, at den kan anses som berettiget. Heri ligger krav til objektiv vurdering af værdien af nytten af viderebringelsen overfor betydningen af den interesse, der er varetaget.«

I den strafferetlige litteratur henvises i øvrigt til kommentaren til straffelovens § 269, der handler om, hvornår en sigtelse er straffri. Det fremgår blandt andet af bestemmelsen, at en sigtelse er straffri, når den, der i god tro har fremsat sigtelsen, har handlet i berettiget varetagelse af eget eller andres tarv. Som eksempler på, hvornår der kan foreligge berettiget varetagelse af eget eller andres tarv, nævnes blandt andet beskyldninger og mistanke ved indgivelse af politianmeldelser, ved privat påtale af forbrydelser, ved sagsanlæg, ved forklaringer til politirapport samt i lægeerklæringer og skoleudtalelser, jf. Vagn Greve m.fl., a.st., side 324, Knud Waaben, a.st., side 276 f, Stephan Hurwitz, a.st., side 347 f og Oluf H. Krabbe, Borgerlig Straffelov, 3. udgave, side 577-578.

6. Om begrebet »uberettiget videregivelse« anfører Straffelovrådet i tilknytning til lovændringen i 1985 blandt andet følgende

»Straffelovrådet kan anbefale, at man i et vist omfang specificerer tilfælde, hvor videregivelse af tavshedsbelagte oplysninger må anses for berettiget. En sådan fremgangsmåde svarer til den nuværende udformning af straffelovens § 264 b. Udformningen af de foreslåede bestemmelser i § 152, nr. 1 og nr. 3, i justitsministeriets lovudkast, der på dette punkt ganske svarer til den ovenfor nævnte regel i § 264 b, giver ikke anledning til bemærkninger.

Det skal i den forbindelse fremhæves, at det ikke vil være muligt i en lovtekst fuldstændigt at angive, hvilke forhold som kan gøre en videregivelse berettiget. Det vil således ved siden af en sådan udtrykkelig angivelse af nogle tilfældegrupper, hvor videregivelse ikke er uberettiget, også i fremtiden være nødvendigt i beskrivelsen af den strafbare handling at anvende udtrykket »uberettiget«, jfr. om dette forbehold straffelovrådets betænkning om privatlivets fred (nr. 601/1971), side 58.'

Straffelovrådet nævner ikke i den forbindelse eksempler på tilfælde, hvor den strafferetlige vurdering af udtrykket »uberettiget videregivelse« blandt andet kan få selvstændig betydning ved offentlige myndigheders udveksling af fortrolige oplysninger i strid med de forvaltningsretlige regler (som nu er fastsat i forvaltningslovens § 28), jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 293 f.

7. Tavshedspligt for apotekere fandtes allerede i forordning af 4. december 1672 om Medicis og Apothekere. Forordningens § 24 havde følgende ordlyd

»§ 24. Og efter adskillelige Sygdomme forekomme, som Patienterne ei gjerne ville have aabenbarede og dog af Recepterne vel kunne kjendes og agtes, da skulle Apothekerne samt deres Svende og Tjenere saadant holde forborgent, og ei det udsige eller aabenbare, med mindre nogen mærkelig Fare var at befrygte, om det blev fortiet.«

I overensstemmelse med denne bestemmelse blev der i § 10 i lov nr. 132 af 29. april 1913 om apotekervæsenet optaget en bestemmelse om, at »Apotekeren og hans Personale skal hemmeligholde, hvad de maatte erfare eller formode om en Sygdom, for hvilken et Lægemiddel er foreskrevet, undtagen i Tilfælde, hvor Vidnepligt følger af den almindelige Lovgivning«.

Denne bestemmelse bygger på en betænkning fra 1912 angående ordningen af apotekervæsenet i Danmark. Hverken betænkningen eller forarbejderne til bestemmelsen i øvrigt, jf. Rigsdagstidende 1912-13, tillæg A, sp. 3199 ff, indeholder bidrag til vurderingen af, om et apotek straffrit kan videregive oplysninger til en kundes læge om, at kunden misbruger medicin.

Ingen

I udtalelsen gennemgås med baggrund i forarbejderne til straffelovens regler om tavshedspligt om personalet på et apotek straffrit kan videregive oplysninger om en kundes medicinmisbrug til dennes egen læge, som en berettiget varetagelse af eget eller andens tarv. På grundlag heraf udtaler Justitsministeriet, at en apoteker eller hans medarbejdere som udgangspunkt ikke, uden kundens samtykke, straffrit kan videregive oplysninger til kundens læge om, at kunden misbruger medicin. En konkret interesseafvejning kan dog medføre, at videregivelsen er berettiget.