Forsikring tilknyttet bankkonto. Gratis. Finansiel virksomhed. Tilgift betinget af køb. Reklamering med tilgift (*1).
Statutory Text (3 Articles)
Forsikring tilknyttet bankkonto. Gratis. Finansiel virksomhed. Tilgift betinget af køb. Reklamering med tilgift (*1).
2.4.4. Reklamering med ulovlig tilgift i forbindelse med en bankkonto for unge
En bank markedsførte et nyt produkt i form af en ungdomskonto, hvortil der var knyttet forskellige fordele og tilbud. Et af disse tilbud lød »Skal du ud at rejse, giver vi dig en gratis 20'er ulykkesforsikring«.
Forbrugerombudsmanden fandt, at dette tilbud var i strid med § 6, stk. 1, i markedsføringsloven om ulovlig tilgift. Banken var ikke enig i dette, idet den mente, at tilbudet om gratis ulykkesforsikring ikke var knyttet til nogen hovedydelse. Kunden behøvede kun formelt at oprette kontoen, d.v.s. oplyse navn, adresse og cpr.nr., for at blive forsikret. Banken stillede ikke på nogen måde krav om, at kontoen blev benyttet. Den kunne endvidere ophæves til enhver tid.
I denne forbindelse meddelte Forbrugerombudsmanden under henvisning til en tidligere Sø- og Handelsretsdom, at oprettelsen af en konto i en forretning anses for indledning til køb, uanset om kontoen benyttes. Derfor fastholdt Forbrugerombudsmanden, at den skete markedsføring var reklamering med og i givet fald ydelse af ulovlig tilgift.
Banken ændrede herefter tilbudet på en sådan måde, at erhvervelsen af en gratis rejseulykkesforsikring ikke var betinget af, at der formelt oprettedes en konto.
Den ændrede annoncering kom til at lyde således »20'eren er en anden måde at have bank på«, »20'eren er for dig i 20'erne«, »20'eren giver låneret på 10.000 kr.«, »20'eren giver højere rente«, »vi giver gratis rejseulykkesforsikring... kom ind i banken og hør mere«.
I en brochure vedrørende kontoen lød en af overskrifterne »gratis rejseulykkesforsikring«, og i brødteksten anførtes det »kom ind og hør nærmere om 20'eren og få en gratis rejseulykkesforsikring«.
Forbrugerombudsmanden meddelte, at markedsføringen var vildledende og i strid med god markedsføringskik, jfr. § 2, stk. 1, og § 1 i markedsføringsloven. Endvidere var der tale om reklamering med ulovlig tilgift, jfr. § 2, stk. 1, og § 1 i markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden fandt, at den nævnte placering af omtalen af rejseulykkesforsikringen i såvel brochuren som annoncerne samt ordvalget i øvrigt bevirkede, at forbrugeren ved et hastigt overblik kunne få den opfattelse, at erhvervelsen af forsikringen var betinget af oprettelsen af en bankkonto.
Ifølge international kodeks for reklamepraksis skal en reklame bedømmes efter den sandsynlige indvirkning på forbrugeren.
Banken oplyste, at den fremover ville bestræbe sig på at tydeliggøre, at en gratis ulykkesforsikring kunne erhverves uafhængigt af, om forbrugeren opretter en konto eller ej. (J.nr. FO 88-511-178)
(*1) Offentliggjort i Forbrugerstyrelsens juridiske årbog 1990, s. 60.
En bank reklamerede for en ungdomskonto benævnt »20'eren«. I reklamematerialet anførtes, at der til kontoen gratis var tilknyttet en ulykkesforsikring. Forbrugerombudsmanden fandt tilbuddet i strid med markedsføringslovens § 6, stk. 1. Såfremt forsikringen kunne erhverves gratis uafhængigt af, om forbrugeren oprettede en konto eller ej, burde der gives tydelig oplysning herom i reklamematerialet, jfr. markedsføringslovens § 2, stk. 1.