TV-apparat ved køb af ursortiment. Forhandlerpræmiering. (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
TV-apparat ved køb af ursortiment. Forhandlerpræmiering. (* 1)
2.2.2.1. 14 tommer farve-TV ved køb af en gros af et ursortiment En grossistvirksomhed tilbød som led i introduktionen af et nyt urmærke detailhandlere salgsstøtte for det pågældende urmærke. Af grossistens reklamemateriale fremgik det blandt andet
»Læs denne information, og bestil urene. I løbet af kort tid er du igang med at sælge X-ure, og du får et godt 14 tommer farve-TV til brug ved fx. video-fremvisning i din forretning.«
»Sortimentet sælges samlet - dvs. 64 ure til en samlet pris af ca. 15.900,- kr. Prisen er inclusive et 14 tommer farve-TV - naturligvis et XTV. Køb og bestil X-kollektionen med det samme. Vi får kun leveret 100 sæt til introduktionen. Du kan også købe mindre portioner - med samme høje avance, men så må du undvære farveTV'et.«
Grossisten oplyste, at han anså det for en tillægsgevinst i markedsføringen, at fremvisning af reklame for det pågældende urmærke skete på et TV af samme mærke. Grossisten fremhævede i øvrigt, at urene egnede sig bedre til en visuel, levende fremstilling i farver end til billeder i annoncer.
Forbrugerombudsmanden udtalte, at tilbudet om et 14 tommer farveTV i den omhandlede reklametryksag ikke fremstod som et led i forhandlerens markedsføring af urene. Denne del af markedsføringen forudsatte tilstedeværelsen af såvel en videoafspiller som reklamevideoprogrammer, og der var i annoncetryksagen intet nævnt om den praktiske mulighed for at foretage en sådan reklamering. Derimod var beskrevet, hvilke andre former for salgsstøtte der kunne ydes til forhandleren. Ved en vurdering af, om der forelå ulovlig forhandlerpræmiering, måtte der tillige lægges vægt på, at tilbudet om et farve-TV var betinget af køb af den samlede kollektion på ca. 64 ur.
Forbrugerombudsmanden udtalte derfor, at det var styrelsens opfattelse, at urgrossistens konkrete rnarkedsføring, som den var kommet til udtryk i den omhandlede reklametryksag, måtte karakteriseres som ulovlig forhandlerpræmiering i strid med markedsføringslovens § 1, da fjernsynet ved en umiddelbar læsning af tryksagen måtte betragtes som en vederlagsfri tillægsydelse, der var beregnet til privat brug. Ligeledes måtte foranstaltningen anses som egnet til at påvirke den enkelte forhandlers markedsføring og rådgivning af forbrugerne. Endelig måtte det tillægges vægt, at en sådan forhandlerpræmiering i det lange løb måtte antages at virke prisfordyrende og konkurrenceforvridende til skade for forbrugeren og det øvrige erhvervsliv. Forbrugerombudsmanden henstillede derfor, at det pågældende markedsføringstiltag med levering af et farve-TV ikke længere blev benyttet i den foreliggende form. (J.nr. FO 89-541-28)
(* 1) Offentliggjort i Forbrugerstyrelsens juridiske årbog 1990, side 23.
En grossistvirksomhed tilbød detailhandlere, der aftog et ursortiment, et farve-TV, der i følge firmaets reklamebrochure kunne benyttes til videofremvisning i forretningen. Til forbrugerombudsmanden oplyste firmaet, at man anså det for en tillægsgevinst i markedsføringen, at fremvisning af reklame for urmærket skete på et TV af samme mærke. Ombudsmanden udtalte, at tilbudet om et farve-TV i firmaets reklametryksag ikke fremstod som et led i forhandlerens markedsføring af urene, og at den konkrete markedsføring, som den var kommet til udtryk i brochuren måtte karakteriseres som ulovlig forhandlerpræmiering i strid med markedsføringslovens § 1.