Salg af kommunale ejendomme

Salg af kommunale ejendomme

Som meddelt i skrivelse af 30. december 1988, hvori Indenrigsministeriet udtalte sig om en række klagepunkter i Deres skrivelse af 12. september 1988 om Storstrøms Amtskommunes salg af Deres tjenestebolig på Bogø, har ministeriet anmodet Storstrøms Amtsråd om nogle nærmere oplysninger om, hvornår og under hvilke omstændigheder De havde tilkendegivet, at De ikke ønskede at erhverve Deres tjenestebolig.

I skrivelse af 19. januar 1989 har Storstrøms Amtskommune oplyst, at forvaltningschef Bent H. Fenger under en sejlads på overfarten Stubbekøbing-Bogø på et tidspunkt i perioden 15. januar 1988-15. marts 1988, fil oplyst af Dem, at De ikke var interesseret i at købe Deres tjenestebolig. Amtskommunen har endvidere anført, at forvaltningschefen ikke fandt anledning til at udarbejde et notat om denne oplysning, dels fordi sagen på dette tidspunkt kun drejede sig om, hvorvidt boligerne skulle sælges og ikke til hvem, og dels fordi Deres tilkendegivelse lå i logisk forlængelse af de tilløb, De tidligere havde taget til at opgive Deres tjenestebolig, senest ansøgningen herom i 1983, som senere blev trukket tilbage. Efter forvaltningschefens opfattelse måtte Deres udtalelse under overfarten endvidere ses i sammenhæng med de drøftelser, der fandt sted efterfølgende den 10. august og 15. august 1988 mellem Dem og amtskommunen.

Med skrivelse af 7. februar 1989 fremsendte Indenrigsministeriet en kopi til Dem af Storstrøms Amtskommunes skrivelse af 19. januar 1989, og anmodede om Deres bemærkninger hertil.

I skrivelse af 15. februar 1989 fremkom De med Deres bemærkninger til amtskommunens skrivelse.

De har i Deres skrivelse anført, at forvaltningschef Bent H. Fenger kun har været i styrehuset på færgen ved to lejligheder, og at den ene gang var den 29. maj 1988 ved en færges søsætning, og at den anden gang kan have været i perioden 15. januar 1988-15. marts 1988, men at De ikke erindrer tidspunktet.

De har endvidere anført, at De ikke som oplyst af forvaltningschef Bent H. Fenger har tilkendegivet, at De ikke var interesseret i at købe Deres tjenestebolig. De har i denne forbindelse bemærket, at Deres ansøgning fra 1983 om at fraflytte Deres tjenestebolig netop blev trukket tilbage, og at De ved mødet den 10. august 1988 alene tilkendegav, at De som sekundært ønske og sagens omstændigheder taget i betragtning ville være indstillet på at købe naboejendommen 10 B.

De har samtidig rejst spørgsmål om, hvorvidt amtskommunens beslutning om, at sælge Deres tidligere tjenestebolig kan anses for at være bragt til udførelse, hvis amtsborgmesteren endnu ikke har underskrevet slutsedlen.

I denne anledning skal Indenrigsministeriet i tilslutning til ministeriets skrivelse af 30. december 1988 udtale følgende

I cirkulæreskrivelse nr. 223 af 28. oktober 1974 til samtlige tilsynsråd, kommunalbestyrelser og amtsråd samt Hovedstadsrådet er der fastsat regler om offentlig udbud ved salg af kommunale ejendomme til medlemmer af kommunalbestyrelsen og kommunalt ansatte. Ifølge cirkulæreskrivelsen, der blev udsendt efter henstilling fra Folketingets Ombudsmand, skal en kommunal ejendom være annonceret til offentligt udbud, hvis ejendommen ønskes afhændet til et kommunalbestyrelsesmedlem eller en kommunalt ansat. Dette gælder dog ikke, hvis en beboelsesejendom på grund af sin beliggenhed i forhold til den pågældendes tjenestested afhændes til en person, der er ansat i kommunens tjeneste. Endvidere kan nedlagte tjeneste- og lejeboliger for kommunens ansatte uden offentligt udbud afhændes til den hidtidige beboer, når denne ved nedlæggelsen havde den pågældende bolig overladt som tjenestebolig.

Efter cirkulæreskrivelsen skulle tilsynsrådene ved stillingtagen til ansøgninger om samtykke efter styrelseslovens § 59 til afhændelse af kommunal ejendom påse, at retningslinjerne var fulgt ved salg til kommunalbestyrelsesmedlemmer og kommunalt ansatte. Efter sit indhold var cirkulæreskrivelsen således bindende for tilsynsrådene, hvorimod den kun indirekte regulerede kommunernes ejendomsdispositioner.

Kravet om tilsynsmyndighedernes godkendelse af kommunale ejendomsdispositioner blev ophævet i 1980, men Indenrigsministeriet har med skrivelse af 13. juni 1986 efter henstilling fra Folketingets Ombudsmand gjort samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd m.fl. bekendt med det ønskelige i, at bestemmelserne i cirkulæreskrivelsen fortsat iagttages.

Ombudsmandens henstilling var begrundet i, at bestemmelser om offentligt udbud har til formål at sikre, at der ved dispositioner af den omhandlede art opnås de for det offentlige bedst mulige vilkår. Ved salg til ansatte m.fl. kommer det desuden i betragtning, at kravet om forudgående udbud er egent til at styrke tilliden til, at der ikke sker en begunstigelse af de pågældende på det offentliges bekostning.

Uanset at bestemmelserne i cirkulæret af 28. oktober 1974 efter ophævelsen af samtykkekravet ikke længere har umiddelbar gyldighed for kommunale ejendomsdispositioner, finder Indenrigsministeriet, at de principielle forvaltningsretlige synspunkter, der har ligget til grund for cirkulæret, samt den almindelige retsgrundsætning om ligelig behandling af borgerne indebærer, at De ved amtskommunens påtænkte salg af boligen i det mindste har haft krav på at få tilbudt Deres tidligere tjenestebolig samtidig med og på samme vilkår som færgefører O. F. Andersen.

En fravigelse af dette udgangspunkt må efter Indenrigsministeriets opfattelse forudsætte, at amtskommunen har haft fornødent grundlag for at antage, at De ikke ønskede at erhverve boligen.

Således som sagen foreligger oplyst for Indenrigsministeriet, herunder amtskommunens oplysninger om de omstændigheder, hvorunder De hævdes at have oplyst, at De ikke ville være interesseret i at erhverve tjenesteboligen, og Deres afvisning heraf, finder Indenrigsministeriet ikke, at amtskommunen har haft fornødent grundlag for at fastslå, at De ikke var interesseret i at erhverve Deres tjenestebolig, og senere tilbyde færgefører O. F. Andersen en forkøbsret til boligen.

Som anført i Indenrigsministeriets skrivelse af 30. december 1988 har Indenrigsministeriet ikke mulighed for at ophæve en beslutning, der er bragt til udførelse, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse.

Det bemærkes herved, at Storstrøms Amtskommunes beslutning om at sælge Deres tidligere tjenestebolig må anses for bragt til udførelse på det tidspunkt, hvor færgefører O. F. Andersen har fået kendskab til den af amtskommunaldirektøren underskrevne slutseddel. Som anført i ministeriets skrivelse af 30. december 1988 kan reglen i § 32 i den kommunale styrelseslov om amtsborgmesterens medunderskrivelse af dokumenter om køb og salg af fast ejendom efter ministeriets opfattelse alene anses for en legitimationsregel, der ikke har betydning for spørgsmålet om gyldigheden af ejendomsoverdragelsen.

Som ligeledes anført i skrivelsen af 30. december 1988 kan ministeriet på denne baggrund alene udtale sig om, hvorvidt amtskommunen efter ministeriets opfattelse har handlet i strid med lovgivningen, herunder almindelige offentligretlige retsgrundsætninger som f.eks. lighedsgrundsætningen, i forbindelse med beslutningen om at sælge Deres tidligere tjenestebolig til færgefører O. F. Andersen. Ministeriet kan derimod ikke afgøre spørgsmålet om gyldigheden af ejendomsoverdragelsen eller eventuelle erstatningsspørgsmål, idet afgørelsen heraf alene henhører under domstolene.

Med venlig hilsen

Emil le Maire

Indenrigsministeriets cirkulære af 28. oktober 1974. Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1989 8.2.

Udtalt, at de principielle forvaltningsretlige synspunkter, der har ligget til grund for Indenrigsministeriets cirkulære af 28. oktober 1974 om offentlig udbydelse ved salg af kommunale ejendomme til medlemmer af kommunalbestyrelsen og kommunalt ansatte, samt den almindelige retsgrundsætning om ligelig behandling af bogerne måtte indebære, at en ansat i en amtskommunes tjeneste i det mindste havde krav på at få tilbudt sin tidligere tjenestebolig samtidig med og på samme vilkår som en anden amtskommunalt ansat.

En fravigelse af dette udgangspunkt måtte efter Indenrigsministeriets opfattelse forudsætte, at amtskommunen havde haft fornødent grundlag for at antage, at den hidtidige beboer ikke ønskede at erhverve boligen. I den konkrete sag fandt Indenrigsministeriet ikke, at amtskommunen havde haft et sådant grundlag.

Samtidig udtalt, at Indenrigsministeriet ikke havde mulighed for at ophæve en beslutning, der var bragt til udførelse, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse. Indenrigsministeriet bemærkede herved, at beslutningen om at sælge den tidligere tjenestebolig måtte anses for bragt til udførelse på det tidspunkt, hvor køberen havde fået kendskab til den af amtskommunaldirektøren underskrevne slutseddel.

I den forbindelse anført, at reglen i § 32 i den kommmunale styrelseslov om amtsborgmesterens medunderskrivelse af dokumenter om køb og salg af fast ejendom efter ministeriets opfattelse alene kan anses for en legitimationsregel, der ikke har betydning for spørgsmålet om gyldigheden af ejendomsoverdragelsen.