Legislator Case Law & Legislation
Y19890368058 DK

Supplerende dagpenge Belægning af dagpengekort ved ukontrollabel arbejdstid

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelse 1989 3680 Valid

Supplerende dagpenge Belægning af dagpengekort ved ukontrollabel arbejdstid

Arbejdsløshedskassernes

Samvirke

Ved skrivelse af 28. august 1989 har Arbejdsløshedskassernes Samvirke rettet henvendelse til direktoratet vedrørende supplerende belægning ved ukontrollabel arbejdstid.

Arbejdsløshedskassernes Samvirke har i den forbindelse henvist til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni 1989, § 6, stk. 3, hvoraf det fremgår, at når et fuldtidsforsikret medlems faktiske arbejdstid ikke eller kun vanskeligt kan kontrolleres ved arbejdsgiverens registreringer, eller medlemmet er provisionslønnet, uden at en skriftlig aftale med arbejdsgiveren fastlægger beskæftigelsens tidsmæssige omfang, belægges medlemmets dagpengekort for hver arbejdsdag som minimum med 7,6 timer, hvis der er tale om en 5 dages uge. Hvis der er tale om en 6 dages uge belægges dagpengekortet med 6,3 timer for hver arbejdsdag.

Arbejdsløshedskassernes Samvirke har i den forbindelse rejst spørgsmålet om med hvilken lovhjemmel, reglerne om mindste belægning er fastsat, idet Arbejdsløshedskassernes Samvirke er af den opfattelse, at hjemlen antageligt skal findes i arbejdsløshedsforsikringslovens § 62, stk. 2, og at det således er manglende rådighed, der medfører belægning.

Arbejdsløshedskassernes Samvirke har i den forbindelse henvist til, at eksempelvis arbejdsløshedsforsikringslovens § 59 kun giver hjemmel til, at nedsættelsen sker under hensyntagen til arbejdslønnen. Det er således ikke fastsat, at der herudover skal ske en supplerende belægning.

Idet det således kun kan være arbejdsløshedsforsikringslovens § 62, der er hjemlen, finder Arbejdsløshedskassernes Samvirke, at spørgsmålet, om et medlem en sådan dag er til rådighed for arbejdsmarkedet, skal afgøres ud fra en konkret vurdering.

Hvis et medlem er lønarbejdende fisker ved søgående fiskeri, er medlemmet ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, når han befinder sig på havet, og det er derfor efter Arbejdsløshedskassernes Samvirkes opfattelse korrekt, at der skal ske en mindstebelægning.

Hvis modsat et medlem er fritidsforsikringstegner i meget begrænset omfang, finder Arbejdsløshedskassernes Samvirke, at medlemmet er til rådighed for arbejdsmarkedet de pågældende dage i det omfang, han ikke er beskæftiget.

Da der efter Arbejdsløshedskassernes Samvirkes opfattelse i arbejdsløshedsforsikringslovens § 59 er gjort op, hvordan beskæftigelsen opgøres, må der i disse tilfælde foretages en konkret rådighedsvurdering med det resultat til følge, at medlemmet normalt ikke skal supplerende belægges.

På denne baggrund har Arbejdsløshedskassernes Samvirke anmodet om, at der snarest fastslås sådanne principper.

Direktoratet skal i denne anledning bemærke, at det er korrekt, at lovhjemlen til at fastsætte den »supplerende« belægning i direktoratets bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni 1989, § 6, stk. 3, skal findes i arbejdsløshedsforsikringslovens § 62, stk. 2.

Direktoratet kan i øvrigt oplyse, at såvel direktoratets som ankenævnets praksis i sager om forsikringstegnere på fritidsbasis med provisionsaflønning er, at disse medlemmer ikke kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Begrundelsen herfor er, at der ikke på forhånd er fastsat en arbejdstid, at medlemmet derved har mulighed for at fastlægge dennes udstrækning, samt at arbejdstiden ikke kan kontrolleres.

Direktoratet finder endvidere, at ovennævnte forhold også gør sig gældende, hvor medlemmets faktiske arbejdstid ikke eller kun vanskeligt kan kontrolleres ved arbejdsgiverens registreringer.

Direktoratet har således fundet, at medlemmets dagpengekort for hver arbejdsdag som minimum skal belægges med 7,6 timer, hvis der er tale om en 5 dages uge, eller 6,3 timer, hvis der er tale om en 6 dages uge.

Direktoratet finder derimod, at hvis medlemmets arbejdstid kan kontrolleres ved arbejdsgiverens registreringer, eller medlemmet er provisionslønnet med en skriftlig aftale med arbejdsgiveren, der fastlægger beskæftigelsens tidsmæssige omfang, vil et fuldtidsforsikret medlems dagpengekort for en uge skulle belægges med det antal timer, der fremgår af arbejdsgiverens registreringer, eller hvis medlemmet er provisionslønnet, da med det antal timer medlemmet er ansat til, medmindre medlemmet har haft flere arbejdstimer, jf. i øvrigt DfA-meddelelse nr. 38/88 af 31. august 1988.

Direktoratet finder således ikke, at reglen i § 6, stk. 3, i direktoratets bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni 1989 er i strid med rådighedsreglerne, idet medlemmet netop ved at arbejde på den omhandlede måde har tilkendegivet, at han ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet de pågældende dage, medmindre det kan dokumenteres, at medlemmets arbejdstid tidsmæssigt kan kontrolleres.

Direktoratet finder således, at det i disse tilfælde er medlemmet, der skal dokumentere, at beskæftigelsens tidsmæssige omfang kan kontrolleres, jf. principperne i direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989, § 15, hvor et medlem også kan dokumentere sig ud af en situation, hvor vedkommende ikke er til rådighed på grund af fx transportproblemer.

Direktoratet anser således Arbejdsløshedskassernes Samvirkes brev af 28. august 1989 for besvaret, men er selvfølgelig villig til at drøfte spørgsmålet nærmere, hvis det måtte ønskes.

P.D.V.

Tove Loft Klaus Rørvig

kontorchef fuldmægtig

Udtalelse 1989 3680 Valid

Ved beregning af supplerende dagpenge til provisionslønnede foretages en minimumsbelægning af dagpengekortet, medmindre arbejdstiden kan kontrolleres eller er skriftligt fastlagt

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →