Buskørsel
Statutory Text (3 Articles)
Buskørsel
I brev af 13. juni 1988 (2.k. j.nr. 1988/1126/0800-1) har Indenrigsministeriet udbedt sig en udtalelse om, hvorvidt der i den lovgivning, der hører under Trafik- og Kommunikationsministeriets ressort, er hjemmel til, at Bornholms Amts Trafikselskab (BAT) udfører international rutekørsel. Henvendelsen er foranlediget af en ansøgning fra BAT vedrørende oprettelse af en busrute mellem Bornholm og Berlin (Øst/Vest).
Trafik- og Kommunikationsministeriet skal i denne anledning henvise til ministeriets besvarelse i en tilsvarende forespørgsel fra Indenrigsministeriet i 1987 vedrørende HT's planer om at udføre international rutekørsel med bus.
Ministeriet udtalte således bl.a. følgende i det i kopi vedlagte brev af 24. april 1987
»Sammenfattende om ovenstående lovgivning, der hører under Ministeriet for Offentlige Arbejders ressort, skal således udtales, at der heri ikke principielt er noget til hinder for, at HT udfører international buskørsel. En ansøgning fra HT vil i givet fald blive konkret vurderet og på lige vilkår med eventuelle andre ansøgninger.
Ministeriet har ikke taget stilling til, hvorvidt en sådan international busvirksomhed måtte være i strid med loven om Hovedstadsrådet, med Hovedstadsrådets eventuelle direktiver til HT eller med almindelige kommunalretlige regler. Disse forhold forudsættes Indenrigsministeriet at udtale sig om.«
Tilsvarende betragtninger gælder i relation til BAT's ansøgning om tilladelse til oprettelse af en international busrute. Det er således uden betydning i denne sammenhæng, at HT's virksomhed reguleres af lov om Hovedstadsområdets kollektive personbefordring og at BAT's virksomhed reguleres af lov om den lokale og regionale personbefordring uden for hovedstadsområdet.
BAT har modtaget kopi af dette brev.
Der er principielt ikke noget til hinder for, at HT eller BAT udfører international buskørsel