Kollektiv trafik
Statutory Text (3 Articles)
Kollektiv trafik
I brev af 5. oktober 1988 (j.nr. 1-7o-5-71-6-87) har Viborg Amts Fælleskommunale Trafikselskab (VAFT) meddelt, at trafikselskabet er frit stillet med hensyn til valg af kontraktform og -indhold ved indgåelse af aftale med en entreprenør om udførelse af almindelig rutekørsel i amtskommunen, jf. § 3 med bemærkninger i trafikselskabets vedtægt.
VAFT er hermed ikke enig i det af ministeriet tilkendegivne i brev af 7. september 1987 om, at almindelig rutekørsel skal udføres af entreprenører i henhold til den mellem Amtsrådsforeningen - på vegne af amterne og de amtskommunale/fælleskommunale trafikselskaber - Landsforeningen Danmarks Bilruter (LDB) og DSB indgåede standardentreprenørkontrakt.
Ministeriet skal, efter på ny at have drøftet sagen med LDB, meddele følgende
Ifølge § 4, stk. 3 i loven om den lokale og regionale kollektive trafik uden for hovedstadsområdet fastsættes de nærmere bestemmelser om et trafikselskabs organisation m.v. i en vedtægt, der skal godkendes af Trafikministeriet og Indenrigsministeriet.
Ved brev af 15. januar og 28. april 1981 godkendte henholdsvis Trafikministeriet og Indenrigsministeriet et af Viborg Amtskommune fremsendt udkast til vedtægt for VAFT med enkelte bemærkninger. Vedtægtsbestemmelserne og de tilhørende bemærkninger indgik som en helhed ved Trafikministeriets behandling af sagen.
I henhold til § 5, stk. 3, i lov om buskørsel er det overladt til de tilladelsesudstedende myndigheder selv at fastsætte vilkår om bl.a. rute, køreplan, takster og befordringspligt i forbindelse med udstedelse af tilladelse til almindelig buskørsel.
I bemærkningerne til § 15 i VAFT's vedtægt, der omhandler virksomhedens finansiering og fordeling af udgifter mellem Viborg Amtskommune og de enkelte kommuner, er det anført, at »Når det er valgt at opgøre kørselsomfanget i timer i stedet for f.eks. kørte km skyldes det, at afregningen med vognmændene ifølge standardentreprenørkontrakten sker på grundlag af timer og ikke kørte km.«
Ifølge oplysninger fra LDB blev der i 1979 indgået en standardentreprenørkontrakt mellem ovennævnte parter. Formålet hermed var at etablere eller fastholde entreprenørens medvirken i trafikudøvelsen i det pågældende trafikområde.
Entreprenøren skal udføre buskørslen i overensstemmelse med de i kontrakten og de øvrige mellem parterne aftalte retningslinjer. Kontrakten blev genforhandlet i 1982/83 og førte til en ny standardentreprenørkontrakt af 4. november 1983 med samme formålsbeskrivelse og med gyldighed fra juni 1984 til juni 1989.
LDB har endvidere oplyst, at det er aftalt mellem de nævnte parter, at standardentreprenørkontraktens bestemmelser finder anvendelse på al almindelig rutekørsel, udført af entreprenører i et trafikområde, med mindre andet konkret er aftalt.
For så vidt angår almindelig rutekørsel i VAFT-området har LDB tillige henvist til, at VAFT i maj 1984 traf beslutning om forlængelse af standardentreprenørkontraktens gyldighed og anvendelsesområde indtil juni 1989.
Ovennævnte henvisning i VAFT's vedtægt til standardentreprenørkontrakten sammenholdt med det øvrigt oplyste, må efter ministeriets opfattelse føre til det herfra i brev af 7. september 1987 tilkendegivne synspunkt om, at det i bemærkningerne til § 3 i vedtægten anførte om indgåelse af entreprenørkontrakter må referere til standardentreprenørkontrakten. Standardentreprenørkontraktens bestemmelser skal i overensstemmelse hermed danne grundlag for udformningen af de enkelte entreprenørkontrakter.
Ifølge LDB er der ikke truffet aftale om fravigelse af kravet om benyttelse af standardentreprenørkontrakt for så vidt angår den i sagen omhandlede kørsel i Bjerringbro Kommune.
Efter ministeriets opfattelse er der ikke taget stilling til spørgsmålet om benyttelse af standardentreprenørkontrakt på mødet i ministeriet den 9. februar 1983, hvortil VAFT henviser.
Ifølge §4, stk. 3, i loven om den lokale og regionale kollektive trafik uden for hovedstadsområdet fastsættes de nærmere bestemmelser om et trafikselskabs organisation m.v. i en vedtægt, der skal godkendes af trafikministeriet og indenrigsministeriet