Anparter i kommanditselskab. Finansiel virksomhed. (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Anparter i kommanditselskab. Finansiel virksomhed. (* 1)
3.5.5. Anparter.
Mod slutningen af 1988 dukkede flere og flere annoncer op i aviserne med tilbud om anparter, aktier eller andre kapitalbeviser i skibe, ejendomme og lignende.
Da sådanne annoncer ofte koncentrerer sig om fordelene ved investeringerne, medens den risiko, der altid vil være ved den slags projekter, som regel ikke får nævneværdig omtale, fandt FO anledning til at henlede potentielle investorers opmærksomhed på, at tilbudene altid er baseret på bestemte forudsætninger, herunder bl.a. uændret lovgivning og faktisk overskud i den erhvervsvirksomhed, som anparterne vedrører. FO opfordrede derfor offentligheden til nøje at gennemgå prospektmaterialet - eventuelt i samråd med advokat eller revisor - og særligt have for øje, hvordan man hæfter, og hvilke udgifter, der i øvrigt kan påløbe.
Der kan i medfør af markedsføringslovens § 2, stk. 1, stilles krav om, at de oplysninger, der gives i annoncering med udbud af anparter m.v., er afbalanceret med hensyn til projektets investeringsfordele og risici, herunder at investorernes hæftelse oplyses.
FO fulgte annonceringen med udbud af anparter og rettede i 20 tilfælde henvendelse til annoncørerne med henstilling om at indrette annonceringen i overensstemmelse med ovennævnte krav.
Nedenfor omtales et par af de tilfælde, der gav anledning til en henstilling fra FO.
(* 1) Offentliggjort i Forbrugerstyrelsens Juridiske Årbog 1989, S. 31-32.
Et pengeinstitut markedsførte salg af anparter i et kommanditselskab, der skulle eje nogle hoteller. Forbrugerombudsmanden udtalte, at de med projektet forbundne væsentlige risikomomenter burde have været omtalt i selve annonceringen og ikke blot i prospektet, jfr.
markedsføringslovens § 2.