Aktionærkredit til indkøb af værdipapirer og tilknyttet formuestyringsaftale. Finansiel virksomhed. (* 1)

Aktionærkredit til indkøb af værdipapirer og tilknyttet formuestyringsaftale. Finansiel virksomhed. (* 1)

3.5.4. Banks tilbud om aktionærkredit og formuestyring af samme.

Finanstilsynet anmodede FO om en udtalelse i anledning af en klage over en banks fremgangsmåde i forbindelse med et investeringsarrangement.

Sagens omstændigheder var følgende

I forbindelse med åbningen af nye forretningslokaler indbød banken sine navnenoterede aktionærer til en reception. I forbindelse med indbydelsen tilbød bankens bestyrelse aktionærerne en kredit- og formuestyringsaftale på følgende måde

»Aktionærkredit« på kr. 200.000,-!

Af dette beløb er kr. 25.000,- til Deres frie disposition. Resten (mindst 175.000) skal investeres i værdipapirer, der skal lægges som sikkerhed for kreditten. Investeringen skal ske i samråd med bankens investeringsrådgivere som et led i den service, vi har døbt »formuestyring«.

De kan læse om de nærmere betingelser for »aktionærkredit« på det informationsblad, der ligger i omslaget »Deres x-bank«, og i brochuren »Formuestyring« kan De læse mere om, hvordan vi kan hjælpe Dem og bankens andre kunder med at få det størst mulige udbytte af Deres investeringer.

Hvis De er interesseret i at modtage tilbudet om »aktionærkredit«, beder jeg Dem underskrive og returnere selve tilbudsbladet sammen med det udfyldte informationsskema til »Formuestyring«. Derefter vil De modtage de officielle lånedokumenter i løbet af ganske kort tid.'

Herefter indgik klageren en formuestyringsaftale i forbindelse med oprettelsen af en aktionærkredit hos banken.

På grund af en dårlig kursudvikling - herunder børskrakket i 1987 - medførte engagementet et tab på de investerede værdipapirer, hvorfor banken i december 1987 stillede krav til klageren om inddækning på ca. kr. 87.000 - enten ved indbetaling afbeløbet eller ved forøgelse af sikkerheden og påbegyndelse af afvikling.

For så vidt angår markedsføringen af selve formuestyringsaftalen var det FO's opfattelse, at udbudsmaterialet pa tilstrækkeligt oplysende og loyal måde angav, hvilke risici der var forbundet med investering i værdipapirer, og for hvis regning og risiko investeringerne blev foretaget.

Med hensyn til den i forbindelse med formuestyringsaftalen bevilgede kreditaftale og dennes overensstemmelse med markedsføringsloven udtalte FO bl.a. følgende

»Af aftalen fremgår ikke, hvorledes kreditten nedbringes, eller hvilke krav banken kan gøre mod debitor i tilfælde af pantets forringelse. Det fremgår ej heller, hverken direkte eller indirekte, afaftalens almindelige bestemmelser (pkt. A) eller bestemmelserne vedrørende pant stillet af låntager (pkt. B).

Efter de forelagte bilag at dømme henviser banken, i forbindelse med sit krav om ekstraordinær nedbringelse af kreditten, subsidiært supplerende sikkerhedsstillelse, alene til »bankens regler for kreditgivning«.

Når henses til, at det af kreditaftalen alene fremgår, at sikkerhedsstillelsen er de til enhver tid i depotet beroende effekter, og der hverken i kreditaftalen eller formuestyringsaftalen er anført nærmere om yderligere sikkerhedsstillelse, henholdsvis ekstraordinær nedbringelse afkreditten i tilfælde afpantets forringelse, og at dette spørgsmål må antages at være af helt afgørende betydning for debitors bedømmelse afinvesteringsarrangementet som sådan, er det min opfattelse, at markedsføringen afkreditaftalen er urimeligt mangelfuld og derfor er i strid med markedsføringslovens § 2, stk. 1.

Jeg bemærker herved særligt, at i det omfang »Bankens regler for kreditgivning« alene refererer til »Bankens forretningsbetingelser, der til enhver tid fås udleveret ved henvendelse i banken«, jfr. kreditaftalen in fine, må dette i relation til markedsføringslovens regler anses for utilstrækkeligt.'

På denne baggrund fandt FO, at selv om markedsføringen af formuestyringsaftalen isoleret set ikke var i strid med markedsføringsloven, var den imidlertid afuængig afog så tæt forbundet med kreditaftalen, at arrangementet som sådan var markedsført i strid med markedsføringslovens § 2, stk. 1.

For så vidt angår markedsføringen af arrangementet henholdt Finanstilsynet sig i sit svar til klageren i det hele til det af FO anførte. Hvad angår kreditaftalen bemærkede tilsynet herudover bl.a., at man med henvisning til det af FO anførte måtte anse det for stridende mod god pengeinstitutpraksis, at banken havde etableret et kreditfinansieret produkt på et på væsentlige punkter uklart grundlag med hensyn til bankens rettigheder i henhold til kreditaftalen.

(* 1)Offentliggjort i Forbrugerstyrelsens Juridiske Årbog 1989, s. 30-31.

Et pengeinstitut markedsførte en aktionærkredit til indkøb af værdipapirer, som skulle lægges til sikkerhed for kreditten. Der blev derudover indgået en aftale mellem kunden og pengeinstituttet om formuestyring. På grund af kursfald på værdipapirerne stillede pengeinstituttet krav om indbetaling eller indlæggelse af yderligere sikkerheder. Forbrugerombudsmanden udtalte, at der i kreditaftalen eller formuestyringsaftalen burde være anført nærmere om yderligere sikkerhedsstillelse, henholdsvis nedbringelse af kreditten i tilfælde af pantets forringelse, jfr.

markedsføringslovens § 2, stk. 1. Kreditaftalens henvisning til »pengeinstituttets forretningsbetingelser« fandtes ikke tilstrækkelig.