Pensionsopsparing - sammenligning mellem forsikringsselskaber og pengeinstitutter. Sammenlignende reklame. Finansiel virksomhed. (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Pensionsopsparing - sammenligning mellem forsikringsselskaber og pengeinstitutter. Sammenlignende reklame. Finansiel virksomhed. (* 1)
.6.1. Sammenlignende reklame - pensionsopsparing.
Pengeinstitutterne klagede over en af forsikringsbranchen udgivet brochure, hvor der på forsiden stod: »Opsparing til pension bør ske i et forsikringsselskab«.
I brochuren blev der foretaget en række sammenligninger mellem pensionsopsparing i henholdsvis et forsikringsselskab og et pengeinstitut.
Brochuren konkluderede, at »spørgsmålet om, hvor man skal spare op til sin pension, er så vigtigt, at man ikke bør løbe nogen risiko. Forsikringsselskaberne er specialister på området med mange års erfaring. Man bør derfor først gå til sit forsikringsselskab«.
FO fandt, at udsagnet på brochurens forside og brochurens konklusion ikke levede op til principperne om loyal konkurrence, idet han særligt hæftede sig ved udtrykkene »bør ske« og »ikke bør løbe nogen risiko«.
Ifølge artikel 5 i kodeks for reklamepraksis skal reklamer, der indeholder sammenligninger, udformes således, at sammenligningen som sådan ikke er egnet til at vildlede, og skal være i overensstemmelse med principperne for loyal konkurrence. Sammenligningspunkter skal bygges på kendsgerninger, der kan bevises, og ikke udvælges på illoyal måde.
Endvidere påtalte FO bl.a. brochurens oplysning om, at forsikringsselskaberne er undergivet offentligt tilsyn uden samtidig at oplyse om, at det er pengeinstitutterne også.
Oplysningen kunne efter FO's mening give forbrugeren det indtryk, at det er mere sikkert at tegne en pensionsordning i et forsikringsselskab, fordi selskabets virksomhed er underkastet offentligt tilsyn.
FO modtog fra et pensionsforsikringsselskab en klage over et andet pensionsforsikringsselskabs markedsføring.
Det indklagede selskab havde i sit tidsskrift offentliggjort en bonusrentesammenligning uden at medtage en bonustilskrivning i 1985, som klager havde foretaget.
Indklagede oplyste over for FO, at bonussammenligningen var foretaget på grundlag af selskabernes officielt oplyste depotrentesatser. Den omtalte bonustilskrivning i 1985 fremgik imidlertid ikke af det offentliggjorte regnskab.
FO udtalte, at udgangspunktet efter hans opfattelse må være, at oplysninger og tal, der fremgår direkte af et forsikringsselskabs officielle regnskab, kan anvendes af andre forsikringsselskaber i markedsføringen. Såfremt der i et senere regnskab - inden offentliggøgelsen af sammneligningen - foretages en ekstraordinær forhøjelse af bonus med virkning fra bonusår, der er omgattet af sammenligningen, må de tages højde herfor i markedsføringen.
Endvidere havde indklagede foretaget en sammenlignende omkostningsanalyse, hvoraf fremgik, at klagers omkostningsprocent var mere byrdefuld for forsikringstagerne end de tilsvarende tal for det indklagede forsikringsselskab. Da dette selskab har betydelig færre individuelle forsikringer og dermed færre omkostninger end klager, fandt denne, at de to selskabers omkostninger ikke er sammenlignelige.
FO tilkendegav, at det efter hans opfattelse ville være i overensstemmelse med god markedsføringsskik at supplere sammenlignende talanalyser med oplysninger om relevante forskelle mellem det analyserede. Spørgsmålet, om der foreligger en relevnt forsikringsteknisk forskel mellem de to forsikringsselskaber, som betyder, at en sammenlignende analyse af selskabernes omkostninger ikke er meningsfyldt, eller om analysen skal suppleres med yderligere forklaringer, fandt FO sig ikke i stand til at afgøre på baggrund af markedsføringsloven. FO henviste til, at spørgsmålet må afgøres parterne imellem, eventuelt ved rettens mellemkomst.
Tredje punkt i klagen vedrørte en meddelelse til indklagede assurandører, der indeholdt en erklæring om, at kunder hos indklagede havde udtalt, at selskabets serviceydelser var på et betydeligt højere niveau end klagers serviceydelser. FO fandt, at udtalelsen i sin udformning var utilbørlig over for klager og i strid med god markedsføringsskik, jfr. markedsføringslovens §§ 2, stk. 1 og 1. Endvidere fandt FO, at udtalelsen var stridende mod artikel 5 og 7 i kodeks for reklamepraksis.
Ifølge artikel 7 må reklamer ikke direkte eller underforstået tale nedsættende om noget firma, industriel eller kommerciel virksomhed/profession eller noget produkt, hverken ved at gøre det til genstand for foragt, latterliggøre det eller lignende.
Artiklen undrstreger, at en hvilken som helst nedsættende omtale af andre firmaer eller varer anses som stridende mod god forretningsskik, og det er i denne sammenhæng uden betydning, om den fremsatte påstand er korrekt og kan dokumenteres.
(* 1) Offentliggjort i Forbrugerstyrelsens Juridiske Årbog 1989, s. 38.
I en brochure blev foretaget en sammenligning mellem pensionsopsparing i henholdsvis et forsikringsselskab og et pengeinstitut. I brochuren var det anført, at spørgsmålet om, hvor man skal spare op til sin pension, er så vigtigt, at man ikke bør løbe nogen risiko. Forsikringsselskaberne er specialister på området med mange års erfaring. Man bør derfor først gå til sit forsikringsselskab. Brochuren anset for at være illoyal og i strid med god markedsføringsskik. Det burde endvidere i brochuren være oplyst, at også pengeinstitutter ligesom forsikringsselskaber er undergivet offentligt tilsyn.